Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Holmstrøm
12.s.e.trin 2001
695 Nu vågne
263 Kom Gud Hell
436 Guds søn ( i Gimsing)/
/877 Vi rækker ( i Vestre)
--
778 Rør ved vort hjerte
864 Som korn fra …
339 Op dog Sion
Løsesum blev du for alle de mange
Og for den ene, som ingen kan nå,
Frihed og fred for den gældbundne fange
Modet for alle de bange og små.
Jeg forstår mig ikke meget på helbredelser. Men jeg aner noget omkring forvandling og at mennesker kan gå anderledes ud af en situation end de kom ind.
Jeg forstår mig ikke meget på mirakler, som vi ser på TV2, hvor kvinder ryster og får deres gode helbred igen. Eller hvor mænd får synet tilbage. Men jeg aner og tror fortsat på at Gud kan ændre os til det bedre.
Som kristne kan vi ikke udelukke mirakler og Guds direkte indgriben og forvandling fra syg til rask. Og selvfølgelig fascinerer det mig, som det fascinerer mange andre – det viser jo også seertallene. For det er naturligvis som at tænde et lys i natten – et håb at give til de syge og svage. Ligesom det jo overordnet set er at skabe en forventning om at Guds rige endegyldige komme er nært forestående. Det rige, der tales om bl.a i Johannes Åbenbaring, hvor der ikke længere skal være sygdom, skrig og smerte, men at alting bliver nyt. Og tanken om den hurtige udfrielse af trængsler, sygdom og dårligdom er jo også noget der passer godt ind i vores livsrytme. Det kan være svært at vente på jordens forløsning, og Guds rigets komme, når man som i dag er vant til at tingene går hurtigt og effektivt. Det er svært at opretholde troen på at Guds sædekorn, langsomt og stille skal vokse og virke i blandt os i dag, hvor pulsen i samfundet er høj og vi ser, hvor stærkt det hele går omkring os.
Jeg skal ikke gøre mig klog på mirakler. Men jeg kan sige noget om, hvordan de hører hjemme i det nye testamente og derfra trække nogen tråde til i dag.
For det første står det klart i det nye testamente, som vi også har hørt i dag, at Jesus blev forbundet med mirakler. Men, der var også noget specifikt ved Jesus og det var at han lignede et almindeligt menneske. Og hvordan skal man som alene menneske slå en verdensomspændende sag an i en tid uden reklamer og internet. Hvordan skulle han vise, at han var noget særligt? Ja, det gjorde han så i første omgang ved at udføre mirakler. Van til vin. Et brød, mange brød. Undergerninger og helbredelser. Men det bliver lige så tydeligt, at han hver gang, han har udført et mirakel og folk vil gøre ham til konge, så forsvinder han. Eller han siger, I tror kun, fordi i ser tegn. Salige er dem, som tror uden de har set tegn eller undere. Hans mål var aldrig miraklerne, men derimod den indre tro på at han var Guds søn. Troen på at han som kærlighedens søn ville forene Gud med mennesket og menneskene med hinanden. Og som middel hertil brugte han altså mirakler. For selvfølgelig kan Guds søn udføre mirakler.
Det bliver ligeså tydeligt i det nye testamente, at Jesus giver denne mirakelevne videre til sine apostle. Magt til at uddrive dæmoner og til at helbrede sygdomme. Men alle disse tegn og mirakler til de første apostle, var jo altså også til steder, hvor evangeliet blev forkyndt for første gang. Og hvor miraklerne skulle tjene til, hvad skal vi sige, opløsning af et lovmæssigt bundet verdensbillede, for at troen på noget nyt kunne vinde indpas.
Selvom vi nok i kirken kunne bruge et mirakel som trækplaster engang imellem, så er mirakler af denne type langtfra hvad vi ser i vores hverdag i dag. Selvom vi som før sagt ikke kan udelukke dem. Når miraklernes tid således i dag – for mig at se – er runden ud, så ser jeg det i sammenhæng med at os der lever i tiden efter Jesu død og opstandelse har fået et andet syn på både død og sygdom. Er døden ikke vores endeligt, men derimod håbet om det evige liv, da er døden og sygdommen heller ikke vores største fjende. Derimod har troen på Guds kærlighed, der aldrig ophører, gjort at mange mennesker, har kunnet acceptere, når lægerne har givet op. Og dermed fundet en fred i at overgive sig i den levende Guds hænder – også i den sidste stund.
Vi er en utålmodig slægt og en generation, der har svært ved at udskyde til i morgen, hvad vi kan få i dag. Ind i vores tids tankegang og flirten med det overnaturlige har troen på de hurtige forvandlinger, mirakler, måske en god klangbund! Frem for sædekornets langsomme vækst.
Kongelig konfessionarius. Thodberg, som jeg har haft på universitetet, tolkede det nye testamentes helbredelsesberetninger i lyset af dåben. Mennesket kom da i dåben – ikke med tomme hænder – men som besat af det onde. I dåben foregik der så en eksorcisme, hvor præsten helt konkret blæste/pustede på barnets ansigt for at drive det onde ud, og døbte derefter barnet, som så i stedet modtog Helligånden. Guds ånd. Og blev dermed sat ind i en anden ramme. Og Helligånden skulle så virke i barnet, omkring barnet i samklang med den øvrige menighed.
Vi har i dag svært ved at se en baby som besat af det onde. Men det at føle sig låst fast, som også manden i dagens tekst i overført betydning. Det at være bundet og låst, så vi ikke gør det gode, vi gerne vil, det kender vi alle sammen.
Sådan står der også en scene klar for mit indre blik fra filmen: Italiensk for begyndere. Den kunne lige så vel have heddet livet for begyndere, for den handler om en gruppe mennesker, der er låst fast af forskellige mennesker, der står bag dem. Og ”livet for begyndere”, det ender filmen med. Men der er så at sige ikke meget liv til at begynde med. For alle hovedpersonernes planer, håb og drømme hindres af alkoholiske forældre, egoistiske forgængere og meget mere, som man må se filmen for at opdage.
Den allermest hindrede og fastspændte er den unge pige: Olympia, som er skadet fra foster af af morens alkoholforbrug. Hendes skade består i at hun taber alting, og har svært ved at styre sine bevægelser. Alt sammen noget, der hindrer hende i at leve sit liv. Hun har dog haft en livsgnist til at gå på med krum hals. Men en dag ramler det hele for hende og hun ser vel, at det aldrig kan blive anderledes end at hun for altid må være spændt i en sin sygdoms svære net. Det kammer alt sammen over, da hun en dag i bagerforretningen vælter en bakke med tebirkes, med en bakke æg ned over det hele. Da drejer hun nøglen om og cykler hen til kirken – møder præsten og siger:
Jeg har tabt tebirkes
Jeg taber alt ting
Jeg kan ikke holde orden på noget som helst
Jeg kan ikke skrive
Og jeg har blå mærker både på ben og arme.
Jeg har arbejdet 43 steder siden jeg gik ud af skolen. For efter 3 måneder så finder de ud af, hvor slemt det er med mig. Og så bliver jeg fyret.
Jeg har jo kun været hos bageren så længe, fordi jeg lagde penge i kassen selv, for alt det som jeg har tabt……..
Jeg kan ingenting.
Præsten kikker varmt på hende. Og siger: jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig. Men jeg kan give dig en serviet. Og en lille kop kaffe. Og hun smiler lidt da han siger: jeg kan desværre ikke gi´ dig en tebirkes for der er nogen, der har spildt æg ud over dem alle sammen.
Olympia, som filmens hovedperson, taber al ting. Som billede på mennesket, i det nye testamte som i dag. Mennesket, der som i dåben, om vi forstår det som besat eller med tomme hænder. Men som har behov for kærlighed og tryghed. Til at der er nogen, der tager sig af det, som der var nogen der tog sig af Olympia.
Og sådan er filmens svar på vores indespærrethed i dag. Vores fastlåsthed og mislykkethed. Svaret er fællesskabet. Et fællesskab, hvor vi tager os af hinanden og lader kærligheden råde. Svaret er ikke miraklet at der i mennesket sker en forvandling, som et pludselig mirakel. Men svaret er som Guds rigets sædekorn, der langsomt i kærlighedens navn vinder indpas i fællesskabet og forandrer og åbner verden for de mennesker, som føler sig ramt.
Svaret var ikke et mirakel fra syg til rask. Men svaret var lige så lille som et sædekorn. Svaret var en serviet og en kop kaffe. Et svar og en omsorg, der gjorde at Olympia kunne cykle fra præsten i anden tilstand, end da hun kom dertil. Der var sket et mirakel. For hun havde igen fundet livsmod og tro på at hun kunne bære og leve i verden på trods af hendes sygdom.
Sædekornet, som grundlag for Gudsrigets langsomme vækst i verden passer ikke ind i samfundets pulserende rytme. For vi vil gerne se hurtige resultater. På det ydre som på det indre plan. Men sædekornets beskaffenhed er ikke af en art, der har benhårde markedsfremstød. Er Gud kærlighed? Og var sønnens opgave at vise Guds veje? så har kærligheden i dag som dengang ikke andre muligheder end at vente på at vi vil tage imod. Kærligheden kan som vi ved det ikke tvinge sig frem, den må altid tålmodigt vente på at blive taget imod. Derfor må vi også, som Olympia, eller som den døvstumme i dagens tekst, bede om hjælp hos Vorherre!
Bede om hjælp til at blive løst af alt det som binder os og hindrer os i at være kærlige væsener – og derfra forsøge for fremtiden at være medarbejdere på Gudrigets komme. Og dermed være med til at give kærlighedens sædekorn gode betingelser.
Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden – mirakuløst - og dog føler den, som er ramt af kærlighed nok det selv, som om at kærligheden er livets største mirakel. Amen.