Hvis du har kommentarer så skriv til SILA@KM.DK Sisse Landert

Prædiken til 2. påskedag 1996.

Tekst: Joh 20, 1-18.

Salmer:374, 19o, 2o6---2o7,194

Påskeevangeliet er den lysende fortælling om, hvordan den opstandne møder det dybt kuede og rådvilde menneske. Den opstandne Jesus valgte ikke at vise sig for Pontius Pilatus og ypperstepræsterne, de der havde dømt ham. Han valgte ikke at triumfere over for dem og sige: Se her er jeg, opstået som Guds søn - I troede mig ikke - men se selv.

Kun Maria Magdalene så ham ansigt til ansigt-

Hun der i følge ældgamle overleveringer er den samme Maria, der salvede Jesus for en uge siden på Palmesøndag - til stor forargelse for alle.

Men Jesus sagde: Hvor i verden evangeliet prædikes, skal det hun her har gjort, fortælles til minde om hende.

Nu står hun her igen. Som det ribbede menneske, og hele den fortabte menneskeheds gråd høres og rummes i hendes gråd.-

Og hun viser os, at det aldrig er mennesker, der er bærere af troen- eller er troens garanter-- men at det altid er os der bæres- altid er os, der får tro.

I forhold til påskens store undere er vi så uendelig små, og i en dyb forstand fortabte- for hvordan dog overhovedet nærme sig den opstandne.-

Det kunne disciplene heller ikke.-

De var der - Peter og Johannes, hører vi. De havde været tættest på Jesus, nu var de bare forvirrede-

Intet fattede de.

Der er nogle, der siger, at en mand, der har en hammer, ser søm alle vegne- ligeså med ham, der har en skruetrækker, han ser skruer. Og den læge, der er specialist i et bestemt afgrænset speciale, har en sær tendens til at se netop den sygdom alle vegne hos sine patienter.-

Man ser det man forventer at se!

Så hvis disciplene og kvinderne havde haft en forventning om en tom grav i påskemorgenen---- men det havde de ikke.

Ligegyldigt hvilket af evangelierne, vi vender os mod, så er det rystelsen vi hører om. Forfærdelsen over at graven er tom, for nu ville de så inderligt gerne se ham de havde mistet endnu en gang-

De ville gøre det, vi selv gør, når en har trukket vejret for sidste gang: gå tilbage - og se og se igen og igen- som for at se sig mæt, inden det var for sent, og døden havde tegnet for dybt i et elsket ansigt.

Derfor gik de derud - ikke for at få vished for noget de vagt håbede.-

De havde mindst af alt ventet noget, der lignede en opstandelse- kunne næppe forestille sig, at noget sådant kunne finde sted.-

Når VI mistror dem, så er det snarest fordi VI har hørt påskeevangeliet så tit. Men for dem var det ikke sådan

De havde ganske enkelt mistet et menneske, de stolede på, og som havde sagt og gjort ting, der havde rørt dem dybt- og nu var han død - og deres sorg var som vores, når vi mister. Bare elendighed.- Lammede rodløse og forvirrede var de mennesker som påskenyheden kom til.-

Og Peter og Johannes ænsede næppe Maria Magdalene ved graven.- Selv om det var hende, der først havde set, at stenen var væltet fra- . På traditionel maskulin maner ville de have syn for sagen, og de mosede frem og ind i graven--- og fandt-- ingenting!

Så gik de hjem igen, står der bare- de havde ikke fattet, at det skulle handle om opstandelse- for dem var det blot en gåde, at Jesus ikke var i graven.-

Men Maria Magdalene stod og græd- Hun kunne ikke løsrive sig fra stedet og alle gåderne.- Hun der havde været en udstødt- hun, der for eneste gang i livet havde mødt menneskelighed hos den døde, hvordan skulle hun, der ikke havde andet i livet end ham, så bare gå hjem.

Men så:

Midt i erkendelsen af, at det hele var slut- sært og abrupt. og uden at hun kunne få lov til at se sig mæt på den døde til afsked.

Midt i den gryende oplevelse af, at nu var hun igen som en herreløs hund, at hendes liv igen ikke havde nogen retning, da kaldte hendes Herre hende ved navn.

Hun kendte ikke ham- først da han kaldte hende ved navn ,så hun ham.-

Hun fik ikke et nyt navn- hun blev ikke en anden- men hun fik lov til at være sig selv- Maria- fordi han sagde det.-

Der er en, der engang har sagt:

Det er svært at være blind, men en blind er også et menneske,men det menneske, som ikke bliver set er ikke længere et menneske.

Jesus så Maria. Så hendes sorg, hendes smerte, og så kaldte han hende ved navn. Og idet han så hende, blev hun menneske igen. Han sagde ikke " du skal ikke være ked af det " - Han sagde heller ikke : " det skal nok gå alt sammen". Han ændrede ikke på noget- prøvede ikke at trøste.

Men - han så hende- og kaldte hende ved navn.

Ikke andet.

Men det ændrede alt.

Den svenske journalist Carl Lagercrantz har engang beskrevet en oprivende hændelse, han kom ud for som barn.

I skolen måtte han gå en klasse om.

Han beretter om, hvor pinefuldt ydmygende det var efter sommerferien at måtte indtage sin plads i den klasse, der hidtil havde været under ham.

Lagercrantz skriver:

Om efteråret trådte jeg ind i den nye klasse med tårerne løbende ned ad kinderne. Der sad jeg mellem dem, jeg havde foragtet- rollingerne, jeg, der nys havde tilhørt en højere klasse og delt dens fortrin. Det var en nedstyrtning som ikke føltes mindre, end hvis jeg havde været konge og var blevet nedstyrtet til svinene.

Da det tilmed viser sig, at oversidningen er blevet besluttet af Lagercrantz far og skolens rektor efter en rådslagning i den lokale bridgeklub, føler drengen sig ikke blot grænseløst ydmyget, men totalt forkastet. "Jeg var underkendt, ikke blot i skolen, men for resten af livet", skriver han.

Men så fortsætter han: Fra mit oversidningsår husker jeg også en nåde, der blev mig til del. De første uger i skolen var jeg bedøvet af sorg og ydmygelse og havde svært ved at opfatte tingene omkring mig. Til tysk havde vi en lærer Johnson. Han var meget elegant, og et menneske alle så op til i hele byen. Måske så Johnson min ulykke. Måske handlede han intuitivt. En time fikserede han mig, som om han ikke havde set mig før.-- " Går DU om Oluf, det troede jeg virkelig ikke " .Der lå værdsættelse i hans ord. En anerkendelse af, at der hos mig var noget, som gjorde, at han måtte betvivle den straf, jeg var blevet udsat for. Hans ord gav mig oprejsning og skænkede mig uendelig husvalelse. En højere magt havde godkendt mig. Jeg var unddraget den fuldkomne fordømmelse. At være forkastet vidste jeg allerede hvad var, men at der også fandtes frelse, lærte jeg af lærer Johnson, slutter Lagercrantz.

Det er en fortælling, om en påskeerfaring.

For påsken handler ikke om andet end om at forkastede og kuede og rådvilde mennesker mødte frelsen. At den opstandne rakte ud efter dem og kaldte dem ved navn.

Og dermed gav dem liv ud af sit liv.

Marias liv blev ikke anderledes fra den dag.

Hun var den hun var, Maria Magdalene - men verden omkring hende var blevet en anden - ny.

Og drengens liv blev ikke et andet. -- målt med forstanden -- Han måtte gå sin klasse om. Han forblev blandt rollingerne. Men der blev rådet bod på ydmygelsen. Det lys han så sig selv og sin stilling i, blev fra gråt og trøstesløst forvandlet til glans og stråler, der gav livsmod og tillid.

Selvtillid og tillid til, at der fandtes frelse i verden.-

På samme måde med påskens evangelium om opstandelse.- det vi ikke KAN begribe med hovedet.-

Til det kan vi kun bruge de muligheder, vi har for at orientere os i verden uden forstand og fornuft. Og ret beset så ved vi vel godt, at de ting i livet, der virkelig betyder noget for os- de sanses netop ikke med fornuft og forstand, men med følelser..

Forstår og begriber vi mon med fornuft og forstand det under, som vore børn er for os - . Eller det mirakel som vores elskede er for os. Forstår vi mon til fulde det under, at det bliver forår efter en næsten uendelig lang og kold vinter - at trætheden og tristheden forsvinder som dug under forårssolens skarpe stråler.-

Næ---. Men vi oplever det lige sandt- eller måske sandere - end noget af det vi regnede os frem til.-

Påsken er sådan et under.

Vi forstår den ikke med hovedet-.

Men med hjertet og alle sanser ved vi, at den er sand - så sand som den kærlighed, der møder os og den sol, der varmer os.

Døden kræver stadig sit- og en skønne dag kræver den vores eget liv.

Men vover vi at fastholde tilliden til , at der findes frelse i verden - vover vi at trodse livets nederlag og angst og ydmygelser, fordi en har set os og kaldt også os ved navn- da er det muligt at leve og leve i glæde.- Sådan som det blev muligt for Maria Magdalene og for drengen Oluf.

Det er hvert dødeligt menneskes fryd det er på jorden en himmelsk lyd, Kristus opstod fra de døde. Han i sin død trådte døden på nakke, hvem der med nåden vil tage til takke, rejser han op fra de døde.

Derfor halleluja tusindefold følger det budskab fra old til old, Kristus opstod fra de døde. Og før han tog i det høje sit sæde såde på jord han den evige glæde Vi skal opstå fra de døde.

AMEN -- og glædelig påske.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email