Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Langfredag i Jersie og Kr. Skensved 2001
GT-læsning Es. 52, 13-53,12
Evangelium: Mark. 15,20-39
Salmer: DDS 442, 168 - 172 og 182
Prædiken:
"Så korsfæstede de ham...."
Så kort og usentimentalt beskriver Markus Jesu henrettelse. Den blotte konstatering af at de romerske soldater gør deres arbejde; de korsfæster ham og deler hans klæder mellem sig.
Detaljerne er begrænsede - kun tidspunktet og anklagen på korset. De to røvere, som også led døden på korset den dag, nævnes sådan næsten en passant.
Den næsten stenografiske beskrivelse kunne måske få os til at spørge, hvem det hele egentligt handler om?
De fleste af vil svare, at det er Jesus, der er hovedpersonen, for det er det jo altid i evangelierne, ikke?
Det er jo ham, der bliver forhørt og dømt, det er ham,
der bliver pisket og henrettet.
Så naturligvis må det være Jesus, beretningen drejer sig om.
Men giver vi os til at læse Markus´ beretning langsomt og opmærksomt, er det imidlertid overraskende, hvor lidt vi egentligt får at vide om Jesus som hovedperson.
Godt nok får vi at vide, at han bliver hånet, at han bliver ført til Golgata og korsfæstet, men det er en skildring blottet for detaljer omkring hovedpersonen selv.
Der er ingen udpensling af hans lidelse og smerte, ingen sentimental farvelægning egnet til at vække vore følelses
og ingen billeder, der skal få os til at gyse.
"Så korsfæstede de ham..."
Det hele så enkelt, så kort og så nøgternt beskrevet.
Måske netop derfor, så grusomt?
Måske det netop er denne mangel på enkeltheder,
der gør chokket så meget stærkere på det sted,
da Jesus pludseligt begynder at råbe sin smerte ud.
Og måske det netop er omgivelsernes kyniske optræden,
der gør at Jesus menneskelighed står så meget stærkere,
da han fuld af angst og ensomhed råber:
"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
Først da går det virkeligt op for os, at det er et menneske af kød og blod, som dette handler om.
Først da bliver det klart, at det er Jesus, det handler om?
Men indtil da?
Hvem er det da, der driver handlingen frem og dermed er hovedaktører i skildringen?
For Jesus selv er under hele forløbet så passiv som et lam, der føres til slagtning.
Ser vi nøje efter, er der faktisk mange aktører på scenen.
Nogle er anonyme, andre har fået navn, men alle er de med til at drive handlingen frem.
Og langfredagens begivenheder handler derfor lige så meget om disse medaktører, som de handler om ham,
der hænger på korset.
Faktisk får vi langt mere at vide om dem end om ham:
Om de romerske soldater hører vi, at de håner Jesus.
De giver ham tornekrone og purpurkappe på.
Som tidsfordriv og almindelig underholdning giver de sig til at spille om hans kappe - det er åbenbart en kedelig beskæftigelse at slå et menneske ihjel - det tager sin tid.
De forbipasserende - de mange tilskuere, sultne efter lidt makaber underholdning og noget at sladre om de kommende dage - nøjes ikke med at tænke.
Spottende minder de den korsfæstede om hans egne ord;
- at han ville rive templet med og atter rejse det på tre dage!
Hvilket storhedsvanvid - nu hænger han dér og kan end ikke redde sig selv.
Og Jesu anklagere og dommere - der ved denne lejlighed tilfældigvis er de samme, men så falder dommen jo også så meget lettere - også de håner og udfordrer ham til at afsløre sin magt, for at de dog - her på falderebet - skulle kunne komme til tro ham!
På denne måde får vi langt mere at vide om de omkringståendes handlinger, motiver og tanker, end om den mand, de alle har deres opmærksomhed rettet imod.
Jesus er passiv.
Han giver sig hen.
Oplader ikke sin røst.
Markus skildring af langfredag fortæller langt mere om de mennesker, der forkastede Jesus, end om ham, de forkaster.
For hvad Jesus end tænker eller vil gøre,
det har han jo allerede sagt og gjort.
Når han nu hænger på korset, er det netop fordi han nu betaler prisen for det, som han har sat i værk.
Hvad han sagde og gjorde forud for denne time,
vil han ikke ændre på eller trække tilbage.
Han går ikke på kompromis med sit mål.
Derfor tier han.
Hans spottere får ingen svar på tiltale.
Ikke endnu.
"Jesus udstødte et skrig og udåndede!"
Så kort skildrer Markus til sidst Jesu død.
Når det er sagt, må vi tilføje, at der stadig er noget at sige, blot kan vi ikke gøre det på en langfredag.
Efter Jesu skrig er resten tavshed.
En både knugnede og talende tavshed.
Indirekte har evangelisten allerede ladet os fornemme,
at her kan det ikke slutte. Han siger det blot ikke lige ud.
På den måde lader han det være op til os at afgøre,
om det virkeligt er her, det ender.
Undervejs har evangelisten i sin skildring inddraget os som tilskuere og aktører i Langfredagens drama.
Vi er allerede blevet vidner, og det, han har ladet os se, lægger op til at vi engagerer os, vurderer og vælger side.
Idet soldaterne spotter Jesus og fremstiller ham som en narrekonge, stilles vi som tilhørere og tilskuere overfor valget om enten at tilslutte os latterliggørelsen eller at betragte optrinet som udtryk for en ironisk drejet sandhed, som kastes tilbage på de, der udtalte den:
"Sæt nu han virkelig er konge?"
Idet de forbipasserende henviser til Jesu ord om at rive templet ned og bygge det op igen på tre dage, stilles vi overfor at tage Jesu passivitet og afmagt som udtryk for den totale fiasko eller at forstå det som udtryk for en tvetydig antydning af hans totale sejr i opstandelsen.
Og når ypperstepræsterne og de skriftkloge hånligt taler om, at "andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse", så kan dette paradoksalt nok forstås som udtryk for netop den sandhed, der hindrer Jesus i at træde ned fra korset.
For måske det er langt mere sandt end spotterne kan forestille sig, nemlig at netop deres frelse afhænger af,
at Jesus går den vej til ende, som han har valgt, og derfor bliver på korset.
Men denne skjulte sandhed, er dækket til på en langfredag.
I dag har mørket magten.
At det ikke kan og derfor ikke må ende her, det ved evangelisten måske godt, men hver ting til sin tid.
Hans viden kommer kun derfor kun indirekte frem gennem tvetydigheder, ironi og paradokser.
På denne måde lykkes det ham at stille os som tilhørere i samme situation som de, der overværede Jesu korsdød.
En situation, hvor vi afmægtigt ser til, mens troen og håbet stækkes, og kærligheden truer med at synke i grus.
Og skulle vi i dag ane, at noget mere må komme,
da er det alene som en lysstribe på en mørk himmel.
Den hele og fulde sandhed kender vi først påskemorgen.
Indtil da må vi vente og håbe.
Indtil da kan vi kun bede:
"Herren forbarme dig over os".
Amen.