Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 3. søndag i fasten - 3/3-2002 - Køge Kirke ved Susanne Fabritius de Tengnagel
Tekst: Johs 8,42-51
Salmer: 681 - 364 - 441 - 246/ 425 - 365,1 - 167,7 - 882
-----
På et eller andet tidspunkt kommer sandheden frem.
Den kan være ilde hørt, men den kan ikke holdes tilbage.
Man kan fortrænge sandheden, benægte sandheden
lyve sig fra den, tie om den, men en skønne dag vil den blive åbenbaret, om ikke før, så siden.
Løgn og bedrag og fortielse har sin tid, sandheden varer evigt.
Sådan forholder det sig på alle planer i vores tilværelse.
Vi ved det godt inderst inde, og vi kan erfare det både i de små sammenhænge mennesker imellem og på det store verdensplan.
Det er noget underligt noget at sandheden er af en sådan art,
så den i sidste ende ikke kan skjules, ikke kan holdes nede
uanset hvilke midler vi bruger til at holde den fra livet
for ikke at blive afsløret i vores løgn.
Sandheden klæder os af til skindet, den gør os sårbare
og det bryder vi os jo ikke om.
Jamen tag nu historien om Adam og Eva og slangen i paradiset.
Den historie er historien over alle historier om menneskelig sameksistens og vores forhold til Gud, vor skaber.
Adam og Eva bliver taget i fersk gerning af Gud, så at sige med bukserne nede.
Deres forsvar bliver et angreb på hinanden: Der var ikke mig, der begyndte!
De lyver som en hest kan rende for at bevare deres ære og gode rygte. Målet helliger midlet, for hvis de skal redde deres eget skind, må de gøre den anden til syndebuk.
I afsløringen af deres løgn opdager de, at de er blevet klædt af til skindet: de så, de var nøgne.
De havde spist af det træs frugt, som Gud havde sagt, de ikke måtte spise af. Et slør af løgne, som de havde spundet sig ind i, tages af, afsløres.
Om ikke før, så siden vil sandheden komme for en dag.
Sandheden er ilde hørt af det menneske, som synes at kunne selv og ville sig selv. For sandheden tager magten fra os, den magt, som misbruger kærligheden til egen fordel og ødelægger relationer mellem mennesker.
Der er jo noget forlorent over slangen i paradiset, noget lusket ved den.
Løgnen kan ikke beskrives bedre end ved en slange, som med sine farver har den ideelle camouflage og går i et med naturen, den bugter sig i.
Lydløst snor den sig og angriber sit bytte uden varsel.
Behændigt snor slangen sig uden om sandheden for at beholde magten og æren.
Ære og sandhed har ret meget med hinanden at gøre.
I grunden er det Gud alene, der skal æres og ingen anden.
Soli Deo Gloria, Gud alene æren, som der står på døren til prædikestolen her i Køge Kirke.
Så ved præsten, hvad hun har at holde til, og det kunne også være en påmindelse til enhver gudstjenestedeltager, at det ikke er præsten, man er kommet for at høre, men Gud, der skal æres i forkyndelsen, i musikken, i bøn og sang, ved døbefont og ved nadverbord.
Tag nu for eksempel de store mindetavler over ansete mænd, borgmestre og provster, som vi har her i Køge Kirke, dem vi kalder epitafier.
De stammer fra en tid efter reformationen, første halvdel af 1600-tallet, da man i den protestantiske kirke fandt på at tage billedforbudet, det 2. bud i moseloven, alvorligt. At man ikke måtte gøre sig noget billede af det guddommelige, hverken Gud eller Jesus. I stedet hængte man billeder op af sig selv. Godt nok tog man Jesus med som den korsfæstede eller som den, der blev taget ned af korset. Men motivet af ham bliver bogstavelig talt mindre og mindre, og det yngste af vores epitafier fra o. 1660 har helt fortrængt Vorherre. Her fylder de afdøde hele billedet.
Det begyndte så godt med at man ville ære Gud ved ikke at gøre noget billede af ham. Det er endt med, at disse billeder af byens afdøde borgere
har fortrængt Gud, og hvor er vi så henne!
Tankevækkende synes jeg, for det er jo den tendens, der hersker iblandt os, at vi ikke ser vort liv i forhold til Gud, men i forhold til os selv.
Man kan også bruge et andet eksempel: om en familie, der bedrager sig selv og omverdenen med ved at fortrænge sandheden,
Ved at holde på æren, for ikke at bringe skam over sig, men for at fremstå som en familie, der har magt over tilværelsen, pletfri og tilforladelig - i hvert fald set udefra.
Det kunne ske engang, og sker stadig, at en datter blev gravid uden for ægteskabet.
Det er ikke så længe siden at man i kirkebøgerne noterede et barn som uægte barn, fordi det var født uden for ægteskabet.
Man kunne finde på, som man gjorde med Jomfru Maria, at sende den gravide pige bort til en fjern slægtning, indtil hun skulle føde.
Barnet blev enten adopteret, eller også kunne det ske, at pigen kom til at ligge på barnet, så det døde.
Det vigtigste var ikke barnet, men familiens ære: at pigen kom hjem og så ud som hun altid havde gjort, så familiens omdømme kunne fremstå intakt og pletfrit i andres øjne.
I vores samfund dømmer vi heldigvis ikke længere en sådan ulykkelig pige med dødsstraf eller piskeslag.
Tider skifter, og der fødes ikke mere uægte børn i vores land. I den sag har sandheden taget magten over løgnen i os.
Men der er jo stadig andre sager, andre forhold mennesker imellem, hvor vi dømmer og fordømmer hinanden for at redde vort eget skind.
Det er ikke så ligetil at træde frem i lyset eller ud af skabet og erkende sit bedrag mod sig selv og andre, at man ikke spiller ærligt spil.
Også i politiske og økonomiske sager trives løgnen ganske udmærket, hvis det kan betales sig.
Men om ikke før, så siden mister løgnen sin magt.
Den åbenbares i vidneskranken under edsaflæggelse overfor dommeren.
Om det er overfor den jordiske eller den himmelske domstol så holder intet, der ikke er af sandheden.
Her må fortrængningens knude briste, her må løgnen afklædes.
Der foregik en magtkamp mellem Jesus og hans landsmænd.
De ville afsløre hinanden som løgnere. Det gik ikke stille af.
Anklagen mod Jesus som løgner består i at han siger han er af Gud
og sendt fra himlen til jorden. Han kom til jorden for at afsløre løgnen og sætte os fri i sandheden.
Ikke for selv at blive æret af mennesker, men for at ære Gud Fader i himlen.
Jesus anklager sine landsmænd for ikke at tro hans ord, hvad han siger om sig selv og Gud.
Og hvis de ikke tror hans ord, er de løgnere, når de siger, de har Gud til Far.
For at ære Gud er at tro ham, han har sendt til verden, Hans søn, Jesus Kristus.
Indtil langfredag stod det uafgjort mellem dem.
Sandheden om sig selv kan Jesus ikke skjule, for så vil han fornægte Gud.
Han kan ikke bevise at han er af Gud og taler Guds ord til mennesker. Han ved at han vil blive slået ihjel. Det er den ultimative pris for at sige sandheden. Og mørket fik magten den nat i Getsemane Have, hvor Jesus bliver taget til fange for siden at blive hængt op på et kors.
At Gud har vist sig i et ganske bestemt menneske, født af jomfru Maria, er det, der stadig forarger.
Nemmest og mest tilforladeligt og ganske ufarligt er det at opfatte Gud som en eller anden kosmisk uhåndterlig kraft og Jesus, som et menneske, der var i stand til at leve et fuldkomment liv, vi kan bruge som forbillede, og hvis ord, ikke mindst hans ord om næstekærlighed vi kan citere og bruge, som det nu passer os.
Men så har hans budskab mistet jordforbindelsen til det himmelske.
Så står og falder tilværelsen med os mennesker, og vi har ingen Gud, vi personligt kan henvende os til og ty til, når det hele ramler, for det gør det jo, om ikke før, så siden.
Der er heller ikke nogen overordnet sandhed, som dømmer os og forpligter os på den næstekærlighed, som Jesus taler så indtrængende om.
Der er heller ikke en højere instans, vi skal stå til ansvar for - andre end os selv, og sandheden bliver til middelmådighed og som man tager det, og som man ser den hver især.
Og så er der heller ingen tilgivelse for vores løgn og bedrag.
Og hvor er vi så henne?
Da Jesus hængte på korset og man med ham slog sandheden ihjel, bad han til Gud: Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Disse Jesus-ord med hans korsdød blev begyndelsen til enden på løgnens herredømme.