Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lotte Lyngby Nielsen
Prædiken 16. s.e.trin. Høstgudstjeneste i Ejdrup
Salmer: 896 som introitus til børne-optog - 677 - 675 / 678 - 432 - 11
læsning i formessen: GT-læsning fra 15.s.e.trin.
Børneprædiken på epistelens plads:
Jeg ved godt at I kender ham her. Det er Æsel som bor i Hundredemeterskoven
sammen med Peter Plys.
Men der er noget I ikke ved.
At Æsel her var med i Noas ark.
Han var det ene af de to æseler, som Noa tog med i arken sammen med to af
alle verdens andre dyr.
Nu er Æsel kommet til høstgudstjeneste for at fortælle os om det, som vi
hørte læst lige før. Nemlig om, hvad er skete, da sejlturen med arken var
forbi.
I husker nok historien om Gud, der ville vaske verden ren med et mægtigt
regnvejr og om Noa, der fik besked på at bygge et kæmpeskib, en ark. Om om
hvordan han samlede to og to af alle dyr og tog dem og sin familie med ind i
arken. Derpå lukkede han døren. Og så begyndte det at regne i 40 dage og 40
nætter og hele jorden, selv de højeste bjerge blev dækket med vand. Det var
en frygtelig katastrofe. Alt levende druknede. Kun de, der var i arken blev
ved med at leve.
Æsel fortæller, at det var uhyggeligt. Da det regnede lød det hele tiden som
om nogen sprøjtede med en brandsprøjte på arken . Så stærkt regnede det.
Dyrene var skrækslagne - bange for om arken nu kunne holde til det. De var
sikre på, at også det skulle dø.
Da regnen endelig holdt op blev der så forfærdeligt stille. Ikke en lyd
nåede ind til dem. For der var ingen lyde. Kun vand og vand og vand.
Æsel siger, at de var i arken i 200 dage, mens vandet meget langsomt sank
derude. Noa sendte fugle ud for at spejde efter land. Men de kom tilbage og
rystede på hovedet.
Endelig en dag kom en due tilbage med et grønt blad i næbbet. Æsel siger, at
den aften var der fest i arken. For nu vidste de, at de snart ville finde
land. Og ganske rigtigt. En uge senere stod arken på fast grund. Noa åbnede
vinduer og døre. Og for første gang i meget lang tid kunne alle dyrene gå ud
på jorden.
De var glade. Men de var også meget bange, siger Æsel.
For de var de eneste på jorden. Der var så mange der var døde og så er det
ikke let at være den, der har fået lov til at leve. De var meget bekymrede.
De havde ondt i maven, sådan som I måske har prøvet at have det, hvis I er
bekymrede for, hvordan det skal gå i skolen eller hos tandlægen i morgen.
Hvordan skulle de leve, hvad skulle de spise, hvordan skulle de bo?
De følte sig meget små i den øde verden og meget, meget alene.
Så hørte de pludselig en stemme fra himlen sige:
I skal ikke være bange. I skal ikke være bekymrede.
Det var en god stemme, og den fortsatte:
Jeg vil lade jorden blive fuldt af korn og æbler og blomster og græs, så I
har noget at spise og noget at blive glad af at se på. Det er min gave til
jer. Det skal I bare bruge.
I skal bare høste og spise.
hvem sagde mon det? Hvis var stemmen fra himlen?
Guds stemme fortsatte:
Men jeg giver jer noget mere end noget at høste. Se op på himlen og se hvad
jeg giver jer:
Og så så Æsel og de andre dyr på himlen en stribe af farver. Striberne var
orange som gulerødder og rød som tomater og grøn som pærer og gul som
solsikker og lilla som klokkeblomster og blå som vandet. Alle de farver de
kendte fra jorden og som de så længe ikke havde set, stod nu spændt ud som
striber, som en bue på himlen
Hvad var det de så på?
En regnbue ja,
ja, sådan kalder vi den
Æsel har nu altid kaldt den en Gudsbue
Fra jord til himmel gik den.
Og Gud sagde: Denne bue af farver er mit tegn til jer. Den skal fortælle
jer, at I hører sammen med mig og at jeg lover jer, at jeg aldrig mere vil
ødelægge jorden. Jeg vil passe på jer. I er ikke alene. I er sammen med mig.
Livet bliver svært og hårdt.
Sådan er det.
I bliver glade , men I bliver også kede af det
Nogle gange gør det godt, andre gange gør det ondt.
Sådan er livet på jorden.
Men buen skal fortælle jer, at jeg er med jer, jeg er hos jer. Altid. I skal
ikke være bange.
Sådan sagde Gud den dag, han opfandt regnbuen.
Æsel har altid siden gået rundt med et billede af den på sig. Et billede af
Gudsbuen, somhan kalder den.
Nu har Æseler ikke lommer. Derfor har Æsel sat tegningen fast i sit øre. Så
er den nem at få øje på.
Og selv om Æsel jo er én, som bekymrer sig meget.
Så ved han godt, at det aldrig kan gå helt galt.
For Gudsbuen fortæller ham, at han er Guds.
Og Æsel har sagt til sine venner, at når han engang dør, så må de ikke pille
tegningen af ham. Han vil have billedet af Guds buen med sig i kisten, når
han skal begraves.
For Æsel tror nemlig på, at Gudsbuen også gælder, når man dør. At man er
Guds også når ens hjerte holder op med at slå.
Og sådan er regnbuen også en Gudsbue for os. Et tegn, der vil fortælle os,
at vi hører til hos Gud. Og at Gud aldrig vil opgive os og jorden.
Salme: 675
Prædiken
Vi har pyntet Ejdrup kirke med korn i dag. Fordi høstgudstjeneste er at
takke Gud for, at det daglige brød vokser frem af jorden omkring os.
Jeg vil fortælle kornets historie.
Dette korn begyndte sit liv højt oppe. Det sad øverst på et kornaks. Det fik
masser af lys og luft og solskin og fuglesang. Det drag morgendug og
regndråber. Sådan var alting i begyndelsen.
Sidenhen blev kornet høstet og gemt hen som ét ud af mange i en sæk, hvor
pladsen var trang.
Til sidst blev kornet begravet. I jordens sorte dyb blev det lagt. Der var
hverken lys eller luft eller lyd. Der var kun mørke. Mørke som i en grav.
Kornet tænkte, at dette var døden. Nu var alting forbi.
Men som dagene gik mærkede det, at der skete noget med det. Lange hvide arme
voksede ud fra dets kerne. Armene famlede sig vej ud i mørket. På forgæves
jagt efter lys.
Uden dog at finde noget. Førend en dag en særlig lang arm begyndte at bevæge
sig opad. Og med ét blev gravens mørke afløst af lys og luft og solskin.
Kornet havde spiret og nu var spiren brudt igennem mørket og op over jorden,
op i solen.
I det sorteste mørke var der sket et under. Det døde korn var blevet
levende. En mægtig kraft havde kaldt livet frem af dets tørre døde kerne. Og
nyskabt og genskabt voksede spiren sig stor og blev til en plante, et
kornaks, et strå der bærer frugt.
Sådan er kornets, sådan er frøets historie. I jordens dyb bliver det døde
kaldt til live igen.
I dag skal vi have at vide, at kornets historie også er vores historie.
For der boede en enke i byen Nain. Hun var i færd med at gå den tungeste
gang man kan gå på jorden. Hun var ved at bære sit barn til graven. Hun
ønskede vel, at det var sin egen grav hun gik imod. Men det var det ikke.
Det var drengens.
Netop som hun gik dér, kom der en mand hen til hende. Han mødte hendes blik
og sagde: Græd ikke!
Sådan siger man ikke til en sørgende mor. Men fordi han var Jesus, Guds søn
på jorden, gik det alligevel an. For han gik hen til båren, hvorpå den døde
dreng lå, rørte ved liget og sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!"
Og underet skete. Den døde satte sig op, han kom til live, han talte og
Jesus førte ham hen til moren. Gud havde besøgt jorden, drengen og moren
blev løftet ud af mørket og op i lyset - begge fik de livet igen.
Der var sket et under. Men der skulle ske mere end det. For sidenhen var det
Jesus selv, der døde og blev begravet.
Men det var ikke en slutning. Det var en ny begyndelse. For Gud oprejste
Jesus fra de døde. Graven blev tom. Mørket var brudt. Den opstandne gik ud i
lyset.
Hen over alle grave lød det: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på
mig, skal leve, om han end dør.
Den dag trængte Guds regnbue ned i selv den dybeste grav. Og fortalte, at
der er håb for os.
Fordi Gud har vist sig som dødens overmand.
Og dermed besejret den fjende vi frygter mest.
Døden, der tager livet fra os.
Kornets historie er også vores historie. Hvor utroligt og ufatteligt og
uforståeligt det end kan lyde. Så forkyndes det for os, at graven ikke er
vort blivende sted. Men at Gud i det sorteste mørke vil kalde livet i os
frem på ny.
Regnbuens virkelighed er ikke kun en børnehistorie eller et spørgsmål om
lysets brydning i vanddråber. Den dybere virkelighed er, at Gud er med os og
hos os. At Gudsbuen favner os også når livet ikke er mere.
Selv om så også det vi frygter allermest skulle ske os. Så gælder gudsbuens
virkelighed stadig. At Gud har besøgt sit folk, og at han stadigvæk holder
ved os. Altid. I liv og i død.
Det er en af Guds gaver til os. At vi ikke skal være bange. Og bekymre vort
liv i stykker. Men at vi frimodigt må leve så godt vi formår det - i tillid
til at vi lever under Gudsbuens virkelighed. Med Guds hånd under os og over
os.
På det grundlag vil vi i dag takke Gud for høsten. For alt hvad vi har fået
af glæde og overflod i gennem vort liv. For hans nærvær hos os, når dagene
er svære og for glæden, når dagen er lys.
Alle gode gaver, de kommer ovenned, så tak da Gud, ja pris da Gud, for al
hans kærlighed.
Selv i det dybeste mørke, ja selv i dødens mørke, kan liv spire frem. Også
derind rækker Gudsbuens virkelighed.
Kornets historie er vores historie.
Amen.