Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lene Thomsen Birkmose
18. Søndag efter Trinitatis Søndag d. 14. oktober 2001
Fjelstervang: 9.00
Nr. Vium: 10.15 m. 1 dåb
Salmer: A: 222, B: dåb, C: 586, D: 599, E: 608
Tema: "Det største bud i loven". Et godt spørgsmål.
Kulturkristendom og fremtid.
_______________________________________________________________
Kære Gud
Tak for, at vi i din Søns ansigt har set vort medmenneske;
Tak for, at vi i din Søns kærlighed har set, hvor meget den favner og tilgiver.
Tak for, at vi i din Søns ord har hørt, hvad vi skylder, Dig, Ham og vores Næste.
Lær os nu, at elske dig først, og vores næste, som os selv, så kærligheden og tilgivelsen får tag i os og fylder og opretholder verden.
Amen.
Prædiken:
Hvad er: "Et godt spørgsmål"?
Siden den 11. september i år, er spørgsmål af vidt forskellig art føget gennem luften, som sandskorn en skarp vinterdag på toppen af klitten ude ved havet.
Vil man stå der, må man skærme sit ansigt, vil man se noget, må man knibe øjnene sammen, vil man trække vejret, må man vende ryggen til, så man med den hylende vind om ørerne, med sandskornene pikkende på jakken, kan stå i læ af sig selv, og nyde luften, smagen af salt, og fyldes af lyden fra havets vældige dønning mod kysten.
- -
Et godt spørgsmål... kan ikke besvares! Ikke uden videre i al fald.
Et godt spørgsmål holder os fast, bliver ved med at kildre os i øret, med en irriterende vedholdenhed, som når en døv flue bliver ved med at opsøge os. Vi kan ikke vifte spørgsmålet væk, affærdige det med en enkelt bevægelse, - men bliver i stedet tvunget til at arbejde med det noget længere tid.
- -
Et godt spørgsmål tvinger os til et ophold, en pause, til eftertænksomhed, - så vi stopper os, og søger i læ af os selv, når at sunde os, inden vi begiver os videre.
- -
Der er mange store spørgsmål for tiden, i verden, som vi gerne vil have svar på. Hvordan kan mennesker komme i tanke om, at bombe civile mål, med uskyldige mennesker i tusindtal som ofre, blot fordi man vil have hævn, vise sin magt. Hvornår vil gengældelsesaktionen stoppe, have nået sin mission? Vil vi her i vort lille land også mærke terroren og dens efterdønninger? Skal vi værne os mod biologiske våben, lade os vaccinere, indrette beskyttelsesrum for os selv og vore børn? Skal vi demonstrere mod krigen for freden. Skal vi blive ved til den bitre ende, og hvornår når vi den? Skal vi lade risikoen for terror styre vores dagligdag, indskrænke vores frihed?
- -
Spørgsmålene er mange, store og svære. Og vi fyldes af angst, usikkerhed og frygt. Ja, nogen endda med lyst til hævn og vold.
Vi har set, at vi er afhængige af andre, at vi er afmægtige, at vi kan rammes på liv og førlighed, på vore børn, gennem vore nærmeste. At vi kan miste livet, - at vi kan dø!
- -
Det er pludseligt gået op for os, at vi er sårbare, at vi ikke kan tage alt for givet. At vi ikke er herrer over alt det, som vi til daglig har med at gøre. At vi står, som magtesløse vidner til døden og ødelæggelsen, som fylder verden idag, og som den gjorde det i går. Der er intet nyt under solen, - men det er først nu, at den er gået op for os.
- -
Vi er mennesker! Og det har vi været hele tiden. Vi har måske blot prøvet at fortrænge smerten, lidelsen og sorgen. Gemt den væk på sygehusene og på plejehjemmene, som Peter Kemp forleden aften fortalte i tv.
- -
Vi kan røres, såres, lemlæstes, rammes, forhånes, pines, længes, elske, savne, håbe, ønske ... dø! Vi er mennesker, i al skrøbe-lighed, - og for en tid... .
- -
Hvad er et menneske? Hvad er vigtigt for os? Hvad er frihed? Hvor meget må kampen koste os? Hvem bærer skylden, har ansvaret for den situation, som vi nu alle pludseligt står i? Hvilke konsekvenser skal det have for de ansvarlige?
- -
Uden at vi vil det, er vi kommet til det: vi er begyndt at definere, hvem vi selv er, og hvad vi tror på; - og dertil kommer så, at når vi begynder at ane konturerne af os selv, som folk og land, så begynder fjendebilledet at tage form på skitsebordet. Der er: os og de andre. Vi danskere og de fremmede. Vi kristne og I muslimer. Vores og jeres. Mit og dit.
- -
Verden er blevet så enkel ... (?)
- -
Der er et spørgsmål, som længe har rumsteret i mit hoved, en tanke, som bliver ved med at holde mig fast; et svar, som er undervejs, og som ikke er et: ja eller nej.
- -
Spørgsmålet lød ikke helt sådan oprindeligt, men jeg formulerer det selv således: "Kan man være kristen, uden at tro på Gud"? (....) "Kan man være kristen, uden at tro på Gud"?
Spørgsmålet er irriterende, drilagtigt, og vel også provokerende.
Man kan godt tro på Gud, - det gør mange mennesker, de fleste af os vel. Men er man så kristen? Man kan også være jøde, muslim, hindu, eller blot almindelig religiøs; tilhøre en anden religion, trossamfund!
"Kan man være kristen, uden at tro på Gud"? - Ja,! - svarer mange mennesker. Vi lever i et kristent land, med kristne værdier og traditioner. Vores institutioner er udsprunget af kristendommens holdning til medmennesket. Sygehusvæsnet, social- og skatteforvaltningen, retssystemet, demokratiet. Det enkelte menneskes værd, værdighed og ukrænkelighed.
"Man kan da sagtens være kristen uden at tro på Gud"! Vi har jo da buddet om næstekærligheden, som fundament under vort samfund, og lovgivning, og sociale omsorg. "Du skal elske din næste som dig selv". Næsten alle kender dette bud, og synes, at det er godt og rigtigt. Men at det skulle have noget med Gud at gøre mere, nej, det er ikke nødvendigt. For nu har vi dette bud, og så skal det også nok blive her.
- -
Dette med, at man som menneske og samfund kan kalde sig kristent, uden selv som person at tro på Gud, kaldes idag for: Kulturkristendom. - At vi så at sige lever af arven, og på traditionen uden at lægge til side og spare op til kommende generationer. Vi lever på det, som vi har fået overleveret, uden at forny det. Vi nyder arven og den velfærd, som den bringer os, uden at kende ordlyden og vilkåret for den i det testamente, som sikrede os den.
- -
Det er der ikke noget ondt i, måske heller ikke noget forkert i. For mennesket er godt på mange måder, og vel også på bunden. Og når vi holder os kærligheden til os selv og vores næste for øje, så går det heller ikke helt galt; - men jeg spørger bare, kan vi holde kursen. Kan vi blive ved uden at besinde os? Vil formuen ikke slippe op en dag, - og hvad har vi så tilbage. Har vi sikret os på nogen måde.
- -
Kærlighed og næstekærlighed kan da ikke slippe op! - nu må Du holde! Næstekærlighed er da et grundvilkår i menneskelivet.
Det skal nok gå! Der er ingen grund til at bekymre sig for fremtiden!
- -
"Hvorfor er mange danskere så så bange for de fremmede? Hvorfor frygter vi for muslimerne, selvom vi slet ikke kender dem? Kan kærligheden og næstekærligheden ikke rumme dem også? Eller skal vi kun elske dem, som ligner os. Skal jeg blot elske mig selv, og så lade det blive ved det"?
- -
Det er hårdt stillet op!
- -
Ja, det kan sagtens være. Men meget af den kærlighed, som vi viser andre, springer ud af den kærlighed, som vi føler for os selv og for vore egne; vore ligesindede, vore ligestillede. Mange af os har vist lettere ved at identificere os med de uskyldige ofre for terroren i USA end vi har med de civile ofre for bombardementet i Afghanistan, som uden tvivl også er uskyldige i den lidelse, som nu påføres dem. Verden er ikke sort, hvid. Nem at overskue. Let at elske.
- -
Hvis kristendommen har mistet sit centrum: Gud og hans Søn, så kan buddet om at elske næsten og sig selv også bemægtiges af mange forskellige holdninger og ideologier. Og sådan er det også gået, sådan er det blevet!
De fleste af os har da hørt buddet om næstekærligheden omfortolket til denne version, som er meget lettere tilgængelig og mere acceptabel for de fleste af os: Du skal elske dig selv, førend du kan elske andre! - og må man føje til: det kan tage lang tid at elske sig selv, så man når så vidt, at der er plads til andre! Vi sætter os selv i det centrum, som kulturen og historien har ladet stå åbent til os. Og når vi alle selv vil være i centrum, ja, så bliver der kamp om pladserne: ventelister til hospitaler, daginstitutioner, plejehjem, hjemmehjælp, efterløn og meget mere. Vi får en mængde regler, paragraffer, cirkulærer, love og domme. Vi fører retssager og straffer og afsoner. Vi bliver viklet ind i et net af ufrihed, fordi vi helst vil leve som vi selv finder det for godt. Individualismen bliver en trussel for den enkeltes frihed, fordi vi alle vil have det samme som de andre. Vi får rettigheder i stedet for frihed. Misundelse i stedet for lighed.
- - -
Hvilket bud er det største i loven? Sådan lyder det spørgsmål, som farisæeren stillede Jesus. Hvilket bud er det største i loven? Hvordan får vi afgrænset alle de love og paragraffer, som plager og irriterer os til daglig, - alt det, som hæmmer os i at være spontane og tilfredse med det, som vi har?
Svaret lyder i al sin enkelthed og ikke mindst Helhed: "Du skal elske Herren din Gud, af hele dit hjerte, og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv."!
Svaret er direkte og klart! Du skal elske Gud og næsten! Her er målestokken for alle vore handlinger. Prøvestenen. Udgangspunktet. Skiller vi kærligheden, buddet fra troen, indholdet, så har vi fået en ren humanisme, som med sin gode og sunde borgerlige moral ønsker sig fred i verden og lykke for alle.
Og ikke et ondt ord om det menneske, som lever sådan. Men vi ved jo, at den dag vi presses på liv og førlighed, da glemmer vi buddet, - og tænker blot på at redde os selv.
- -
Glemmer vi at elske Herren, vor Gud af hele vort hjerte, sind og sjæl, - ja, så ender vi med at forgude os selv og hinanden, - og den vej fører kun i fortabelse. Mennesker har troet - til tider, at de var guder og kunne frelse verden, - men det er altid endt i overmod, vold, krig og død. Det ser vi et skræmmende eksempel på idag.
- -
Der er kun een Gud i verden, og ham skal vi elske så højt, at vi glemmer os selv og udelukkende tænker på os selv i forhold til det, som kommer den anden til gode. Heri ligger freden, roen og kærligheden.
- -
Og spørger vi efter Gud, hvem han er? hvor han kommer fra? - ja, da ser vi ind i hans Søns ansigt. Ser det liv, som Jesus førte, hører det budskab, som han bragte os, følger de bud, som han gav os. Vi ser et menneske, som gav alt, hvad han ejede, som gjorde alt, hvad han kunne for at komme sit medmenneske til undsætning. Og vi ser en mand, som førte kampen til ende, selvom det kom til at koste ham livet - uskyldigt.
- -
Og Gud rejste sin elskede Søn af døden, som Kristus på opstandelsens morgen, Påskedag, - og sendte ham tilbage til os!
Ikke for hævne, men for at vise os, at kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt. Gud tilgav os, at vi havde dræbt hans Søn. Og det er kærlighed i ren form.
- -
Det kan vi ikke leve op til, - men vi skal prøve.
Det er fordringen, som vi måles på.
- -
Og derfor må vi spørge: Kan man være kristen, uden at tro på Gud. Kan vi leve, som om Gud slet ikke har været et menneske, som os? Kan vi tillade os, at være os selv nærmest, når Gud har elsket os alle med en Faders kærlighed først...? Er det kristendom?
- -
Der er mange gode spørgsmål tilbage, - og flere kommer til.
Lad os søge læ herinde, så vi kan sunde os, besinde os, så vi kan gå herfra med taknemmelighed - og i ethvert menneskes ansigt se Guds skabning....
Lov og tak ...