Hvis du har kommentarer så skriv til SAA@KM.DK Susan Aaen

Vile og Glyngøre kirker 519 - 412 - 415 / 425 - 189 Fodspor i sne. Tegn på, at andre har været her før mig. Aftryk af mudrede gummistøvler tværs igennem køkkenet. Udtryk for, at jeg ikke er alene hjemme. Spor i sand. Spor, der ændres af blæsten og vandet for til sidst slet ikke at være der mere. Usynligt for øjet, men synligt i erindringen. Fodspor. Genkendelighed og foranderlighed. Tegn på liv. Sko. Sko på en trappe. Mange forskellige størrelser. Dem, man bruger i dag. De, som er tjenlige til at smide ud, men som nu alligevel er så gode at gå i. Sko, der er kasseret, men som sært nok ikke selv - ihvertfald ikke endnu - er vandret ud til skraldespanden. Små sko, som ingen mere kan passe, men som man af kærlighed ikke nænner at skille sig af med. Sko. Et maleri af et par gamle, slidte støvler. I grunden en hel roman, der fortæller en historie om lange og hårde og trætte dage. Fortæller om levet liv. Fødder. Nøgne fødder. En upassende nøgenhed, måske. Sårbare fødder. Ar efter sten på livets vej. Fødderne er forud for skoene og sporene efter dem. Fortællingen om et menneske begynder her. Det er skærtorsdag. Renselsesdag. Den dag, hvor Jesus spiste sit sidste måltid i denne verden. Den dag, hvor han holdt nadver for første gang med sine disciple og gjorde det måltid til en hellig handling, hvor vi mennesker er nær ved Gud og får hans tilgivelse for det forsømte og fortrudte og forbrudte i vort liv. Der er mange fødder i NT. I søndags - palmesøndag - hørte vi om, hvordan Maria salvede Jesu fødder - beredte ham til begravelse. I dag er det ikke et andet menneske, der bøjer sig ned, men Herren selv, der vasker sine disciples fødder. Uden videre en handling, som omgivelserne opfatter som særdeles upassende. Man var godt nok vant til at vaske sin fødder rene for støv inden man satte sig til bords, men det var udelukkende slavearbejde at vaske andres fødder. Og nu kommer Jesus med ét og forstyrrer alle kategorier og meninger om, hvem og hvad han er. Irriterende, fordi der så langt henne i hans livsforløb måske omsider var en gryende forståelse blandt mennesker af, hvem han var. Og nu bryder han dette billede itu ved at gøre sig til slave, ved at tjene andre. I det hele taget må det have været en temmelig underlig og pinlig affære at sidde der med sine snavsede tæer og lade dem vaske af den, som er ens leder og forbillede. Med sin handling understreger Jesus, hvordan kristne indbyrdes bør tjene hinanden. Jesus selv er ikke den konge, folket venter, der med pomp og pragt overtager magten og sider den romerske besættelsesmagt ud. Derimod er - og blover - han en tjenende konge, der er sendt for at hjælpe de svageste. Og han tjener os til det sidste. Han dør for vores skyld. En konge, der går i døden for sit folk. Evangelisten Johannes, som vi slår følge med i dag, nævner ikke som de øvrige 3 evangelister indstiftelsen af nadveren. Jeg mener ikke, at der kan være tvivl om, at Johannes har kendt til Jesu sidste måltid med disciplene og hvad der skette denne særlig aften, men jeg tror derimod, at Johannes vil give en tydning af nadveren. En tydning, som ligger ham meget på sinde og som kommer stærkt til udtryk i fortællingen om fodvaskningen, som vel i grunden dybest set er en lignelse. Det centrale for Johannes at få fortalt, ja, det er, at Gud er i blandt mennesker, som tjener. En anfægtelse for tanken - og måske i øjeblikke også en anfægtelse for troen. For det er et kors for troen, at Gud er ydmyg og tjenende. Sådan opfører en "rigtig" Gud sig ikke, skulle man mene. Jeg vil vove den påstand, at hvis Jesus Kristus hele vejen igennem havde ladet mennesker behandle sig efter hvordan god opdragelse og almindelig takt og tone har lært os, hvordan vi behandler fornemme og kongelige personer, så havde intet været forandret ved at Gud har været i verden. Hver gang Jesus bryder menneskelige konventioner og forventninger til, hvordan en Gud opfører sig, ja, da sker der noget med mennesker og i sidste ende også med verden. Vi oplever, at da Gud antager menneskeskikkelse, da iklæder han sig også samtidig en tjeners skikkelse. Den hændelse at Gud har været i verden, må vi tro kun sker denne ene gang. Døden på korset er med til at understrege dette, men da Jesu grav er tom påskemorgen peges der på en fortsat, ubrudt linie i forholdet mellem Gud og verden, imellem Gud og menneske. Der peges på en anden vej igennem livet; en vej, der ikke ender i død men med liv. Og den vej indbefatter blandt meget andet tjeneste for medmennesket. Gud har været midt iblandt os som den, der tjener. Han har været her og vist os, at han elsker os. På baggrund af den kærlighed, Gud møder os med, er det, at vi sendes ud for at give den videre til andre. Og når evangelisten Johannes da placerer fortællingen om Jesus, der vasker disciplenes fødder på naderens plads, så understreges det meget kraftigt, at tjenestens udspring er gudstjenesten og særligt nadveren. Alt det meget, vi gør i vort liv. Alt det, vores næste gør for os - og omvendt - alt det, vi gør for andre mennesker, ja, den tjeneste må hente sin kraft og energi i nadverens forkyndelse af Guds kærlighed os, som netop i brødets og vinens skikkelse bliver helt konkret, når ordet forbindes med disse to skikkelser. Nadveren er altså Guds kærlighedserklæring til dig og mig. Og fra vore menneskelige forhold ved vi, at vi i kærlighedsforhold igen og igen har brug for at høre, at vi er elsket. Derfor må vi igen og igen søge til nadveren for dér at høre det grænsesprængende budskab: Også du er mit elskede barn - din synd er sonet - gå ud herfra som et frit menneske. Men samtidig med at evangeliet sætter os fri fra det, der har bundet os, følger så en fordring om at tage ved lære af Jesu tjeneste og gensvare hans kærlighed ved at tjene andre. I grunden kan man vel - lidt provokerende, det skal indrømmes - sige, at man aldrig kan være kristen alene. At være kristen vil altid betyde at man skal se sig selv i både et forhold til Gud og til sin næste. Det helt centrale i kristendommen og som kommer til udtryk netop Skærtorsdag, ja, det er, at evangeliet - budskabet - lyder først. Først vaskes disciplenes fødder af Jesus og ud af denne kærligheds handling følger så fordringen til at møde vore medmennesker med omsorg. Først når vi er vasket, skal vi gå ud og gøre ligeså. Først når vi har hørt Guds ord om kærlighed til Gud og næsten. hænger vi på forpligtetheden. Vel, det her er jo i grunden nemt at få til at gå op. For vi kan jo bare lukke vore øren og lade som om vi aldrig har hørt fordringen om at tjene næsten. Men det har vi jo; at sige andet ville være en omskrivning af sandheden. Det ville være løgn. For Jesu - den døbtes tilhørsforhold til Gud - forpligter. Guds tilsigelse til mig om syndernes forladelse stopper ikke ved mig. Nej, den bringer altid fordringen med sig. Nadveren slutter ikke, når vi går ned fra nadverskranken. Nej, nadveren rummer altid sendelsen til at gå ud i livet og give kærligheden videre. Dybest set handler både nadverberetningen og bereningen om Jesus, der vasker disciplenes fødder jo om, hvad det vil sige at være menneske. At være menneske er at være elsket og være sendt. Beretningerne siger samtidig også noget om, hvad det vil sige at være kirke. At være kirke er at være rum og redskab for Guds kærlighed og en oplevelse af til stadighed at være sendt. "Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste". Sådan skriver evangelisten Johannes. Og så sagtmodigt og samtidig stærkt er hele budskabet om Gud, der blev menneske. Inkarnationen - at Gud bliver kød - er én stor kærlighedserklæring til verden og til os, der lever på en jord og under en himmel, der en dag skal forgå. Gud elsker verden og os i den. En kærlighed, der må siges at være på trods. Til trods for verdens angst for Guds magt, en angst, der blev så stærk, at de måtte korsfæste Gud, lod Gud det blive påskemorgen. Ikke kun for kvinden med salvekrukken og røveren på korset, men lige fuldt for Peter og Judas og alle de andre herrens disciple de seneste 2000 år. Indbefattet dig og mig. AMEN

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email