Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Velkommen til dåb i X Kirke
I begyndelsen af året udgav TV2 deres 17. album "Amerika" med tekster og sange af Steffen Brandt .
En af de smukke, men også meget uudgrundelige sange, hedder "Fald min engel".
Steffen Brandt viger ikke tilbage for at kalde den en religiøs tekst, hvilket for ham betyder, at den ikke kan forklares med ord og begreber fra dagligdagen.
Sangen, udtale han i et interview, "rummer nogle fald og nogle afgrunde, nogle dybder og nogle satsninger, som jeg et eller andet sted synes ligger meget tæt på sider i mig, som måske ikke er helt organiseret i den daglige omgang med virkeligheden".
Det er tillige, fortsætter han, en sang, som næsten har skrevet sig selv.
Ordene er vældet frem og har formet deres eget univers.
Uden at han egentligt selv havde bestemt det, har de forløst noget, som et menneske ikke selv er herre over.
Når det sker, tilføjer han, er der jo tale om at tingene på næsten guddommelig vis op i en højere enhed, som gør at han som menneske og sangskriver er kommet til at føle sig meget lille og ydmyg.
I sangen "Fald min engel" synger Steffen Brandt om en engel - eller rettere han synger til en engel:
Græd min engel
skjul dit ansigt
kast din kyst mod min
Syng min skæbne
bryd dit hjerte
længslen er for altid din
Flyv min engel
op mod vinden
kys den mørke nat farvel
Dans min stjerne
ud af månens dystre skyggespil
Med omkvædet antyder Steffen Brandt rækkevidden af sin længsel, som noget der rækker ud over hverdagens fortrædeligheder - og dybest set ud over livet selv:
Følg mig over dybe dale
til der hvor smerten holder op
Løft dig over tidens dårskab
hvil dig ungt på bjergets top
For du er den eneste tilbage
det sidste lys, den smukkeste drøm
på den her ensomme planet.
Steffen Brandt taler åbent om sangen som religiøs eller ligefrem dækkende over guddommelige indsigter.
Jeg selv vil dog vove og tolke den i lyset af den kristne dåb, som vi om et øjeblik bliver vidne til.
Dåben er indgangen til det kristne liv og det er derfor dåben, der med gør at vi kan kalde os kristne.
I bønnen forud for dåben takker vi for alt det, Gud skænker os i dåben: barnekår hos Gud, Helligånden fællesskab, syndernes forladelse og det evige liv en gave
- og det uden nogen som helst forudgående krav.
Gud giver ensidigt af sin barmhjertighed og kærlighed.
Her begynder og fuldendes det kristne liv - i Gud selv.
Eller med Steffen Brandts ord:
Guds kærlighed er som den engel, der kommer til os,
som vi kan tale direkte til og som følger os livet igennem.
Den følger os ned i livets dybe dale og op på bjergets top.
Gud danser med os i månens dystre skyggespil, flyver med os op mod vinden og kysser den mørke nat farvel.
Og når alle andre har forladt os eller vi har forladt dem,
er det dog vor skæbne at han ikke forlader os.
Gud følger os over dybe dale indtil smerten holder op.
Ja, og i og med Jesu Kristi liv, død og opstandelse,
som er den afgørende forudsætning for dåben,
takker og lovpriser vi Gud, som Hans og vores Fader,
for det levende håb om opstandelse til evigt liv sammen med Ham.
I og med Jesus Kristus ser og møder vi Gud kærlighed og barmhjertighed, som det eneste, der altid vil følge os.
Gennem livet og gennem døden.
Og den dag døden tager os, er Han er den eneste, som er tilbage, det sidste lys og den smukkeste drøm på den her ensomme planet.
Ikke fordi vi har gjort os fortjent til den, men alene fordi han elsker og vil være hos os.
Så langtrækkende og så omfattende er den handling,
vi skal være vidne til, at vi forhåbentligt alle føler os lidt lidt små og ydmyge.
Derfor vil vi nu takke og bede: