Hvis du har kommentarer
så skriv til
Karen Elisabet Hansen
19.sø.e.trin. 1999
Tekster: (Es. 44,22-28) + Ef. 4,22-28 + Mark. 2,1-12
Salmer: 698, 251, 345 / 511, (255,4), 25
Det er en historie om frimodighed, vi lige hørte ! I Mattæus´ gengivelse af den hører vi direkte Jesus sige til den lamme: "Vær frimodig, dine synder forlades dig!" Og det er, hvad sagen handler om.
Markus fortæller sådan, at vi ser for os, hvordan huset hjemme i Kapernaum ikke kan rumme alle de mennesker fra byen og egnen, der er stimlet sammen omkring Jesus - for at høre - men selvfølgelig også for at se ! Se ham, om hvem der fortaltes så meget underligt. Måske også se ham gøre mennesker raske, sådan som man havde hørt om det fra andre steder... Scenen i husets skygge, hvor Jesus står, har mange tilskuere.
Så kommer de bærende med et menneske, der er lammet. De fire, som bærer, er måske de venner, der plejer at bære ham hen til byens port, så han kan ligge i skyggen og have chance for at få en skilling i farten af de, der går forbi i porten. Nu har de fået en ny ide, vennerne - og de lader sig ikke standse af trængselen uden for døren. Det kan lade sig gøre at fjerne så meget tagdækning, at båren kan fires ned i stuen.Det gør de så - og dér ligger den lamme pludselig, midt på scenen, i sollyset fra hullet i taget. Alles øjne vendes mod ham - han er på !
Der er jo mange i vore dage, der tilsyneladende meget gerne vil være på. Det siges, at nogle få minutter på en fjernsynskanal giver en fornemmelsen af at være blevet set og lagt mærke til - i en medieverden, hvor der altså er en frygt for at blive overset, at forsvinde i mængden. På skærmen får ens situation opmærksomhed. Men fra den anden side ved vi med os selv, hvor distanceret vi ser på skærmens billeder, der hurtigt skifter til et nyt emne. Fornemmelsen af at være til, når man er på, er meget flygtig.
Men den lamme har sikkert ikke syntes, det var rart at blive genstand for de mange tilskueres opmærksomhed. Hvad tænkte de om ham - alle de, hvis øjne han kunne se omkring sig i halvmørket ? Han var vel vant til at de fleste vendte blikket væk, når de passerede ham.
Og nu forventede de nok, at noget ville ske !
En overgang var der en række udsendelser i dansk TV1, som hed: "Her er dit liv" . Dér var det interessante, at en kendt person blev konfronteret med sin livs-historie; og selv om det foregik noget mere hensynsfuldt end tilsvarende udsendelser på andre kanaler, så kunne man nok få fornemmelsen af, at den, der er på, også hurtigt kan dømmes af sine tilskuere.
'Den lamme' kaldes mennesket, der blev bragt ind midt på scenen i huset i Kapernaum. I vore dage ville man måske kalde ham en invalid. Det er et moderne navn for omgivelsernes dom. Ordet betyder jo "uden værdi", og det siger så også en hel del om tidens tanker, der unægtelig har meget præg af økonomi. Uden værd er han, manden som er uden for livet i solen og arbejdet... Ikke underligt, hvis et menneske, der bliver set på den måde, gribes af mismod.
Men det første, Jesus siger til ham, er altså: "dine synder forlades dig !" De ord kalder på hans tillid og mod. "Vær frimodig !" er ligefrem bydemåde: Læg din angst og bekymring tilside ! Tro mig på mit ord! For frimodighed har med tro at gøre. Frimodighed er tillid - trods alt det, jeg tænker om mig selv - tillid til Ordet fra Gud. Det hedder jo også "da Jesus så deres tro, sagde han "... For tro er tillid i praksis. Tillid til Jesu magt og myndighed... Og Jesus begynder altså med at sige "dine synder forlades dig!"
Det reagerer så nogle af tilskuerne på. De er skriftkloge, og ved besked med skriften, d.v.s. Det gamle Testamente, den jødiske tros indhold og væsen. De ved, at sådan må intet menneske sige. Kun én kan forlade synder, nemlig Gud på den yderste dag. At tilgive synder nu er at hente Guds afgørelse ned fra himlen og evigheden - det er at gøre sig Gud lig. Det er gudsbespotteligt... Det tænker de. Deres dom er fældet.
Men der er også andre tilskuere. Og da manden rejser sig og går, bliver de begejstrede. De priser Gud og siger: "Aldrig har vi set noget lignende!" Det er forståeligt, at de reagerer stærkt. Det, at et menneske bliver befriet fra sin sygdom, er virkelig vidunderligt. Både som her ved et ord - og når det sker på andre måder. Den myndighed, Jesus taler med, Guds myndighed, gør ham i stand til at helbrede - og vi får indtryk af, at det ganske ligefremt var medfølelse, der fik ham til at gøre det, når lejlighed bød sig.
Alligevel ved vi jo nok, at også dengang var tilskueres reaktioner flygtige. I andre situationer, hvor forventningerne måske ikke lige ser ud til at indfries, er tonen en anden. Som det f.eks. gik fra Palmesøndags begejstring til langfredags råb.
Her er helbredelsen udtryk for den myndighed, Jesus handler med - og glæden ved at blive løst af lammelsen og gå frit omkring er jo ikke noget tilfældigt tegn på Guds genskabende magt... Men det er tydeligt, at det er ordet om syndernes forladelse, der er det væstentlige. Evangeliet vil jo tale til os om en helbredelse, der kan være en realitet både for syge og raske, en frimodighed i alt, hvad vi møder i livet. Og Jesu ord gør den frimodighed til det afgørende i begivenheden. Han er ikke tilskuer, men ser mennesket foran sig - og taler til ham personligt: Vær frimodig - dine synder forlades dig ! Og manden kan gå derfra som et frit menneske.
Men vor tids tilskuere ville vel sagtens protestere over noget andet end de skriftkloge dengang. Ikke over Guds ære - men over, hvad vi mener er vor egen .. For hvad er det for noget at tale om synder i denne sammenhæng, endda til en syg mand ? Vi er efter sigende meget mere tilbøjelige til at se os selv som ofre - end som syndere.
Vist har vi da selv svært ved at tilgive hinanden forkerte handlinger - og ved vel så også, at vi selv har brug for andres tilgivelse. Men Guds ? "Hvad er det at være en synder ?", vil konfirmanden spørge undrende, "jeg er jo, som jeg er - og vel ikke værre end nogen andre ?"... Sådan siger man nu - måske også i reaktion mod tidligere tiders tale om synd... Men "de andres" bedømmelse af mig, som i så fald bliver dommen, hvad enten jeg er på eller bliver overset - det er jo tit det koldeste lys af alle at blive set i, det er et flygtigt og uretfærdigt lys...
I evangeliets lys bliver vi set på, som Jesus ser på det menneske, han møder. Det er et myndigt, men varmt lys, og derfor afslørende, men ærligt - og kærligt. Der kan det få navn, det at vi ser bort fra Gud, som giveren af livet, som vort håb og den, vi er ansvarlige over for... Og når vi glemmer Gud, så er det jo kun en følge af det, at vi glemmer medmennesket i vort liv.. Så vi alt for tit overser, eller ser bort fra hinanden... Men synd er også, som en sagde det engang, at glemme sin dåb og det forhold, den sætter os i. At vi ikke husker på dens frihed og derfor har alt for lidt glæde - og alt for meget mismod.....
I det lys, derimod, som Jesu ord sætter os i..er vi set - som de syndere vi er - og samtidig som dem, tilgivelsens ord og frimodighedens opfordring skal tales til.. Og evangeliets ord til os i hver eneste gudstjeneste er sådan: Gå du nu herfra som et frit menneske, med dine synders forladelse, og med Guds velsignende blik på dig; - og prøv så igen at se dit liv i det lys !
AMEN