Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lars Mandrup
Søndag Seksagesima (II) - 3.2.2002 - Lars Mandrup, Risskov kirke
Tekst: Markus 4,26-32
Salmer: 642 - 840 - 137 / 278 - 863 - 359
I.
"Naturen ligger i dvale", siger vi om naturen på denne årstid. Selv om dagene nu allerede er blevet længere,- så mærkbart at vi kan både se det og føle det, så ser naturen ud til at ligge livløs og uvirksom hen. Men sådan forholder det sig kun tilsyneladende. Om så jorden havde været bundet af både frost og sne, så er det fuld af liv dernede. Frøene og spirerne i jorden gør sig parate til en sand eksplosion, som gentager sig år efter år, til et gennembrud på en gang voldsomt og forunderligt, at vi betages gang på gang, som om det var allerførste gang vi så det!
At alt dette sker, kan naturligvis forklares og videnskabeligt blotlægges, og set fra den synsvinkel må det, der sker omkring os, kaldes 'naturens gang'. Der er en 'naturlig forklaring' på dette som på så meget andet, der sker.
Men når Jesus bruger dette naturbillede som et billede på Guds rige, så sprænges billedet og er ikke længere tilstrækkeligt. I naturen findes der en naturlig forklaring, men det gør der ikke på Guds rige. Der er ingen menneskelig forklaring på, hvordan det rige opstår, hvordan det vokser, hvorfor det i det hele taget er her.
Religionsforskere og religionspsykologer kan finde frem til, at der er en grundlæggende trang eller et fundamentalt behov for mennesker til at søge ud over sig selv. Der bor en stræben i os efter noget højere, som man kalder noget transcendentalt eller noget metafysisk, og vi reagerer religiøst.
Vi kan også lægge råd op om, hvordan vi får flere mennesker til at komme i kirke og til kirkelige arrangementer, og hvad der skal til for at lokke folk frem. Og vi kan oprigtigt glæde os over, når så også mennesker faktisk kommer i kirken. Men den slags tal og statistikker er noget ydre, noget måleligt som vi gerne vil have og kigge på og glæde os over, og vi kan bruge det til at finde ud af, hvordan vi bedste kan indrette os i kirken.
Men det har intet med det Gudsrige at gøre, som Jesus taler om i de to små lignelser i dag, og som han ustandseligt prædiker om. Ja i Markusevangeliet, som evangeliet i dag er fra, er de allerførste ord af Jesus ligefrem: "Tiden er inde. Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet!"
Kristendommen handler om det, og ikke om noget som helst andet. Det rige er der; det kan ikke ses; det kan ikke forklares; ikke måles med tal og kurver. Og alligevel drejer alting sig om det! At det hverken kan ses eller forklares, formindsker ikke det mindste det riges betydning. Det, som hverken kan ses og som der ikke kan gives en naturlig forklaring på, rummer en kraft af de allerstørste dimensioner, det rummer eksplosive kræfter.
Det får mennesker til at se ud over sig selv og glemme sig selv. Det får os til at tænke, at det ikke bare er mit eget velgående, min egen lykke eller min egen velfærd det drejer sig om, men også min både nære og fjerne næste. Det får mennesker til at se den nødlidende næste overalt på kloden og opleve sig fælles med det om livet og det, som vi har fået at gøre med.
Det får mennesker, som er dybt nedbøjede af sorg og i meningsløshed til at rejse sig igen med nyt håb og en ny tro på livet. Det får os til at se en ny begyndelse der hvor vi troede, at vi var nået til den yderste kant, og at begynde forfra der hvor vi synes, at det hele var spildt og tabt og alle udveje var lukkede og spærrede. Det kan ikke ses, ikke forklares. Men det er der! Og det er forunderligt!
II.
Men det er da ikke spor underligt, at vi engang imellem kan blive både modløse, trætte og tvivlende. Det er ikke så sært, at vi ind imellem kan miste perspektivet og måske krumme os lidt vel meget sammen om os selv og vore egne gebrækkeligheder. For vore sanser er nu engang sådan indrettet, at de først registrerer og måler det, som er nærmest, så at udsigten til alt det, som er fjernere, bliver spoleret.
Hvor bliver det da, det rige, som Jesus så vedholdende talte om? Lige som vi troede, at det var lige om hjørnet, så var det der slet ikke alligevel. Det er som et frø, som et sennepsfrø, tilsyneladende så lille og uanseligt,- som det rene ingenting. Eller rettere: Guds rige er ikke bare som et frø. Det er som en mand, der har tilsået sin jord; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden han selv ved hvordan. Altså Guds rige er ikke blot noget passivt, noget statisk. Men som en mand, der gør noget, der foretager en handling, og som siden trækker sig tilbage.
Derfor er det en misforståelse at tro, at Guds rige er en laden stå til, at lade det hele sejle, som det nu bedst kan. Guds rige er noget dynamisk og kraftfuldt, noget som ustandseligt er i bevægelse, i vækst og i fremgang. Der skal sås, der skal lægges noget i jorden, i graves ned som en død kapital, men sås så det kan vokse. "Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kærne i akset".
Af sig selv - hedder på grundsproget 'automate'. Ikke automatisk i den lidt fantasiløse forståelse, som vi udtrykker med et let henkastet "det skal såmænd nok gå alt sammen". Men 'af sig selv' i modsætning til vores indsats og anstrengelser. Lignelsen siger os således også noget om, hvor vi skal lægge vægten i kirkens arbejde: Vi skal så. Vi skal give rundhåndet videre af det evangelium, som vi selv har fået betroet. Det kan ikke nytte, at vi siger, at det kommer ikke andre ved. Det kommer ikke andre mennesker ved, hvad vi tror. For tro er jo en privatsag, som man siger. Nej det er troen ikke. Det er en glæde, som skal deles med andre, rundhåndet og rigeligt og gerne. Det er det, vi skal gøre fremfor at vurdere, dømme og bedømme
Det er nyttigt og frugtbart for en præst at meditere over, når man ser hen over sit arbejde, og hvor man kan spørge sig selv, om alle anstrengelserne overhovedet nytter noget. Men det er også nyttigt for en menighed at meditere over, både når vi tænker på, hvad vi i grunden skal med det hele, når vi laver planer og formålsbestemmelser for alle vore aktiviteter.
III.
Sidste søndag handlede evangeliet om hvedekornet, som lægges i jorden og dør og kun sådan bliver det hele til nyt liv. Dette billede blev brugt om Jesus, om hans liv og skæbne, som en slags forklaring på, hvorfor han, der selv bragte det rige, som han forkyndte fra først til sidst, skulle lide og dø. Hvorfor han ikke bare kunne sætte det i værk, starte bevægelsen, få gang i den, så at det til sidst var hjemme - sådan som de fleste af hans samtidige forestillede sig det. Og som måske også mange af os i dag kunne tænke.
Men billedet af hvedekornet rækker videre. Det er ikke bare et billede af Jesu skæbne. Det er et billede på livets vilkår og på de livsvilkår, som hver af os har. Der går ikke nogen lige vej fra jord til himmel. Men kun i kraft af underet, det under som også rummer lidelsen og smerten, ja tabet, kun i kraft af Guds rige, er himlen en virkelighed.
Men så er det også den stærkeste virkelighed, der findes.
Amen.