Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Juleaften 2001 i Jersie og Skensved
GT-læsning: Esajas 9,1-6a
Evangelium: Lukas 2, 1-14
Salmer: DDS 76, 85 - 109 og "Kom tro og kom glæde"
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
Sådan skriver Brorson i salmen "Op al den ting";
Den mindste skabning på jorden, taler om Guds magt.
For selv det allermindste rummes de største muligheder.
Ikke fordi det er noget i sig selv, men fordi Gud handler gennem det, der ikke synes af meget.
Gud har en vej til os, som ingen - heller ikke de største i denne verden - kan lægge hindringer i vejen for.
Denne modstilling af den største og den mindste går igen i julens budskab:
Profeten Esajas lader opfyldelsen af drømmen om en en verdensomspændende fred afhænge af - ikke af endnu en hasteindkaldt FN-fredskonference - men et barn!
Et barn er født os, en søn er os givet.
Han skal kaldes vældig Gud,
Evigheds Fader, Fredsfyrste!
Og evangelisten Lukas fortæller, hvordan verdens- herskeren Augustus befaler alle skrevet i mandtal, og dog havde han ingen indflydelse på, hvornår og hvor Guds Søn skulle fødes - det var bestemt for længe siden.
For hvor al verdens konger, kejsere og præsidenter kan bestemme, hvem, der skal leve, og hvem,
der må dø, der har de kun statistens passive rolle,
når Gud vælger sin vej til menneskers hjerter.
Der er en gang sat en grænse for menneskets magt.
Gud kan intet menneske stille sig i vejen for!
Digterpræsten Kaj Munk var en stor del af sit liv fascineret af tanken om det magtfulde menneske.
Den stærke ener, der sætter sig et mål, og vier hele sit liv på at nå det, var Munks ideal.
Demokratiet, der ofte endte med den gennnemsnitlige middelmådighed, troede han ikke på, men diktaturet!
Ikke den despotiske undertrykkelse, men en person,
der formåede at gribe magten og bruge den med visdom.
Måske det synes os mærkeligt i dag, men indtil Tyskland besatte Danmark, mente Kaj Munk virkeligt, at både Hitler og Mosoulinni var næsten guddommelige redningsmænd, der kom som sendt fra himlen for at frelse hhv. Tyskland og Italien.
Helte, som skulle forene deres splittede folk, så et nyt fredsrige kunne vokse frem af ruinerne efter 1. WW.
Men selvom Kaj Munk til tider udtrykte en næsten hovedløs beundring for den magtfulde diktator,
skelnede han skarpt mellem politik og religion.
For selv den mægtigste hersker, ville stadig være sat under kravet om, at tjene Gud og næsten med sin magt.
For magten var ikke til for sin egen skyld,
men for Guds ære og menneskers gavn.
Og gjorde diktatoren ikke det, mistede han sin magt.
For at illustrere dette skrev Kaj Munk i 1924 skuespillet "En idealist".
Det handler om Herodes, den konge, der i flg. Matthæus fik besøg af de tre vise mænd fra Østerland.
De har i det fremmede set en ny konges stjerne stige op på himlen, og nu kommer for at tilbede ham.
Herodes var konge, men ikke fordi han havde arvet tronen eller at nogen havde udnævnt ham dertil.
Herodes var konge, fordi han havde kæmpet sig til magten - og fordi han holdt alle andre væk fra sin trone.
Herodes var et af de magtmennesker, Kaj Munk på sin vis nærede stor beundring for.
Men spørgsmålet for Munk var, hvor langt Herodes ville kunne strække sin magt?
Forstod han at den menneskelige magt havde grænser eller ville han også kæmpe mod Gud?
Og hvordan ville den klamp så ende?
Munk skildrer nu, hvordan Herodes i bestræbelsen for at bevare sin magt, ikke skyede noget middel.
Sine nærmeste venner og rådgivere har han hensynsløst ladet henrette - ofte blot på mistanken om at illoyalitet.
Endog hans livs kærlighed, Mariamne, lader han slå ihjel. Ikke fordi han ikke elsker hende,
men netop fordi han elskede hende.
For netop kærligheden var i konflikt med hans altomfattende stræben efter magt - og han valgte magten.
Efter kærligheden er det religionen, han støder ind i.
Med vold og magt tvinger han sin favorit til posten som ypperstepræst igennem, så han kontrollerer dyrkelse af den Gud, han kun har et skuldertræk til overs for.
Sådan viser Kaj Munk stykket igennem, hvordan Herodes lever, kæmper og ender som ubesejret - tror han da.
For i stykkets sidste akt er døden ved at indhente ham.
Folk venter udenfor huset på at han skal dø, så de kan kaste hans herredømme af deres skuldre, men med en sidste viljesanstrengelse vil Herodes vise dem,
at han stadig er ved magten!
Herodes lader en ung kvinde, han har set på gaden,
kalde op til sig, og spørger, om hun ikke er bange for ham, men det er hun ikke.
Så for barnet da, men kvinden mener ikke nogen kunne finde på at gøre hendes barn noget ondt.
Herodes havde tænkt sig, hun skulle blive hos ham den nat, for den ret havde han, men der er noget ved kvinden, der holder ham tilbage.
Det er hendes ubegrænsede tillid og tro på Guds omsorg, han bliver stoppet af.
Var hun bange, vidste han godt hvordan hun skulle tages.
I stedet begynder han at tale om barnet i hendes favn.
Han beslutter sig for, at han vil sætte hendes tro på prøve. Spørger om hun er villig til at overlade det til Guds vilje, hvilket hun siger at hun altid gør.
Også hvis det er Guds vilje, at det skal dø,
spørger Herodes, og hæver sin dolk op over barnet?
Men kvinden dækker for det med sin egen krop.
Stik mod sin første tanke, vil Herodes nu sende kvinden væk, men inden når hun at spørge ham, hvorfor han egentligt kaldte hende op til sig .
Herodes bliver forlegen og kigger sig omkring efter en undskyldning.
Han blik falder da på den kappe, han snart ikke mere vil få brug for, og rækker den til kvinden og siger, at det er en gave fra ham til barnet.
Kvinden svarer da:
"Der ser I selv, nådige Herre, det barn gør alle kun godt. I må gerne kysse ham på panden".
Det vil Herodes naturligvis ikke, men han lader dog den lilles hånd lege med hans scepter - hans symbol på magt.
Men pludseligt bliver Herodes bange for, hvad der er ved at ske med ham og han giver tegn mod døren:
"Gå så, kvinde, gå nu med barnet og kongskappen!"
Kvinden udbryder:
"Denne fine kappe, er det virkeligt en kongskappe?
Så vil jeg da også, fordi I har været så god og kærlig, fortælle jer, hvor godt den passer.
For denne lille dreneg her, det er Messias, Davidssønnen, Jøderne Konge!"
Kvinden rejser sig da, nejer og går ud med barnet!
Og da - i et isnende sekund - går det op for Herodes, hvordan han alligevel til allersidst er blevet besejret.
På målstregen blev han overvundet af det barn,
for hvis skyld han allerede havde ladet tusinde drengebørn myrde i deres mødes favn.
I et sidste desperat vanvid råber Herodes på sine soldater, at de skal komme og hente barnet tilbage,
men ingen hører ham nu - han er alene og forladt af alle.
Da lader Kaj Munk så Herodes sige:
"Jødernes Konge har afsat mig - jeg gav ham min kåbe
- han tog om mit scepter - og jeg kyssed hans hånd.
Han var i min magt, og jeg dræbte ham ikke
- for jeg kunne ikke - o, bundløse rædsel!
Jeg kunne det ikke - selv mit hjerte har hyldet ham.
Han er større end jeg - og nu er jeg ene med Gud!"
Herodes, den grusomme konge dør - besejret af et barn.
Gud satte sin vilje igennem og satte den onde fra tronen.
Og gennem det lille forsvarsløse barn overvandt han endog Herodes´ onde og kyniske hjerte.
Ja, gik alle konger frem på rad.....
så ville de intet kunne stille op mod den Gud,
der sejrer over de store gennem de små.
Derfor er den fred, som englene sang om julenat, ikke den fred der nås gennem menneskelig storhed og magt.
Det er heller ikke den fred, der opstår, når man har fjernet sin modstandere fra jordens overflade.
Guds fred kommer ikke, den dag alle er enige om at lægge deres våben til side.
Det er ikke den fred, vi kan forhandle os frem til.
Nej, Guds fred til mennesker kommer når han vil,
og på den måde, han har bestemt.
Den sker, hvor barnets afmagt fejer de mægtige til side.
Når Himmelkongen den lille tager bolig iblandt os.
Og den dag skal vi alle med fryd og glæder synger med på englenes sang julenat:
Ære være Gud i det højeste og på jorden
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Amen!