Hvis du har kommentarer
så skriv til
Anne Andersen Dolmer
Høstgudstjeneste 23.9 i Grejs kirke 1. Mos 8,20-22; 9,12-16 Matt 6,24-34
I bogen "Drømmespor" fortæller forfatteren Bruce Chatwin om et besøg hos et
ludfattigt nomadefolk i Sahara. Før i tiden levede Nemadierne af jagt på
antiloper. Nu var dyrene væk. Jagtselskaber havde skudt de fleste og
regeringen havde indført forbud mod al jagt. Den lokale guvernør havde givet
nemadierne 1000 geder. Men de var jægere, ikke kvægholdere. Så de havde
simpelthen spist gederne.
De havde ingenting. Alligevel var latter det første Chatwin hørte, da han
nærmede sig lejren.
Her sagde en af kvinderne til ham - og det er på grund af den sætning, jeg
indleder min prædiken ude i ørkenen hos nemadierne; hun sagde med et
blændende hvidt smil: "Antiloperne er vores venner. Nu er de draget langt
bort. Nu har vi ingenting, vi har ikke andet at bestille end at le".
Grundlæggende, når vi skærer helt ind til benet, er vi alle i den samme
situation. Vi har ingenting. Vi har ikke andet at gøre og kan ikke gøre
andet end at le. Le med Gud.
Grundlæggende er vi som blomsten på marken, der står i dag og visner i
morgen - eller som fuglen, der synger under himmelhvælvingen, men hvis liv
er udsat og kort. "Se himlens fugle" siger Jesus i evangeliet - "De sår ikke
og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske far giver dem
føden". Eller: "Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke
og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt
som en af dem" Blomsterne eller fuglene bekymrer sig ikke - men fryder øjet
med deres skønhed og glæder øret med deres sang - og bliver gjort til
forbillede for os - trods deres udsathed og korte liv.
Sådan er det næsten også med Nemadierne i Sahara. De var som blomsterne på
marken - de elskede den indigoblå farve og lyste op i den golde ørken med
deres hvide smil. De var som fuglene - med deres latter, der løftede sig som
fuglesang mod himlen. De levede i den ubekymrethed, som vi kun kan drømme om
- og som set med almindelig målestok ikke er værd at tragte efter -
ludfattige som de var.
Grundlæggende - helt inderst ind i vores ekstistens - er vi i den samme
situation. Vi har ingenting.
Men vi vil jo ikke være som blomsterne og fuglene - eller som det
stammefolk, der ikke havde andet at bestille end at le.
Og der er da også så rigeligt vi kan fylde livet med og så rigeligt vi kan
bekymre os over.
Nu er det høstgudstjeneste - men for den landmand, der ikke er færdig med
kornhøsten, og som bare har udsigt til regn og regn og mere regn, er Jesu
ord om ikke at bekymre sig jo nærmest provokerende. Som om det ikke er galt
nok i forvejen - og må man så oven i købet ikke lade sig gå på af det? Hvad
er det for noget!
Eller for den ganske almindelige familie. Hvor alt skal gå op og den
sparsomme tid fordeles på den rigtige måde, så vi både får passet arbejdet
og holdt huset bare nogenlunde i orden. Parforholdet skal også plejes. Og
der skal være god tid med børnene. Og det er da noget, der bekymrer og
slider på os, at det er så svært at få alle ender til at mødes.
Eller hvad med de gamle? Når det kommer tættere og tættere på, at en dag er
vi ikke 2 mere, der er en, der er alene tilbage. Eller det er måske allerede
sket - men en dag kan jeg ikke længere klare mig selv. En dag skal jeg ikke
være her mere.
Og så den helt store bekymring siden sidste tirsdag - den skræk som
terrorismen og planerne om straf eller hævn sætter i os. Hvordan skal det gå
det hele? Bliver der nye krige? Bliver vi også involverede? Bliver det endnu
sværere at leve sammen, der hvor flere folk og kulturer mødes og skal
fungere sammen? Vil de unge igen sige, at den her verden ikke er værd at
sætte børn i? Sådan som mange også sagde, dengang jeg var ung og skulle i
gang med familie og børn?
Der er så rigeligt vi har at bekymre os over. Og i forhold til den
virkelighed vi kender og lever i, kan vi høre evangeliet enten som en
provokation - at her har vi så meget at se til, og der er så meget alvorligt
at tage stilling til - og så tager Jesus det ikke engang alvorligt. Han ler
af os, gør han. Griner af alt vores besvær og al vores umage.
Eller også kan vi høre evangeliet som en drøm - åh ja, det kunne også være
dejligt bare at slippe det hele - leve fra dag til dag, gå med bare tæer i
græsset tidligt om morgenen, sidde under en palme på en hvid strand i
Bountyland, rejse fra det hele - ned og hjælpe havskildpaddeunger sikkert ud
i havet i Sydamerika. Ligge hele natten og kigge ind i ilden i en åben pejs
og tænke store tanker med gode venner. Bare slippe det hele. Ubekymret for
dagen i morgen. Leve i nuet.
Men det er nok slet ikke det Jesus ord handler om.
Han vidste da godt, at hans egne disciple gik og bekymrede sig. De havde
forladt deres familier, koner og børn, marker og fiskerbåde for at følge
ham. Hvordan mon det gik derhjemme? Bare de nu forstod det og ikke var alt
for skuffede og vrede? Forstod, at de måtte gå med Jesus, da han kaldte på
dem. At det var for stort til, at de bare kunne lade ham gå. Bare de nu
klarede sig derhjemme. De havde faktisk forladt alt, disciplene, - de levede
udsat som blomsterne på marken og fuglene på himmelhvælvingen, afhængige af,
at andre ville give dem noget at spise og en seng at sove i. Men
selvfølgelig bekymrede de sig. De var da også mennesker. De havde da hjerte
i livet som alle andre.
Men deres liv var også endeligt. Ligesom vores.
En dag er det hele slut. En dag skal vi dø. Og lige meget hvor meget vi har
bekymret os gennem livet, lige meget hvor store anstrengelser vi har gjort
for at sikre os - så slutter det. Og vi forlader livet sådan som vi kom ind
i det. Uden noget.
Selvfølgelig bekymrer vi os. Vi gør os umage med livet. Men set i det helt
store perspektiv - i Guds perspektiv - så er vi som blomsten eller fuglene
eller det fattige ørkenfolk. Udsatte. Overladt til at dø efter det ene korte
liv. Og set i det perspektiv har vi ikke andet at gøre end at le.
Gud skal nok sørge for os - lover Jesus - og vi får jo også stort set, hvad
vi har brug for - alt det vi beder om, når vi beder "Giv os i dag vort
daglige brød".
Men der er altid noget, der er vigtigere, noget der er større.
Og selv når vi ikke synes, vi får hvad vi har brug for. Når der virkelig er
grund til bekymring. Når sygdom hærger, når ondskab råder - så er der stadig
noget, der er vigtigere, noget der er større.
I dag er Maja blevet døbt. En dejlig lille pige, med søskende og forældre,
der elsker hende og et helt liv, der ligger og venter på at hun skal tage
fat på det. Men endnu større er det, at hun er døbt til at være Guds barn.
Der er slået korstegn for hendes ansigt og bryst - foran hele hende - til
tegn på, at hører sammen med Jesus.
Og vi lever - og kæmper og længes, elsker og slås, venter og håber, græder
og ler - men allermest er der grund til at le - den guddommelige latter, som
Gud ler sammen med os.
"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i
tilgift" sagde Jesus.
Set i det store perspektiv er det kun det, der betyder noget.
For tiden har Sidse Babett Knudsen hovedrollen i Beckets klassiker "Glade
dage", om kvinden Winnie, der langsomt bliver levende begravet i en
sandbunke, alt imens hun har travlt med sine daglige sysler og gøremål og
gør hvad hun kan for at holde humøret højt - indtil sandet dækker hende og
mørket afslutter alt.
Hvis det var sådan, var der ingen grund til at le, hvad enten vi havde meget
eller ingenting.
Men vi har mer. Vi er omgivet af Guds evighed. Vi er omgivet af Guds
retfærdighed. Vi er omgivet af Guds rige. Der er slået korstegn for os. Vi
lever i håbet og troen på, at det ikke er mørket, der afslutter alt.
Selvfølgelig bekymrer vi os her i livet. Men med evangeliet kan vi træde
lidt tilbage fra os selv - rette os op som blomster på kirkebænkene, synge
sammen som fuglene under kirkeloftet, le, som de folk, der ikke havde andet
at bestille - end at le. For vi er ikke omgivet af det endelige mørke men
lever og dør i Guds uendelige og evige lys.
Så må det gå som det kan. Når bare Gud ler sammen med os - som han gør det i
evangeliet i dag - gennem den søn, som fortalte historier og satte alting i
det rette perspektiv.
Amen.