Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
2. søndag i advent 2001 - Jersie og Kr. Skensved
Epistlen: Jakob 5,7-8
Evangelium: Matt. 25,1-13
Salmer: DDS 60, 544 - 73, TS 856, (75) og 99
Tålmodighed er en dyd, siger man.
Og apostlen Jacob følger op med opfordringen til at være lige så tålmodig som bonden, der venter på jordens afgrøde. For Herren kommer, brudgommen er på vej.
Men nu findes der som bekendt flere måder at vente på.
Der findes den utålmodige venten, den med fingrene bankende i bordet og den hastige rejsen sig op og ned, fordi man hverken kan finde ro og hvile nogen steder.
Der findes den opgivende venten, hvor man knap tør tro på, at det, som skal ske, overhovedet vil ske.
Og så findes der den venten, hvor ventetiden uden mål og mening blot er som en tilfældig streg i tiden.
Hvor man ikke rigtigt ved, hvad man kan vente.
Den desperate venten på et tilfældigt sammenfald af tilfældige begivenheder, som vi tror vil kunne skabe mening i den tilfældige strøm af begivenheder i tiden
- som drømmen om de millioner i Lotto,
vi tror med et slag vil forandre vort liv!
Men det er jo en absurd tanke.
Engang i 60´erne skrev Samuel Beckett et teaterstykke om at vente - og det var netop et stykke absurd teater.
I det absurde teater hænger tingene ikke sammen.
Forløb, handling og samtale følger ikke et vant mønster, men holdes alene sammen af sin egen mere eller mindre meningsfulde logik.
Becketts Stykke hedder "Mens vi venter på Godot".
Stykket handler om .... (hvis man da kan sige det?)
... de to klovneagtige skikkelser Estragon og Vladimir.
På en scene, hvis eneste kulisse er et træ uden blade (!), sidder Estragon og kæmper for at få sine støvler af.
De to fører en samtale, der springer fra emne til emne
- og ofte taler de to helt forbi hinanden, men under ordene ligger ofte en dybere en tragisk mening gemt.
Det eneste udsagn, det eneste træk, der går igen i stykket, ikke mindst når det begynder at gå i tomgang eller i stå,
er de to aktørers tilbagevendende forsikring om,
at de stadig venter på Godot!
Ganske vist kom han ikke i går,
han kommer måske ikke i dag,
men så kommer han helt bestemt i morgen.
Det afslørende ved stykket er nu, at det netop er denne ventetid, der bestemmer hvad de to kan og ikke kan gøre:
E: Lad os gå!
V: Det er umuligt!
E: Hvorfor?
V: Vi venter på Godot!
E: Du er sikker på at det var her?
V: Han sagde ved træet - kan du se nogen andre?
E: Det ligner mere en busk
V: Antyder du, at vi skulle være gået forkert?
E: Han sku´ jo ha´ været her.
V: Han sagde ikke bestemt han kom.
E: Og hvis han ikke kommer?
V: Så går vi tilbage i morgen.
E: Og i overmorgen?
V: Måske.
E: Og så videre.
V: Sagen er at ....
E: Sagen er at vi venter indtil han kommer.
Og det gør det så; venter - hele stykket igennem.
Men de ved ikke, hvad de venter på og derfor kan deres venten ikke give dem mål og retning for handling.
Deres ventetid er meningsløs og derfor absurd.
De kommer ingen vegne, men går til sidst helt i stå.
Stykket slutreplik er:
V: Nåh, skal vi gå.
E: Ja, lad os gå.
Regibemærkning: De bevæger sig ikke.
Tålmodighed er kun en meningsfuld dyd, hvis man ved, hvem man venter og hvilke forberedelser man skal gøre.
Tålmodighed er kun meningsfuld, hvis bonden ved at det er efterårsregn og forårsregn, han venter på.
Eller som apostlen Jacob og lignelsen hos Mattæus peger på, at man er overbevist om at Herrens genkomst er nær.
Ikke Godot - ikke en person, man ikke ved hvem eller hvordan er, men netop den Herre Jesus Kristus, som evangeliet taler om, som levede og døde og efterlod sig et indtryk, som vi kan forholde os til i dag, som giver mål og mening for både handling og den tålmodige afventen.
Og netop derfor er den ventetid, som de ti brudepiger gennemlever, ikke meningsløs, men netop en venten, der giver mål og mening for den tid, de må tilbringe i mørke.
For brudepigerne ved, hvad de venter på; den brudgom, der fører dem ind i bryllupssalens fest og glæde.
Og selvom det er ham, der kommer og tager dem med,
er deres ventetid på ingen måde ikke en passiv venten.
De skal jo med til en glædelig begivenhed, men de skal også selv sprede glæden omkring sig.
Netop fordi ventetiden udfolder sig i mørket,
skal de bære et lys - et lys, der kan brænde længe nok.
Og tålmodige skal de tillige være, hele tiden forberedte på at ventetiden kan trække ud.
For man ved aldrig, hvornår brudgommen lægger vejen forbi og ventetiden er forbi.
Hvad er det da for en ventetid, evangeliet stiller foran os.
I kirkens adventstid er der naturligvis ikke tale om den absurde venten på Godot, men på Vor Herre Jesus Kristus - og det på to måder:
Vi venter på hans komme til os som menneske.
Den store Mester, Vor Herre og Skaber kommer til os. Men han kommer til os på en måde, der i første omgang kan virke absurd; han kommer som det afmægtige barn!
Alene det mysterium er en gåde, man må indstille sig på.
Dernæst kommer han til os som den, der ender med at blive korsfæstet på Golgata og dør den død, vi skulle dø, hvis der da ellers var retfærdighed til i verden.
Men det er der jo ikke, og derfor ender hans liv lige så absurd, som det begyndte - først i krybbens træ, så på korsets!
Men nu træder Gud jo netop ind på en scene, hvor vi spiller vort absurde og meningsløse spil med hinanden.
En verden hvor synd, egoisme og selvrådighed gør,
at vi ikke har tid til at vente på andre end os selv,
og ingen rigtig ved, hvordan de skal få stykket sluttet af.
Replikker og handling går i ring og ingen kommer ud af stedet.
Ikke blot træder Gud ind på scenen, han spiller også med.
Han ønsker at vi lader ham spille stykket til ende for os.
Han overtager sufflørkassen og vil at en anden aktør, Jesus, overtager vores rolle, og spiller den igennem.
Siger det, der skal siges, gør det, som skal gøres,
og fører handlingen frem mod stykkets afsluttende mål og mening - med et moderne udtryk: plottet!
Stykket og vor rolle er dermed blevet en anden end en meningsløs venten på et meningsgivende sammenfald af tilfældigheder.
Livets mening bliver nu den målrettede og tålmodige venten på Ham, der føre os ind til livet med Gud.
Han, der elsker for at vi skal være dem, der elskes,
således at brylluppet kan komme til at stå.
I troslæren hedder det, at vi nu, hvor alt er sket som Gud vil det, blot skal vente på Jesu genkomst.
Engang i en fremtid, vi ikke kender, vil han komme og fuldende alting dvs. spille livets absurde teater færdigt.
I den apostolske trosbekendelse hedder det, at vi tror på Jesus Kristus, som sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Han genkomst til dom og genoprettelse er altings mål og mening - det, vi styrer imod og skal være forberedt på.
I den nikænske bekendelse kommer det tydeligere til udtryk, at genkomst ikke er et møde, vi skal frygte,
men et, vi kan frem til med glæde.
Der hedder det nemlig, at Jesus sidder ved faderens højre hånd, hvorfra han skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde
- og der skal ikke være ende på hans rige.
Og i afsnittet om Helligånden er det endnu mere tydeligt, at den kristne forventning mod verdens fuldendelse ikke er et absurd mareridt, men et mål, der allerede nu fylder livet med længsel og glæde.
For her siges det nemlig at vi forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.
Allerede her og nu kan vi blive fyldt med forventning om det glædelige gensyn.
En sådan venten er ikke absurd, men kaster en ny overraskende mening af sig.
Allerede her og nu kan lyset og glæden fra det mål,
vi forbereder sig til, bære os gennem livet.
Så nært forestående er mødet, at vi allerede her og nu i nadverens festmåltid jublende byder ham velkommen med ordene:
Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!
Lad derfor den velsignede ventetid og den glæde,
der strømmer derfra gennemtrænge os alle.
Glædelig advent!
Amen.