Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 1.s.i advent – 2/12-2001
Tekst: Luk 4,16-30
Salmer: 71 – 261 – 99 (2dåb) 488,1-2 – 60 / 73 – 365 – 167,7 – 66
-----
I dag vil jeg bruge de to tegninger , jeg har sat på gudstjenestebladet.
I lyset af denne dag, 1.søndag i advent og i lyset af de bibelske læsninger til i dag. I lyset af den forestående juletid har jeg valgt de to tegninger.
Og hvad ser vi?
Vi ser mennesker på vej.
Meget forskellige mennesker på vej på vejen.
Den første tegning forestiller tre mennesker med tre kameler.
Det må være mennesker fjernt fra Danmark.
Vi rider jo ikke rundt på kameler.
Tre mænd, som det er, ser op på en strålende stjerne.
Og så kan der jo næsten ikke være tvivl om, hvem de er.
Vi har hørt om dem før.
De tre vise mænd fra Østerland, som så en stjerne, større end andre, og de vidste besked om, at den stjerne forkyndte, at en konge i Jødeland var blevet født.
De tre vise mænd, de helligtrekonger, som vi også kalder dem,
drog af sted, fulgte stjernen på himlen og red af sted på vejen.
De forventede ved vejs ende at se en konge,
og de bragte gaver med til denne konge.
Og det forunderlige var, at de ikke blev skuffede, da de så Jesusbarnet ligge i en krybbe i en stald.
De opsøgte ellers landets konge, kong Herodes,
for han måtte da vide, hvad der foregik i hans land,
og ikke mindst hvor den nyfødte kongesøn opholdt sig.
Og han opholdt sig dér, hvor mange ikke forventede det,
men de tre vismænds forventning holdt stik.
Ingen undren, ingen skuffelse. Det var som det skulle være.
For det var ikke noget, det selv havde fundet på.
Den anden tegning viser mennesker, der bærer på et kors.
Hvad var det nu med denne nyfødte kongesøn?
Jo, hans liv endte i den totale nedværdigelse,
torteret blev han, pint og plaget
og hængt op på korset som en forbryder sammen med andre forbrydere.
Og det var, hvad han selv forventede. Det var, hvad han skulle.
Smerternes vej gik han med sit kors på vejen,
lidelsens vej, Via Dolorosa.
Han var jo ikke den, man forventede han var.
Han var så at sige sin egen modsætning.
En konge født i en stald,
det hænger ligesom ikke sammen.
En Guds søn, som han kaldte sig,
og så dør han på et kors som en forbryder.
Det hænger ligesom ikke sammen.
Da han mellem sin fødsel og sin korsfæstelse stod dér i synagogen, som vi hørte før, og læste op af den hellige skrift af profeten Esajas, lød det i begyndelsen meget lifligt i tilhørernes øren.
Jo, de havde hørt dem før,
disse velsignede ord
om at Gud Herren skulle komme og befri dem fra slaveri
og undertrykkelse og fattigdom og sygdom.
Men pludselig gik det op for dem,
at Jesus, tømmermandens Josefs søn,
minsandten gav udtryk for, at han var den, der skulle komme som deres frelser, som sendt fra Gud.
Det hang ligesom slet ikke sammen.
Det var at spotte Gud.
Det var at sætte sig selv op på en piedestal.
Han skulle ikke tro, han var noget
og slet ikke noget så særligt som Guds søn.
Hvad bildte han sig egentlig ind.
Og han blev ved.
Minsandten om han ikke også fremhævede de fremmede, dem, der ikke hørte til,
enken i Sarepta i Sidons land, som gav profeten Elias noget at spise under hungersnøden,
og syreren Naaman, der rensede spedalske for deres sygdom,
to mennesker, der ikke hørte til Guds udvalgte folk, men var af anden etnisk herkomst.
Og hvis det ikke var fordi tiden endnu ikke var inde til at Jesus skulle dø, så var han styrtet ud over kanten af bjerget og var død på stedet. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Menneskers fremtidshåb kan vel sættes i de ord, som lød fra profeten Esajas, læst af Jesus:
Godt budskab til fattige,
Frigivelse af fanger,
og syn til blinde
undertrykte skal have frihed,
og al skyld skal tilgives.
Hvordan er det egentlig for os?
Er vi orienterede mod fremtiden og optaget af hvad den vil bringe?
Jo, det er vi vel.
Altid på vej.
I håb om at det gode og det der er bedre ligger lige om hjørnet
eller næste hjørne
eller næste hjørne igen.
Man køber en Lottokupon,
man kan jo aldrig vide,
tænk at vinde det store gevinst.
eller når blot jeg får mine ønsker opfyldt,
så vil tilværelsen blive meget bedre, mere lykkelig.
Når blot ….
Der er ikke det gode, vi ikke forventer os af fremtiden,
hvis bare …
Hvis vi skal gøre vores liv op, kan vi tit være i samme situation som Peer Gynt, der pludselig så sit liv som et løg.
Han fjernede den ene løgskal efter den anden,
noget måtte vise sig, men til sidst sad han med en masse skaller
og intet andet. For et løg har ingen kerne.
Håbet om at se en mening med livet.
Forventningen til en bedre fremtid.
Vi finder den ikke inden i os selv eller ved egen kraft.
Det egentlige, som vores forventning skal rettes mod,
meningen med livet,
kommer til os på vejen,
kommer os i mødet på vejen,
uden for os selv,
Mødet med Gud,
med hans søn, Vorherre Jesus
i hans ord, der bringer håb til fattige og fortrykte og syge på legem og sjæl.
For kun Gud ved, hvad vi har brug for,
kun Gud kan opfylde vores forventning til livet, så det giver mening.
Og det kan da godt være, at det, Gud ved, vi har brug for
slet ikke hænger sammen med det, vi mener at have brug for og forventer af fremtiden.
Skuffelsen,
ja, sorgen kan bide sig fast.
Det gik ikke, som jeg havde håbet.
Men det værste er at se sig tilbage og sørge over det, der ikke gik, som jeg havde håbet.
Det er døden for os mennesker.
Det fortælles, at Gud ville ødelægge to byer, Sodoma og Gomorra på grund af befolkningens gudløshed og oprør mod Gud.
Den gamle patriark Abraham bad for sin bror Lot og dennes hustru, at de ikke skulle lide døden, og Gud hørte Abrahams bøn. Han sendte to engle til Lot og advarede ham om byen Sodomas ødelæggelse. Gud Herren sagde til Lot: flygt for livet! Se dig ikke tilbage og gør ikke holdt noget sted. Lot og hans hustru og døtre flygtede,
men det skete, da Lots hustru alligevel ikke kunne nære sig for at se sig tilbage, så hun blev en saltstøtte. Fortiden blev hendes fremtid, hun kunne ikke slippe fortiden, og det døde hun af.
Af Jesus lærer vi at fortiden er i Guds hånd,
den kan vi ikke ændre på, og den kan vi ikke leve på.
Af Jesus får vi en fremtid her og nu.
Et liv, som skal leves her og nu,
i forventning til at fremtiden er i Guds hånd.
Og hvad mere kan vi egentlig forlange?
I Guds hånd ligger vores fremtid,
vort håb om godt budskab til fattige,
et nådeår fra Herren.
Tænk at Gud er så rundhåndet,
Han giver os det bedste.
Han giver sig selv.
Det var derfor Jesus skulle bære sit kors på lidelsen vej.
Han går med os på vejen, mens vi er på vej.
Og siger:
Jeg ser, du er træt
men jeg kan ikke gå alle skridtene for dig
du må gå dem selv, men jeg vil gå dem med dig
jeg vil gå ved siden af dig.
Jeg ser, du er trist,
men jeg kan ikke græde alle tårerne for dig,
du må græde dem selv, men jeg vil græde med dig
Jeg ser du vil give op
men jeg kan ikke leve livet for dig
du må leve det selv, men jeg vil leve med dig
jeg vil leve med dig.
Jeg ser du er bange
men jeg kan ikke gå i døden for dig,
du må møde den selv
men jeg vil dø til liv for dig
Jeg har gjort død til liv for dig.
Adventstiden er tiden på vej med Gud på vejen,
velvidende at fremtiden tegner lys for os,
og adventstiden er tiden til at gøre holdt og holde vores kæft med det, vi selv mener giver mening og håb,
og så lytte til Jesu ord om, at fremtiden tegner lys for os,
og vi trygt kan lægge vores liv og fremtid i Guds hånd.
Adventstiden er tid til at bede Gud om tilgivelse,
at vi hellere vil gå vor egen vej,
det er at bede:
Vis os DIN vej og gør os villige til at vandre den,
ikke efter vores vilje,
men ske DIN vilje som i himlen,
således også på jorden og i os.
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst, Køge Sct. Nicolai Kirke
Søndre Allé 10, 4600 Køge
Email: susanne.fabritius@mail.dk
www.kirkefondet.dk
Køge Kirkes KultuNaut-homepage: www.KultuNaut.dk/cgi/sted/nr.431250