Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	Skærtorsdag 2002 i Horbelev og Falkerslev
	Tekst: Johannes 13, 1-15
	Salmer:
	At vaske andres fødder er et arbejde for slaver, plejepersonale - eller for mødre. Selvom mine børn efterhånden er så store, at de sagtens kan vaske deres fødder selv , så er der noget særligt ved de gange, hvor de stadig sidder på den stol der former sig af mit ene ben når jeg støtter foden på badekarrets kant. Så sidder de dér på mit ben med armen om min hals og fødderne i håndvasken mens jeg sæber deres fødder ind og skyller dem. Det tager ikke lang tid ,bare sådan en fem minutters tid, men der opstår altid noget særligt der, et særligt rum, en ro, en fortrolighed. Denne lille hverdagssituation er i høj grad tegn på, at vi hører sammen at vi er tæt forbundne, selvom deres krops vægt på mit ben fortæller mig at de vokser og gror og skal rejse ud i verden, mens jeg skal blive tilbage.
	At vaske andres fødder er altså enten noget man er tvunget til, som en slave kunne være det på Jesu tid, eller det er noget man er betalt for at gøre, som plejepersonale kan være det i vore dage, eller det er noget man gør for nogen man elsker. Det bliver et tegn.
	Når Jesus vasker disciplenes fødder aftenen inden påskefesten er det en handling, der er i familie både med slavens ydmygelse og med moderens kærlighed.
	I første omgang opfatter disciplene det som en slavens handling, og Peter vil slet ikke have at Jesus skal vaske hans fødder. Han har ikke forstået hvad der ligger bag og derfor vil han selvfølgelig ikke tillade, at den han beundrer og ser op til og kalder Herre og mester, skal vaske hans fødder, som en anden slave.
	Først da Jesus fortæller, at fodvaskningen giver Peter lod og del sammen med ham indvilliger han og da på den sædvanlige petrinske facon, den der sådan falder lidt med døren ind i huset, for han siger så: Ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet. At det ikke kun drejer sig om vask har Peter forstået, men, at det Jesus har for med ham ikke bliver hverken mere eller mindre af at han får vasket også hoved og hænder er ikke gået op for ham.
	Fodvaskningen er et tegn på, at Jesus af egen fri vilje ydmyger sig for vores skyld og samtidig er det et tegn på, at vi er dybt forbundne med ham. Den der har vasket ens fødder har man et særligt forhold til, for den der har holdt ens fødder i sine hænder af kærlighed har også holdt én om hjertet.
	Den der vasker sig selv bliver måske nok ren i verdens øjne, men forbliver måske uren både for sig selv og for Gud. Da Pilatus senere, vasker sine hænder lykkes det tydeligvis ikke at komme af med skylden over ikke at turde forhindre henrettelsen af en uskyldig.
	I Shakespeares Macbeth vandrer Lady Macbeth rundt i søvne og forsøger forgæves at vaske blodet af sine skyldige hænder. Der bliver nemlig ved med at dukke blodpletter op på hendes hænder lige meget hvor meget hun vasker dem, og de stinker af blod, så ikke alle Arabiens parfumer ville kunne overdøve stanken og gøre Lady Macbeths hånd til en den bløde, søde kvindehånd hun engang havde. Lægen der ser hende gå i søvne og hører hendes ord bemærker: "Her er at betrængt hjerte" og den adelsmand, der har til kaldt lægen siger : Ja, jeg ville ikke om så det gjaldt livet have sådan et hjerte i mit bryst. Det betrængte hjerte i Lady Macbeths bryst er vel ikke så forskelligt fra så mange andre betrængte hjerter. Er vel ikke så forskelligt fra Peters når han nu hen på morgenstunden skal høre den fordømte hane gale, mens han står med munden fuld af røgsmagen fra bålet i ypperstepræstens gård og hører tjeneste- pigens spottende stemme sige: Du var sammen med ham! Og han skal lide den tort, at høre sig selv svar : Nej ! Og han skal se de hænder bundne, der kort forinden vaskede hans fødder og satte ham fri. Satte ham fri på forhånd, vel vidende at han skulle fornægte ham.
	For nok er Judas forræderen, den der ikke er ren, men Peter fornægteren får lov at være ren, får lov at have lod og del sammen med Jesus, det vil sige får lov til at være omfattet af Guds kærlighed. Ligesom os, der så ofte står skyldige - ikke mindst i forhold til de andre, som vi har fået til låns af Gud, til at leve vores liv sammen med. Og mens tiden går grunder vi over hvilken kærlighed, der kan skjule en sådan mangfoldighed af synder og lægge til der hvor vi selv ikke kan ret meget andet end at trække fra. For det er jo ikke vores kærlighed, der kan det. Nej det er ikke vores.
	Men måske kan vi låne af Gud. Så vi kan lære at handle på trods, for Jesus siger jo, at han ved at vaske vore fødder giver os et forbillede, vi skylder også at vaske hinandens fødder, billedligt talt, og da er det vi ikke slipper afsted med kun at vaske fødder på vore børn, som vi elsker og gerne vil stå på ét ben for, mens vi bærer deres vægt på vores andet ben, nej hvis vi skal tage det alvorligt som Jesus siger denne skærtorsdag aften, så skal vi også vaske fødder på dem vi ikke har lyst til at røre med en ildtang. Fødder der er langt fra den lækre barnefod, der kan rummes i en hånd, fødder der er slidte og skurvede og knystede , fødder der har trådt i skidt og møg, fødder der sidder på mennesker vi ikke bryder os spor om, fordi de har trådt forkert i forhold til os, mennesker der har såret og skuffet os og gjort os rasende. Måske fordi de som disciplene gav indtryk af at være vore venner, men alligevel flygtede, fornægtede og forrådte på et tidspunkt i vores liv, hvor det virkelig gjaldt. Men det er jo det tilgivelse handler om, at kunne tilgive også de store tunge alvorlige svigt, det er dér der er brug for tilgivelsen . Alt andet er pjank og småtteri.
	I påsken erfarer vi , at Gud har gjort ALT for menneskets frelse og derfor kan vi heller aldrig gøre nok til hinandens bedste. Og det er ikke nemt, for vi er ikke Gud, selvom vi sommetider opfører os som om vi tror det, vi har ikke nemt ved at give afkald på at være ham lig, ikke nemt ved at glemme, at han har gjort os kun lidt ringere end sig selv og har kronet os med herlighed og ære, som der står i salme 8.
	Vist er det sandt. Men det er også sandt at vores ære og herlighed ikke kun ligger i at sidde på troner og lade os betjene, men ligger i at efterligne det Jesus gør når han vasker fødder på dem der elsker ham, men som har en noget ejendommelig måde at vise det på. Det kommer vi til at bede om hjælp til, for det skal vi gøre på trods af det der bor i os.
	Gud, Hjælp os til at kunne se bort fra os selv,så vi ikke forstyrre dit, når du lægger en stjernes tålmodighed for dagen, Lad os ikke retfærdiggøre lidelsen, Lad os ikke være stumme som en udørk. Lad os ikke spadsere rundt med Bibelen som en påfugl. Lad os ikke tælle de synder der er lettere end snefnug. Lad os ikke skubbe andres hænder fra os, når de har forset sig mod os og rækker dem frem. Lad ikke vort hjerte valse omkring som en krumbøjet stakkel Lad ikke vievandet stå os op i øjnene. Lad os ikke slæbe arme syndere til bålet, under foregivelse af, at det er til deres eget bedste, Lad os ikke trampe på dem, der bliver stående på halvvejen mellem vantro og frelse. Lad os ikke murre og knurre i søvne. Lad os altid tænke på at selv den største helgen er som et ynkeligt strå, der bæres af troens myre. Derom beder vi. Amen

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email