Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til Skærtorsdag 20/4-2000
Tekster: 1. kor 11,23-26; Joh 13,1-15
Salmer: 426,1-6 - 364 - 417 / 418 - 365 - 167,7 - 425
-----
Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig, sagde Jesus til Simon Peter.
Jesus vaskede deres fødder.
En ydmygende handling for datidens folk. Sådan noget gjorde kun slaver, kvinder og børn. - I dag ville vi vist også betakke os, hvis vi blev kommanderet til det.
Men Jesus som Herre og Mester gjorde!
Peter spørger da også forundret: Herre, vasker du mine fødder?
Jesus vender op og ned på forholdet mellem mennesker.
Den største skal blive som den mindste. Herren og mesteren som den, der tjener.
Dette guddommelige menneskesyn trænger vi dagligt til at lade os påvirke af og lade os om jeg så må sige inficere af og fastholde som det sande.
Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig, sagde Jesus til Simon Peter.
Jesus rejser sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig.
Sådan som denne umiddelbart almindelige handling beskrives, lægges der op til, ja, forudgribes Jesu død og opstandelse. At lægge sin kjortel betyder at give sit liv.
Forestillingen kan begynde,
for Jesus stiller sig foran og tager skraldet,
påtager sig døden frivilligt,
tager en tjeners skikkelse på,
lægger sig som en fodskammel under vores fødder,
gør os mennesker guddommelige,
giver os lod og del med Gud.
Og det kan kun Han gøre, som er ét med Gud Fader, himlen og jordens skaber.
Af kærlighed til os blev Gud menneske, og derfor kaldes Jesus Guds søn.
Af kærlighed til os gjorde Gud sig lille for at vi skulle blive store.
Af kærlighed til os ofrede Gud sig på korset i døden,
for at vi skulle få evigt liv.
Af kærlighed -
Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.
Af kærlighed -
ikke kærlighed som et begær efter tilfredsstillelse
ikke kærlighed som noget man kan forhandle sig til
ikke kærlighed som noget man kan kræve af andre for sin egen lykkes skyld,
men en kærlighed, der giver slip på sit eget.
Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig, sagde Jesus til Simon Peter.
Han tog deres fødder - vi ved jo godt, at hvis nogen tager vores fødder, kan vi miste fodfæstet, det er så ikke os selv, der styrer vores gang, ikke os selv, men den anden, der har magt over vores bevægelser.
Fødderne repræsenterer hele mennesket,
og derfor er fodbadningen et symbol på, at hele mennesket bades.
Jesus vil ikke hindre nogen i at bevæge sig frit og gå, hvorhen vi vil, men i kraft af ham, under hans ledelse,
ved at lade ham være den, der leder vor fod,
føres vi ind i kærlighedens rige.
Ved at tage disciplenes fødder i sine hænder - være deres fodfæste, deres bevægelse - har Jesus billedligt talt taget hele deres liv i sine hænder og samtidigt gjort dem rene.
Og så er det skærtorsdag aften og Jesus tog brødet, takkede og brød det og gav sine disciple det og sagde: dette er mit legeme, og han tog bæger, takkede og gav dem den og sagde: Dette er mit blod.
Fodvaskningen, badningen, måltidet med brød og vin er to sider af samme sag.
Og vi må som kirke spørge: Hvad er vort liv værd i fællesskab med hinanden, hvis vi ikke har lod og del sammen med Kristus.
Intet værd - må vi svare.
Kristus viser os et forbillede som kirke at være til tjeneste.
Men samtidig er Kristus stadig Herre og Mester.
Hvad er vort eget menneskeliv værd, hvis vi ikke har lod og del sammen med Kristus?
Det spørgsmål må vi hver især selv svare på.
Og så er det skærtorsdag aften og Jesus tog brødet, takkede og brød det og gav sine disciple det og sagde: dette er mit legeme, og han tog bæger, takkede og gav dem den og sagde: Dette er mit blod.
Den hellige nadver er mødet med Vor Herre og mester, som tjener os ved at give sig selv.
Han har én gang for alle givet sig selv på korset for vores skyld, men han bliver ved med at gentage sit ord om, at vi skal spise hans legeme og drikke hans blod, så hans død kan blive til virkelighed for en hver af os og vi får lod og del med ham.
Nogen vil sige: Jeg forstår ikke det med brød og vin som Herrens legeme og blod.
Og så må vi sige, at der er ingen, som forstår nadverens mysterium med sin tanke.
Kun ved i ydmyghed og tillid at modtage Herrens gave, som han selv rækker os, vil vi erfare dens rigdom og lidt efter lidt leve os ind i forståelsen af den. Og derfor er der ingen, som skal afholde sig fra at gå til alters, fordi man ikke forstår eller ikke synes, man kan tro på det, der siges.
Vi må så at sige give slip på vore egne tanker og lade Vorherre Kristus give os den sande forståelse af nadverens mysterium ved ganske enkelt at modtage brødet og vinen som udtryk for hans inderlige kærlighed, som vil drage os ind i hans livssamfund og give os lod og del med ham.
Og bliver den hellige nadver et virkeligt møde med den levende frelser, da vil også lidt efter lidt hans eget ord, der atter og atter lyder her i kirken uden menneskelig forklaring - blive så stærkt, at vi glemmer alle vore små tanketvivl og lader det mægtige gudsdomsord stå, som det lyder: Dette er mit legeme, dette er mit blod.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Herre Jesus Kristus!
Dig være lov og pris, fordi du har elsket os så dybt, at du lod dit legeme bryde som brødet, vi spiser, og dit blod udgyde som vinen, vi drikker. Du har gjort os rene for Gud ved din død, og derfor kommer vi til dit bord med frimodighed og glæde. Lad din kærlighed blive i os, så vi tjener hverandre, som du tjente os, og rækker tilgivelsen videre. Ja, giv os at leve med hinanden, så livet her bliver en forsmag på glæden i dit rige, hvor kærligheden mætter alle.
......