Hvis du har kommentarer
så skriv til
Anders Blichfeldt
23. søndag efter Trinitatis (1. række)
Matt 22, 15-22 "Skattens mønt"
Hvad har Gud med økonomi at gøre? Ja, hvis man skal tro ordene på den amerikanske dollarseddel – In God we trust – "Vi stoler på Gud" – så er Gud med i enhver handel og enhver udveksling af penge. Og den romerske denar, Jesus fik overrakt , var nærmest sendt fra himlen, hvis man tager dens inskription for pålydende. Billedet var af kejser Tiberius, og ordene var Caesar, søn af den guddommelige Augustus. Så når Jesus havde netop denne mønt i håndfladen og tog den i øjesyn, så han på et ansigt, han havde noget til fælles med. De var begge bevidst om at være af guddommelig herkomst!
Bortset fra det var de aldeles forskellige. Den ene var verdens mægtigste mand, leder af den tids Amerika, jordens dominerende supermagt. Den anden var en omvandrende profet i en afkrog af verden, en håndværker med meninger om mange ting, som han udbredte sig om i byer og gader i en lidet respekteret provins.
Endnu engang var Jesus genstand for spidsfindige spørgsmål fra sine modstandere – spørgsmål, der var beregnet på at bringe ham i miskredit. Som nu dette spørgsmål – stillet af en gruppe udsendte tilhængere af farisæerne i selskab med folk fra et andet parti, nemlig de der ønskede at fremme Herodes-slægtens politiske magt. Efter en indledning, der nærmest stinker af falskhed – "Mester, du er jo kendt for at være ærligheden selv og for at undervise om den vej, Gud ønsker vi skal gå – du er kendt som een, der ikke indretter sine synspunkter efter andres meninger om dig, og som een, der ikke skeler til folks status og al den slags – kunne du ikke lige fortælle os: Er det i overensstemmelse med Guds vilje at betale skat til kejseren? Eller hvad?"
Det var ikke et spørgsmål til ministeren midt i en valgkamp. Det var en dødsensfarlig udfordring, en personlig sabotagehandling mod Jesus fra Nazaret, nøje planlagt og omhyggeligt udført af folk, der helst så ham hængt. Landet var besat. "Kejseren" var Cæsar i Rom, og hans soldater tilså at skatterne i hans imperium blev inddrevet. Hvilket selvsagt gjorde skattebetaling eller ej til meget mere end et spørgsmål om procenter og ventelister og erhvervslivets vilkår. Det var et spørgsmål om loyalitet mod vores land og vores folk. Et mineret område, så at sige. Der var nemlig dem, der sagde NEJ – det er landsforræderi at betale skat. Andre sagde JA – det er forræderi at lade være! Og nu stod Jesus dér på et offentligt sted, med tilhørere rundt om, og blev afkrævet et svar enten for eller imod.
Farisæernes tilhængere havde været så venlige at medbringe nogle herodianere. Det var ja-folk, der gik ind for skattebetaling som krævet af besættelsesmagten – for i det mindste at holde noget af magten hos Kong Herodes, een af vore egne. Og de så ikke med milde øjne på urostiftere og folk, der ansporer til modstandskamp. Folk der vipper med båden. At de partout skulle med for at høre Jesu svar på netop dette spørgsmål, viser hvilket svar farisæerne ventede, han ville give. Jesus var en ballademager i deres øjne! En profet, der førte sig frem med hasarderede synspunkter.
Istedet for at svare bad Jesus om at se en mønt – den lovbefalede sum, hver skatteborger i landet skulle erlægge. En romersk denar. Og det uudtalte budskab har været tydeligt i situationen: "I ved jo godt, hvad I selv har svaret. I går jo selv med skattens mønt i lommen."
Jesus så på mønten. Og han så på spørgeren.
"Hvis billede er det? Hvis inskription?" - "Kejserens." - "Jamen så giv du bare kejseren, hvad der er kejserens. Og giv Gud, hvad der er Guds."
Hvis man udlægger dette svar ’firkantet’ – som det vistnok er sket gennem tiderne – som om Jesus mente, at der er to afdelinger af menneskelivet – een, der er ’politisk’ og hvor det gælder om at være kynisk realist, og en anden, der er ’åndelig’ - går man selvfølgelig helt galt i byen. Så betyder det jo, at hverken Gud eller kejseren kan få det hele. De må deles, som de er venner til. Og så ender det åndelige med at være en slags luksus, man tillader sig om søndagen og ved særlige lejligheder.
Ingen, absolut ingen, har dengang hørt det, som om der er noget, der ikke er Guds. Det var osse derfor, de blev stumme af forbavselse og trak sig tilbage uden yderligere kommentarer. De vidste udmærket, at Jesus havde afvist deres spørgsmål og undveget deres forsøg på at fange ham i ord.
Men hvad betyder så Jesu svar? En nøgle kunne være ordene i skabelsesberetningen – "i sit eget billede skabte han mennesket". Hvert eneste menneske bærer Guds billede og Guds inskription, så at sige. Vi er Guds investering, der er sat i omløb for at præge verden efter Hans vilje. - Og endnu en nøgle får vi rakt af Paulus, der osse vidste noget om Gudsbilleder: "… lyset, der stråler fra evangeliet om … Kristus, som er Guds billede," skrev han. Og et andet sted: "Han er den usynlige Guds billede."
Vi tager næppe fejl, hvis vi søger at give Gud, hvad Guds er, ved at iagttage Jesus. Ved at overgive os til ham og ved at lade os påvirke og præge af ham. Hvordan gav han selv Gud, hvad der er Guds? Ved at ofre sig. Ved at tage sit kors på sig for vores skyld.
Hver gang vi – efter fattig evne! – tager lidt fri fra os selv og retter opmærksomheden mod den anden, medmennesket og hans eller hendes behov, så giver vi en lille bitte smule af det, der tilkommer Gud, tilbage til ham. Og det er vel at mærke ikke noget, der er ’politik’ og skattebetaling uvedkommende. "Skattens mønt" – og alle andre penge - har jo alt mulig med vores forhold til medmennesket at gøre – osse selvom en eller anden mere eller mindre stor cæsar sætter sit præg på den. Det er vilkårene i denne verden.
Og hvis det har med medmennesket at gøre – som er skabt i Guds billede – så har det med Herren at gøre. Han som faktisk er tilstede i det hele - osse hver gang penge rækkes fra hånd til hånd. Mønterne og sedlerne tilhører Nationalbanken – men du og jeg tilhører Gud i alt, hvad vi foretager os, osse i vore pengesager.
- Amen.