Hvis du har kommentarer
så skriv til
Anne Andersen Dolmer
Sidste s. e trin. Matt 25, 31-46 692 (854) 251 229 395
I dag er det sidste søndag i kirkeåret. På søndag er det kirkens nytår - 1.
søndag i advent. Det vil jeg gerne sige noget om. Derfor begynder jeg ikke
med at prædike over evangeliet lige med det samme - men med at sige noget om
den særlige troens virkelighed, som vi kan møde i kirken, når vi kommer til
gudstjeneste - og som vi kan møde derhjemme, når vi i tro vender os til Gud.
For at være kristen, det er at høre til 2 steder. Vi fødes til et liv i
verden. Og vi genfødes i dåben til et liv med Gud. Og selvom vi kan ske at
glemme det eller overse det - så er det det sidste, der er det vigtigste.
("Mit borgerskab er i Guds rige". Sådan sang vi i den første salme i dag.)
Og Kirken - Guds kirke på jorden - som er mere end den danske Folkekirke -
men enhver kirke, hvor Guds ånd virker til tro - Guds kirke har sin egen
tid, sit eget rum og sin egen målestok.
Kirkens tid - kirkeåret - begynder ved advent og slutter ved advent. I
modsætning til verdens tid, der begynder og slutter med nytårsaften.
I kirkens år gentages det samme mønster igen og igen. Centrum i det er
historien om Jesus, Guds søn - historien om hans fødsel, hans død og
opstandelse - og efter pinse handler kirkens år om hvordan budskabet om ham
blev bragt ud i verden af mennesker og til mennesker - til glæde og til håb.
Som kristne er det den historie, der bærer vores liv. Og det er den samme
historie hvert år.
Det er det i modsætning til verdens tid, hvor mennesker fødes, lever og dør.
Her har vi også en historie - en personlig historie om vores eget liv - og
en fælles historie som folk og som verdensborgere. Hvor vi går til valg,
hvor krige begynder og krige slutter - mellem lande og mellem mennesker. Og
hvor historien går sin mere eller mindre skæve gang.
Kirken har også sit eget rum. Kirkerummet er anderledes end alle andre rum.
Det er bygget til højtid. Der er højt til loftet. Her kommer vi for at møde
Gud og tjene Gud i bøn og lovsang. Her er vi taget ud af hverdagens
lavloftede rum, hvor vi spiser og sover og arbejder. I kirken er det noget
andet, det drejer sig om.
Kirken har også sin egen målestok. Her bliver vi målt på vores
barmhjertighed - og dømt med Guds barmhjertighed. Her er det ikke penge
eller job eller ordnede forhold eller velplejet facade, der betyder noget.
Det er noget andet, det drejer sig om.
I kirken går vi ind i et andet rum, der er helligt - helliget Gud; vi går
ind i anden tid, hvor det handler om det evige og tilbagevendende, frem for
den tid, der haster fremad og løber af sted med os. Vi går ind i et rum og
en tid, som rører os på en anden måde og minder os om, at vores første og
sidste og evige tilhørssted, det er hos Gud. Kirken og det der sker i kirken
er på en måde en afglans eller et genskin eller en forudgriben af det evige
i Guds rige. Her begynder det. Derfor burde hver gudstjeneste også være som
en glædesfest, hvor vi synger med englene.
Bagefter går vi ganske vist ud igen - ud i det hurtige og nogen gange
ubarmhjertige liv, hvor der er helt andre regler, der tæller.
Men som kristne mennesker hører vi til begge steder - i kirkens rum og i
verdens rum, i kirkens tid og i verdens tid. Men når alting skal gøres op
til sidst, er det Guds tid og Guds rum og Guds målestok, der gælder. Når alt
andet er gået til og blevet til intet.
Derfor bærer vi vores børn til dåben. Vi gør det, for at de skal høre til i
Guds evige virkelighed og være med i Guds historie, hvor de ikke går til og
ikke bliver til intet. Der hvor korsets tegn er slået for deres ansigt og
bryst til tegn på, at de skal høre sammen med Guds søn Jesus Kristus for
evigt.
Kirken og troen har sit eget rum, tid og målestok - i forhold til verden.
Men vi skal være begge steder. Helt og fuldt. Der er ikke en særlig del af
os, som kun har med kirke og tro og gøre - og en anden særlig del, som kun
har med det almindelige liv at gøre. Vi er ikke delt op i 2 afdelinger, så
ét er, hvad der siges i kirken og noget helt andet er, hvad vi siger og gør
i hverdagen. Så kunne vi tale om Guds barmhjertighed og menneskers
forpligtelse på hinanden om søndagen - og så gå ud og være fuldstændig
ligeglade om mandagen.
Guds målestok rækker ud af kirkens rum, vi får den med ud i hverdagen - ud i
tiden. Som en forpligtelse på hinanden. Som et ansvar for det andet
menneske, hvis liv - ligesom vort eget - er en Guds gave.
Og derfor må vi også tage evangeliet i dag alvorligt, besværligt som det er.
Det taler til os i kirken. Og det følger med os ud i hverdagen.
Det minder os om, at når alting skal gøre op, så bliver vi ikke bedømt på,
hvor mange gange vi har siddet i Guds kirke - i det hellige rum - men på,
hvordan vi har levet sammen ude i den hverdag, som Gud også gav os, da han
gav os livet..
"Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort
mod mig", siger Jesus i evangeliet.
Det er ikke fromhed og bønner alene, der gør det, når vi læser evangeliet
til i dag - forholdet til vor Herre Jesus Kristus spejles her i forholdet
til det mindste lille menneske, der krydser vores vej.
Og der kommer vi til kort.
Evangeliet til i dag er fra en af de store taler Jesus holdt i Jerusalem
kort før den påske, hvor han blev korsfæstet. I talerne opfordrede han
tilhørerne til at være årvågne og parat. For nu var Guds rige nær. Og de
skulle være klar, når Gud kaldte på dem. Klar til at få deres liv prøvet og
bedømt i Guds klare lys. Evangeliet handler om dommen foran Guds trone - når
Jesus kommer igen. Foran Guds trone - ved indgangen til det evige liv - vil
alle folkeslag - kristne og ikke kristne - blive stillet til ansvar for
deres liv blandt andre mennesker.
Den, der har taget vare på den mindste og taget imod den ulykkelige, den
nøgne, den syge, den sultne, den hjemløse - som en bror - skal gå ind til
Guds herlighed - selvom han ikke en gang vidste, at han havde gjort det
rigtige - men den, der har svigtet og overset den ulykkelige, skal gå ind
til evig straf - selvom han ikke engang vidste, at han havde gjort det
forkerte.
Jesu ord har haft en lang virkningshistorie. Over alteret i Sindbjerg kirke
har vi det gamle kalkmaleri at se på. Her troner Jesus på himmelbuen med
retfærdighedens sværd og nådens lilje. Under ham sætter de døde sig op i
gravene på opstandelsens dag - de lykkelige frelste for at blive lukket ind
i Guds evige boliger af Sankt Peter, de ulykkelige fordømte for at blive
opslugt af et dyr med et kæmpe gab og store stirrende øjne.
Kalkmaleriet er 500 år gammelt. Men forestillingen om en meget konkret
himmel og et meget konkret helvede sidder så dybt, at jeg også har hørt børn
sige "Hvis du er god, kommer du i himlen, men hvis du er ond kommer du ned i
helvede". Og de er ikke i tvivl om, hvordan der ser ud, hverken der hvor Gud
råder eller der hvor Fanden er løs.
Men Jesu ord er ikke et landkort over hverken himmel eller helvede.
Jesu ord er heller ikke en nøjagtig drejebog over, hvad der skal ske engang
ved altings ende.
Det er ikke en drejebog, hvor vi får præcis besked om Guds planer med os.
Selvom det ligger fristende nær at gøre det til en drejebog, fordi
evangeliets ord i virkeligheden ligger snublende nær op ad vores egen måde
at tænke på. Her går tingene op. Den gode får sin belønning, Den onde får
sin straf. Der må være orden i tingene.
Men verden er ikke delt op i onde og gode. Skellet går lige ned igennem
enhver af os selv.
Og ingen af os kan bestå foran Guds ansigt. Kom det an på os selv, så måtte
vi stille os på den venstre side - sammen med bukkene. For hvem har ikke
gået forbi den mindste bror, som Jesus gør sig til ét med? Skal vi dømmes på
vores tro kommer vi til kort. Skal vi dømmes på vor barmhjertighed kommer vi
til kort.
Jesu ord er ikke en drejebog over, hvad der til sidst skal ske.
Men de fortæller os, at der er et "til sidst". De fortæller os, at der er en
dom, og at vi skal dømmes på vor barmhjertighed.
Ikke at troen ikke længere skulle betyde noget. Troen er alt. Men hvad er
tro uden barmhjertighed?
Og Jesu ord afslører os i vor ubarmhjertighed.
Vi kan forsvare os med den politiske nødvendighed, eller med den økonomiske
nødvendighed, eller med, at vi ikke bare kan forære alt vores eget væk, men
først og fremmest må tage os af vore nærmeste.
Jeg kan bare henvise til den netop overståede valgkamp, så behøver jeg ikke
at give flere eksempler.
Barmhjertighed koster noget.
Omsorg for den mindste lille bror, hvad enten han stammer fra Vejle og
sidder på en bænk med en flaske - eller han kommer fra en flygtningelejr i
Libanon og ikke kender andre veje end at bluffe sig igennem. Den mindste
lille bror er besværlig og dyr.
Jesu ord er enkle. Det er enten-eller.
Virkeligheden er meget mere indviklet. Det har den altid været.
Det var den også på Jesu egen tid.
Men lige meget hvor meget vi vrider os og argumenterer for vor sag - så
afslører Jesu ord os i vores ubarmhjertighed. Den ubarmhjertighed, der gør
et medmenneske til et tal eller en ting - hvad enten det er medmennesket på
fjernsynet eller en vanskelig nabo eller en i den nærmeste familie.
Så er der kun Guds barmhjertighed tilbage.