Hvis du har kommentarer så skriv til SAA@KM.DK Susan Aaen

Påskedag - Mt. 28,1-18 - 23. april 2000 Vile, Sæby og Glyngøre kirker 374-206/207-190 Da vi i forbindelse med konfirmandundervisningen fornylig sang den salme, vi skal synge om lidt, var der en af de unge, der undrede sig. I vers 3 synger vi om Marie Magdalene. Og det kvikke hoved spurgte: Hvorfor står der Marie - hun hedder jo Maria. Ja, hun hedder Maria - selvom det jo ikke er Jesu mor Maria, der her synges om. Alligevel fordansker Grundtvig salmen. Bruger det almindelige navn Marie og jeg vil vove den påstand at han gør det, fordi det er et navn, han selv er fortrolig med. Og for mig selv handler påsken i særlig grad om fortrolighed. Jeg vil forsøge at udtrykke det på den måde, at det er en fortrolighed med det uforståelige. For uforståeligt er det jo, at et menneske, der er død og er blevet lagt i graven, sådan bliver levende igen. Ikke desto mindre er det det budskab, kristendommen grunder sig på og det er det håb, ethvert døbt menneske kan knytte til sit liv og sin død. NT er en tyk bog fyldt med fortællinger om, hvad Jesus gjorde og sagde. Når det kommer til det budskab, der holder det hele sammen - opstandelsen som udtryk for, at Jesus virkelig var Gud i menneskeskikkelse - ja, så må vi nøjes med sølle 8 vers. Og det er virkelig ikke meget, når der i de 8 vers skal fortælles alt det, vi ikke kan sige os selv om livet og døden. Men så er der igen det med fortroligheden. Fortroligheden med det på én og samme gang dramatiske og voldsomme, men også fredfyldte. Kvinderne kommer påskemorgen ved solopgang ud til Jesu grav. Idet de træder hen til klippehulen, hvor de tidligere havde lagt den døde, bliver de rystede af et kraftigt jordskælv. Og i det, som skræmmer mennesker fra vid og sans, mødes de af noget fortroligt. Herrens engel. Den engel, som bar bud til Maria om, at hun skulle låne liv til Guds søn. Den engel, der sammen med sine slægtninge sang frydesange julenat, da Gud blev født ind i verden. Den engel er det nu, der bringer bud om, at den korsfæstede er opstået fra de døde. Se, det ved kvinderne ikke hvad betyder. Men fortroligheden med englens tilstedeværelse giver dem en tro på, at Gud står bag det, der er sket og som fortsætter med at ske. Englens budskab var så rystende, at til trods for at jorden var holdt op med at skælve, så blev de romerske vagtmænd så bange, at de blev som forstenede. Måske opfattede de det, de hørte og så som et forvarsel om noget ondt. Eller måske blev de slet og ret bange for Guds magt. Der er to tilgange til, hvem Jesus var - og er. Der er den historiske Jesus fra Nazareth. Den mand er der mange, der vil kendes ved og indrømme plads i historien. Og der er den opstandne Kristus. Den Gud er der straks flere der har et mere uafklaret forhold til. I grunden er det ikke så sært. For i kristendommen blandes det hellige og det, der hører verden til sammen på en ganske særlige måde. I påsken hører vi om, at Guds søn lider og dør. Skulle smerte, hån og spot, afsavn, sorg, fornedrelse, ydmygelse og til sidst døden - skulle alt dette høre med i den almægtige Guds historie om sig selv og verden? Det er uhørt! Den hellige selv bør i hvert fald ikke være besmittet af det, som vi regner for fejl og mangler ved livet. Det hellige - den hellige - må være ren og ubesmittet, hvis det skal kunne bevare sine særlige hellige og livgivende kvaliteter - synes vi. Verden må være gudløs og Gud må være guddommelig og hellig. Men i sin søn befinder Gud sig dér, hvor vi ikke en gang selv vil være. Gud er i grunden mere menneske, end vi er. Og det er vel denne underlige sammenblanding af helligt og verdsligt, der er det mest forargelige i kristendommen. Det er dét, der har vakt den største latter. På så mange måder er vort eget liv en gråmeleret affære og det skal ikke nødvendigvis forståes negativt. Mere derhen, at der ikke er hverken de store højder eller dybder i vort liv, men at det hele stort set oftest er på det jævne. I det levede liv forenes modsætninger eller de glider over i hinanden. Kun ét modsætningspar mangler en grå mellemzone og det er naturligvis modsætningen mellem livet og døden. I grunden kæmper vi meget i livet for ikke at opleve det som modsætningsfyldt - det er så opslidende og tapper os for energi. Selv modsætningen mellem liv og død udfoldes der fra videnskabeligt hold store anstrengelser for at jævne ud. Og når det er os selv, der står i fare for at miste, ja, så vil vi selvfølgelig gerne, at mennesket vinder den kamp. Men skåret helt ind til benet, så ved vi godt alle, at den kamp vinder vi ikke. Erfaringen siger os, at der hvor livet er, dér er døden ikke og der, hvor døden er, ja, der er livet ikke. Og dog er det, jeg her siger, kun et udsnit af virkeligheden, for døden er også i livet. Vi erfarer den som et tab, når andre dør fra os, og vi mærker i glimt dens kolde skygge, når den lejrer sig ved vore fødder. Døden avler frygt og angst. På påskedag giver det derfor god mening at spørge: Er livet også i døden? Kristendommens svar er ét fuldtonigt: ja. Ja, livet findes også i døden. I en gammel påskesalme udtrykkes det på denne måde: Død og liv i kamp underfuldt er det at livets døde herre er i live og hersker. Sig os, Maria, hvad så du på vejen? Jeg så den levende Kristi grav og den opstandnes herlighed. Jesu opstandelse er ikke noget, der sådan sker tju-hej og så er det bare sådan. Nej, opstandelsen er en kamp på liv og død. En kamp mellem verdens og det ondes magt på den ene side og Guds og det godes magt på den anden side. En barsk kamp, der bl.a. betyder at Gud tager ophold i dødsriget. Gud gør sig fortrolig med vort menneskelige grundvilkår: døden og den mørke grav. Sådan må det også være, for der igennem gør Guds fortrolighed med vort liv og vor død samtidig os fortrolige med Guds liv. Og når vi i dåben er blevet genfødt til et levende håb, så betyder det bl.a., at vi er genfødt til et liv i følgeskab med Jesus Kristus. Når man på en rejse har en guide, så er der unægteligt noget trygt ved at følges med én, der har været på stedet før. Sådan også med vores forhold til Kristus. Jesus er stået op fra de døde. Lyslevende, i kød og blod kommer han til os og tilbyder os sit liv, giver os det, så det kan blive vores. Så hans opstandelse kan blive vores, nu og sidenhen. Jesu opstandelse åbner verden for os, hvis vi tør tro, at dér, hvor vore muligheder er hørt op, dér har Gud stadig et væld af muligheder. For Jesus er gået forud for os, ud i den fremtid, vi ikke kender, og nu kan møde uden frygt, for det er livets, kærlighedens, nådens og tilgivelsens uanede muligheder, der rækkes os. Kristus er opstanden. Atter har vi hørt det velkendte budskab. Uforståeligt og dog vores fortrolige følgesvend igennem livet. Glædelig påske! AMEN

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email