Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
17.s.trin 2001, i Horbelev og Falkerslev
Tekst: Luk.14,1-11
350,360,446 -595,464
En søndag eftermiddag for en tre ugers tid siden, skulle jeg med toget fra
Nykøbing Falster til Nyborg. Så langt ville jeg under ingen omstændigheder
kunne have rejst, hvis jeg havde overholdt buddet om hviledagen, sådan som
farisæerne gjorde det og ortodokse jøder stadig gør det. Ganske vist holder
de hvile dagen om lørdagen, men da må de hverken bruge penge eller gå
længere end en ganske kort distance. Så vidt jeg ved, var der for nogle år
siden en rabbiner, der blev fyret for at tage S-toget på den jødiske
hviledag ,lørdag. Ganske vist havde han ikke betalt med penge, for han havde
klippekort, men det var jo dog købt for penge, og under alle omstændigheder
havde han bevæget sig længere end han måtte, men der hjalp ingen kære mor,
buddet var overtrådt og det blev der ikke set på med milde øjne.
Nå, men nu tilhører vi jo altså den tradition, der holder hviledag på ugens
første dag, søndag, fordi det var den dag Jesus Kristus stod op fra de døde.
Og sådan en dag var det, jeg havde sat mig godt til rette i togets
hvileafsnit, egentlig ikke fordi jeg ville hvile mig, men fordi jeg ville
arbejde, det vil sige, at jeg ville have ro til at koncentrere mig om, at
læse noget samtidig med, at jeg blev flyttet fra et sted til et andet. Smart
og rationelt. Mens toget holdt på stationen havde jeg endnu ikke taget mine
papirer frem, sad bare og gloede lidt ud i luften, mens de andre passagerer
fandt deres pladser. Til venstre for mig på den anden side af midtergangen
sidder en ung pige. På bordet foran hende ligger en lillebitte skrig-gul
mobiltelefon og griner af det store pictogram på døren, der med en rød streg
tværs over en mobiltelefon, tydeligt viser, at sådan én må man ikke bruge
her i hvileafsnittet.
Og det gør den unge pige heller ikke, mobiltelefonen ligger der bare.
Pludselig går døren op, og ind vælter, fire midaldrende damer. Det går ikke
stille af. De har udset sig pladserne foran mig, men inden de overhovedet
har fået sat sig, får én af dem øje på den lille formastelige skriggule
mobiltelefon, hvorpå hun straks går hen til den unge pige og siger: "Man må
ikke tale i mobiltelefon her". "Nej, men den er da også slukket siger den
unge pige fredsommeligt" og damen sætter sig endelig på sin plads. Jeg
sidder og tænker, at det er godt, at min mobiltelefon er skjult i min taske.
Den er ikke skriggul og smart og iøjnefaldende, - til gengæld er den tændt.
Nu begynder de fire damer så højlydt at gokke løs om mobiltelefonernes
uvæsen ..... og skiltet viser også , ..... og er det ikke også for dårligt
? osv. osv. Og det vil ingen ende tage, for der er faktisk ikke uden alting
i vejen, som vi siger her på Falster. De fire kvinder føler sig helt klart
i deres gode ret, mener nok at de i langt højere grad hører hjemme på
hvilepladserne end den unge pige, hvis mobiltelefon ikke har ringet og som
rejser alene og, i øvrigt ikke har sagt et ord eller på nogen måde
forstyrret.
Selv sidder jeg og morer mig lidt og samtidig er jeg lidt irriteret, for
hvis de damer ikke snart dæmper sig , så vil jeg ikke få læst en stavelse.
Skal jeg bede dem holde bøtte ? Eller hvad ? Inden jeg når videre i mine
overvejelser kommer, der en engel ind ad døren, iført DSB-Uniform og kasket,
derfor er jeg ikke med det samme klar over, at det er en engel, der er tale
om, men da jeg hører hvad han siger, kommer jeg i tanker om Grundtvigs ord:
" Guds engle er så mange slags som dage i et år". Og han her i DSB-uniform
er én, for han siger venligt til de fire gokkende damer, at de ikke må tale
så højt i hvileafsnittet. "Må vi ikke sidde her ?" Spørger én af dem med
indignation i stemmen. " Jo", siger han, der ganske vist ikke har vinger på
ryggen, men på kasketten og dertil en engels tålmodighed :" Men i
hvileafsnittet fører man dæmpet samtale." Så endelig faldt tiøren og der
blev ro, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke blankt indrømmede, at skadefryd er
den bedste fryd og jeg håber, at den unge pige, der var blevet irettesat,
hørte hvad der overgik de emsige damer.
Se denne her lille scene fra en hviledag på en hvileplads, illustrerer jo
hvor travlt vi tit har med at andre skal overholde regler og bud, som vi i
samme nu selv groft tilsidesætter og den viser, at den der ophøjer sig selv
altid er i fare for at blive ydmyget.
Og hvad er det egentlig der sker med os, når vi bærer os sådan ad, når vi
den grad har blik for splinten i vores medmenneskes øje og slet ikke for
bjælken i vores eget øje. Ja, vi er i hvert fald meget langt fra at være dem
der i ydmyghed, mildhed og tålmodighed, bærer over med hinanden og stræber
efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd, sådan som vi får at vide
at vi skal det. For egentlig vil vi slet ikke Åndens enhed, vi vil være os
selv og os selv nok .
Jeg ville være mig selv på min hvileplads med mine papirer, damerne ville
have fred til deres snak, den unge pige sad og tænkte sit med sin gule
mobiltelefon, som eneste selskab. Vi havde alle fået plads i hvileafsnittet
og vi følte os sikkert alle sammen i vores gode ret , ikke mindst mig , der
tilsyneladende sad og opførte mig helt korrekt, bortset fra at min
mobiltelefon når som helst kunne finde på at ringe.
Alle vi der sad dér i kupéen er blevet kaldet til ét håb, én Herre, én tro
én dåb, én Gud og alligevel sidder vi alle sammen dér og føler mere eller
mindre bedre end de andre. Damerne følte sig bedre end den unge pige og jeg
følte mig bedre og mere distingveret end damerne, der forglemte sig i deres
snak. Hvad mon Jesus ville have sagt til os, hvis han var kommet forbi ?
Han ville nok have set lige igennem os alle sammen. Han ville have vidst
hvad vi hver især tænkte og havde for, han ville straks have været klar
over, at jeg ," mine de rien", havde en tændt mobiltelefon i min taske, og
på den måde til sidesatte de regler der gjaldt for hvilepladsernes sært
ensomme fællesskab. Måske ville han mildt have rystet på hovedet og have
sagt : "Er I virkelig ikke blevet klogere i de næsten 2000 år der er gået
siden, jeg gik rundt og helbredte på sabbatten og fortalte lignelsen om
pladserne ved bordet. Tror I stadig ,at I skal hævde jer over for hinanden
med loven i hånd ? "
Og, vi vel beskæmmet svare, at det gang på gang ser ud som om dét lige
præcis er dét vi tror .
Og så ville vi endda blive nødt til at indrømme over for Jesus, at vi ikke
altid bruger hvilepladser til at hvile på , at vi ikke engang bruger
hviledagen til at hvile på, at vi farer rundt for dog måske at finde en
plads i livet, hvor der ind i mellem også er lidt hvile.
Og han vil sige til os, som han altid har sagt: "Kom til mig, alle I som er
trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile"
Alle andre pladser end den vi får af Jesus Kristus er en tilkæmpet, usikker
plads.
Al anden hvile end den vi får hos ham er en stakåndet, urolig, hvileløs
hvile.
Al anden ophøjethed end den vi får af ham er dømt til at ende i ydmygelse.
Hos ham er der den sikre plads han har skaffet en hver af os, ved at være
pladsholder for os - på korset.
Hos ham er der den hvile, der er uafhængig af tid og sted, én indre hvile,
der både tåler både stilstand og bevægelse.
I hans kors har vi fået en himmelsk ophøjethed, en værdighed som ingen
jordisk ydmygelse kan tage fra os.
Alt det har vi hver især fået, og det kan være svært nok at huske, men endnu
vanskeligere er det nok at huske på, at alle de andre vi møder på vores
vej, venner som fjender, har fået denne samme særlige plads. En plads der
overflødiggør at vi sætter os på første række, fordi Gud i Jesus Kristus kan
sidde ved siden af en hver os, selv på tilværelsens allerbagerste rækker.