Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	Midfaste 2002 i Horbelev og Falkerslev.
	Tekst : Johs.6,24-35,37
	Salmer. 690, 255,442 - 167 - 189
	Mennesket kan godt lide brød. Det værste ved den brækkede arm jeg pådrog mig for nogen tid siden var, i hvert fald for konfirmanderne, at jeg ikke kunne røre dej til de boller de plejer at kunne dufte så snart de træder ind ad døren torsdag morgen. Har du ikke bagt i dag , spurgte de håbefuldt ? Men desværre en lille måneds tid var der ingen hjemmebagt brød på bordet i Horbelev præstegård . Så stor var glæden da hånden igen var stærk nok til at bage , for mennesket kan godt lide brød og det er ikke noget nyt, at det forholder sig sådan. Heller ikke i Horbelev præstegård.
	Forleden faldt jeg over en beskrivelse af Hans Peter Koch, der var præst i Horbelev og Falkerslev fra 1769. Det er hans barnebarn der fortæller om ham: Bedstefar Koch var en høj mager knokkelstærk person, der stod op mellem 4 og 5 både sommer og vinter. Han lavede selv sin kaffe og sad og studerede mens vandet kogte, først når han havde drukket den , vækkede han folkene, og før måtte ingen i huset røre sig. Så studerede han igen indtil klokken 10.00, hvor han gik ud for at til se folkenes arbejde i huset eller på marken. Klokken 11 sov han til middag og klokken 12 stod maden på bordet. Brødet med brødkniven lå ved siden af bedstefar. Ved bordet skulle enhver efter bordbønnen var læst højt , forlange, hvor meget brød de ville have til deres mad, og havde nogen forlangt for lidt, måtte de gerne bede om mere; men når måltidet var endt og nogen havde levnet brød gik Bedstefar rundt og stak levningerne i lommerne på dem, der havde ladet brødet ligge og det enten det var husets egne folk eller fremmede.
	Jeg forestiller mig ikke at det særligt ofte gentog sig, at man forregnede sig med hensyn til for meget brød man kunne spise, for det kan ikke have været særligt behageligt sådan at få levningerne stukket i lommen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på om ikke bedstefar Koch i al sin patriarkalske præstelighed selv havde forspist sig på fortællingen om Israelitterne, der i ørkenen kun måtte samle så meget manna, at ingen havde hverken for lidt eller for meget, men alle lige præcis tilpas meget.
	For det sker jo at maven får nok før øjnene, også selvom man som i Horbelev præstegård altid vidste at man måtte bede om mere og at der var mere, hvor det kom fra. De fleste af os er nemlig ikke så gode til at bygge den indre katedral, som Peter opregner byggestenene til i sit andet brev. Hør bare hvor faretruende det tårner sig op : Til troen skal der føjes dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelse udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed.
	For de fleste af os står denne indre katedral nok ikke fast ret længe af gangen, for det kan knibe med selvbeherskelsen, med udholdenhed, med gudsfrygten, med brodersindet osv. Og det kan jo afsløre sig ved en så tilsyneladende simpel ting som dét at tager mere brød end man kan spise. Her har man allerede udvist mangel på selvbeherskelse, mangel på brodersind og kærlighed, og i sidste ende endda også lemfældig omgang med Guds gaver og dermed mangel på frygt for ham, der giver os det daglige brød.
	Billedigt talt har de fleste af os nok prøvet at få stukket brødlevninger i lommen af bedstefar Koch. Vi har mærket hvordan den indre katedral vakler, skrider og synker i grus, når dens byggesten ikke længere sidder på sin plads. Vi har måttet holde os for ørerne, når dyden og erkendelsen, selvbeherskelsen og udholdenheden, gudsfrygten, brodersindet og kærligheden ramler med et ordentligt brag, der får en til at tænke , hvad nu ?
	Hvad nu med den dør, der skulle stå på vid gab ind til vor Herres og frelsers, Jesu Kristi evige rige ? Mon den smækker i med et brag ved det lufttryk der fremkommer, når vores indre katedral styrter sammen ?
	Ifølge Peter. Ja,. Men hvad siger Jesus, frelseren. Jo, han har jo også set os. Har set at mennesket holder af brød, og siger ligeud til dem der i dag har fulgt ham over på den anden side af søen, at det er grunden. At de fik brød at spise og blev mætte., men at den mad forgår. At de skal arbejde for den mad der består til evigt liv.
	I går da det var minikonfirmandernes tur til at sidde og hugge boller i sig, havde vi talt om Jesus som den gode hyrde, men mens vi spiste bollerne fortalte jeg dem så, at Jesus også taler om sig selv som livets brød, det brød der gør at vi aldrig skal sulte. Uha , sagde én af drengene, det brød vil jeg ikke have, for så skal jeg jo aldrig spise igen og det kan jeg godt lide. Det havde jeg ikke tænkt over før, men så sagde min gode medhjælp, at det opfattede hun ikke som en evig mæthed, der gjorde at man aldrig skulle spise igen, men som en evig spisen. Mad til evigt liv ligger langt fra den kortsynet forspisthed, mad til evigt liv er som en evig spisen sig mæt i tillid til at der er mere hvor det kommer fra .
	For hvad er det egentlig vi fortæller om os selv når vi tager mere brød på tallerkenen end vi kan spise, når øjnene ikke kan få nok. Jo, jeg tror, at vi på den måde fortæller om vores længsel efter det evige brød. At rage til sig er på en eller en anden måde udtryk for evighedslængsel , en længsel efter Guds brød, der kommer ned fra himmelen og giver liv til verden.
	Så nok kan vi stå sådan lidt beskæmmede når vi har fået fyldt mere på tilværelsens tallerken end vi kan sætte til livs - dvs end vi kan få liv ud af, ja så er denne iver, og nu vælger jeg at kalde den iver og ikke grådighed, så er denne iver et udtryk for, at vi længes efter det evige, der virkelig er værd at længes efter, men vi søger det et forkert sted.
	De mennesker, der rejste over på den anden side af søen for at finde Jesus, de søgte sådan set det rigtige sted. Vist var det brødet, der fik dem til at søge, for de ville også gerne spise igen, men fordi Gud er konkret i Jesus Kristus, dvs. sammenvokset, nemlig med det, der er forskelligt fra ham selv. Er det sted hvor tid og evighed vokser sammen, ja så finder de OGSÅ hos Jesus det evige, de længes efter.
	Men hvad skal vi gøre for at få den mad, der består til evigt liv? Hvilke Guds gerninger skal vi gøre ? Jo, vi skal tro på Jesus Kristus, ham, som Gud har udsendt. Og hvordan skal vi bære os ad med det. Er Jesus nu i gang med , ligesom Peter, at bede os bygge en indre katedral oven på troen, en katedral af dyd, erkendelsen, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt og broder sind og kærlighed. Nej for den tro Jesus taler om er ikke én vi kan gå rundt med inden i os, som noget vi kan bygge noget som helst på. Den tro Jesus taler om er i ét og alt afhængig af forholdet mellem ham og os, dvs. af at han holder døren på vid gab for os, når lufttrykket fra vores sammenstyrtede indre katedral truer med at få den til at smække i.
	Og det gør han så. Altså holder døren på vid gab. Det eneste vi skal gøre er at gå ind ad den og der står han så og er den mad, der består til evigt liv, er livets brød og han siger: Alt hvad faderen giver mig, skal komme til mig, og den der kommer til mig vil jeg ikke vise bort.
	Til ham kan komme med livets levninger hængende ud af lommerne og han vil tage det hele fra os, han vil evigt tage imod os, han vil give os mere end vi kunne drømme om eller forlange. Han vil give os sig selv.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email