Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lotte Lyngby Nielsen
Prædiken s.s.i kirkeåret 25.11.01.
Lundby kirke 9.00, Sebber kirke 10.30, Bislev kirke 14.00
Denne beretning er en af dem, der sjældent kommer med i børnebibler. Den
hører med til det, vi synes børn skal skånes for. Og gerne vi selv med. For
den handler om dom, og det vil vi nødig høre om. Og vi præster nødig tale
om. For hvem har lyst til at være dommedagsprædikant. Den slags hører
ligesom en fjern og mørkere fortid til. Vi vil hellere prædike om kærlighed.
Det glider ligesom bedre ned.
Men Jesus tager fat om den varme kartoffel og taler i dag om dommedag. Ikke
ved at sige: sådan bliver det! Men ved at fortælle en lignelse. En lignelse,
der fortæller, at på den yderste dag, når der sættes punktum for selve
tiden, da kommer Menneskesønnen til syne i herlighed mellem engle for at
sætte sig til doms over folkene. Han skal skille dem i to, som en hyrde
skiller fårene fra bukkene. Flokken ved hans højre side inviteres inden for
i Guds rige. Flokken ved hans venstre side sendes lige lukt i Helvede.
Her får vi dommedagsprædiken, så det batter. Det handler om himmel og
helvede. Om frelse og fortabelse. Og også om kriteriet for dommen.
Kort før at lignelsen fortælles, har et menneske spurgt Jesus: "Hvad skal
jeg gøre for at arve evigt liv? Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" og
har fået svaret: "Du skal elske Gud og du skal elske din næste" -
eksemplificeret og gjort konkret ved beretningen om en samaritaner, der
viste barmhjertighed og hjalp en voldsramt fremmed, som han mødte på sin
vej.
I lignelsen om dommedag præciseres dette. Vil man frelse sig selv, skal man
gå i gang med at gøre godt mod andre. Det handler om handlinger. Til den
frelste flok ved sin højre side siger Jesus: "Jeg var sulten og I gav mig
noget at spise. Jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke."
Til den fortabte flok siger han tilsvarende: " Jeg var fremmed og I tog ikke
imod mig. Jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig". Det handler om
handlinger.
Forleden kom der to mænd fra Jehovas vidner til min dør. Deres første ord
var, at de var kommet for at tale med mig om at være flink. De sagde, at nu
gik vi en tid i møde, hvor vi mennesker gerne vil være flinke. Og de mente
vist sjovt nok den juletid, som de selv tager afstand fra dyrkelsen af.
Jeg var på vej ud af døren og kunne ikke invitere dem indenfor til en snak.
Så jeg skal ikke kunne sige, hvori samtalen om flinkhed ville være kommet
til at bestå.
Med deres besøg fik mig til at tænke på, at lignelsen om dommedag
umiddelbart kan høres som en opfordring til flinkhed. Som et vink om, at
dét, det gælder om for et menneske, er at flinke sig vej ind i himlen.
For hvis ikke du er flink, så falder der brænde ned.
Så kommer du til at høre til på den forkerte side, når dommen en dag skal
afsiges. Så står vejen til Helvede åben. Derfor, menneske: Vær flink!
Men får man fundet læsebrillerne frem og set ordentligt efter, kan man godt
glemme ethvert håb om, at det i det himmelske regnskab er nok med lidt
flinkhed.
For Jesus taler ikke kun om handlinger, som vi gjorde.
Han taler også om alt det, vi aldrig fik gjort. Alt det, vi undlod at gøre.
Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste små har i heller ikke
gjort mod mig, siger Jesus
Lignelsen postulerer, at det er Jesus selv, jeg går forbi, når jeg ser den
anden vej og overser det menneske, der har brug for mig. At det er Jesus ,
der kigger på mig med sultne øjne, når et lille udmagret barn på et fjernt
afrikansk kontinent toner frem på min tv-skærm. At det er Jesus, der bor i
det hus i min by, hvor jeg altid har fundet på undskyldninger for ikke at
aflægge besøg. At det er Jesus, der med barnestemme råber på mit nærvær, når
jeg endnu engang farer fortravlet afsted ud af min dør og ikke orkede at
bruge tid på at lege.
Lignelsen postulerer tilmed, at ingenting af alt dette, som jeg kunne have
gjort, men som jeg undlod at gøre, er glemt. Men at det er husket, og at det
tæller med i det himmelske regnskab, og jeg ikke bare skal dømmes på det,
som jeg gjorde.
Men i lige så høj grad på det, som jeg aldrig fik gjort.
Her batter flinkhed som en skrædder i Helvede. Det er i hvert fald åbenlyst
ikke nok til at holde mig vejen dertil spærret.
Her kræves kærlighed og handlekraft. Større end jeg har formået at præstere.
Her vejer dårlige samvittigheder tungt. Og øjne, der overså, tungere.
Her må jeg give fortabt. Her må jeg fortabes.
Sådan er denne søndags dommedagsprædiken. Leveret af Jesus selv.
MEN - og det er et STORT "MEN"!!
Hvis dét var alt, denne lignelse, og Jesus med den, havde at sige, havde vi
ikke haft en tidsregning, der daterer sig ud fra hans fødsel. For da var der
intet nyt under solen. Da var Jesus blot én i rækken af
dommedagsprædikanter, som vil fortælle, at alting og vi går ad helvede til.
MEN nu er det sådan, at Jesu komme til verden sætter skel i tiden.
Og nu skal vi bange høre godt efter. Og ikke bare åbne ørene, men også åbne
hjertet.
Nu kommer "MEN"-et og det er dét "MEN", der er dagens evangelium til os:
MEN Jesus kom netop til jorden, fordi det er umuligt for os at flinke os ind
i himlen. Han kom for at gøre dét for os, som vi ikke selv kan gøre: nemlig
at åbne os en vej ud af fortabelsen.
Han kom for at frelse os.
Gud elskede verden således, at han gav sin søn, for at enhver der tror på
ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Gud sendte ikke sin søn til
verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
Det er i dét lys, i Guds lys, at vi skal høre lignelsen om dommedag.
Den fortælles af den Guds søn, der kom for at frelse.
Den fortælles af ham, der gav sit liv af kærlighed til os.
Den fortælles af ham, vi senere i gudstjenesten skal høre sige: Dette er mig
legeme, som gives for jer. Dette bæger er den nye pagt ved mig blod, som
udgydes for jer til syndernes forladelse.
Den fortælles af Jesus, Guds søn, og det er ham, der i lignelsen kaldes
Menneskesøn. Det er ham, der skal være dommer.
Han, der skal dømme mig er altså inhabil. Han kender mig. Han har givet sit
liv for mig. Eller som det siges i den salme vi skal synge om lidt:
Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag, og fra
sig selv den vundet.
Jesus Kristus er på samme tid dommer, anklager og forsvarer. Så overraskende
anderledes er Guds regnskab. Så overraskende anderledes er Gud.
I hans hånd må vi overgive vort regnskab.
Alt det vi gjorde. Og alt det, vi ikke fik gjort.
Dommedag er, at ingenting glemmes.
At der er en skyld, der er min.
Evangliet, glædens budskab, er, at Gud har sendt sig selv til jorden for at
bære det ubærlige for mig.
At han har sendt sin søn for at frelse alle os, der må opgive at frelse os
selv.
Jesu lignelse skal ikke skræmme os til døde.
Den skal vække os til live.
Så vi kommer i gang med at handle.
Dér hvor sultne, tørstige, frysende, syge og fængslede venter på os.
Så vi tager fat på kærlighedens gerninger.
Ikke for at være flinke.
Men fordi der er nogen der har brug for os.
Amen.