Dead Man Walking (Polygram Filmed Ent. 1995. Spilletid 117 min.)
Jeg blev forbavset over konfirmandernes optagethed af denne film. Den er egentlig slet ikke lavet til 14-årige. Dertil er den for rolig og for lidt action-orienteret. Det meste af dens billedflade bruges på ansigter, der taler sammen. Men dens historie rammer åbenbart noget, som folk i konfirmationsalderen kan forstå. Og historien med dens karakter af "nedtælling" til nulpunktet - afgørelsens time, hvor der skal tales sandhed, ligemeget hvad - er åbenbart noget, der rammer en nerve hos dem. Der var bomstille i konfirmandstuen mens filmen kørte!
Et problem er filmens længde. Den varer næsten to timer, hvilket er mere end en normal dobbelttime kan gabe over. Især udelukker det samtale og diskussion bagefter. Så du bliver nødt til at 'klippe den over' i to halvdele, idet du lader omhyggeligt noterer minuttallet på videoens tæller - og begynder et stykke tid før dét næste gang. Men det betød intet for børnenes optagethed af dens indhold.
Historien:
Vi er i en mindre by ude på landet i de dampende varme Sydstater i USA. Et samfund præget af traditioner, gammeldags moralbegreber og enkle livsværdier. En ung mand, Matthew Poncelet, er dødsdømt for voldtægt af og mord på et ungt teenage-kærestepar - en forbrydelse af den slags, der vækker alles had og afsky. Nu sidder han i sin celle og venter på henrettelsen. De dræbtes efterladte og lokalsamfundet råber på retfærdighed og hævn. Tiden rinder ud, og Matthew skriver et desperat brev til en socialt engageret katolsk ordenssøster, Helen Prejean.
Filmens fortællemæssige omdrejningspunkt er spørgsmålet om Matthews skyld. Han hævder selv at være uskyldigt dømt, og at det var den ældre kammerat Carl, der begik den forfærdelige forbrydelsen med Matthew som forvirret og beruset tilskuer. Og Carl har ad juraens veje og vildveje 'kun' fået livsvarigt fængsel.
Skyldsspørgsmålet er samtidig fremdriften (til daglig kaldet "spændingsmomentet") i filmens fortælling. Bliver Matthew henrettet, eller vil hans appel gå igennem i sidste øjeblik? Og får søster Helen held i sine bestræbelser på at få ham til at fortælle sandheden om de skæbnesvangre begivenheder den nat, de to unge døde? Og hvis hun gør, hvad er så sandheden? Hvor meget eller hvor lidt havde Matthew del i forbrydelsen?
Søster Helen påtager sig opgaven at være Matthews eneste besøgsven og forbundsfælle i en verden, der af hjertet ønsker ham død. En opgave, der langtfra er let. Ikke blot møder hun fordømmelse fra omgivelserne (både i og udenfor fængslet) - hendes egen familie tager også afstand fra hendes engagement. Mange omkring dem misforstår deres bekendtskab. De ser kun det ydre. De tror, at hun mener sig i stand til at tilgive manden, eller at hun måske endda ser gennem fingre med hans ugerning. De tror, at søster Helen er der på egne vegne, måske fordi hun trænger til spænding i sit liv. Men Helen besøger ikke Matthew af medlidenhed og har det meget svært ved sin opgave. Hun oplever selv, at hun er der på vegne af Kristus, som formidler af den frelse og tilgivelse, som mennesker (inklusive hende selv) ikke kan give ham. Det er altså ikke hendes eller andre menneskers tilgivelse, hun er kommet for at give ham, men Guds.
Matthew selv gør heller ikke denne opgave let. Han er ustruktureret oprørsk og vil ikke høre tale om, at han selv har lod og del i sin skæbne. Han forbander alt og alle: samfundet, drikkebroderen Carl, forældrene til de to døde unge og sågar selve de to ofre. Det er deres skyld, at han sidder her, ikke hans egen. At Matthew generelt taler som en neanderthaler og benytter sine få chancer for offentlighed til at forsikre pressen om sin beundring for Hitler, gør ham heller ikke nemmere at hjælpe. (Dette er for øvrigt muligvis én af grundene til filmens effekt på konfirmander. Matthew minder dem om noget, de kender fra deres egen verden - klassens uvorne dreng, der hellere vil flække en arm på langs end indrømme, at det var ham, der piftede Malenes cykel …)
Matthew er ikke Guds bedste barn, men søster Helen repræsenterer Kristi grænsebrydende kærlighed. Hendes ansigt spejler sig rent bogstaveligt i hans ca. 67-69 min. henne i filmen.
Først i den sidste halve time inden henrettelsen - mens viseren på uret ubarmhjertigt kryber frem mod midnat, tidspuntet for dødssprøjten - vedkender Matthew sin skyld. Ja, det var ham, der skød drengen. Og han var osse med til at voldtage pigen.
Tilståelsen har en forløsende effekt på både ham selv og søster Helen. Matthew er ikke blevet gladere for udsigten til sin snarlige død - på vej til henrettelsen synker han på et tidspunkt i knæ af angst. Men alligevel kan han nu møde døden med oprejst pande og i fuld bevidsthed. Han benytter sine sidste ord til at vedgå sin skyld overfor de efterladte, der iagttager henrettelsen gennem en glasrude.
I filmens sidste scener drages visuelle sammenligninger mellem Jesu død på korset og Matthews død på briksen i dødskammeret.
Filmen er et stærkt indlæg mod dødsstraf. Og den illustrerer, hvordan Gud er i stand til det, som intet menneske kan. Han tager imod enhver, som tror på ham og tilgiver selv den værste ugerning af alle! Filmen belyser, hvor stor Guds tilgivelse er. Han frelser enhver, som vil tage imod ham. I det hele taget er dette en kristen film. Dens tema er Guds tilgivelse, set i kontrast til menneskers.
En enkelt svaghed, set fra en konfirmations-pædagogisk synspunkt: En af søster Helens kritikere er fængselspræsten - og i sin iver efter at tegne skarp kontrast mellem hende og ham kommer filmen til at gøre ham mere stupid, end godt er. Han indfrier alle de sædvanlige stereotyper om den ubøjelige og fordømmende præst. På et tidspunkt udveksler han og søster Helen skriftsteder, han citerer Gamle testamente, hun det Nye. Som om den gamle pagt og den nye geråder i skænderi. Og som om en fængselspræst ikke kender NT og evangeliet, men har brug for en udefra kommende nonne til at fortælle ham om netop dét.
Når du introducerer filmen for konfirmanderne er det vigtigt, at du ikke 'lukker katten ud af sækken'. Hvis du på forhånd fortælle dem, hvordan filmen ender, tager du det meste af filmens effekt bort. Lad fortælling rulle sig selv ud, og sig blot: "Filmen handler om en mand, der måske-måske ikke har gjort noget helt forfærdeligt. Og nu skal han henrettes. Men fortjener han en dødsdom? Det er hvad vi skal finde ud af …"
Jeg har selv følt, at de unges interesse voksede, da jeg nævnede, at filmen er bygget på en virkelig forbrydelse, som ordenssøsteren Helen Prejean senere skrev en bog om. Den har samme titel som filmen.
Forslag til diskussion efter filmen:
· "Dead man walking" er det råb, der lyder på dødsgangen, når en fange føres til henrettelsen. Men ordene er dobbelttydige. I amerikansk gadeslang omtales en frifindelse i retten ofte med udtrykket "he walks". Så titlen kan osse oversættes som "den døde er frifundet". I hvilken forstand kan man sige, at Matthew blev "frifundet"?
· Hvad mener I om dødsstraf? Var det i orden, at Matthew blev henrettet?
· Mener du, at der er ting, som ikke kan tilgives?
· Har du prøvet ikke at ville tilgive nogen?
· Har du gjort noget, som nogen ikke kunne/kan tilgive dig?
· Tror du, at Gud kan tilgive alt. Eller er der er ting, som Gud heller ikke kan eller skal tilgive?
· Tror du, at Gud frelser alle, der vil tage imod frelsen. Eller er der mennesker, der har gjort så slemme forbrydelser (nævn evt et aktuelt eksempel fra pressen), at det ikke kan lade sig gøre?
· Tror du, at Gud vil tilgive og dermed frelse dig, hvis du ikke selv kan tilgive andre?
Relevante bibelsteder:
Salme 23 (Hos Gud kan vi finde trøst, selv i det mest ensomme og angstfulde øjeblik. Citeres direkte i filmen.)
Matt 12, 31 (Gud kan tilgive alt, på nær en bespottelse af Helligånden. Men hvad vil det sige at spotte Helligånden?)
Matt 18, 21 - 35 (især 35) (Hvis vi ikke tilgiver "af hjertet", vil Gud heller ikke tilgive os.) - jvf Matt 6, 12 (Hvis vi ikke kan tilgive mennesker, kan Gud heller ikke tilgive os. En af bønnerne i Fadervor.)
1. Joh 1, 9 (Gud kan tilgive alt - hvis vi bekender vore synder.)