Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Holmstrøm
15.s.e.trin
DDS 12,24,35-31,864,26
Det er ikke så længe siden, at jeg læste om en bekymret mor. Hendes bekymring angik hendes eneste barn, som hun var alene med.
For moren kunne i et og alt mærke at hun var barnets et og alt. I alt hvad barnet tænkte og håbede for fremtiden var moren indeholdt. Når jeg bliver stor, så køber jeg det og det hus – som vi skal bo i. Og alle barnets planer og handlinger – ja, hele forståelseshorisont havde noget med moren at gøre.
For barnet var det ikke noget problem, for moren var der jo. Altid og i al evighed. Men moren var bekymret. For det er svært at være alene med et barn – og det er svært at være almægtig.
Men i barnets verden er det heldigvis for de fleste nemt at være ubekymret. Mor er der jo – og også ofte far. Der er nogen, der sørger for alt det nødvendige til livets opretholdelse og lidt til. Vi fødes ind i dette som små – at der er nogen, der tager sig af vores skrammer, når vi falder, der tørrer os om munden, da vi sad i den høje stol og som ligger os rene i seng om aftenen, så vi kan sove med æblekinder og være sprælfriske kl. halv 6 næste morgen.
Men som vi vokser til og får ansvar så ser vi, at hverken mad eller tøj kommer dumpende ned som sendt fra himlen. Der skal arbejdes for at vi kan få det godt – både materielt – men det kræver også både om ikke så blod, så dog sved og tårer at få den ægtefælle man elsker, og sine børn og sig selv til at blive en harmonisk og god familie.
Børnenes behov dækkes gennem os og det går – langt fra – noget af det – af sig selv. Det kræver vores indsats. At vi tænker os om. At vi ser tingene fra flere sider. At vi er principfaste og dog kærlige. At vi kører børnene til fritidsaktiviteter uden dog at overbeskytte dem. Og så skal vi respektere dem og deres meninger og dog vide, hvornår de er små og bare trænger til at blive beskyttet og nusset om.
Det går jo ikke af sig selv. Vi må både bekymre os og tænke os rigtig godt om.
At noget går af sig selv kalder vi automatik. Automatisk bruger vi om maskiner, der klarer det hele uden hjælp. De første biler hed sådan – automobiler fordi de kørte uden heste foran. Og da vaskemaskinerne også kunne skylle og slynge blev de kaldt for fuldautomatiske vaskemaskiner. Nu behøvede man slet ikke at få hænderne i vand for at vaske sit beskidte tøj længere. Maskinen klarede det hele.
Men at bruge ordet automatisk om et menneske, vil oftest være negativ ladet. Et menneske, som reagerer helt automatisk på bestemte påvirkninger ville vi kalde sygelig. Ligesom et menneske ville være sygt, hvis det kunne lade være med at blive ked af det, lade være med at græde, sørge, blive vred eller bekymre sig for fremtiden.
Derfor kan Jesus ikke mene det konkret når han i dag siger, at vi ikke skal bekymre os. For hvem kan lade være med at bekymre sig, når tårne bliver ramt af levende bomber, eller når hele USA´s hær væbner sig til tænderne for at sætte kursen mod øst. Hvad er det for et menneske, der ikke bekymrer sig om sit barn og dem, der hører os til. Ja, det er ikke et menneske.
Det er en maskine.
Ligesom vi næsten heller ikke kan se terroristerne som andet end maskiner. For vi kan ikke tro, at det er virkelige mennesker af kød og blod, der kan stå og checke ind i en lufthavn og gå om bord en flyvemaskine sammen med andre mennesker, velvidende at de om en time, vil slå dem alle ihjel.
De må være en slags maskiner – automater - vi kalder dem blot noget andet. Nemlig det, at de må være hjernevaskede. Så hjernevaskede at alle følelser er koblet fra.
Når Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os, så vil han for det første ikke hjernevaske os til kun at se idyllen – de blå kornblomster på den gule mark eller markens liljer. Han vil ligeså vel have at vi skal se slagmarken med dens røde plamager - de døde og sårede.
Han vil ikke hænge et forhæng for vores øjne så vi igen kan blive som børn. Børn, der tror, at hvad de har brug for kommer dumpende af sig selv.
Og dog og alligevel bruger han ofte barnet i dets egenskab af at være et uhyre solidarisk og tillidsfuldt væsen. Barnet i dets egenskab af at være så nært knyttet til dets ophav, at det ikke kan forestille sig at dette ophav skulle smuldre.
Som for barnet, hvor alenemoren fyldte alt i dets liv. Vil han med sin tale om ubekymrethed – lede vores tanker hen imod et grundlag for vores liv, der står fast om så alle verdens højhuse braser sammen. Et grundlag som kan gøre os om ikke frygtløse, så dog indgyde os mod, når vores verden ser håbløs ud.
Og dette grundlag er Gudsriget
Ordet Gudsriget lyder så abstrakt, men vi kan oversætte det med stedet, hvor vi overgiver os til Vorherre. Ham, som lever og regerer i evighedernes evighed. Eller vi kan forstå som dét, at give os Gud i vold eller lægge vores liv i hans hånd.
At høre til hos Gud eller ligge sit liv i Guds hænder giver ikke et liv, hvor hverken mad eller tøj kommer dumpende fra himlen af sig selv. Men det giver et grundlag at leve sit liv på. Et grundlag, der handler om tillid til de hændelser der overgår os.
Og det giver et håb, der ikke alene rækker til morgendagen men helt derud, hvor vi ikke kan følge vores kære.
Vores bekymringer, vores menneskelige og moderlige bekymringer tages ikke fra os for kærligheden vil altid betyde, at det er svært at miste. Men det kan give os et underlag for livsmod, selv når det værst tænkelige sker.
Et livsmod til at vi ikke giver op, men vedbliver at have tillid til at kærligheden en dag vil sejre. Og det kan give os det håb fra fremtiden, at Gud vil give os nye muligheder, også der hvor vi ingen muligheder ser. …
Ingen af os kan ved bekymring lægge en dag til vores liv. For magten over liv og død er ikke vores. At vi fødes og får et liv - er en gave – ligesom forældre også altid bruger udtrykket, at man har fået et barn – et udtryk, der netop dækker over, at det ikke er ens eget værk. Men at livet og barnet og noget, der gives os.
Og ved vores livs afslutning er vi heller ikke vores egen Herre; hvorfor vi ofte kan bruge ordene: ”revet bort” eller at ”én, er taget fra os”. Ord, der ligeledes dækker over at der er noget udefra, som griber ned og ind i vores liv.
Sådan er vi ved vort livs yderpunkter indrammet i en større magts hænder. Og sådan vil Vorherre Jesus Kristus – med sin tale om ubekymrethed - indgyde os den tro – at det er i disse hænder vi skal leve hele vores liv.
Det samme er beskrevet i mytens sprog i historien om Noah. Netop myte, fordi historien gentager sig igen og igen. Menneskenes om end ikke tiltagende så dog onde gerninger og handlinger forvolder om ikke en syndflod, så dog et lavineskred med mere vold, krig og terror til følge.
Derfor holder også hele verden vejret i disse dage. For vi ved ikke om syndfloden også når op til os i Europa. Hvad kommer USA´ beslutninger til at betyde for os, for vores forsvar, vores unge mænd? - for sikkert er det at verden er blevet mindre. Hvad der har konsekvenser for et land, rammer i dag hurtigere end før de andre. Sådan er det med både med den nyeste teknologi og de mange alliancer, den internationale handel og med de længererækkende våben.
Men historien om syndfloden er også en myte, der fortælles til bevidsthed om vores eget ansvar. Vores ansvar helt ned til det mindste, hvor vi også har mulighed for at gøre en forskel i, hvordan vi taler – om vi ophidser til øget racisme eller vi taler fredens sag. En myte, om at vi alle har et fælles ansvar for hvordan livet på kloden som helhed skal leves, tænkes og tros.
Et ansvar, der i særlig grad udspringer af den pagt, som myten afsluttes med. Pagten mellem Gud og mennesket. En pagt, der lover at Gud fra sin side ikke mere vil udrydde jorden. For fredsregnbuen vil være hans tegn på at han står fast i forholdet til os.
I mytens sprog er regnbuen tegnet på at vi altid er fastholdt i Guds hænder – som Noah, der gyngede på de oprørte vande.
Regnbuen er i mytens sprog, vores dåbspagt. Vores velsignelse. Vores tegn på at Gud er med os hele vejen til verdens ende – en pagt eller en redningsplanke, som vi ikke kan falde ud af.
Sådan betyder velsignelse osse – et godt tegn. ……
Vel – kender vi fra at det må gå os vel – og signe kender vi fra det engelske sign. Et tegn;
Velsignelsen. Dåben. Guds hænder. Noahs ark. Regnbuen: Et godt tegn. Korsets tegn, der tegnes for ansigt og bryst. Guds tegn.
Det tegn sendes vi ud af kirken med; Velsignelsens tegn – korsets tegn. I den forstand behøver vi ikke længere at bekymre os.
I den forstand – at vi i liv og død tilhører Vorherre kan vi godt holde op med at bekymre os, får vi har fået tegnet på hans pagt med os.
Derfor kan vi lægge denne grundlæggende bekymring fra os. Og i stedet arbejde for det, som vi tror på.
Handle og tale fredens og kærlighedens sag i verden. Lukke øjnene op på dem, der er som maskiner, og vise at vi er mennesker med alle vores følelser i behold.
Mennesker, som kan sørge og være bange. Men også mennesker, som ikke giver op. At vi er mennesker, der vil arbejde med på gudsrigets virkelighed, som er den at kærligheden vil sejre, når alt kommer til alt.
Amen.