Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	Palmesøndag 2002 i Horbelev og Falkerslev
	Tekst: Johs.12, 1-16
	Salmer:
	Vi har været der før. I Betania. Hos søstrene Martha og Maria og deres bror Lazarus. Vi har været der, den dag da Maria sultent satte sig ved Jesu fødder og slugte hvert ord, der udgik fra hans mund, mens hun lod Martha gøre alt arbejdet i køkkenet. Vi har hørt Martha bebrejde Maria den opførsel og vi har hørt Jesus sige at Maria har valgt den gode del. At den ikke skal tages fra hende. At der er det ene fornødne, livets ord, Maria sluger. Den mad der består. Huset i Betania er et ganske almindeligt hus, de tre søskende er ganske almindelige mennesker, der lever et almindeligt liv, med madlavning og mundhuggeri - sådan som det går for sig i de fleste hjem når hverdagen er hverdagen, hvor i dag læner sig tillidsfuldt frem mod i morgen, sådan som den som den gør første gang vi får lov at komme med på besøg.
	Anden gang vi kommer med til Betania er alting forandret. Måske først nu i bakspejlet aner Martha og Maria hvor god den ganske almindelig hverdag er, for nu er der sket noget, der har forstyrret den. Det skabtes skrøbelighed og vaklen har vist sig ved at Lazarus er blevet syg og er død. Intet er som før. Døden har sat sit skel i mellem støv og ånd. Lazarus har allerede ligget i graven i flere dage, da Jesus endelig kommer tilstede - og det til trods for at han faktisk godt vidste, at Lazarus var syg. Martha og Maria har nok på en eller en anden måde vidst at Jesus, selv om han er mennesker lig, ikke var nogen helt almindelig gæst, men de får syn for sagn, den dag da Lazarus ligger stinkende hen i graven på tredje dagen og hele deres hellige almindelig hverdag er styrtet sammen.
	Her viser Jesus dem hvor meget Maria gjorde ret i at smide hvad hun havde i hænderne og lytte til ham, for da viser han, at det han siger sker, for da han siger : Lazarus kom herud, så kommer Lazarus ud. Kaldes frem gennem ligklæder og grav frem gennem døden , der har det med at trænge sig på i vores hverdag og ødelægge den.
	Tredie gang vi kommer med til Betania er i dag.Hverdagslivet er genskabt . Alt er som før, dog med en bevidsthed om at intet er som før, fordi de almindelig mennesker i det almindelige hus har haft en ualmindelig gæst, der nu oven i købet er kommet igen. Lazarus sidder med til bords og tager for sig af festmåltidet, som Martha har lavet for Jesus. Et festmåltid er jo til forskel fra død og ulykke et kærkomment brud på den helt almindelig hverdag. Måske tager man lidt forskud på påskefestlighederne, der venter om seks dage.
	Og Maria hvad gør hun? Ja, hun kommer igen til at repræsentere, det der forarger forargelsen og glæder glæden. Maria tager et pund ægte nardussalve og betegner med den, at Jesus ikke er en almindelig gæst, men er Messias, Kristus, den salvede, Guds elskede søn, der bærer navnet over alle navne. Og selvfølgelig får hun skældud - af Judas, der sikkert er mere end godt tilfreds med at kun flytte forargelsen uden for sig selv og dømme en anden, for så længe han gør det, kan han slippe for at se indad og dømme de planer der uden tvivl allerede er ved at slå rod inden i ham. Kort sagt: Judas har det lidt som tante Sofie i Folk og røvere i Kardemomme by. Han sætter pris på at have nogen at være gal på og her er det så Maria, det går ud over. Hun skal ikke frådse med salven, hun skal ikke frådse med livet, for det skal Judas nemlig nok selv tage sig af. Senere. Men det er ikke det han siger, han siger, at pengene burde være givet til de fattige. Judas er et eksempel på det i mennesket der siger ét og tænker og gør noget helt andet. Jesus er hans klare modsætning i Jesus falder ord og handling sammen og det er dét Maria har hørt og mærket, uden at hun måske evner at udtrykke det med ord. Hun bruger i stedet et tegn, salven, på samme måde som vi bruger tegn, når vi mangler ord. Salven er på én gang kærtegn og kongetegn. Der er ingen tvivl om at Maria har Jesus kær, der er ingen tvivl om at han er konge i hendes hjerte allerede inden han som æselkonge rider ind i Jerusalem, har hun vist, at hun ikke frygter, for hun har set livet herske over døden i Jesus Kristus, ham hun MÅ salve, fordi hun ikke kan lade være.
	Vi må forestille os at Betania lige nu summer af liv - af alt det der hører med til liv. Måltid, snak, glæde, forargelse, irettesættelser, først af den ene og så af den anden, præcis som det kunne foregå hos os. Og fordi Jesus er tilstede strømmer der yderligere folk til, de vil se ham og de vil se Lazarus, som Jesus har kaldt ud af graven. De vil se livet udfolde sig på ny et sted, hvor døden havde været på erobringstogt, men havde måttet levere livet tilbage dråbe for dråbe.
	Og sådan er det vel også med os. Det vi erobrer må vi levere tilbage dråbe for dråbe, det vi får skænket kan ingen tage fra os. Det vi erobrer kan vi ikke tillade os at ødsle med, det dømmer os til at vogte over det. Med krumme fingre og indadvendte blik luder hjerter af is over det erobrede. Det vi har fået skænket lever i en anden bevægelse, en åben favnende bevægelse, der åbner og ødsler fordi den ikke kan lade være.
	Da min søn var ganske lille havde han en veninde, som han var meget glad for og omvendt. De var så små at de ikke udtrykte sig særlig meget med ord , men så brugte de tegn. Hver gang de mødtes stillede de sig over for hinanden, så tæt at deres brystkasser næsten rørtes og så løftede de armene og rakte dem sådan lidt skråt bagud , som ville de lade sig korsfæste for at kunne som for at åbne hjertet så meget som muligt mod den anden. Sådan kunne de stå en rum tid og lyse på hinanden, her var ingen tvivl om at de havde fået noget skænket, som ingen kunne tage fra dem. Her var ingen krumme fingre og indadvendte blikke, ingen hjerter af is, der ludede over det erobrede, her var overflod af lys, åbenhed og gavmildhed, ødselhed med det de havde fået, de to små mennesker. Og når de sådan stod og lyste på hinanden måtte vi fortravlede morgenmødre stå stille og vente, for de lyste jo også på os børnene, så vi ikke kunne lade være med at stoppe op og ødsle med øjeblikket, med lyset og livet. Det øjeblik, huskede vi måske også midt i alle hverdagens gøremål, at vi havde fået børnene skænket, at de ikke var frugter af et erobringstogt, men af en gaveregn fra Gud, en gaveregn hvis dråber gøder til liv.
	Livet leves forlæns men forstås baglæns. Det vil sige at vi tit først bagefter forstår hvad det egentlig er der sker os, først i bakspejlet forstår hvad vi har fået skænket, eller hvad vi har måttet levere til bage dråbe for dråbe, fordi det bare var noget vi havde erobret. Sådan har Jesu disciple det også i dag. De ser Jesu indtog i Jerusalem og havde nok ønsket sig, at det i højere grad havde lignet et erobrende indtog. Men Jesus er ikke den erobrende konge, han er hengivelsens konge. Det forstod disciplene ikke palmesøndag, men de forstod det da Jesus var herliggjort på korset. De forstod det først da Jesus Kristus åbnede sine arme for os på korset og viste sig at være Guds blotlagte hjerte, Guds kærlighed. Den skal vi ikke erobre og give tilbage dråbe for dråbe. Den får vi skænket, dråbe for dråbe. Han er den gaveregn fra Gud, der gøder til liv, ikke bare den gang i Betania og i Jerusalem, men overalt i verden, hvor der findes en hverdag, en hverdag, der kan brydes og forstyrres, den gang som nu af død og af fest.
	Om få dage er det påske. Det er fest. Et brud på hverdagen. Men sandelig også - et brud på døden. Endnu ved Maria ikke hvordan det skal gå ham, hun har salvet, men hun har haft sine anelser, som hun måske har forsøgt at skubbe fra sig, som man gør det med ubehagelige anelser, der bliver ved med at trænge sig på. Om dagen går det meget godt, men om natten når sindet åbner sig for de forunderligste billeder kan hun ikke holde anelserne på afstand. På vej ind i den stille uge, mellem Palmesøndag og langfredag, drømmer hun en drøm . Hun drømmer, hendes herre og mester er blevet dømt til døden. Og man stener ham. Hun ser hvordan hans skikkelse allerede er helt dækket med sten, hun ser hvordan de alligevel bliver ved med at kaste sten for at skjule menneskesønnens skikkelse, og bunken af sten over ham bliver til et bjerg, der vokser helt ind i himmelen. Kort efter blev bjerget besteget af de selv samme, der havde kastet stenene. De spadserede op af bjerget og lige ind i himmelen.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email