Hvis du har kommentarer så skriv til pkni@km.dk Peter Kiel Nielsen

	Der er selvfølgelig ingen, der tror på jomfrufødslen. For al fornuft siger jo, at det kan ikke lade sig gøre. En jomfru kan ikke blive gravid. Ergo kan der ikke have fundet en jomfrufødsel sted.
	Sådan kunne man mene. Og jeg kan på mange måder godt forstå, at mange opfatter det sådan. Jeg kan godt forstå, at mange kan have svært ved at forstå, at Maria kunne blive med barn. Ja, at tanken om, at Guds søn på den måde skulle komme til verden, må synes helt uforståelig og umulig. Sådan er det også for mig selv. Det er et kors for tanken. Og sådan var det for Maria.
	Nu kunne man så spørge: er det forkert at tvivle? Høre tvivlen også med til dette, at være et Guds barn? Ja, jeg mener det er meget naturligt at tvivle.
	Det er jo så pærenemt for fx mig, der er født og opvokset i en stærkt kirkeligt hjem at tage alt det med kristendommen for givet. Men jeg kender nu også til tvivlen.
	Og modsat er det jo også pærenemt at skyde kirken og kristendommen ned med logikkens argumenter og kolde kendsgerninger. Jo, for kristendom er jo nissetro og sutteklud for barnagtige svæklinge. Og selv det menneske, der har det sådan, kan man jo ofte opleve som et dybt håbende og søgende mennesker.
	Det er nemt at tro. Og det er nemt tvivle. Og den der har det nemt enten med det ene eller andet har ikke brug for at høre evangeliet.
	Og så må vi andre så mødes med både vor tvivl og vor anfægtelse - og det glimt af tro, som det hele er blandet med. For det, som er lidt kompliceret ved det med Jesus er jo, at det både er svært at tro på og svært at tvivle på. På én og samme tid. Og det er kompliceret, fordi det er så kompliceret at være menneske. Vi møder jo netop Jesus i skæringspunktet mellem meningsløsheden og håbet. I skæringspunktet mellem det fuldstændigt tåbelige og det troværdige. I skæringspunktet mellem det jeg ser – og det jeg håber. Mellem liv og død, sandhed og løgn.
	Det er svært at tro på Jesus, fordi det hele er så uvirkeligt. Fordi det på en måde opleves som hinsides al fornuft. Og samtidig må jeg sige, at når jeg læser om Jesus i den Hellige Skrift – Bibelen – så har han en tiltrækningskraft, som jeg ikke kan komme uden om.
	I dag er der mange der søger ham i oplevelser. Jeg sad og surfede lidt på internettet. Lovsangsgudstjenester og mirakelshow er der ikke så få af rundt omkring. Frikirkerne arrangere helbredelsesaftner og manakornsaftner. Det giver sig ud for at være dybt åndeligt. Men i virkeligheden er det jo dybt uåndeligt. Det bygger på den rationalitet, at vi skal bevise Guds eksistens. Kom og oplev Jesus hos os.
	Gud er med dig, hvis du føler det. Hvis du taler i tunger. Hvis du er begejstret. Hvis du er ung, smuk og smart. Hvis du har de rigtige oplevelser. Frikirkernes mirakelshow eller følelsesladede lovsangsmøder er i mine øjne dybest set er lige så rationalistisk og kødelig som den koldeste ateisme.
	Det er følelser, fornemmelser – som jeg har mødt lige så stærkt i nyreligiøse sammenhænge. Det er følelser og fornemmelser, som man lige så godt kan få ved studere indisk mystik eller drikke guldøl. Det at lovsange skal synges i en uendelighed gør det i mine øjne ligegyldigt om vi synger til Buddha, White Eagle eller Kristussen Jesus. Bare vi føler.
	Den kendte vækkelsesprædikant fra Herning, Moses Hansen, var i fjernsynet lørdag eftermiddag og på spørgsmålet om han nogensinde havde tvivlet på det han stod for svarede han kort og kontant nej. Så slukkede jeg. Men for mange mennesker, er han den, man hviler sin tro på. En tro, som jeg kan frygte braser sammen, fordi det byggede mere på en karismatisk menneskes udstråling end på sand og dyrekøbt trosliv, der hviler på evangeliet i Det nye Testamente. Det er så rationalistisk og kødeligt – også selvom det sovses ind i stor åndelighed og tilsyneladende stærk tro.
	Troen bygger ikke på følelser, forstand eller begejstring. Der er mange af os, der ikke kan vidne alenlange vidnesbyrd om vores tro. Men troen bygger på det objektive – dette uden for mig hvilende – at Gud har talt til os i sin søn i den Hellige Skrift.
	Det kan jeg hverken tænke mig til. Føle eller mærke. Og Jesus er ikke mere nær, fordi jeg føler det. Han er mig heller ikke mere fjern, fordi jeg ikke føler det. Men han er mig nær, fordi han i evangeliet har lovet mig, at være mig nær.
	Det er jo svært at tro, fordi der er meget, der modsiger troen. Men også fordi vi mennesker har noget i os, der ikke vil tro – i hvert fald på Kristus.
	Vi vil gerne tro, når vi kan føle troen. Eller når vi rationelt kan tilegne os den. Men troen kommer kun af én ting. Nemlig af det der høres. Evangeliet.
	Og det, der høres kan kun lukkes op på én måde, nemlig ved at Gud ved sin Helligånd åbner vore hjerter, så vi tager imod i tro. I mig selv er jeg en stor tvivler, ja, vantro. Men Kristus åbenbarer sig selv for mig ved sit ord, så jeg tager imod ham i tro.
	Kristendommen er faktisk et valg. Men ikke mit valg. Men Guds valg. Og det møder vi jo allerede da Jesus blev undfanget af Jomfru Maria. Det var ikke hendes valg, men Gud udvalgte hende til at være mor, for sin egen søn.
	Og det at hun blev udvalgt, var ikke en udvælgelse til de store følelser af glæde og begejstring. Men det var en udvælgelse til frelse.
	Og frelsesvejen – den vej som Marias barn kom til at gå – var en vej, der gik over megen lidelse. Først denne skam hun kunne møde, ved at blive gravid uden for ægteskabet. Den besværlige tur til Betlehem. Den uudholdelige smerte, da hun fødte et lille hjælpeløst barn. Flugten til Ægypten. Og dette uforståelige, på den ene side at få at vide, at hun var mor til Guds søn. Og samtidig oplevelsen af, at det faktisk gik ham rigtigt dårligt. Han blev kaldt dæmonbesat.
	Hun så ham blive korsfæstet. Som en gudsbespotter. Myrdet af det folk, som han var kommet for at frelse.
	Og mon egentlig Maria følte den store begejstring? Den store tro? De store følelser? Jeg kan godt forstå, hvis hun har oplevet en depression, så dyb som aldrig noget menneske. Jo, hun sang lovsang i begyndelsen – den var sand og havde indhold. Men den var vel hul og tom, da hendes søn hang blå iltmangel på et kors uden for Jerusalem.
	Det var jo først efter opstandelsen, at det gik op for hende, hvad det betød, at Gabriel kom. Efter over 30 år i stor uvished og tvivl. Men sådan kom Gud til os mennesker. Og først i opstandelsens lys, blev det klart, at det var Gud, der var Jesus.
	Og meget vil have os bort fra ham. Enten den dødelige ateisme eller den forløjede åndelighed. Farisæismen i forskellig klædedragt.
	Men der er også én, der vil os. Og det er Kristus. Han vil vor frelse. Og derfor kom han til os i et lille menneske. I en historie, som i dåben har indvævet sig i vores liv. I nogle ord fra en gammel bog, som kan synes så svage og afmægtige. I en kirke, som ikke vil og kan tilfredsstille ugudelighedens lyst til underholdning og show. Men i et evangelium, som står evigt fast.
	Og først på opstandelsens morgen får vi givet at føle og forstå, at det var sandt. Og da vil vi opleve, at det var Gud, der frelste. Og at hans veje er uransalige. Amen.
	Peter Kiel Nielsen Kirkevej 8 6560 Sommersted tlf. 7450 4158 mailto:pkni@km.dk

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email