Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
15. s. efter trinitatis 01 i Horbelev og Falkerslev
Tekst: Matt. 6, 24-34
Salmer: 686, 263, 31-41, 6
Bekymringer trækker en negativ rente. De vokser sig små, hvis man kan lade
dem vente, har Piet Hein sagt med sit vanlige vid.
Og man nikker og trækker lidt på smilebåndet og ryster så lidt på hovedet og
tænker, at så let er det nu alligevel ikke. For det er svært ikke at bekymre
sig. Om pengene, om børnene, om helbredet om mange tusind små hverdagsting,
og lige nu også i disse dage om verdensfreden. Jo, der er sandelig nok at
bekymre sig for. Og så vover Jesus, at sige til os, at vi først skal søge
Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives os i tilgift. Dagen
i morgen skal vi ikke bekymre os for, den skal bekymre sig om dét, der hører
den til.
Men hvordan ? For selvom i morgen teoretisk set kun er en mulighed, så
vinker den allerede forude og farver den stemning der ligger over dagen
idag. Vi kender den der søndagsbekymring for ugen, der skal komme med
travlhed og krav, både dem vi kender og måske tror vi kan møde og så dem vi
endnu ikke kender, og som vi frygter, at vi ikke magter at opfylde. Og frem
for at opfylde dem , får vi altså at vide, at vi først skal noget helt
andet, vi skal søge Guds rige og hans retfærdighed. Hvor det rige så ellers
ligger og hvordan den retfærdighed ellers ser ud. Det siger Jesus nemlig
ikke direkte noget om i dag og hvordan skal man finde noget, man ikke ved
hvor er, eller hvordan ser ud ? Nu siger Jesus jo heller ikke, at vi skal
finde, men at vi skal søge, og det er nok ikke tilfældigt, at han udtrykker
sig på den måde. Måske siger han det fordi det at finde, hænger tæt sammen
med det at søge, så tæt måske, at vi allerede er begyndt at finde i samme nu
vi er begyndt at søge.
For at søge efter Guds rige må vel betyde, at vi tror, at det findes, og
hvis vi tillader os, at tro det, så hænger det sammen med, at vi selv er
blevet fundet, af ordet om Gudsriget.
Det er måske derfor nogle af os er blevet mere eller mindre afhængige af, at
gå til gudstjeneste. For Gudstjenesten er i sit væsen fest og sorgløshed
gennemtrængt af tillid til noget vi ikke ser, men håber og tror. Her kan vi
for et øjeblik samle os. Her hvor lys og musik og ord slår sammen om os,
skænkes vi en time uden for tid og sted, en time, hvor vi måske bare
fornemmer, dette ene, at vi er blevet fundet -med alt hvad det indebærer.
Lige her op af kirkebænkene gror mennesker som markens liljer og tankerne
kan flyve fuglehøjt og ugenert omkring. Her kan man møde længselen ansigt
til ansigt. Længslen efter Gud og længslen efter det menneske man virkelig
er bag de daglige bekymringer, der altid trækker i os. Her sidder vi måske
også med vores længsel efter en tabt uskyld og en oprindelighed i mødet med
andre mennesker, en hjertelighed, som gudstjenesten kan åbne og forny i os.
Hvis vi giver os selv lov til at give os hen til den.
Se til markens liljer og himlens fugle. De bekymrer sig ikke og dog er de så
meget skrøbeligere end vi. Fuglene skal have en bestemt slags næring for at
kunne leve, blomsterne skal have ganske bestemte vækstvilkår og må pænt stå
på deres stilke og håbe på at det hele kommer til dem, for de kan ikke gå
nogen steder hen og hente solen og regnen og hvad de nu ellers har brug for
at kunne trives.
Mennesket er anderledes smidigt skabt, mere tilpasningsdygtigt, vi kan leve
eller i hvert fald overleve under så utroligt forskellige vilkår. Vi er ikke
så udsatte som blomsten og fuglen og dog er vi langt mere bekymrede end de,
fordi vi har bevidsthed.
Sommetider kan man så undre sig over, at vi der lever i stor materiel
velstand og aldrig mangler det mest fornødne, ser ud til at bekymre os mere
end mennesker, der lever langt mere udsat end os og dog ved selv vi inderst
inde, at vi aldrig kan lægge så meget som et sekund til vores liv ved at
bekymre os.
Ingen af de mennesker, der blev ramt af katastrofen i USA i sidste uge,
kunne have undgået den ved at bekymre sig, de kunne have gjort så meget
andet. De kunne have pjækket fra arbejde, eller ligget hjemme med en regulær
forkølelse, de kunne have haft en tid hos tandlægen eller være blevet
forsinket i trafikken, hvor de kunne sidde og bekymre sig for, at de ikke
nåede på arbejde til tiden. Men de kunne ikke ved at bekymre sig have
undgået katastrofen.
Men er det overhovedet muligt for mennesker at lade være med at bekymre
sig, selvom vi ved, at det ikke hjælper ? Er det ikke simpelthen for meget
forlangt, at vi der er skabt med tanke og bevidsthed skal være så sorgløse
og så tankeløse, som markens liljer og himlens fugle, der bare lever fra
hånden og i munden, fordi det er det eneste de kan ? Når vi nu kan så meget
andet, der også indebærer tilbøjeligheden til at bekymre sig.
Jo, det er meget forlangt, men når Jesus stiller det krav til os, så gør han
det for at give vores liv det perspektiv, at vi ER lige så afhængige af
vores Gud og skaber, som fuglene og blomsterne. At også vi er helt
afhængige af dét, der kommer fra Gud, og for at hjælpe os til at kunne være
som fuglene og blomsterne, der ikke har tanke for i morgen, har Gud givet os
noget, som han ikke har givet dem, noget der skal være som balsam for det
bekymrede hjerte. Han har givet os sans for evighed.
I H.C.Andersens eventyr om snedronningen møder vi to små børn, Kay og Gerda,
der til at begynde med er præcis så sorgløse og ubekymrede som fuglene og
blomsterne. De leger bare og har det vidunderligt. Men så er det, at Kay får
en splint af et djævelsk troldspejl i øjet og begynder at forandre sig og
bliver urolig. Han bryder sig ikke om blomsterne mere, og Gerda driller han
og får til at græde. Han vil noget andet og mere. Han vil dét, der er mere
spændende, det der er hurtigere og sjovere og vildere end venskabet med
Gerda. Og da er det han kommer op at køre. I bogstaveligste forstand. Op at
køre med den kolde snedronning, der er ved at tage livet at ham , da Gerda
efter lang tids søgen finder ham. Men i samme øjeblik han bliver fundet, går
også det vanskelige puslespil op, som snedronningen har sat ham til at lægge
af skarpe isstykker. Helt af sig selv danser isstykkerne på plads og danner
ordet evighed. Evigheden kan man ikke selv finde, den skal man findes af.
Evighed er det ord som overtrumfer snedronningens eller dødens iskolde magt
over os, og som ved sin blotte lyd giver os et håb om et mere, der ikke er
vores, et mere, der ikke kan bekymres frem - i hvert fald ikke af vores
bekymring for os selv og hinanden, men måske nok at Guds bekymring for os,
sådan som den viser sig i hans utrættelige kærlighed til os. Selv evigheden
har han lagt i vore hjerter og det vel den, vi dybest set altid bekymrer os
for, fordi intet af det vi kan stille med er evigt og - vi ved det.
Ligegyldigt hvilken maske vores bekymring tager på, så har den dér lige
under masken et ansigt, der bekymrer sig for den evighed, der ikke er vores,
den evighed, som vi kun kan få ét sted fra. Nemlig fra Gud. Hvis han ellers
vil give os den.
Og det er lige dét han vil. Det er dét han har gjort. Og han har gjort det
på den mest utrolige og samtidig mest troværdig måde af alle, nemlig ved
selv at blive skrøbelig, jordisk og kødelig som os i Jesus Kristus, og så
lade evigheden komme til os netop fra ham. Så meget er vi værd for Gud, at
han finder os med sit rige og sin kærlige retfærdighed, lige her midt i
verden og al dens ukærlige uretfærdighed.
Vi kan ikke få vores bekymringer til at vokse sig små og trække negativ
rente ved at lade dem vente, men vi kan lade Gud tage dem fra os med renter
og renters rente. Amen