Sofies verden (1999 NRK Drama/Filmkameraterne AS/SF Norge. www.sf-film.dk)
Filmen varer cirka 1 time og 40 minutter, hvilket skaber et problem i forbindelse med konfirmationsundervisningen. Den fylder faktisk en dobbelttime helt ud, så der kun er meget lidt tid til at snakke om dens indhold.
Bortset fra det er den særdeles velegnet til 14-årige. De genkender meget om sig selv i pigen Sofie (med den gryende trang til at tænke selv og undersøge tilværelsens store spørgsmål) - og om deres forældre, der er elskelige men ved gud osse temmelig fjollede. Og bøvl med skolelæreren, der vist ikke helt forstår, hvad der foregår i den videbegærlige elevs sind. - Og så er filmen fuld af oplevelser og farver, der holder opmærksomheden fanget, selvom den egentlig osse er lidt for lang til folk på 14.
------
15-årige Sofie oplever en vågnende undren over livet og aner en større sammenhæng bag livets ydre fænomener. Med sin bedste veninde leger de med tilværelsens mysterier gennem 'Ånden i glasset': "Vis dig, vis dig, vis dig!" "Man må være åben for det ukendte," siger hun til sin mor. Hun bliver kontaktet af en gådefuld ven, filosofilæreren og vejlederen Alberto Knox, der tager hende med på 'guidet tour' i filosofiernes og idéernes verdenshistorie. Filmen handler om deres relation til den ligeså mystiske faderfigur, Albert Knag, der er major i en FN-styrke i Mellemøsten. Allerede de to navne - Alberto Knox og Albert Knag - antyder en hemmelighedsfuld sammenhæng mellem de to mænd.
Sofie og hendes excentriske, men osse kloge og forstående, vejleder Alberto Knox, gennemgår vidt forskellige følelser og holdninger til den fjerne Major. Deres søgen har fast omdrejningspunkt i "Majorhytten" (!), hvor et magisk spejl er overgangsstedet til en anden virkelighed. I spejlet ser Sofie en mærkelig pige, der synes at være hendes egen dobbeltgænger - og så alligevel ikke er det. Den anden hedder Hilde Møller Knag. Men Sofie skal passe på med at komme for tæt på pigen i spejlet. Hun får 'stød', når hun prøver! Hun skal med andre ord dy sig for at komme for tæt på virkeligheden.
Filmen drejer sig om forholdet til Majoren. Gennem hele filmen søger Sofie og Alberto Knox efter ham, de undrer sig over hans mærkelige meddelelser, de frygter ham og søger at forstå ham. "Hvem er han?" spørger Sofie ved middelalderens begyndelse. "Man ved aldrig hvad han kan finde på - han er vores skaber!" siger Alberto, da oplysningstiden indtræder. På et tidspunkt benægter de sågar, at Majoren overhovedet er til. Samtidig bliver det stadig mere klart, at han har nærmest ubegrænset magt over dem, så meget så det ligefrem bliver nødvendigt for Alberto at råbe "Majoren er ikke Gud!" (netop på det tidspunkt, hvor fritænkeri og ateisme begynder at optræde i filosofierne.) Hen mod filmens slutning lykkes det dem at gå gennem spejlet i Majorhytten, hvorved de kommer ind i den virkelige verden. Men den er for meget af det gode, for nu bliver det åbenbart, at de ikke hører til der. De er og bliver elementer i Majorens store fortælling, der skal bringe visdom ("Sofie") til hans datter. Til slut søger Alberto og Sofie ganske enkelt at undslippe Majoren, idet de flygter tilbage til "Sofies verden", retur gennem spejlet.
Majoren er et billede på Gud, der ofte fremstilles i Bibelen som en kongefigur - Hærskarers Herre. Det er han også i filmen, hvor han er omgivet af sin "fredsbevarende styrke" og hele tiden ledsages af bibelske motiver, for eksempel en fåreflok. Filmens påstand er, at al menneskelig filosofi og sandhedssøgen er startet af Gud (de to hovedpersoners søgen udgår fra Majorhytten), og at den i grunden stræber efter Gud.
Filmens hovedpersoner opdager lidt efter lidt, at de i grunden ikke eksisterer. De er figurer i en række filosofi-pædagogiske breve, som den fjerne Major har glæde af at skrive og sende til sin elskede datter Hilde. Majoren ler fornøjet af skaberglæde, mens han digter en pige ved navn "Sofie" og en lærer ved navn "Alberto Knox". At de således er spundet ud af en forfatters fantasi og laptop-tekstbehandler, er en opdagelse, der i første omgang gør de to "figurer" både sorgfulde og bange. Men efter deres 'flugtforsøg' opdager de, at det i sig selv er en form for "evigt liv" at være beskrevet og digtet af nogen. Med andre ord: Selve dette: at være tænkt af Gud, er evigt liv. Vi 'eksisterer' egentlig ikke - ikke på egen hånd og med mulighed for rømning - men vi er alligevel til, fordi Gud har opfundet os. De spørgsmål, der satte historien igang - "Hvem er du?" og "Hvor kommer verden fra?" - har med andre ord ledt Sofie hele vejen til sand visdom om Gud, da hun accepterer sin verden på hans præmisser.
Filmen slutter med en glad Sofie, der går rundt i festlige omgivelser og hilser på nye venner, der tæller adskillige eventyrfigurer og kendte skikkelser fra verdenslitteraturen.
Alt dette kan virke opstyltet og fortænkt, når det bliver nedskrevet i kort form (som her), men det fungerer faktisk i denne tiltalende film, der ganske vist bør følges op med fælles samtale og diskussion og måske gensyn med enkelte passager i næste time med samme hold.
Diskussions-emner:
Hvilke grunde er der til at anse Majoren for et symbol på Vorherre? Hvilke 'guddommelige' træk har han?
Hvad er forskellen mellem Alberto Knox og skolelæreren Jacobsen? ("Han slår mig ihjel for ikke at have skrevet stil!")
Hvilken udvikling gennemgår Sofie i løbet af historien? (For eksempel i skoleklassen?)