Hvis du har kommentarer
så skriv til
Bodil Olesen
13. S. E. TRIN. 09.09.0
TEKST: LUK. 10, 23 – 37
SALMER: 700, 402, 398, 142, 599, 433, 608
Det skete en gang, at der var en gruppe mennesker, som kaldte sig fiskere og organiserede sig i en forening. Og se, der var mange fisk i vandet omkring dem. Og fiskene var sultne.
Månes efter måned mødtes disse fiskere deres en forening og talte om deres kald til at fiske, om de talrige fisk og om fiskemetodik. De ledte bestandig efter nye fangstmetoder. De støttede bekostelige, landsomfattende og verdensomspændende konferencer for at diskutere fiskeri, fremme fiskeri og for at få nye ideer til fiskeri. Store kursuscentre blev oprettet, og der blev tilbudt kurser i fisks behov, fisks kultur og i, hvor der findes fisk. De, som underviste, havde doktorgrader i fiskeologi, men havde naturligvis ingen eller kun liden erfaring i ligefrem at fiske. De underviste blot andre i, hvordan, man gør. Når de ikke holdt kurser for fiskere for at de kunne tale ud om, hvordan de havde det, når de fiskede.
Og de, der blev sendt ud for at fiske, gjorde nøjagtig det samme, som de, der sendte dem. De organiserede flere foreninger. De analyserede fiskene og diskuterede, hvad der var nødvendigt for at fange fisk. Men én ting gjorde de ikke. De fiskede ikke.
Nu kan man let forestille sig deres fornærmelse, da der en dag var en, der påstod, at de, som ikke fanger fisk, ikke er rigtige fiskere. Pr. definition er en fisker en, som fisk. Nogle af dem begyndte at slå til lyd for forandring og fornyelse. Men snart fandt de ud af, at det ikke er nogen let sag at forandre tankegang og tradition. Ja, det er direkte smerteligt og truende.
Det er ikke svært at forbinde fiskerne, der vidste alt om fiskeri, men aldrig fiskede, med de lovkyndige jøder, som – hvis man skal tage lignelsen om den barmhjertige samaritaner for pålydende – vidste alt om loven og det med at elske Gud og sin næste som sig selv, men som ikke altid førte deres viden ud i praksis.
I det eksempel, lignelsen giver, er der ingen begrundelse for de to gejstliges mangel på handlekraft. Med en viden i baghovedet om jødiske renhedsforskrifter kunne man godt tænke sig frem til en teori om, at deres passivitet handlede om teori. Teori om, hvad en jøde, der var på vej til tempeltjeneste – for at tjene Gud, vel at mærke – skulle tage sig i agt for. Blandt andet for at blive tilsmudset af døende eller døde personer, som blev betragtet som urene.
Egentlig gives der heller ikke nogen begrundelse for samaritanerens hjælpsomhed. Han skildres ikke som en specielt god person som sådan. Alene det, at han var samaritaner, diskvalificerede ham på forhånd. Dette er dog nok i Lukas’ historie mest en understregning af, at her handlede det om en, der virkelig var udenfor.
Det er vanskeligt ikke i forbindelse med lignelsen om den barmhjertige samaritaner også at tænke på den nyligt forekomne episode med bådflygtningene, som en norsk kaptajn samlede op og forsøgte at finde husly til. Ifølge god international skik har det altid været en skippers pligt at komme mennesker i havsnød til undsætning. Uden at spørge, hvor de kommer fra eller hvor de skal hen. Den pågældende kaptajn måtte efterfølgende sande, at denne skik står for fald, i hvert fald når det drejer sig om flygtninge. De er ikke sådan at komme af med. Australien sagde nej og præsidenten røg fem procentpoint op i meningsmålingerne forud for valget. En lille ø med ganske få tusind beboere sagde ja – mod god betaling. Tænkte denne kaptajn på, hvad han gjorde, da han samlede de nødstedte op? Svaret må være nej. Han kom forbi og gjorde det, han mente, var hans pligt.
Nu er det let at sidde og være forarget over den australske regerings mangel på næstekærlighed. Især er det let fordi ingen bad Danmark om at huse flygtningene. Det er nemlig både dyrt og besværligt at tage imod sådanne. Og efter den episode vil det være endnu nemmere at melde hus forbi og nøjes med at tale teoretisk om flygtningeproblemet – når bare man slipper for at røre ved dem.
Samaritaneren tænkte sig heller ikke om. Han hjalp, da der var brug for det. Selvom hans kvote måske var opbrugt. Men da han havde hjulpet manden i vej forsvandt han ud af billedet. Da den forslåede mand var vel anbragt på herberget, betalte samaritaneren for hans ophold en lille tid. Herefter var han overladt til sig selv.
Nu skal det retfærdigvis siges, at der er rigtig mange, der har hørt rigtig godt efter, når denne lignelse er blevet fortalt. Og som, i hvert fald i begyndelsen, ikke har gjort den til en teoretisk handleplan for næstekærlighed. De fleste har forstået budskabet. Vejen til Gud går omkring medmennesket. Der var faktisk en gang hvor de frommeste mente, at man ligefrem kunne samle på gode gerninger og ad den vej sikre sig en eftertragtet plads i himlen en gang.
I dag er det nok ikke så meget en plads i himlen, der motiverer næstekærligheden. Det er naturligvis et oprigtigt ønske om at afhjælpe i hvert fald en del af den nød, der er så åbenlys mange steder. Blandet med en dybtliggende almenmenneskelig følelse af, at det er rigtigt at træde til, der, hvor nøden er størst, måske parret med en viden om, at det jo også er, hvad kristendommen dybest set går ud på.
Den lovkyndige i teksten, hvis spørgsmål danner indledningen til afsnittet med lignelsen om samaritaneren, kender godt svaret på sit spørgsmål i forvejen. Han får da også selv lov til at svare på det, hvorved hans taktik, som måske gik ud på at lokke Jesus i en fælde ved at få ham til at svare anderledes, end det klassiske jødiske svar, går i vasken. Den lovkyndige har teorien i orden. Det er ikke erkendelsen af det gode, der er problemet, men virkeliggørelsen af det. Fordi så meget andet, f. eks. kærlighed til Gud illustreret ved præsternes handlemåde, kommer til at stå i vejen. De to kender det rigtige svar, men handler ikke derefter. Samaritaneren kender måske, måske ikke teorierne, tilsyneladende er det ikke dem, han handler efter, i hvert fald. Han handler fordi det er det, han lige nu må gøre. Ligesom kaptajnen på det norske skib i sidste uge gjorde.
Selve lignelsens pointe er meget klar. Den fremhæves endda i befalingen: ”Gå du hen og gør ligeså!” Befalingen om næstekærlighed tages op igen i slutreplikken. Meningen er nok noget i retning af: ” for den, der vil øve næstekærligheden i stedet for at diskutere den, er spørgsmålet: ”Hvem er min næste?” ikke noget problem. Kærligheden opdager altid, hvem der er næsten og hvad han har behov for, som eksemplet med samaritaneren viser. Hvor – som hos præsten og levitten – en går forbi næsten, er der ingen kærlighed og derfor ingen klar erkendelse af, hvem næsten er og hvad kærlighedens gerning er. Det er kærligheden selv, der ser og forstår. Og der er endnu en pointe i det svar, den lovkyndige får. Nemlig i spørgsmålet om, hvem den mands næste var, som var faldet i røverhænder. Man skulle tro, at lignelsen handlede om, at manden i grøften var næste for både den ene og den anden og den tredje forbipasserende. Sådan opfatter vi ofte ordet ”næste”. Det er ham, der har brug for os. Lignelsen vender denne opfattelse på hovedet, sådan at ens næste ikke kun er ham, der har behov for hjælp, men også ham, der yder hjælpen. Næsteforholdet er altså gensidigt.
Derfor kan det heller ikke være meningen, at nok så velmenende og teoretisk velfunderede organisationer deler mennesker ind i grupper og klassificerer dem som ofre. Lige for tiden er det dem, der er ofre for ensomhed, der tales meget om. Endnu en gruppe stakler er uddestilleret sammen med alkoholikere, narkomaner, hjemløse, anden generations indvandrere og sikkert mange flere. Som ofre, der skal hjælpes. Og enhver ved, at ofre ikke kan yde, men kun nyde.
Det er naturligvis synd for dem. Det er også synd for dem, der hjælper dem. For de første, for ofrene er det synd, hvis hjælpen ender med at blive af en sådan karakter, at den fastholder dem i elendigheden. Hvis samaritaneren var blevet hos den stakkels overfaldne altid og havde beskyttet ham mod røvere fremover, så var den overfaldne blevet offer og hjælperen nedslidt og udbrændt. Men det gjorde han ikke. Han gav ham netop den hjælp, der skulle til i situationen, hvorefter han overlod ham til sig selv og kroværten. Han gav slip på den magt, han for en tid havde over offeret. Og måske kom han aldrig i sit liv i en tilsvarende situation igen. Især ikke da han jo faktisk bare var en figur i en lignelse, i en historie.
Lignelsen kan ikke bruges til at argumentere for store, velsmurte organisationer og institutioner, som efterhånden kun har de oprindelige motiver, næstekærligheden, som legitimerende ideologi. Den er ikke fortalt af en flok mennesker, som troen på Guds rige har gjort tossegode. Den er fortalt af en flok mennesker, som følte sig så rige i deres fællesskab med Kristus, at de ikke mente, at der var nogen grund til at skjule den kendsgerning, at de mente, at næstekærlighed kunne gives og modtages af enhver. Selv af en fremmed, en uren – en, der selv normalt blev betragtet som offer. Den næstekærlighed, Jesus forkyndte var af en art, som rev alle grænser ned og ikke brød sig om faste ordninger, hvis de stod i vejen for praktiseringen af den næstekærlighed. Som i øvrigt skulle udøves når og hvor, der var behov for den, ikke diskuteres og læres og måles og vejes først. Med risiko for at glemme at udøve den.
Evangeliets forkyndelse af næstekærlighed og måde at praktisere den på, er ikke af denne verden. Den kommer fra Guds rige. Det gør den selvfølgelig vanskelig at håndtere, men også vanskeligt at lave et bestemt moralsk budskab eller system ud af. Det er måske også derfor, selve ideen har kunnet overleve alle organisatoriske og fortolkningsmæssige anslag igennem tiderne. Vi skal nemlig ikke være næstekærlige fordi samaritaneren var det. Vi skal være det når der er en, der har behov for det. Det er det korte af det lange i dagens tekst. Punktum og amen.