Hvis du har kommentarer
så skriv til
Peter Kiel Nielsen
Dagens evangelium er en af de værste tekster i Det nye Testamente overhovedet. Det er simpelthen ikke rart at komme i kirke sidste Søndag i Kirkeåret, når vi skal høre fra Mattæus Evangeliet kap. 25.
Det er én af de tekster, der virkelig sætter et skel mellem farisæisme og kristendom. Og mellem islam og kristendom. Og mellem almindelig danske folkekirkekristendom og kristendom. Mellem mig og kristendom.
Det er én af de tekster, der tager brodden ud af alle mine egne gode intentioner.
Det er én af de tekster, der viser, at kristendom ikke blot er at slæbe hele den pukkelryggede familie til Snoldelev kirke, med tre håndfulde vand og lidt behændig fotografering. Og så er alt glemt i morgen.
Det er også én af de tekster, der piller missionshusets indelukkede væge ned, så verden udenfor bliver mere synlig. Og gør ligegyldigheden svær at overdøve med den rytmiske lovsang.
Det er én af de tekster, der gør kristendom til andet end underholdning – gospelsang, fin kunst og velformulerede foredrag.
Det er én af de tekster, der piller en afholdt sognepræsts selvbillede fra hinanden og gør ham eller hende til et intetsigende sludderchatol med hang til selvrealisering.
Det er én af de tekster, vi kan gå til, men læser vi hvad der står, så går vi totalt berøvede derfra. Ikke beriget - men berøvet vort eget. Vor egen fromhed, vort eget selvbillede, vore egne idealer. Og det gælder os alle sammen. I øvrigt uanset, hvad vi stemte på i tirsdags.
Det er én af de tekster, der viser, at Jesus ikke nedskrev Guds lov til det overkommelige og mulige. Han gik ikke på kompromis, sådan som jeg ofte gør det. Men hans lovforståelse sætter et skel mellem dem, der er indenfor og dem der er udenfor. Og jeg er én af dem, der er sat udenfor.
Når vi skal sætte skel bliver det måske de kvindelige præster, der står for tur. De homofile. De fraskilte. De højre eller venstreorienterede. De missionske. De tidehverske. Grundtvigianerne. Oase. Verden. Dem, der ikke går i kirke. Eller dem, der går i kirke. Og vi er gode til det – især at sætte os selv på den rigtige side af skellet.
Men det er jo aldrig en sådan tekst vi hiver frem, når skel skal sættes. For det her det rammer jo os selv - og ikke de andre. Og det er jo aldrig behageligt. Men dybt beklageligt. Her er det mig, der står for tur. Mig der bliver sat udenfor. Det er én af de tekster der viser, at det er til Helvede med mig. Bogstaveligt forstået.
Hvad I har gjort imod én af disse mine mindste - har I gjort imod mig. Er han virkelig der? Er Jesus der, hvor jeg afstod fra at gøre noget? Der hvor jeg svigtede? Der hvor ordene bare fløj ud af munden på mig og ramte sårende og - jeg fik ret - men ikke gjort ret? Gennemskuer han mine smukke idealers sammenhæng – eller mangel på samme – i forhold til mit liv?
Var han der, hvor jeg lukkede øjnene, for hende, der havde brug for mig? Hende eller ham, som jeg ikke har brug for, tid til, overskud til, gider? Pløjer han virkelig alle mine undskyldninger ned?
Ja, er han ikke lidt for rabiat, næsten socialistisk, når han siger: For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. …Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!
Nej, dette sted gør ikke Jesus til socialist. Det gør tværtimod, at det bliver umuligt at putte ham ind i vore kasser, vore mål og vore idealer. Ikke fordi jeg har noget imod socialister, konservative, venstrefolk, kristeligtfolkepartifolk – Jesus er bare ikke politisk. Han er meget værre.
Her er ikke opskriften på en samfundsmoral, men domsordene over et fordømt menneske – mig.
Fortabt er jeg. Jeg står på venstre side. Sammen med bukkene. Men hvor er Jesus i alt dette? Jo, han siger: Gå bort fra mig, I som øver uret.
Her er noget, som vi skal have med. Ikke en dispensation fra vort Vorherres vilje. Ikke et kompromis, den hellige almindelige middelmådighed. Nej, noget der er grundlaget for overhovedet, at kunne gå ud af kirken i dag - uden at have gjort kristendom til intet. Hvis det da er muligt.
Alle ved, at når vi tænder et lys - som vi jo kommer til at gøre her i adventstiden - så er det jo dejligt og hyggeligt. Men når vi tænder lyset, ser vi jo også, hvor mørkt der er. Mørket træder frem, når lyset tændes.
Og det var det, der skete, da Jesus gik på jorden. Jesus hamrede al selvretfærdighed og farisæisme ned i gulvbrædderne. Den ene gang efter den anden pillede han menneskers fromhed fra hinanden. Ubarmhjertig var han, når han talte med loves tunge. Og Matt. 25 er på mange måder kronen på dette værk.
Han var et lys, der skinner i verden. Men et lys, som ikke blot viste det søde og dejlige. Men først og fremmest afslørede mørket. Og mørket kunne ikke tåle det. Han fik hornene frem i panden på selv den stiveste og mest velpudsede farisæer. Og hans ord har såmen ikke ændret sig siden. Hykleri, selvretfærdighed peges ud, når man læser hans ord. Og det rammer altså mig – lige i hjertet.
Lad være med at læse Evangelierne, hvis du vil bevare det gode humør. For der er et lys, som er uudholdeligt.
Fordi lyset skinner i mørket, ser jeg hvor mørkt det i grunden er. Og mørket må gøre oprør. Og er oprørt over hans utilstedelige afsløringer af dets gerninger.
Lad mig minde om, at det var mørket i mennesket, der råbte korsfæst ham. For mørket kunne ikke tåle ordene: hvad du har gjort imod én af mine mindste der, det har du gjort imod mig. Mørket kunne ikke tåle, at Gud i solidaritet blev født af en fattig kvinde. Mørket kunne ikke tåle, at Gud var andet end den rygklappende Vor Herre. At Gud blev menneske - og når vi går udenom et menneske, går vi uden om ham. Mørket kunne ikke tåle Gud. Og kan ikke tåle Gud. For Gud er lys, og der er intet mørke i ham.
Evangelierne fortæller, at da Kristus hang på korset, kom der mørke over jorden. Mørket havde sejret over lyset. For kristendom er en kamp mellem mørke og lys – hvor jeg er i mørket. Og er mørket. Det er det, Jesus afslører i Matt. 25.
At hvad jeg ikke har gjort imod én af disse mindste, har jeg heller ikke gjort imod ham. Han var sulten, og jeg gav ham ikke at spise. Han var tørstig, og jeg gav ham ikke at drikke. Han var fremmed, og jeg tog mig ikke af ham. Han var nøgen, og jeg gav ham ikke tøj på kroppen. Han var syg og i fængsel og jeg besøgte ham ikke. Han så ikke på viljen, men gerningerne.
Så radikal er Guds dom – også hos den rare Jesus fra Nazaret. Det nuttede barn fra Betlehem. Ham der bøjede hovedet på Golgata.
Fortabt er jeg. Men det er netop pointen i evangeliet. At jeg der var fortabt, kom han for at finde. At lige så radikal hans dom er over mit liv, lige så radikal er hans frelse.
Læg mærke til, at han der pillede alle de selvretfærdige ned og sendte dem til Helvede, bøjede sig ned til de fortabte, tolderne, synderne, ludderne med frelse.
Læg mærke til, at han, der så radikalt kunne dømme mennesket, afsløre det, udpege mørket kom for at skænke frelse ubetinget, gratis, af nåde.
At han, der kunne kræve vort liv, gav sit liv – ja, var den, der så sig selv i os; os der aldrig kan se ham i hinanden.
Og hvad har det betydet? Jo, det betyder, at vi der var sultne og tørstige ved nadverbordet må få at spise til evigt liv. At vi der var nøgne, er blevet iklædt Kristus i dåben. At vi der var fremmede, har fået – ikke bare opholdstilladelse – men også borgerret i Guds rige. At vi der var syge og i fængsel, ved ham har fået liv, helbredelse og frihed.
Hvordan kan vi, der har fået så meget givet, da lukke øjnene for det menneske i hvem, vi møder Jesus? Den sultne, den tørstige, den nøgne, den fremmede, den syge, den fængslede. Med skam må jeg nok erkende, at jeg kommer aldrig længere end til en bøn til Gud om, at han, vil nyskabe mig. For jeg magter ikke. Vil ikke og kan ikke. Og derfor er der kun nåden tilbage. Og bønnen om, at Gud vil give, at jeg dog må leve som hans barn.
Det er faktisk ydmygt, at være en kristen. Amen.
Amen.