Hvis du har kommentarer så skriv til KKS@KM.DK Kirsten Kruchov Sønderby

	Mariæ bebudelse 2002
	I forrige uge var jeg på sjælland til et møde med de andre sygehuspræster. I toget derover skete der noget som jeg havde svært ved at glemme.
	På en station stiger en ung pige på mit tog, hun sætter sig ved siden af mig, viser konduktøren sit togkort, da han er gået videre ser hun sig forvildet omkring, så læner hun sig ind over bordet med hovedet i hænderne. Hun sidder i det hele taget uroligt og trækker vejret så sært og stødvist.
	Jeg tager mod til mig og spørger om hun har det godt, måske har hun brug for at ligge ned. Først ser hun afvisende på mig,en fremmed. Men så springer tårerne frem i øjnene på hende, nej hun har det ikke så godt.
	Pludselig sidder vi to, og holder hinanden i hånden, mens hun fortæller.
	Der er masser af mennesker i toget. De prøver alle sammen på at lade som om de overhovedet ikke kan høre, ja slet ikke er interesseret i hvad vi taler om, men jeg synes næsten jeg kan se hvordan deres ører vokser og folder sig ud som store blomster ovenover ryglænene.
	Min unge veninde er ligeglad, hun er gravid. Hun har lige opdaget det, for en halv time siden, med en i hast indkøbt graviditetstest på seminariets toliet. ”Den er bare knaldhamrende positiv”siger hun, ”pøv selv og se”og vupti har hun hevet testen frem. Hun vifter mig om næsen med den og jo den er positiv, det kan jeg godt se.
	Hun græder lidt, og jeg tænker straks; åh, nej, hun er ulykkelig, stakkels pige, hvad nu hvis hun skal igennem en abort, tænk hvis hun går helt ned med flaget, jeg er allerede helt bekymret, utroligt så hurtigt man kan komme til at synes at man kender og bryder sig om et andet menneske.
	Men hun ser på mig smiler, det sødeste smil jeg har set, og siger ”Jeg er så glad.
	For lægen havde sagt at jeg sandsynligvis aldrig kunne få børn, hvor er jeg glad for at han tog fejl. Det er da måske ikke det mest praktiske tidspunkt, men nu er det der og så er det det jeg skal.”
	Hun tog det på sig, 21 år, ingen uddannelse, boede på et værelse hos forældrene, og den kommende barnefader og hun havde kun kendt hinanden i fem måneder, han vidste i øvrigt intet om det endnu.
	Hun var bange, det var tydeligt, men hun var også så inderligt glad, så meget også jeg kunne mærke glæden ind i mit inderste.
	Midt i de fleste menneskers krav om kun at ville tage livet på sig på den måde som man selv har bestilt det, så var det befriende at møde et menneske som tog imod det hun fik, da det kom til hende.
	Hun steg af i Fredericia, jeg ved ikke engang hvad hun hedder, men sådan gik det til at jeg i toget hen over lillebæltsbroen, sad med vand i øjnene og tænkte på Jomfru Maria, som da hun ret uventet blev gravid og fik at vide af en engel at hun skulle føde Guds søn, fandt mod til at tage det på sig og sige ”Lad det ske mig efter dit ord”
	Se nu er jeg da godt klar over at der er stor forskel på min unge veninde og jomfru Maria. Alene det anliggende at pigen der i toget aldrig antydede at det der skete med hende havde noget med Gud at gøre. Hun var udmærket klar over hvor det barn kom fra, det skulle der ingen engel til at fortælle hende.
	Men i mit hoved stod noget klart ved mødet med hende, noget som fik mig til at tænke på Maria Jesu mor, nemlig at livet fødes af det at tage sin opgave på sig, og glæden bliver jordmoder. Glæden som fødselshjælperske.
	Glæden lyser ud af de ord vi hører Maria sige i dag. ”Min sjæl ophøjer Herren og min ånd fryder sig over Gud min frelser ! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den mægtige har gjort store ting mod mig.”
	Maria lovpriser sin Gud og skaber for det han har givet hende og gjort med hende og det på trods af at hun nøgternt betragtet ikke havde så meget at takke for. Ugift og gravid med en anden end sin forlovede, ventende et barn hvis fremtid allerede da var ude af hendes hænder, i endnu højere grad end såkaldt almindelige børns fremtid er udenfor forældres rækkevidde.
	Og vi, som ved hvad der siden skete, kan nemt tænke at, ja, vi har meget at takke Maria for, for hun gav liv og næring til ham som skulle blive så uendelig betydningsfuld og til så stor glæde for os, men hvad med hendes glæde ?
	Det må have været svært at få et barn som udviklede sig så anderledes end de andre børn i landsbyen, et barn der som voksen lod hele sin barndom bag sig og gik på landevejen i ikke altid lige heldigt selskab. En søn der kaldte det dårlige selskab for sin familie fremfor sin mor og sine brødre der stod udenfor døren og ikke engang kunne komme ind.
	Tilsidst mistede hun ham. Det som alle forældre frygter,nemlig at deres barn skal dø fra dem, skete for hende, Maria. Hun stod der ved korsets fod og kunne ikke gøre noget for at forhindre det i at ske.
	Alt det vidste hun intet om, da hun sang sin glæde ud, i de ord som er blevet vores evangelie til i dag Heldigt for hende og for os at vi intet ved om hvad fremtiden bringer af sorger, for da kunne vi aldrig være tilstede med krop og sjæl i de tider da lykke og taknemmelighed fyldte os, over den opgave , det liv, som blev vores.
	Maria takker for sin opgave med ord der ligner en salme. Marias lovsang kalder man den. Maria siger i denne lovsang, at alle slægter skal prise hende salig.
	Hos katolikkerne er Maria en helgen. Det betyder at hun i særlig grad er et helligt menneske en der har opfyldt Guds formål med mennesket og derfor befinder hun sig i det hinsides nærmere Gud og Jesus end andre mennesker. Man kan derfor i livet på jord henvende sig til hende, prise hende og måske tænke sig at hun vil gå i forbøn for èn hos Gud.
	Sådan tænker vi i vores Lutherske tradition ikke om Maria, Luther selv satte ellers Maria højt, men hans efterkommere har nærmest sat hende ud på et sidespor, så hun er blevet helt overset.
	Mon ikke det skete som en reaktion på katolikkernes enorme dyrkelse og guddommeliggørelse af hende på Luthers tid.
	Og mon ikke tiden er inde til, også i vores kirke at se hende, som det hun i sandhed er ; Ikke en ophøjet helgen, som man skal prise salig fordi hun har gjort sig i særlig grad fortjent til Guds yndest. Men i stedet som det hun kalder sig selv; en man kan prise salig, fordi Gud har gjort mægtige gerninger mod hende !
	Og som et eksempel, til efterfølgelse, på det som er menneskers mulighed, nemlig dette at tage sin opgave på sig, hvor umulig den end ser ud og opdage at deri bor en ro og måske endda en glæde over at gøre og være hvad man skal og er.
	Gud gav os vore liv med sorger og glæder og han gav os store opgaver; feks det at opfostre børn, være mødre og fædre, bedsteforældre, at pleje vore gamle. Det at være medmenneske, et menneske blandt andre er en opgave i sig selv, som når man tager den på sig er en glæde, men som også indebærer store krav og sorger.
	Maria lovsynger sin Gud, for hun ved at han vil være med hende i det hun nu har taget på sig, at føde og opfostre sin og Guds søn. Han er barmhjertig siger hun, og han glemmer ikke sin barmhjertighed.
	Gud glemmer os aldrig, han forlader os ikke, uanset hvor slemt det bliver.
	På søndag er det palmesøndag, påsken er lige om lidt og i påskedagene skal det endnu engang, i de tekster vi da hører ved gudstjenesterne, blive klart for os, hvor langt Gud, i sin søn, vil gå for at følge os. Gennem lidelse og død til opstandelse og liv.
	Og vi tage vore opgaver på os og i Jesu død og opstandelse finde mod til at lovsynge Gud;
	Vor sjæl ophøjer Herren
	Og vor ånd fryder sig over Gud, vor frelser.
	Han har set til sine ringe tjenere
	Herefter skal alle slægter prise os salige
	For den mægtige har gjort store gerninger mod os.
	Amen

1-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email