Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
7. søndag eft. trinitatis 2001 - Havdrup og Kr. Skensved
GT-læsning: Salme 126
Evangelium: Luk. 19,1-10
Salmer: DDS 696/700, 261, (TS855) - TS825, 429 v.1, 6/11
Så er det i dag det sker! Det er i dag feltet når til Paris og runder Tour de France af med den afsluttende opvisning på Champs Elysées, hvor vi måske skal være vidne til et allersidste forsøg på at rokke ved klassementet.
På en måde er Tour De France og andre sportsgrene et miniportræt af livet.
Sport handler jo først og fremmest om mennesker.
Om fredelig kappestrid, ja, vist, men altså også dødelig alvor for de, er med og som satser på at nå til tops.
Og så er der i cykelsporten jo lidt af det samme spil mellem gruppen og den enkelte, som vi kender fra hverdagen.
Feltet, der omfatter de fleste, overfor udbryderen og eneren.
Den store flok, der følges ad det meste af etapen, mens en eller flere enkeltpersoner forbereder et udbrud.
Derefter kampen mellem udbryderne og feltet, når man forsøge at eliminere forspringet og indhente dem.
Og da afsløres det, at feltets sammenhold ikke er for sjov, men også handler om at holde fast på den, der går sine egne veje for at komme først i mål.
Og når endelig den sidste etape er kørt, når den gule, den grønne og den prikkede trøje for sidste gang er sat på dagens sejrherre, så spørger man sig selv, hvem vinderen er?
Er det den, der står på podiet eller dem, der bar dem derhen?
Hvem knoklede og sled for at Armstrong, Ulrik eller Jalabert kunne stå at stråle på skamlen?
Hvem gennemførte ikke, fordi de måtte ofres for strategien?
Hvem nåede aldrig frem, fordi de blev kørt ud på et sidespor eller fordi kurven knækkede på det forkerte tidspunkt?
Ja, hvem er egentlig vinderne her i livets løb?
Som nu den dag et helt andet felt nåede frem til Jeriko.
Også her er rygtet løbet i forvejen.
Interessen er vakt og folk stimlet sammen.
Man snakker og diskuterer med hinanden.
Især taler man med undren om ham, der fører holdet af marginailserede 2. rangsryttere ind i byen; småkårsfolk, fiskere og sågar et par foragtede toldere har han på sit hold.
Hvem er han og hvad dur han til, spørger man sig selv?
Hvis han ønsker at træde op på vinderpodiet, hvorfor sætter han så ikke et ordentligt hold sammen?
Og hvorfor siger han, at det er vigtige at holde sammen på feltet end at bryde ud og selv komme først over målstregen?
Eller hvad mener han mon med, at det er vigtigere at alle gennemfører, end at sikre sig selv en plads i toppen?
At selv den mindste og mest ringeagtede har en plads i feltet - at det er ligegyldigt, om man er foran eller bagved - bare man er med?
Det svirrer med forvirring og spørgsmål i luften den dag.
Men ser man nu det hele lidt fra oven.
Låner man det store overblik fra en af de helikopterer,
der fanger den mindste bevægelse i feltet, ville man få øje på noget, som de i første række ikke kunne se.
Der var mange menneske på gaden, og der var også mange, som kæmpede og de forreste pladser, hvor man kunne se og høre den underlige mand fra Nazareth.
Men der var én, som ikke fik lov til at komme frem, fordi han efter andres mening allerede havde ført sig nok frem.
En, man ignorerede, fordi han kørte sit eget løb.
Det var tolderen og landsforædderen Zakæus,
der listede rundt bag de andres rygge.
På den ene side var han slet ikke med i det, der skete.
Han vidste heller ikke rigtigt om han overhovedet gad.
På den anden side var han nu også lidt nysgerrig.
Det lød både foruroligende og tiltrækkende,
det man sagde om Jesus.
Hvordan kunne det være vigtigere at være med og holde sammen på feltet end at komme først i mål og vinde!
Og hvorfor var han omgivet af alle de sølle mennesker?
Pludseligt befinder Zakæus sig oppe i toppen af et træ.
Godt skjult af bladene, kan han se dem allesammen.
Dem, der foragtede ham og som han selv foragtede
- dem, han helst skjulte sig for.
Med mindre han havde noget at vise dem; en ny guldkæde eller en stor flok hingst, hvormed han kunne vise dem,
at det var Ham, der var vinderen, den første og den største.
Og det var han jo - men han var også helt alene.
De andre gad ikke engang indlede en spurt efter ham!
Zakæus gemte sig.
Og der var meget, som var skjult hos ham.
Alle de drømme om livet, han engang havde haft, men som nu lå så langt fra virkeligheden - de var nu gemt godt væk.
Håbet om at være en del af et fællesskab, at kunne le og græde sammen, også det havde han gemt langt væk.
Det var jo kun en påmindelse om hans fallit.
Den undertrykte viden om, han selv havde svigtet og snydt andre, at de på deres vis havde ret i deres afvisning af ham, også den lå på allerbagerste hylde i skabet, hvor ingen fik lov at kigge ind.
Men på den anden side var Zakæus også bare et ganske almindeligt menneske, der gerne ville have en plads i solen, men den eneste vej han kendte indebar at han misbrugte sin magt, snød andre og derfor måtte gå alene ned ad gaden.
Ja, hvem ville egentligt have med ham at gøre - de havde jo for så vidt ret - der var ikke noget at komme efter.
Han var ikke til teamsport, han kørte sit eget løb.
Men pludseligt så han ind i to øjne.
Ud af flokken, der bølgede hen ad gaden, voksede et blik, der trængte gennem de tætte blade og fangede hans eget.
Et par øjne talte og sagde noget, han aldrig havde hørt før:
Kom frit frem, Zakæus! Jeg har set dig!
Forlad du bare dit sikre skjul kom ned til os!
Ja, sådan sagde øjnene virkeligt!
Men det kunne da ikke passe?
Hvem ville dog lukke en konkurrent ind i varmen,
når enhver ved at det foringer chancen for at vinde selv?
Men han mente det vist, ham Jesus, fra Nazareth.
Og nu lød også hans ord:
Kom ned, Zakæus!
Vi skal holde hviledag sammen. Har du ikke mad og noget at drikke, som du vil dele med os?
Lad os samle kræfter og fortsætte sammen i morgen!
Og sådan gik det til, at han, Zakæus, kom med i løbet.
Det skete ved at der var en, som først brød og derefter lavede om på reglerne for at være med.
Han satte sig i de udstødtes og de nederstes sted.
Han så lige gennem de barrikader, Zakæus gemte sig bag, ind i de undrende øjne hos et desperat og ensomt menneske.
Med sin blotte fremtræden, med sine ord og sine handlinger kom han til tolderen Zakæus, sådan som han også kommer til os, gik ind i ham med træsko på og løb ham i gang igen.
Han kommer også til os med et helt nyt sæt spilleregler.
Regler der først og fremmest kræver, at vi stiger ned fra vore sikre elfenbenstårn, bryder ud af de beskyttende mure og står frem foran ham som de mennesker, vi nu engang er.
Og når vi så står der, siger han til os:
Livet er dit - Gud elsker dig og vil at du skal være med!
Lad være med at være sur, forbitret og vred!
Glem det punkterede hjul og den gamle cykel uden gear!
Sæt dig til rette i sædet og kom ud af starthullerne!
Indhent feltet og find en plads, hvor du kan bruge af dit overskud til at hjælpe andre over toppen, eller hvor der er en, der kan støtte og opmuntre dig, når syren smerter i lårene.
Du kan sagtens være med og ellers hjælper vi hinanden!
Og så kan det da godt være, at der står nogen i vejsiden og hepper på din sidemand eller måske peger de fingre ad dig.
Den kan være, der er nogen, som kun tænker på at sætte en kæp i hjulet, men tænk ikke på det.
Tænk i stedet på at du jo allerede er i mål!
Du har allerede vundet, hvad man kan vinde! Du er med!
Du er sammen med mig og alle dem, jeg har samlet om mig.
Så lad champagnen springe, for sejren er vor!
Frelsen er kommet til Jeriko, til Paris, til Havdrup/Skensved.
Menneskesønnen har givet os en ny plads i løbet;
en sikker vinderplads, der holder lige fra start til slut!
Amen.