Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
1. Juledag 2001 i Kr. Skensved og Jersie
GT-læsning: 1. Mos. 1,1-5
Epistellæsning: 1. Johs. 4,7-11
Evangelium: Johs. 1,1-14
Salmer: 81, 83, 98 - 89, (75) og 94
Den første western, jeg som dreng var i biografen for at se, hed "Trinity - Djævelens højre hånd".
Som ung boede jeg en tid nær Trinitatis Kirke.
Som teologisk student læste jeg en tyk bog om triniteten.
Og som præst har jeg ofte prædiket Trinitatis søndag.
Men det var først d. 11. september i år det gik op for mig, hvad troen på den kristne treenighed indebærer.
Da blev det klart, at dogmet om Guds treenighed er det,
der klarest udtrykker kristendommens inderste væsen.
For den kristne er Gud nemlig ikke blot og bare Gud.
Gud er, som vi bekender det ved gudstjeneste og dåb, Skaberen og kilden til hele vort liv, han er Sønnen,
som kommer os i møde i vor egen verden og som taler vort sprog, og han er Helligånden, det usynlige kærligheds bånd, der binder os mennesker til Gud og til hinanden.
At Gud er en treenig Gud, er det samme som at han ikke er underlagt nogen begrænsninger!
Gud er Gud - og Gud gør, hvad han vil og når han vil det!
Dette siger både islam og jødedommen ganske vist også, men ingen de to broderreligioner til kristendommen er tilsyneladende i stand til at rumme og acceptere den guddommelige logik bag julens evangelium; at Gud valgte inkarnationens vej til mennesker - at blive kød overfor kødelige og menneske-lig blandt mennesker!
At dette skridt overhovedet skulle være muligt, er for begge religioner udtryk for en formørket tankegang,
som alene den menneskelige fornuft skulle kunne afvise
- det behøves der intet guddommeligt lys til.
Men denne afvisning skyldes jo ganske enkelt, at de to religioner ikke hylder sætningen om Guds treenighed.
For dem er Gud og Gud alene Gud.
Gud er den absolutte monark og i det mindste muslimer er absolutte monoteister - Gud behøver ingen andre!
Det er vi kristne ikke - altså absolutte monoteister!
Monoteister er vi, fordi vi tror og tilbeder Gud som den ene Gud, men vores gudsbillede er større end det.
For vi tror og tilbeder netop som den treenige Gud,
der har åbenbaret sig som både skaber, frelser og forener af Gud og mennesker.
For kristne betyder dette, at Gud en gang for alle har sprængt billedet af, hvem han er.
Ja, Gud behøver os for at være den, han er og vil være.
Hvor inkarnationen i både muslimens og jødens øjne gør Gud mindre, der gør denne logik for kristne Gud større!
Det er dette, der bliver afsløret d. 11. september, hvor Osama Bin Laden så angrebet på World Trade Center som udtryk for Guds storhed og almagt.
"Gud er stor!" råbte nogen muslimer, men ikke alle.
Gud er altid større end mennesket kan tænke sig
- og ofrene for terroren viser, at mennesket er intet!
Her viser Gud sig i sin overvældende og frygtindgydende magt; at han, som det jo også bliver udtrykt i mange af GT´s salmer både skaber liv og slår ihjel.
Ligesom han ved begyndelse af ethvert menneskes liv har magt til at skabe liv, sådan tager han også livet igen.
For Gud er den absolutte Herre over liv og død.
Mennesket er hans skabning og stedfortræder på jorden.
De mænd, der styrede flyene mod ødelæggelsen, er blot lydige overfor det, som er ethvert menneskes mål i livet: at tilbede og fremme denne tro på Guds storhed!
Men netop denne til et vist punkt rationelle logik er det, at troen på den treenige Gud sætter en kæp i hjulet for.
Gud er ikke blot Herre over liv og død. Han har også én gang selv lagt sig ind under livet og dødens vilkår.
Og dermed bliver kristendommen menneskelig religion. Gud lod sin Søn føde og vandre omkring blandt os.
Han sagde og gjorde ting, som set ud fra en synsvinkel gjorde Gud mindre, men ud fra en anden viste, hvor langt Gud strækker sig for at komme på talefod med os.
"Guds Ord blev kød og tog bolig iblandt os".
Guds tale er ikke blot er en befaling, et orientereng om verdens tilstand eller en informativ meddelelse om hans planer, men ord, hvormed han deler sit væsen med os.
Guds er ikke to tavler med 10 bud og befalinger,
som enhver havde at rette sig ind efter, eller en bog med hellige ord, overbragt af en engel og værnet om med ærefrygt og bæven, fordi de skrevne ord i en død bog udtrykte den største sandhed, dets jordiske kan rumme.
Nej, men rigtige menneskeord, udtalt af et menneske og talt direkte til mennesker.
Og derfor også ord, der ikke kan stå uimodsagte,
men som man enten må tage imod eller vende ryggen til.
Ord, som får krop, som med kød og blod og levede dage bærer på et budskab om kærlighed.
Ikke blot at Gud elskede os, men at han ikke kan andet!
At kærligheden selv er af Gud og at den, der kender kærligheden derfor også kender Gud.
Med denne tale fra Gud begynder og slutter vort liv.
Som den var begyndelsen vil den også være enden.
Netop denne altomsluttende kærlighed tvinger Gud til det, som synes både umuligt og uretfærdigt, nemlig at forlader sin ophøjede beskyttelse og giver sig menneskers mangel på kærlighed i vold.
Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham.
Men det var sådan set en inkalkuleret risiko.
For kærligheden kan kun skænkes i frihed.
Kærligheden er kun sit eget væsen tro,
hvis den ikke er befaling eller tvang.
Guds kærlighed blev altså åbenbaret for os,
ved at han sendte sin Søn til verden.
Kærligheden består da ikke i at vi begynder med at elske Gud, men at han elskede os først.
Og selvom vi ikke kunne og ville elske, så lod han Jesus dø under vort had for at afsløre sin kærligheds storhed.
Den kristne bekendelse er derfor ikke, at Gud er størst:
men derimod: Størst er kærligheden!
Og vel at mærke en storhed, som er åbenbaret for os os i vor egen verden; I barnet i krybben og i manden på korset åbenbares Guds virkelige storhed!
Ja, Gud sprænger her virkeligt sin egen begrænsning!
Hans storhed og herlighed afsløres i det allermindste!
Da Guds Ord var blevet kød, "fremstod et menneske.
Hans navn var Johannes", siger evangelisten Johannes, men lad os bare holde ved at han var et menneske.
For han viser os, hvad menneskets opgave er:
Det er ikke at være dommer for Gud.
Det er heller ikke at være den bøddel, der skal eksekvere Guds dom over syndere og ugudelige.
At være menneske er at være aflægge et vidnesbyrd.
Har vi selv mødt Guds kærlighed, er den eneste måde andre kan få del i på, at vi deler den med hinanden.
At vi vidner om Guds nåde og omsorg i sit liv.
Muslimer bevidner; At der kun er én Gud og at Muhammed er hans profet.
Vi kristne bevidner i ord og gerning, at nok er der kun en Gud, men det er den treenige Gud og Jesus er hans Søn!
Det er så også vores opgave med vort liv, at peger hen på den gåde, som treenigheden dækker over.
Hvor muslimerne afviser, at intet mennesket nogensinde kan bliver andet end en tjener, der må frygte og adlyde sin Herre, der gør Gud som Helligånd selv det under,
at vi fødes på ny og bliver Guds børn.
Helligånden bryder selv de grænser ned, der adskiller os fra Gud og fra hinanden.
Sådan udtrykkes og samles Guds handlinger for os i de tre guddommelige personers handlinger og den enhed, som ligger i dette, at de er et væsen forenet i kærlighed.
Og det er netop denne indsigt, der gør det umuligt for os kristne at hævde 11. september som åbenbaring af Guds magt.
Snarere afsløredes her menneskers totale afmagt.
Det gælder både kristne og muslimer.
Her står islams rene monoteisme overfor treenigheden.
Ikke som den ene Gud overfor den anden, men som den ramme og det filter vi som hhv. muslimer og kristne slæber med os, når vi forsøger at fatte, gribe og forstå Guds handlinger i verden.
Hvis Guds mål med at Jesu fødsel var,
at mennesker skulle se, gribe og selv blive grebet af hans kærligheds rigdom og herlighed, er vi som kristne bundet til at formulere og forkynde budskabet på samme måde.
Mønsteret er Guds egen handling i Jesus.
Kun sådan kan vi følge trop, når Johannes i sit brev gang på gang vender tilbage til opfordringen:
"Mine kære, når Gud har elsket os således,
skylder vi også at elske hinanden".
Hvordan, spørger vi så?
Svaret er: Sådan, som bekendelsen til den hellige treenige Guds handling for os afslører det.
Amen.