Hvis du har kommentarer så skriv til SAA@KM.DK Susan Aaen

Skærtorsdag - Jh. 13,1-15 - 4. april 1996 Sæby og Glyngøre kirker 519 - 412 - 415 / 425 - 189 Palmesøndag kom en kvinde ind i Simon den Spedalskes hus. Hun havde en krukke med vellugtende nardusolie, som hun som en helt overvældende gestus øste ud over Jesus. En handling, som Jesus tydede som en salvning til sin begravelse. Nu er det ikke længere hyldesttonerne fra indtoget i Jerusalem, der strømmer ud af skarernes munde, for vi aner allerede i dag en hvisken, der lyder "korsfæst ham, korsfæst ham!" I dag er det ikke en fremmed kvinde, der i handling bekender, at Kristus er herre. Nu er vi i nadversalen i Jerusalem og alt er lagt til rette. Fornægteren og forræderen er bænket om bordet sammen med Guds søn. Og denne søn bøjer sig ned for at vaske sine venners fødder inden de skal spise aftensmåltidet sammen. Tiden er knap. Der er ikke længere tid til at lade Bethlehems-barnet tyde af andre mennesker. Endnu engang træder han frem og gør det uforståelige. Det er den sidste gang. Han ved det. De ved det ikke. Disciplene reagerer så typisk menneskeligt. Først vil de ikke lade Jesus vaske deres fødder. De synes måske i virkeligheden, at det er for ydmygende. At lade en anden vaske sig er jo at udlevere sig selv. Men da Jesus først får begyndt på fodvaskningen, så vil den allestedsnærværende Simon Peter selvfølgelig vaskes over det hele. Der er virkelig et strejf af ironi i dette billede. Og endnu mere en erkendelse af, at disciplene - Jesu nærmeste - ikke engang har fattet så meget, som kvinden med salvekrukken gjorde det. Det er heller ikke så underligt, hvis disciplene igennem års følgeskab med Jesus mest af alt har fået et noget flimrende billede af Guds søn. De har genkendt Gud i underne og tegnene. At en død bliver levende og at et menneske kan gå på vandet, det er noget, man kan forstå. Så er Gud til at kende igen - d.v.s. så opfører Gud sig, som Gud. Eller snarere: i magthandlingerne gør Gud det, man som menneske forventer af sin Gud! Men Gud bøjer sig ikke ned og vasker et andet menneskes fødder. Han tjener ikke, men skal i stedet lade sig tjene. Hvis han altså vel at mærke opfører sig som en rigtig gud... Påskemorgen viser Gud sig virkelig som Gud. I al sin magt og vælde. Men også dér er der intet sammenligningsgrundlag, for Gud gør alting på en ny måde. Så alt i alt kan disciplene ikke få greb om Guds mange ansigter. Deres egentlige problem er vel også i det hele taget, at de med al mulig magt vil forsøge at finde en kasse, som Gud kan passe ind i. Men manden, der knæler ned foran dem én efter én, finder de ikke nogen kasse, der passer til! Det lader sig ikke gøre at høre skærtorsdagsberetningen - hvad enten vi hører om indstiftelsen af nadveren eller om Jesus, der vasker disciplenes fødder - uden også at tænke på den svære nat, der fulgte efter fællesskabet omkring bordet. Natten tilbragte Jesus på Oliebjerget - i Gethsemanehave. Det var en nat, hvor tvivlen og fortvivlelsen kom over Jesus. Jesus var angst til døden, fortæller skriften. Ligger der måske i disse ord, at Jesus i et enkelt, angstfyldt øjeblik følte sig fristet til at tage sit eget liv? Vi ved det ikke. Og tanken om at det skulle være sådan, ligger os også temmelig fjern. Men hvad vi véd om den nat og om de andre nætter efter langfredag, hvor Jesus gæstede dødsriget - Helvede - det er, at han dér gjorde fællessag med forræderen Judas. Biskop Geil fortæller i en bog et sted om en mor og en søn. Sønnen oplevede det, at hans mor blev syg og fik fjernet et stykke af sin hjerne. Men kræften, som det jo var, havde bredt sig og kunne ikke fjernes helt. Den syge blev dømt til en snarlig død. Sådan gik det ikke. Moderen levede i mange år inden hun døde af sygdommen. I disse år tænkte sønnen ofte: "Ingen aner, hvilke veje den sygdom vil spadsere, hvilke centre den vil ramme, hvilke udfald den vil give - måske din fromme mor ender med at blive så fæl og grov i sin mund, så hun forbander Gud og mennesker". Midt i disse svære og bekymrede overvejelser, er der dog én tanke, som beroligende fæstner sig i bevidstheden: "Det er ikke hjernens kemi, der betyder mest - det er dåbens rene vand. Og det er ikke dødens flod, der er afgørende - det er dåbens kilde". Jeg synes, at disse ord og tanker på så mange måder rammer nerven i fortællingen om Jesus, der vasker disciplenes fødder. For i denne handling og i brødet og vinen, de har delt med hinanden, må de glimtvis have skuet Guds herlighed; ihvertfald har de mødt hans kærlighed. Og det er netop en kærlighed, der prædiker om, at ville slå følge med disciplene, hvor end de så går hen i livet - og for den sags skyld også i døden. Skærtorsdag prædiker om, at Gud i Jesus Kristus har gjort fællessag med os. Når Jesus taler om disciplenes renhed, så lader det sig nok ikke éntydigt afgøre, hvilken renhed, Jesus tænker på. Det kan være dåbens renhed, han tænker på, men det kan vel også godt være den renhed, som bliver mennesker til del i kraft af Jesu død på korset, der sigtes til. Det var en sær forsamling af mennesker i nadversalen. Når nu Jesus vidste om Judas's planer, hvorfor tillod han ham så at tage del i det måltid, som blev det sidste for dem begge? Og hvorfor holdt Jesus fast ved Simon Peter, selv om han kendte til Peters noget flygtige løfter? Hvis der er et svar, er det så ikke et svar, der lyder: fordi Kristus var Guds søn? Nadveren - fællesskabet omkring bordet - den gang i Jerusalem så vel som i dag i Sæby og Glyngøre - er udtryk for, at Gud ikke leder efter mennesker, der tager sig ud som glansbilleder, men derimod indbyder et hvert menneske. At vi for Gud tager os lige så værgeløse ud, som da vi som små blev døbt. Gud holder af mennesket i al dets spinkelhed. Alle er vi kaldt ved navn af ham. Også Peter og Judas. "Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste". Sådan skriver evangelisten Johannes. Og så sagtmodigt og samtidig stærkt er hele budskabet om Gud, der blev menneske. Inkarnationen - at Gud bliver kød - er én stor kærlighedserklæring til verden og til os, der lever på en jord og under en himmel, der en dag skal forgå. Gud elsker verden og os i den. En kærlighed, der må siges at være på trods. Til trods for verdens angst for Guds magt, en angst, der blev så stærk, at de måtte korsfæste Gud, lod Gud det blive påskemorgen. Ikke kun for kvinden med salvekrukken og røveren på korset, men lige fuldt for Peter og Judas og alle de andre herrens disciple de seneste 2000 år. Knæfaldet i vore kirker har tilsyneladende form som en halvcirkel. Men det er netop kun tilsyneladende. For knæfaldet rækker hele vejen rundt omkring alterbordet. Slår kreds om korset. Forkynder, at i nadveren er vi på sær vis forenet med vore kære, med de mange, der før os har knælet ned her. Lyder det luftigt og en anelse søgt, så tænk igen på den første kristne påske. Dagen efter den første nadver, døde to mennesker. Judas og Kristus. Og de, der blev ladt tilbage var fortvivlede. Da var det, at disse disciple nogle dage senere mødte en fremmed på vej til Emmaus. En fremmed, der viste sig at være den opstandne frelser Jesus Kristus. De kendte ham igen, da han ved aftensbordet brød brødet. Hver gang brødet brydes i kirken, er vi fælles om det første brød. Fælles om Kristi lidelse og død. Vi har del i syndernes forladelse. Vi knæler ned - i ærbødighed og Kristus, men også for at understrege, at her er noget så sjældent som et sted, hvor der ikke ses på hvem og hvad, jeg er. Det ved Gud godt. Jeg er et menneske, der trænger til at få mine synders forladelse. At høre det tilgivet, som jeg ikke magter at tilgive hverken mig selv eller min næste. At høre, at Jesus døde for min skyld. Også selv om jeg i lyse øjeblikke kan synes, at det var da en underlig Gud, der lod sin egen søn dø på et kors. Vores Gud er i det hele taget en underlig Gud. For han gør alt det, vi ikke venter eller forventer af en Gud. Gud lader sig ikke udgrunde. Det gør nadveren heller ikke. Kaj Munk udtrykker det et sted sådan: "Hvad det betyder, ved jeg ikke. Det er det ingen, der ved. Det er en hemmelighed. Lad os kalde den: Kristus besøger vore hjerter". AMEN

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email