Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
6. s. e. påske 2001 i Kr. Skensved.
NT-læsning: 1. Pet. 4,7b-11
Evangelium: Johs. 15,26-16,4
Salmer: DDS 238, 251 - 271, (432) og 332.
På søndag er det pinse.
Pinsen er den kirkelige højtid for Helligåndens komme til de første - og gennem dem siden til alle troende.
Det kan give anledning til at spørge, hvad "ånd" er?
Hvad betyder dette mærkeligt uhåndgribelige fænomen?
Hvad betyder "det åndelige" i en verden, der på mange måder har solgt sin sjæl til "det materielle?"
En har søgt at udtrykke det på denne måde:
"Ånd er et gammelt ord for at livet kommer os ved!"
At livet bliver alvor, går os i blodet, engagerer os.
Men livet selv er jo ikke særligt hånd-gribeligt.
Vi kan ikke holde det fast, men det glider hele tiden fra os.
Ikke uvæsentligt gælder det, at det er som levende mennesker vi møder den uhåndgribelige kærlighed.
Og så er der tilliden, spontaniteten og nærheden mellem mennesker! Alt det, som erfares som dybt og vigtigt.
Intet af dette sker som følge af præstation eller produktion, men er tværtimod noget, der kommer til os, når vi nøjes med at være det, vi er: åndelige skabninger.
For som åndelige skabninger kan vi få noget givet,
som hverken var ventet eller fortjent!
Det er imidlertid kun hvis livet virkeligt kommer os ved,
vi møder livet som et åndeligt anliggende.
Hvis ikke livet kommer os ved, hvis vi altså er ligeglade, så kender kender vi hverken kærlighed eller "ånd".
Hvad betyder det så, når det fra mange sider hævdes,
at vi lever i en åndløs og materialistisk tid?
Betyder det f.eks. at livet slet ikke kommer os ved?
Glider det forbi uden at vi bliver grebet og optaget af det?
Er det sandt at vi er ligeglade med de værdier, der så at sige hæver dagligdagen op over det jordnære og materielle?
Læser man tidens tegn, skulle man tro det var sandt.
Jagt efter materiel rigdom er en af samfundets drivkræfter. Konflikter om ejendom og materielle ting florerer.
Volden hærger som en endeløs spiral.
Men er der noget nyt i det? Har det ikke altid været sådan?
Også i de tider, der i dag står for os som i en slags romantisk skær, var der en dunkel og ondsindet bagside.
For egentligt er der ikke noget som helst nyt under solen.
Mennesket har altid været fanget mellem den materielle nødvendighed og åndens mere frie flugt.
Vi er alle fanget mellem tvangen og driften, der styrer mod konflikt, og det frie valg, som drives af kærlighed til livet,
ikke blot vort eget, men også andres.
Så når det på overfladen ser ud, som om den materielle jagt får os til at ringeagte livet - dvs. optræder som skabninger uden "ånd", så er det måske symptom på en dybere krise.
For hvis livet i dets dybder ikke rigtigt kommer os ved,
kunne det måske skyldes, at "Livets Giver" for længst er holdt op med at komme os ved.
Den, der har givet os alt, er også Ham, vi skylder alt.
Men kun de færreste i dag føler at de skylder nogen noget. Hellere bilder vi os ind, at vi skylder os selv livet.
Men gør vi det, er der lukket op for alskens dårligdom.
Når vi alene tror på og søger hvile i os selv, da bliver der forskel på folk - på dem, der kan og på dem, der ikke kan.
Så er de mindre kloge henviste til at lade sig narre af de mere kloge.
Vil vi kun hvile i os selv, så opgiver vi den ånd, der knytter os til nogen udenfor os selv, og da bliver vi ganske enkelt ude af stand til at elske andre end os selv.
De andres liv kommer ikke os ved, det er deres egen sag.
For der er ingen ånd, der forbinder mit liv med andres,
er der kun mig selv tilbage, som virkeligt betyder noget.
Og det er virkeligt en åndløs indstilling til livet, der viser at vi savner bevidstheden om, at livet er større end os.
Vi vil tage eller skabe livet selv, og derved smuldrer det bort imellem vore fingre og bliver det til et helvede på jord.
Og vi har ingen andre at takke for det end os selv.
Da er vi da virkeligt fortabt.
I dagens tekst siger Jesus, at han vil sende sandhedens ånd. Sandhedens Ånd er det samme som Helligånden!
Førhen i kirkens historie kunne man skændes bravt om den rigtige forståelse af Helligånden.
Det gør man ikke mere, og det kunne så tages som udtryk for enighed, men der er nu nok snarere tale om at det er udtryk for en vis forlegenhed.
Mange ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op med et så mærkeligt og gammeldags begreb.
Men det er ikke spor mærkeligt.
"Hellig Ånd betyder at evangeliet kommer os ved".
Det evangelium at livets giver, den mægtige Skaber, uden betingelser har accepteret mig og gjort min skæbne til sin.
Når ånd betyder, at livet kommer os ved, og Helligånd at evangeliet kommer os ved - så vil det jo sige,
at livet i evangeliets forstand kommer til os som "evigt liv".
Og det evige liv kan vi mennesker jo ikke selv skabe.
Det kan vi kun modtage og forholde os til i tro.
En tro, der ikke er resultat af intellektuelle overvejelser eller moralske anstrengelser.
En tro, der er noget andet end at have den rigtige mening eller tilslutte sig et katalog af dogmatiske sandheder.
For man kan have alle de rigtige meninger om udsagnene i trosbekendelsen uden af den grund at tro.
Og man kan leve i den rette tro, selvom man slet ikke kender den rette fortolkning af troens dogmatiske udsagn.
Troen er først tro, når mennesket gribes af evangeliet som "en sandhed, der er ham livet om at gøre" (Knud Hansen).
Troens gnist springer, når både livet og forholdet til livets giver kommer os så meget ved, at vi ikke kan leve uden.
Og den gnist kan intet menneske skabe selv - det sker kun ved Helligåndens bistand.
Når dét er sagt, vil fornuften nok spørge: "Hvordan det?"
Det er nu engang fornuftens væsen, at te sig på den måde.
Dertil er så kun at svare, at Helligånden kan vi ikke sætte på en formel eller indplacere i en facitliste.
"Den blæser hvorhen den vil, vi hører kun dens susen", forklarer Jesus til Nikodemus.
Helligånden er virksom, når der prædikes og forkyndes til tro på ordet om syndernes forladelse.
Når evangeliet bryder igennem som det glade budskab,
kalder os ud af fortabelse og død, sætter nyt håb ind i en håbløs verden, kalder os til opstandelse - kalder os til evigt liv, er det fordi Guds Hellige ånd selv har taget affære og har gjort vort til sit!
Så kan det da godt være, at forstanden igen spørger: "Jamen - hvad skal dog vi med et evigt liv?
Er der ikke jammer og elendighed nok i det liv vi har? Hvorfor forlænge det ud i det uendelig?"
Ak ja, forstanden spørger akkurat som den har forstand til!
Den begrænser og reducerer virkeligheden til det, den kan overskue og håndtere med sine dumme spørgsmål.
Forstanden og fornuften vil så gerne have ting til at gå op, men livet går jo ikke op!
For både livet og Gud er større end os.
Ingen af dem lader sig udmønte ud i firkantede båse,
der passer smukt ind i hinanden.
Livet selv er nemlig båret af ånd. Og derfor skal der også ånd - Sandhedens ånd fra Gud - til at sprænge vor indskrænkede horisont og afsløre for os, at livet har en dybde, for hvilken forstanden må komme ynkeligt til kort.
Nu lever vi som bekendt i en tid, hvor der ofte spørges: Hvad nytte er det til?
Så lad os blot også stille dette spørgsmål her:
- Hvad nytter den erkendelse, at livet er større end os?
- Kan den bruges til noget?
- Skaffer den arbejdspladser?
- Hjælper den på den betalingsbalancen?
- Afskaffer den vold og krig?
Ne,j den gør hverken det ene eller det andet,
men den gør noget helt tredje, noget der er langt vigtigere.
Den placerer os som dét, vi er bestemte til at være,
nemlig som mennesker af både ånd og støv - og ikke kun de produktionsmaskiner som forstanden vil gøre os til.
Det at Jesus måtte dø for at kunne sende os Talsmanden - Sandhedens ånd - dét betyder hverken mere eller mindre end at livet igen kan få mulighed for at komme os ved,
at vi skulle få vort fortabte og forspildte liv tilbage.
Og det vel at mærke livet som gave, som ren og skær foræring, vi hverken kan eller skal fortjene.
Og som vi heller ikke kan tage.
For sagt sådan lige ud på dansk - så betyder dét at tage sit liv jo det samme som at begå selvmord, og i overført
forstand er det, hvad man gør, når man vil være sit eget livs herre.
Men netop den, som livet kommer ved, behøver ikke tage sit liv. Han har jo allerede fået det givet.
Og mister han det, vil han få det givet i tilgift - eller tilgivet.
Dette burde være indlysende, men er det slet ikke.
Derfor må vi have vi Sandhedens ånd, Guds Ånd sendt.
Det er netop Pinsens kendetegn og budskab, at gøre det uforståelige - om ikke forståeligt, så dog så begribeligt,
at vi får det givet på en måde, så vi bare skal tage imod det.
Den kommende Pinse er derfor forståelsens fest.
På den dag fattede Jesu disciple først for alvor, hvad det egentligt var, Jesus havde levet for, drejede sig om.
Og fra den dag af begyndte de at prædike, at forkynde det glade budskab, det der skaber liv af døde.
Fra den dag blev Guds Ånd og kraft virkeligt sluppet løs i verden. Så det igen og igen kan blive pinse.
AMEN.
(Efter oplæg af Svend Christensen, Høje Taastrup).