Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Kruchov Sønderby
Prædiken til 15.s.e.Trin
Når jeg hører evangeliet til idag, melder der sig i mig to tanker eller
måske snarere følelser. Det ene er en ærgrelse, det andet en længsel.
Jeg ærgrer mig over at høre Jesus kræve det af mig som jeg ikke kan.
Han vil at vi ikke skal bekymre os. Han vil at vi skal se på himlens fugle
og markens liljer og være ubekymrede som de. Han vil at vi skal stole på at
Gud sørger for os i alt, selv hvad angår brød og klæ'r.
Jeg kan ikke være ubekymret.
Det umuligt når jeg ser hvordan så meget afhænger af at vi sørger for ting,
at vi bekymrer os om at så og høste, samle i lade.
Vore liv afhænger af om vi bekymrer os om hinanden.
Og denne tid, med terror, den der blev virkelig, hvor mange af os troede det
kun skete på film. Og så fortsættelsen, med rumlen af rygter om gengældelse
og troppebevægelser på flere kontinenter. I denne tid forsvinder bekymringen
ikke, den vokser og lever af alt det man læser, hører og tænker.
Men samtidig så længes jeg. Når Jesus taler om ubekymretheden, om Guds
omsorg for fugl og blomst, så længes jeg efter at det virkelig måtte være
sådan også for mig, ja for alle os, at enhver bekymring blev tavs. At
hjertet blev stille.
Der er sjældent ro til at et hjerte kan være stille.
Underligt somme tider hvordan uroen vokser. Over ganske banale ting, som det
at man skal nå det hele. Være alt det man gerne vil. Et voksent menneske, en
ansvarlig forsørger eller bare et nogenlunde godt og rart menneske.
Og i disse sære september regnvejrsdage som vi har haft, da har det været
nærliggende at tænke på landmændene når man er kørt forbi marker med brunt
korn, der drypper af væde. Hvornår mon de får det ind, det sidste af høsten.
Spørger man dem, så prøver de at se rolige ud, erfaringen lærer vel en noget
om tålmodighed, men mon ikke de bekymrer sig. Det er vigtigt at få brød på
bordet.
Men idag holder vi høstgudstjeneste og må høre på at Jesus siger at vi ikke
skal bekymre os.
Der er også en anden bekymring som presser sig på, nemlig bekymringen for de
elskede. Angsten for at kærligheden skal dø, forsvinde, rejse bort for
aldrig mere at lade sig se.
At elske hører sammen med bekymring, sådan må det være i en verden hvor
markens græs står idag og imorgen kastes i ovnen.
I en verden som ikke kan holdes fast.
Hvor nu er før, lige om lidt.
Når Jesus siger at vi ikke skal være bekymrede for vor sjæl, er det så fordi
han ikke ved at det er ødelæggende for vor sjæl, at vi elsker det flygtige
så højt?.
Siger han kun som han gør fordi han lever i en anden mere ubekymret tid en
vores, en tid uden trusler om krig.
Nej. Når Jesus siger det så gør han det til vor sjæls trøst. Han går imod
undergang og død.
Han peger på skaberværkets vidunderlighed. Det går hele tiden under, ja, men
det fornys også i samme hast.
Og vi mennesker, vi er mere end det. Midt i skabrværket som Gud elsker så
højt, her hvor han har sat sin krigsbue, regnbuen , som et tegn på at han
ikke mere vil lade jorden gå under, midt i det skaberværk, ser Han os, som
noget mere end det. Vi er hans hjertebørn.
Han er vor himmelske Far siger Jesus, og som Far kender han alt til at
bekymre sig om de elskede.
Og Han som selv elsker fuldent, vil at vi skal kende hans kærlighed som en
ubekymrethed, en lille bid af hjertero midt i vore liv.
Han vil at vi skal leve ubekymrede i tillid til at den kærlighed vil bære
os, også i sorgens mørke og i angstens dyb. Komme hvad der komme vil.
Jeg længes efter at mærke en vished om at det er sådan. Længes efter tillid
til Gud og den kærlighed der her er tale om.
Det er en længsel som man kan kalde tro. Det er den længsel kristentro lever
af.
Derfor er det at man går i kirke. For at høre et ord fra Gud, mærke et glimt
af Hans nærvær og fred ind i det liv der er givet èn at leve.
Ja, det vil sige. En gang imellem kan det også være at man går i kirke bare
for at hvile ørerne for en stund.
Men mest er det for omend kort, at tro at glæden er større end sorgen, livet
større end døden.
Vær ikke bekymrede siger Jesus, og der må vi hvile tanken.
Men hvordan nu det, hvad betyder det for den måde vi skal tænke om vort liv
på. Skal vi bare leve i nuet, spise god mad med vennerne, mens høsten får
lov at rådne på markerne.
Ja, dette spørgsmål er vel ekstra aktuelt her i dagene efter 11. september,
ihvertfald hvis man skal tro Jyllandsposten fra i fredags. Her kunne man
læse om hvordan dankerne er begyndt at sende hinanden post på internettet om
at huske at leve i nuet, for man ved aldrig om dette nu er ens sidste.
På baggrund af billeder af skyhimle, solnedgange, og sneklædte bjergtinder
kan man læse beskeder som "Livet er en kæde af glædesmomenter, det er ikke
kun overlevelse"
"Fortæl din familie og venner hvor højt du elsker dem"
og "derfor skal du ikke udskyde noget der bringer glæde og latter i dit liv"
Altsammen sandt og rigtigt, indtil World Trade Centers dobbelttårne viser
sig som baggrund for endnu en tekst og man mærker at bag det hele runger en
tone af undergang og destruktion.
At man skal leve nu, for imorgen kan det være for sent, er altid sandt og
altid ligeså usandt.
Usandt fordi vi ikke skal tvivle om vi får dage. Dem gir Gud os. Og er det
virkelig en dag slut med denne verden, så er det ikke fordi den går under
men fordi Gud gør den ny !
I disse sære regntunge septemberdage, har der været andet at se end våde
marker. Der har været regnbuer.
Regnbuer tegnet skarpt eller uskarpt op mod mørke skyer, i små glimt af sol.
Regnbuen som siden Noahs dage er tegn fra Gud på den pagt han har oprettet
med alt levende. At han aldrig mere vil lade jorden gå under.
Et løfte tegnet i farver.
Derfor skal vi ikke gå hen og bare blive bange og egoistiske nu-væsner som
prøver på at danse angsten ud af blodet.
Vi kan ikke gøre fra eller til med døden og tidspunktet for den. En dag er
det slut. Men vi kan gøre både fra og til med hver en dag vi får. Og havde
vi idag læst videre i evangeliet, ville vi få at se hvad Jesus brugte sine
dage til. Han brugte dem på at give fremtid til de mennesker han mødte på
sin vej mod døden.
Han helbredte mennesker, han gjorde døde levende og satte mennesker fri.
Fri til at leve med dem de nu engang var iblandt. Fri til at søge Guds rige,
det vil sige tro på at Jesus var Guds søn, og alt andet blev givet dem i
tilgift. Føden, klæderne og fremtiden.
Vi skal ikke bekymre os om imorgen, det har vi ingen glæde af, men vi skal
heller ikke tro at så findes imorgen ikke. Imorgen findes som Guds gave. Vær
ikke bekymrede.
Jeg vil slutte med at citere Martin Luther, for da han blev spurgt hvad han
ville bruge sin sidste stund på, hvis han vidste at om lidt ville jorden gå
under, da svarede han ; "Jeg vil plante et træ"
Amen