Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
4. søndag i advent 2001 i Solrøds kirker
Epistellæsning: 2. kor. 1,18-22
Evangelium: Johs. 3,25-36
Salmer: TS782, 314, 77 - 99, (432) og 74
"Han skal blive større, jeg skal blive mindre
- det er min glæde, og den er nu fuldkommen".
Jeg ved ikke, hvad I tænker ved sådanne ord.
Og jeg ved forresten heller ikke, om jeg selv er helt på det rene med og i givet fald ville acceptere,
at en anden skulle vokse og jeg selv blive mindre.
Den sammenhæng, hvor vi kunne møde situationen,
er på arbejdspladsen, hvor det vel som oftest er med bekymring, vi ser yngre kræfter komme til.
Unge medarbejdere med nye bedre kvalifikationer end dem, vi har nået at samle op undervejs i vor karriere.
I den sammenhæng melder bekymringen sig:
- Bliver jeg nu overflødig?
- Skal en anden overtager min plads?
- Skal han eller hun vokse og jeg blive mindre?
For ikke blot vor berettigelse på jobbet, men også vor selvforståelse afhænger jo i høj grad af, hvorvidt vores betydning respekteres og anerkendes af andre.
Helst at de vokser og andres bliver mindre.
Jeg havde engang en bekendt, der var leder af et af de mange beskæftigelsesprojekter, hvis mål var at sætte unge mennesker, der aldrig fik foden indefor på arbejdsmarkedet, i stand til at søge - og få et job.
Og denne min bekendte havde allerede lugtet lunten;
Jo større succes han havde med sit projekt, des nærmere kom han selv den dag, hvor han skulle søge nyt job.
For i takt med at de unge voksede med opgaver og ansvar, blev hans fremtidsudsigter naturligvis mindre.
Men egentligt tror jeg nok, at han glædede sig
- både på de unges, på samfundets og på egene vegne.
Eller tænk på os selv i forhold til vore børn:
Det er rart at blive bekræftet i sin rolle som far eller mor, og det er dejligt, når børnene har brug for os.
Men før eller siden - en dag ikke så langt ude i fremtiden - får det ende. En dag kan de jo klare sig selv.
Og måske de endda klarer sig meget bedre end vi troede,
de kunne - og måske endog bedre end vi havde været i stand til at lære dem.
I den situation afsløres det, at meningen med at få børn i en eller anden forstand jo er at gøre sig selv overflødig.
At de skal vokse og vi skal blive mindre!
Og vel glæder vi os da forhåbentligt på deres vegne,
men måske der også kan blive en eftersmag af noget andet?
Det er den samme tvetydighed, vi møder i dag i forholdet mellem Johannes Døber, der er af jorden,
og Jesus, der af fra Himlen.
Johannes var allerede på dette tidspunkt en prædikant,
der havde vundet mange tilhængere på budskabet om Guds kommende dom, hvor mennesker skulle kræves til regnskab for deres liv og gerninger.
Og skal vi tro de historiske vidnesbyrd, fortsatte hans succes mange år efter hans egen og Jesu død,
sådan at der en periode tilsyneladende var et ret anspændt forhold mellem Døberens og Jesu disciple.
Men det er vel sin vis alligevel ikke så mærkeligt.
For når nu Johannes disciple kommer og siger:
"Rabbi, han som var hos dig, han døber nu selv - og alle strømmer til ham", så ligger der under de ord en uudtalt bekymring for, at Jesus, der jo kom efter Johannes og oven i købet er blevet døbt af han,
nu skulle være ved at gøre sin foregangsmand overflødig.
At Jesus så at sige overhaler ham indenom og nu er ved at overtage Johannes´ plads i solen.
Men hvad så med Johannes - og hvad med hans disciple?
Skal alt, hvad han har sagt og gjort kastes til jorden bare fordi en af hans elever vokser sin mester over hovedet?
Jo, Johannes disciple er virkeligt bekymrede.
Bekymrede fordi de er ved at miste kontrol og status
- fordi de er ved at bliver tilovers.
Men Døberens svar er roligt og konsekvent.
Allerede inden Jesu dåb har han nemlig set i øjnene,
at Jesus en dag ville komme til at overgå ham selv.
Johannes døbte i vand, sagde han, men efter ham skulle den komme, som døbte med Helligånd og ild.
Og dette er ikke noget han har fundet på, det er fra Gud, der har givet Johannes en opgave at fuldføre.
I forhold til den skikkelse, Johannes kalder Kristus, den, der er døbt og salvet af Gud selv, kalder han sig blot røsten, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej!
Med andre ord: Johannes Døber på forhånd accepteret,
at hans egen rolle har foreløbighedens karakter.
Han er ikke selv centrum for det, der er ved at ske,
men han har fået opgaven at pege hen på den kommende,
der er den centrale brik i Guds historie med mennesker.
De to er altså ikke konkurrenter, men har hver sin opgave.
Og dette accepterer Johannes - ja, han glæde sig over det!
Eller med det smukke billede, der er brugt i dagens tekst:
Der er forskel på brudgommen og hans ven.
Brudgommen får bruden, for det er ham, der skal giftes.
Forloverne sidder ved siden af og glæder sig.
Hver har de deres glæde, og det er den samme glæde,
der forener dem.
Kan Johannes hjælpe til at forene Jesus med sine elskede, så glæder han sig over det.
Det kan der så drages forskellige slutninger af.
En kunne jo være erkendelsen af, at vi ikke lever for os selv, men for at sprede og tage del i andres glæde.
Det er først og fremmest de andre - de arbejdsløse,
vore børn, de udstødte eller de fremmede,
vi skal sikre succesoplevelser i livet - ikke os selv.
Det er altså ikke mig selv, det hele kommer an på.
Nej, men dog ligger min succes og lykke underligt nok gemt i og bag de andres succes og lykke.
Livet fuldendes i en kærlighed, der hellere giver end tar´.
Som Kim Larsen synger det i en af sine sange:
"Livet er langt, lykken er kort
salig er den, der tør give det bort!"
MEN: mellem Jesus og Johannes slår dette ræsonnement dog alligevel ikke helt til - det siger ikke nok.
Johannes Døber er i den bibelske sammenhæng ikke kun et menneske til efterfølgelse for andre og dermed for os.
Johannes er derimod den, der står i skæringspunktet mellem en gammel udlevet epoke og Guds helt nye tid.
Johannes er den, der skal indvarsle og forberede det,
som ingen var forberedt på.
Dette at Gud nu kom til os med et kærlighedens fuldtonende "ja" til os og vort menneskeliv.
At Gud sendte den Søn, der havde magt til at udtale og dermed stå indefor Guds eget ord, fordi han som søn kender Faderen bedre end nogen anden.
Og det helt overraskende og uventede - at han, der fra himlen rummer alt, kom til os som en af os selv.
Dette dybe mysterium, at den Gud,
der ikke kunne blive større, gjorde sig mindre end alle.
At han for at komme os i møde, gjorde sig til ét med det svageste og mest sårbare og udsatte, vi kender; et barn!
Og lytter vi til ordene bag denne handling, så siger de:
"Sådan må jeg blive mindre, for at I kan blive større".
For Gud ønsker at rejse alle skabninger op af nød og svaghed, for at vi for evigt skal leve for hans ansigt.
Overfor den bestemmelse kan man godt føle sig lidt lille.
Ja, som Johannes Døbers disciple måske næsten føle,
at de er ved at blive helt til overs.
Men Johannes selv, som det begynder med, glæder sig.
Han glæder sig over at bliver brugt som den,
der skal forberede andre på det, som er ved at ske,
og som fortsat vil være på færde,
når Gud på sin uransagelige måde griber, ikke magten,
men afmagten for at sætte sin vilje igennem.
Ja, selv når det sker gennem den, der er ligesom os selv
- det lille barn, Marias og Josefs dreng.
For han skal engang bekendes som både Guds barn og hele verdens Herre.
Og er Gud som han, så betyder det jo, at han - uanset hvordan vi selv måtte opleve det - alligevel har styr på verdens skæve gang.
Det er ham, der holder vor skæbne sammen i sin hånd.
Det betyder også, at så er alt afgørende allerede sket.
Hvad der er tilbage til os er kun at tage imod og sige tak
- og glæde os!
Dermed er glæden jo blevet vores del!
Og glæden gør aldrig nogen overflødig.
Når glæden vokser og deles, vokser alle!
Vores opgave er den samme som Johannes Døbers.
Vi er ikke overflødige, vi er med i Guds mission.
Som Johannes skal vi pege hen på glædens kilder
- pege på det, som Gud allerede har gjort for os.
Pege på Guds grænseløse kærlighed;
På barnet i krybben og på manden på korset!
Og er der end nok så megen julelarm alle vegne,
så vores råb måske går hen og bliver som en tør røst i ørkenen, så må vi blive ved at råbe.
Kun sådan han blive større.
Og glæden herover er ikke vor egen, men for alle.
Glædelig advent - Amen!