Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	Påskedag 2002 i Horbelev og Falkerslev
	tekst: Matt. 28, 1-8
	Salmer: 195, 190, 208- 206, 200
	Bøn: Gud, Vi søger dig på steder, du allerede har forladt, og ser dig ikke selv når du står foran os. Giv os at se dig i din fremmedhed så vi ikke klamrer os til den smerte vi har gjort os så fortrolige med, men erkender at vi er frie til at forkynde opstandelsen. I Jesus Kristi navn. Amen
	For nogle år siden var der en vittig hund af en reklamemand, der havde lavet en Påskereklame for Glyngøre. Den skulle selvfølgelig reklamere for de sild, vi så gerne spiser her til lands ikke bare til jul, men også til Påske. Reklamens ordlyd var slet og ret: Køb Glyngøre-sild og undgå opstandelse i Påsken. Nu er det slet ikke sikkert at I har set den reklame, for den blev nemlig meget hurtigt trukket tilbage. Jeg ved ikke helt på hvis initiativ, men der var i hvert fald nogen med magt over tingene, der hurtigt fik tørret det smørrede grin af og blev ret stramme i betrækket. Det her var for stærkt, det kunne man ikke ! Når det drejer sig om opstandelse gælder der altså åbenbart ikke, at dårlig reklame er bedre end ingen. Og selvom jeg blankt indrømmer, at det også gibbede i mig da jeg så den, så er jeg ved nærmere eftertanke slet ikke så sikker på at jeg ville have forlangt den trukket tilbage, hvis jeg havde haft magt til det. For denne her reklame var så vidt jeg kan se, en rigtig dårlig reklame for silden og en mægtig god reklame for opstandelse. For hvem ved sine fulde fem vil undgå den opstandelse der hører påsken til ?
	Ja, det er der måske alleligevel slet ikke så få der gerne vil. I hvert fald når det drejer sig om at tale om den. For den er nu noget uhåndterlig og luftig den opstandelse, der hører påsken til. Egentlig er det jo lidt mærkværdigt at ordet opstandelse også kan betyde noget der at gøre har med larm og opløb ofte for ingenting. Stor opstandelse for ingenting siger vi jo. Og så er ordet opstandelse jo samtidig uløseligt knyttet til påskemorgen. Til det faktum at graven var tom, at der var sket en opstandelse som blev mødt med først med frygt og tavshed så med den glæde, der løber over af fryderåb og lovsang. Her var der ikke stor opstandelse for ingen ting. Her var Jesu Kristi opstandelse fra de døde, men den var ikke helt nem at stille noget op med.Den var slet ikke nem at tale om.
	Selv i kirken ved vi ikke altid helt hvad vi skal stille op med den og det betyder at opstandelsen fører lidt af en skyggetilværelse i forkyndelsen, så den kunne faktisk godt trænge til lidt reklame, eller skulle jeg nu vi er i kirkens rum sige, at den kunne trænge til forkyndelse, for det er jo det ord vi bruger om det vi reklamerer for her i huset.
	Det er faktisk den, der overhovedet er grundlaget for at vi er kristne, at vi har kirker og præster, at vi synger salmer og døber børn og begraver døde med en kristen begravelse. Opstandelsen er grunden til at vi både ved menneskelivets begyndelse og afslutning, nemlig lige før dåben og lige før jordpåkastelsen siger de samme ord. Nemlig ordene fra første Peters brev : Lovet være Gud , vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde: Opstandelsen er det vi i kirken lever og dør og holder søndag på, selvom den er det intet øje så. Den arv Jesus Kristus efterlader os er ikke én vi kan sætte i banken eller hænge på væggen eller stille på hylde, den arv han efterlader os er uforgængelig , uforkrænkelig og uvisnelig, for den er simpelthen det, at vores liv, hvordan det så end tager sig ud, OGSÅ tager en ny drejning.
	Men præcis fordi opstandelsen er det intet øje så, er det så svært at reklamere for den , præcis derfor er den så svær at forkynde, for der er ikke ret mange billeder i opstandelsen, hvilket også fremgår af, at den er meget sparsomt repræsenteret i kirkekunsten, i modsætning til f.eks lidelsen, der findes udpenslet i detaljer, ja næsten til ulidelighed.
	I vores evangelisk -lutherske tradition har der været en tendens til at fokusere så meget på Kristi lidelse og død, at opstandelsen næsten er blevet glemt. Som i et anfald af nordisk tungsind er vi af lutter kristelighed blevet stående på det sted , hvor vi med en næsten hedensk alvor hele tiden holder blikket fæstnet på langfredag. Når vi på den måde bliver ved med at se bagud i stedet for fremad, mister vi fornemmelsen for den retning, der kristeligt set er den eneste retning der giver mening, nemlig opstandelsens retning. Og det er en skam, for hvis ikke der gives plads til opstandelsens herlighed bliver Jesu Kristi lidelse abstrakt - uden mening , for det er jo ikke lidelse og død Gud vil give os i ham, nej, det er den han vil løfte fra os og i det samme forære os livet og give det en ny retning, en ganske bestemt retning, den præcis samme retning, som kvinderne ved graven får angivet, nemlig den vej han er gået, forud for os. Opstandelse vil ikke på nogen måde tage alvoren ud af Jesu lidelse og død, den vil give den mening.
	Vi kunne ikke blive hos ham i hans lidelser, vi kunne ikke afbøde dem, ligesom vi når vi står ved en grav må erkende at vi ikke magtede det vi gerne ville, at vi ikke kunne vende det uafvendelig. Kvinderne gik til graven for at se tilbage, og det er vi også tilbøjelige til at gøre når vi står ved en grav, men da lyder det samme budskab som lød til kvinderne den første påskemorgen, et budskab der viser væk fra graven og tilbage til livet. Budskabet om at han er opstået som han har sagt det, og at han er gået forud for os for at komme os i møde.
	Det vil sige at han til stadighed som den opstandne møder os som den umiddelbart skabende. At han er virkelighed, ikke bare i fortiden, men også er det lige nu. At han i et hvert ord, der bliver talt om ham helt frivilligt gør sig selv nærværende for os og samtidig med os ved Ånden. Og det gør han ved at forstyrre os, bryde ind i vores liv og kalde os til fællesskab med sig selv, den levnede Gud. Det gør han ved at kalde os til et nærvær, hvor vi ikke så meget ser, som ses, hvor vi ikke i så høj grad forstår, som forstås, ikke i så høj grad fatter som omfattes.
	Alt hvad der er at sige og fatte om Gud er således grundfæstet i at vi er omfattet af Jesu Kristi opstandelse. Uden den ville Jesu gerninger være både gode og fine, hans lidelse og død ville være lige så tapper som den ville være abstrakt og meningsløs, den ville gavne os intet.
	Opstandelsen sætte simpelthen en ny virkelighed. Fra og med opstandelsen er det den der bestemmer hvad der er virkeligt og hvad der ikke er. Den er den virkelighed, den begyndelse vi hele tiden må begynde forfra med - og sikken en begyndelse.
	Det liv vi har nu er et liv med påske i. Et liv med opstandelse i . Alle dage indtil verdens ende, og nætterne med. For det er som den opstandne Jesus kan være med os, ubunden af tid og sted. Det er som den opstandne han ikke bare er fortid, men så sandelig også nutid og fremtid. Ingen af os kan mere sige, at vi ingen fremtid har, for i Jesus Kristus har vi alle en fremtid, rig og fattig, ung og gammel, levende og døde. Navnet Jesus Kristus er simpelthen uløseligt bundet til fremtid. i navnet Jesus Kristus er der fremtidsmusik.
	Påskemusik er fremtidsmusik. Det er den musik, der hilser det nye menneske, der påskemorgen genfødes til et levende håb, det menneske som har døden som sin grænse, men ikke som sin Herre. Den fremtidsmusik er en musik, ikke bare for fløjter og violin, ikke kun for trompeter orgel og kontrabas, men en musik der er er beregnet til at blive fremført af hele skabningen. Denne fremtidsmusik skal fremføres af hver en sukkende skabning, stor som lille, der må jubles under tårer, så selv den stumme skabning og den største klodsmajor må summe og brumme med i koret. Et nyt menneske er på hemmelighedsfuld vis blevet til, fordi Jesus Kristus er nærværende, helt tæt på, som den der angiver retningen og omgør virkeligheden ved at gøre sig selv og sit liv til vores nutid og fremtid. Se det er opstandelse, så det batter.
	Kan vi tage påskens opstandelsesbudskab til os, som vores helt grundlæggende virkelighed, så bliver det næsten umuligt at gå rundt som en humorforladt eksistens uden håb. Da må vi overgive os til den glæde, der er søster til mørket og lidelsen, den der er større end alt andet, den der er tidens bevæger, den glæde der strømmer ud af Guds hjerte og lægger sit lys om vores lidelse og åbner vores hjerte så det brister, - måske brister det en dag i april som krokus og blå hyacinther og bryder som vårsolens sejrende smil igennem den smeltende vinter.
	Bønnetvej 6,4871 Horbelev telf.54445124 mailto:mtr@km.dk

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email