Hvis du har kommentarer så skriv til SAA@KM.DK Susan Aaen

	6.s.e. påske - Jh. 15,26-16,4 – 27. maj 2001
	Harre og Sæby kirker
	248 – 224 – 251 / 54 - 255
	Du, som går ud fra den levende Gud, åndernes Ånd i det høje! Han er det, som gudstjenesten i dag særligt vil fortælle os noget om. Jesus kalder ham i ordene fra Johannes-evangeliet for Talsmanden. Vel at mærke ikke en jordisk talsmand, som vi kender det fra TV, men en himmelsk, åndelig én af slagsen. Guds sendebud.
	Når jeg sådan læser, hvordan Jesus taler om Talsmanden, synes jeg umiddelbart, at det er utilgængeligt og svært helt at holde fast i, hvad det handler om. Eller rettere: det er vanskeligt uden videre at knytte tekstens virkelighed sammen med min egen nutidige virkelighed. Og det vil jeg jo så gerne. For kan jeg ikke se mit eget liv afspejlet i evangeliets virkelighed, ja, da forbliver det med Gud en sag, der er uvedkommende for mig. For hvad skal jeg med en tro på en Gud, som ikke har noget at sige ind i mit liv?
	Når Jesus taler med sine disciple, så er det for at forberede dem på en situation, hvor de og vi er stillet lige. Altså på et liv, hvor Gud i menneskeskikkelse ikke færdes levende iblandt mennesker. Den menneskeblevne Gud ved om, at den situation vil skabe fortvivlelse og håbløshed. Altså lige indtil, at mennesker har vænnet sig til, at verden er gudløsÂ…
	Og det er nok dér, vi er i dag: verden er gudløs. Vi ser ikke engang længere fodsporene fra Kristi Himmelfart i sandet. Vi er os selv. Og dog samles vi alligevel søndag efter søndag til gudstjeneste og vore børn bliver stadig båret til døbefonten. Hvorfor? Hvordan holder vi liv i noget usynligt?
	For mig er der kun ét svar: Talsmanden, Guds hellige ånd lader os forstå, at Gud er levende selv om han ikke er synlig for os. Den levende Gud. Det er noget helt, helt specielt for kristendommen, at den taler om Gud som levende. Andre religioner siger bare Gud. Men ved at knytte liv sammen med Gud får vi en fornemmelse af, at vores Gud også bor i vort liv. At han lever og ånder sammen med vort eget åndedræt. Mit eget liv er uløseligt knyttet sammen med Guds liv. Men for at det kan blive erfaret virkelighed for mig, må Guds Talsmand komme mig nær. For uden hans talsmand erfarer jeg kun min egen virkelighed.
	I tiden efter den første påske med Jesu død på korset, var disciplene i en meget trængt situation. De havde deres egen sorg og afmagt at bære rundt på. Sorg over at have mistet en god ven. Afmagt over at have sat sin lid til én, som alligevel endte med at dø på et kors. Det var den ene side af deres trængsler, hvor der nok mest af alt skulle tid til for at hele. Den anden side derimod var langt mere påtrængende. Disciplenes liv var slet og ret i fare. Det er såre menneskeligt, at når man har vundet en sejr, så vil man have taberne endnu mere ned med nakken. Det kan man gøre med ord. Oftest gør man det med sværd i hånd.
	Disciplene var selvsagt den første generation af kristne og derfor havde de ganske særlige vilkår at leve som kristne under. Da jeg for nylig var i Hongkong talte jeg med en kinesisk kvinde, som læste teologi. På et tidspunkt i samtalen spurgte hun mig: Susan, er dine forældre også kristne? Da jeg var kommet mig over spørgsmålet, fik jeg fremstammet et hurtigt ”ja”, hvorefter hun fortsatte: Det er godt for dig. Selv var hun den første kristne i sin familie. Især hendes far var meget optaget af kinesisk folkereligion og dyrkede 16 forskellige guder.
	Jeg har aldrig før i mit liv mødt et andet menneske, som spurgte mig, om mine forældre var kristne. Jo, jeg har selvfølgelig – især i min studietid – mødt mennesker, som ville vide, om jeg kom fra et hjem, hvor kirkegang var almindeligt. Men aldrig dette fundamentale spørgsmål: er dine forældre også kristne?
	Hvor megen styrke er der så i, at komme fra en tradition, hvor utallige generationer bagud har ladet deres børn døbe og konfirmere i den kristne tro? Helt ærligt, jeg ved det ikke! Jeg kan ikke lade være med sommetider at overveje, om vores tradition på mange måder ikke er blevet en behagelig sovepude for os. Det er som om, at vore forfædre en gang for alle har klaret det med Vorherre og os, så vi selv bare kan nøjes med at klare det, der har med os selv at gøreÂ… Men: Du, som går ud fra den levende Gud, åndernes Ånd i det højeÂ…
	Ja, selvfølgelig er mine forældre kristne. Det var på én og samme gang meget med mit liv at gøre og slet ingenting. Som spæd blev jeg båret til døbefonten, senere blev jeg konfirmeret. Begge gang var det nok mest mine forældres valg; noget, som de syntes var godt for mig. Så på den måde kan man sige, at der tidligt i mit liv er blevet valgt side for mig.
	Som voksen er min situation derimod en anden. For nu er det pludselig mig, der skal træffe et valg. Det er mig, der skal afgøre mig i forhold til hvilket grundlag, jeg vil have for mit liv. Samtidig med at jeg godt ved, at Gud vel også sommetider bestemmer mere end et menneske har godt af at vide! Som voksen skal jeg bl.a. tage stilling til, om mine efterkommere skal døbes og konfirmeres. Og i den stillingtagen er det for svagt et grundlag, kun at have forfædrene som autoriteter. Jeg er nødt til at tage ansvaret og valget på mig. Så i denne brede forstand er hver generation 1. generations kristen. Og derfor har også jeg brug for at synge og bede: Du, som går ud fra den levende Gud, åndernes Ånd i det højeÂ…
	Der tales meget om i disse år, hvorvidt vi som kristne er truede af andres religioners indflydelse. Især islam bliver bragt på bane i denne forbindelse. Også når det drejer sig om politisk indflydelse. I begge diskussioner er der noget, jeg simpelthen ikke forstår. Hvorfor er vi så bange for, at noget kan true os så stærkt, at vi på forhånd har tabt? Er det i virkeligheden, fordi vi ikke ved, hvad vi selv tror på eller fordi vi dybest set er ligeglade eller måske allermest: fordi vi ikke vil forpligtes af noget, som vi ikke selv har fundet på?! Nemlig af det som udgår fra den levende Gud.
	Der var virkelig meget, som kunne true disciplene; indeni dem selv og udenfor dem selv. Vi har det vel i grunden ikke anderledes selv. Troen skal både igennem vort eget sandheds- og nyttefilter og igennem omgivelsernes domsafsigelser. Det kan være hårdt, men så er det vel heller ikke værre. I dag i Danmark er der ingen, der mister livet p.g.a. deres tro. Det er egentlig temmelig omkostningsfrit at være kristen. Det kan godt være, hvis man er meget ihærdig og pågående, at man da kan få en del verbale afklapsninger, men ud over det, er ligegyldigheden vist den største belastning.
	Det er i grunden sært, at vi har hørt om Jesus Kristus. Der gik da også næsten 1000 år før end rygtet om ham nåede frem til os. At der er skrevet en hel bog om hans liv er endnu mere underligt. Og at man stadig læser den bog, er mærkeligt. Uden ånd var det aldrig sket. For Helligånden er den kraft, der giver liv til det døde bogstav. Det er Helligåndens skyld, at budskabet om Gud som menneske ikke er blevet til en stivnet begivenhed en gang i fortiden. Det er ånden, der gør det muligt, at også vi mødes af evangeliet om Gud som én af os. Helligånden vidner om Guds virke i historien. I Kristus har Gud sat synlige spor i verden. Tiden har fået sporene til at sande til og derfor er Helligåndens største ærinde at gøre dem synlige for det enkelte menneske.
	"Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder". Sådan talte Jesu discipel Peter til den første menighed. Vel er der mange ting, der kan skille mennesker fra hinanden og vel er vi hurtige til at dømme - og sommetider også fordømme - hinanden. Men rundt om alt det, som vi forsøger at ødelægge forholdet til vores næste med, har vi Guds ord til os om, at huske på under alle forhold, at den kærlighed, der bl.a. hedder tilgivelse, den kærlighed skjuler meget af det, vi ellers gør. Helligånden vil fællesskab, enhed. På tværs af fysiske og psykiske grænser. Enhed og enighed gør stærk, siger vi. Stærk til at følge op på disciplenes arbejde i den første kristne verden. Helligånden, Talsmanden, gør os stærke, så vi ikke behøver at bekymre os for, at det er noget, der truer vores tro. Ja, den gør os måske endda så stærke og frimodige, at vi åbent tør stå ved, hvad vi tror på og hvad det betyder for os.
	Du, som går ud fra den levende GudÂ…

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email