Hvis du har kommentarer så skriv til SAA@KM.DK Susan Aaen

2. påskedag - Jh. 20,1-18 - 24. april 2000 Sæby Kirke Der er en kristen legende, der fortæller om, at på det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, fandtes i tidernes morgen Paradisets Have. På det sted blev den første Adam begravet. Det sted, hvor livets træ stod. Golgatas kors blev sat på Adams grav. Korsets nederste pind blev hamret ned i Adams hovedskal. Så på den måde blev den første Adam korsfæstet sammen med den anden Adam, Jesus Kristus. Navnet "Adam" betyder jo slet og ret "menneske". Korset er altså hamret helt ind i syndefaldets verden. Og det er jo til den verden - forgængelighedens verden - som det glade budskab om opstandelsen lyder. Jeg begynder med at fortælle det her, fordi vi ind imellem glemmer, at kristendommen ikke var en revolution af en hel verden i et enkelt snuptag. Derimod spirede kristentroen frem af den ældgamle jødedom. Det var jo også en jødisk højtid - påsken - som disciplene sammen med Jesus var kommet til Jerusalem for at fejre. Og selvfølgelig tydede alle, der mødte Jesus, hans ord og handlinger ind i det, de kendte til: den jødiske tro. Og det var først da det, Jesus gjorde og sagde, begyndte at skurre for meget i folks rettroende, jødiske sind, at presset for at få ham slået ihjel, begyndte at danne sig. Synligt var der heller ikke tegn på en helt ny forståelse af, hvad et menneske er. Han, som havde tilladt at omtale sig selv som Guds søn, var jo nu blot død på et kors ganske som en hvilken som helst anden forbryder eller galning. Men så blev det tredjedagen efter korsfæstelsen. Og der var stadig en lille skare, som ikke havde glemt, hvad Jesus havde prædiket. Mennesker, som havde forstået en lille flig af det store budskab: et budskab, der taler om Guds tilgivende kærlighed. Og tilgivelse - ubetinget tilgivelse - er dog i enhver verden så stor en provokation, at for den, tilgivelsen rammer, må der vær en opfattelse af, at her følger der endnu mere godt nyt til mennesket med. Vi lever på den anden side af påskemorgen. Den rigtige, kan man fristes til at sige. Lever på den samme side som Maria Magdalene, den faldne kvinde og Simon Peter, den gode ven, som alligevel undsage sin ven Jesus, da han var i knibe. Og disse to mennesker ligner os da også påfaldende. Sådan, som Johannes i dag beskriver disse to, er der virkelig kød og blod i fortællingen. Der er faktisk to måder, som vi kan nærme os Johannes's påskeevangelium på - og dermed selvsagt også de øvrige evangelisters fortællinger. Den ene måde er den, der giver os et vist indblik i, hvad der er sket denne morgen ude ved graven. Vi forstår deres bundløse fortvivlelse og kan vel også fornemme glæden, der bryder frem midt i mørket. Her kan vi så standse, sådan skete det altså den gang - for derefter at bladre videre til den næste side i den hellige skrift. Det er påske. Påske med al den betydning, som kristendommen lægger ind i den gamle jødiske højtid. Men er det også påske for dig og mig? Med det spørgsmål bevæger vi os ind i en tydning af påskemorgen, som uvægerligt går tæt på den enkelte af os og som ikke kun spørger efter, hvad der konkret skete den specielle morgen for 2000 år siden. For når jeg spørger efter, om det også er blevet påske for mig, så er der jo ikke længere tale om, at vi kollektivt lytter til en beretning fra NT, men nu er det mig, der spørger efter, hvad der siges til mig. Og nu er det afgørende, hvad jeg hører. Et menneske har en gang sagt: "Hvad nytter det, at jeg tusindvis af gange har hørt, at Jesus er opstået fra de døde, hvis jeg ikke samtidig får at vide, at det også gælder min opstandelse?" Nej, opstandelsesbudskabet må modtages i tro for at det skal blive andet og mere end en beretning fra fortiden. Hvor forskelligt mennesker reagerer på budskabet om dødes opstandelse behøver vi ikke engang at pille i vores egen navle for finde ud af. Også her er evangeliet selv godt nok. Se nu til Maria Magdalene og Simon Peter. To forskellige mennesker, der reagerer vidt forskelligt på det, de får at høre og se. Den discipel, Simon Peter følges med, nævnes ikke ved navn. Han omtales blot som den Jesus elskede. Traditionen siger, at disciplen var Johannes. Den samme discipel, som Jesus på korset bad om, at han skulle tage sig af Maria, Jesu mor. Om denne elskede discipel fortæller evangelisten, at han går ind i graven, konstaterer at den døde ikke er der længere. Og han tror. Det, som han indtil påskemorgen havde forholdt sig til på det teoretiske plan - at Kristus efter korsfæstelsen skulle opstå fra de døde - det forkyndte den tomme grav nu var virkelighed. Maria Magdalene derimod, hun dvælede længe ved den tomme grav. Hun kunne ikke få rede på sine følelser. Hvad var det alt sammen for noget? Hun var bange. Men mest af alt var hun fortvivlet. Hun havde mistet det menneske, der betød allermest for hende. Hun havde været med til at lægge ham i graven. Der var han ikke længere. Og nu havde hun ikke en gang en grav at søge ud til. Mon ikke godt vi her kan følge hendes smerte?! Det er påske for Simon Peter og for Johannes. Men det er det ikke - endnu - for Maria Magdalene. Maria Magdalene blev derfor stående ude ved graven. Hun ventede på noget mere - noget, der var så stærkt, at det kunne trøste hende i hendes sorg og fortvivlelse. Hendes problem var det samme som vores problem. Hvad hjælper det, at Kristus er opstået fra de døde, hvis det ikke er en opstandelse, som også rammer mig? Vi har vel alle grave - eller ihvertfald én grav - som betyder noget særligt for os. Men der er en tendens i tiden, der taler mod grave og mindesmærker. De store bykirkegårdes plæner med blomsterbuketter, men uden sten, vidner om en tiltagende higen efter anonymitet. Ved døden slettes alle spor efter et menneske. Og mindets flygtighed kender vi jo alle godt til. Måske hænger anonymiteten sammen med vores egen angst for påskebudskabet. En angst for igen og igen ved graven at blive konfronteret med dødens absolutte punktum. En frygt for tanken om, at en dag vil det være mit navn, der kommer til at stå på en gravsten. Maria Magdalene flyttede sig ikke ud af stedet. Hun blev ved graven. Hun ville finde en mening. Det naturlige ville vel have været, at hun var gået ud for at lede efter den døde. Have fundet ud af, hvem det var, der havde stjålet liget. I stedet søgte hun en prædiken ved en tom grav. En prædiken, der ikke med ét kom til hende, men som langsomt blev tydligere og tydligere. To engle er ikke engang nok til at få Maria Magdalene til at tro på budskabet om opstandelsen. Heller ikke havemanden, som hun snakker med og spørger ud om han ved, hvad der er sket med den døde. Der er smil og kærlighed i skildringen af Marias møde med havemanden. Vi ved jo godt, hvem han er. Så meget påske er det dog blevet for os. Men forhåbentlig tænker vi ikke: hvis blot jeg havde fået lov til at være der den dag, så havde jeg da straks genkendt Jesus. Nej, Maria genkender ikke havemanden. Først da han kalder "Maria", ser hun med ét, at han er hendes kære Jesus. Eller rettere: hun ser ham ikke, men hun bliver med et fyldt af opstandelsesbudskabet. Maria Magdalenes virkelighed er nu større end det, der tomme grav prædiker. Hun fatter, at vel er den døde død for verden, men ikke for hende. Han er stadig så nær hos hende, at han kalder på hende. I dåben har han også kaldt os ved navn. Og han har kaldt på os. Det er værd at bære med sig, når vi mest af alt synes, at Gud er langt, langt borte. Maria Magdalene holdt - ligesom Simon Peter og Johannes - heller ikke sin glæde for sig selv. Da hun først havde mødt den opstandne, vidste hun, at det ikke var i graven hun skulle lede efter ham, men i det daglige liv, hun blev sendt tilbage til. Hun havde ikke længere plads til tvivlen i sit hjerte og skyndte sig hen for at dele den gode nyhed med sine venner. Men måske skulle de alle en tur omkring mørket og fortvivlelsen før det også blev påske for dem. AMEN

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email