Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	3. søndag i fasten 2002 i Falkerslev og Horreby
	Tekst: Johannes 8, 42-51
	Salmer: 694,296, 396 - 642, 258
	Sandheden er ilde hørt , siger man. Og når man siger det mener man vel, at den afslører noget man måske godt ved om sig selv, men ikke har lyst til at andre skal vide, eller man gør en opdagelse om sig selv eller andre, som man hellere ville have været foruden.
	Som nu H.C.Andersens forfængelige kejser med de nye klæder. Han kendte selv den nøgne sandhed - enhver der så på ham kendte den, og dog var alle enige om, at den nøgne kejser var alt andet end sandheden, ja måtte ikke under nogen omstændigheder være sandheden.
	Men er den i grunden ikke altid nøgen, sandheden, jeg tror det, den har jo ikke behov for at være andet, for den har ikke noget at skamme sig over. Det er os den kaster lys på,der kan have noget at skamme os over.
	Sandheden er ikke som løgnene nødt til at give sig ud for at være noget den ikke er. For sandheden lever af at erkendes som det den er, mens løgnen dør af at erkendes som dét den er.
	Sandheden er altså sandheden ligegyldigt hvad man mener om den .Kejseren var splitternøgen lige meget hvor meget guldindvirket tøj man kunne blive enige om at mene ham på.
	I gamle dage kaldte man det en sandhed, at jorden var flad og den der hævdede noget andet risikerede sit liv ved sådan at rokke ved det verdensbillede man var enedes om. Sandheden har dog ikke ændret sig en tøddel :Jorden var og er rund. Sandheden er ganske uforandret selvom menneskers mening om den har ændret sig.
	Selvom sandheden altså ikke lader sig anfægte af vores mening om den, så anfægter sandheden i høj grad os, præcis som den anfægtede dem Jesus i dag taler med. Jesus siger det meget tydeligt: Jeg siger sandheden, DERFOR tror I mig ikke. Han kunne have sagt : Selvom jeg siger sandheden tror I mig ikke, men han siger altså lige ud, at det er FORDI han siger sandheden , at vi ikke tror ham.
	Der er altså noget i mennesket der modsætter sig sandheden, noget i os der ikke vil høre og det er nok dét i os, der har løgnen til far.
	At mennesker har en uvilje mod sandheden betyder ikke, at vi åbenlyst skyr den, men det betyder at vi gør alle mulige og umulige krumspring for at gøre VORES sandhed til sandheden med stort S. - Ja, vi er rent ud sagt helt fantastisk kreative i den retning, og kreativ er vel noget af det fineste man kan være nu til dags ? En gang var det kun Gud, der var kreativ, for kreativ betyder jo at være skabende, men nu skal man nærmest være kreativ for at kunne blive flaskedreng hos Købmanden. Det er altså en kvalitet at være kreativ. Undtagen altså lige hvis det gælder bogføring, kreativ bogføring det er ikke så godt - det er nærmest en pænere betegnelse for bedrageri. Men heller ikke når det gælder sandheden er for megen kreativitet af det gode. En kreativ sandhed er bare et pænere ord for løgn. Vi kan altså ikke skabe vores egen sandhed og allerede når vi siger VORES sandhed går vi galt i byen for sandheden kan ikke ejes. Sandheden er enten sandhed for alle, eller slet ikke sandhed overhovedet.
	Lige så med Gud. Selvfølgelig kan vi godt sige:MinGud, men det betyder jo kun at vi kan have et personligt forhold til Gud, det betyder ikke at vi kan holde Gud i vores hånd, for vi ved jo godt, at hvis Gud er sand Gud er det omvendte tilfældet: At han har os i sin hånd. Gud kan vi altså ikke skabe.
	Alligevel findes der en såkaldt kreativ teologi, og den er ikke af nyere dato , i hvert fald ikke i praksis. Kreativ teologi går ud på at mennesket skaber sin egen Gud, og det var lige bestemt hvad det jødiske folk gjorde, da de støbte sig et billede af en tyrekalv og tilbad det. Profeten Jeremias må også have kendt til det forhold at mennesker skabte sig en Gud ved at støbe et Gudebillede og tilbede det, for han siger et sted: "Gudebilleder er som fugleskræmsler i en melonmark: De kan ikke tale, de skal bæres de kan ikke gå. Frygt ikke for dem, de kan ikke gøre ondt, men de kan heller ikke gøre godt."
	Den korsfæstede Jesus Kristus kan i sin positur have en vis lighed med et fugleskræmsel og samtidig ser han tusinde gange værre ud. Sådan en Gud ville mennesket aldrig være kommet i tanker om at skabe sig, en mand på kors, en sølle figur med en silouhet som et fugleskræmsel. Sandheden er ilde hørt og her hænger han, sandheden om Gud, en sandhed der adskiller sig uendeligt fra fugleskræmslet, der hverken kan tale eller gå , men må bæres. Jesus derimod kunne både tale og gå. Han vandrede vejene tynde, han talte med alle og enhver, og tit med dem, som ingen andre gad tale med, talte om at Gudsriget var kommet så nær, at det allerede er i frembrud. Han skulle ikke bæres , men skulle tværtimod vise sig at være den der bærer.
	Han er den der bærer verdens synd. Dvs. han er den der bærer vores uvilje mod sandheden, så vi ikke som Adam og Eva behøver at gemme os for Gud.
	En af de måder vi gemmer os for Gud på er ved at spørge efter Gud. Hvor er han henne , hvor er han blevet af ? Det lyder jo egentlig ret fromt, men det spørgsmål svarer Gud ikke på , han spørger i stedet mennesket: Hvor er du ?, Adam , menneske, hvor er du ? Det er ikke mennesket der har et svar til gode, det er Gud. Det er mennesket der skylder Gud et svar og et menneskes levetid er den tid, der går med at svare. Svaret er dit liv, mit liv.
	At finde Gud er at holde op med at gemme sig for ham. At finde Gud er at lade sig noget sige. At finde Gud er at lade sig bære af at være til for Gud i ét og alt, at erkende sandheden af, at man som menneske er til for Gud i ét og alt. Morgen, middag , aften og nat. Hele døgnet. Hver dag. Ikke bare en gang imellem hvis man kommer i tanker om ham eller hvis man skulle have forvildet sig i kirke. Man er ikke til for Gud fordi man er i kirke, men fordi man er til.
	Forskellen på dem der er i kirke og dem der ikke er i kirke, er altså ikke at den ene part er til for Gud, mens den anden ikke er det, men måske snarere at dem, der er i kirke har opdaget hvor dårlige de er til at huske at de er til for Gud og derfor har brug for at blive mindet om det, hvis det ikke helt skal forsvinde.
	Og så én ting til i kirken kan vi slippe af med vores undskyldninger, som ellers også er et af vores foretrukne gemmesteder. I kirken kan vi komme frit frem, til gengæld må vi finde os i, at tingene bliver kaldt ved deres rette navn. At når det med Gud ikke siger én noget, eller videnskaben forhindrer én i at tro, eller hvad det nu er der er i vejen, så er det undskyldninger, der bruges til at gemme sig i. Det er ikke særlig pænt eller hyggeligt at sige sådan , det er nærmest sådan lidt uforskammet. Men så uforskammet er sandheden når den vil sige til os, at vi er til for Gud. På den ene side får vi at vide, at det ikke nytter at vi gemmer os, Gud har set os. På den anden side set får vi at vide at vi ikke BEHØVER at gemme os, at vi ikke mere behøver vores undskyldninger, for vi er tilgivet. Tilgivelsen gør alle undskyldninger til dårlige undskyldninger og gør dem samtidig overflødige. Du er for Gud. Det er ikke nogen ny sandhed, den er så gammel som selve tilværelse. At være til, er at være til for Gud. Der skal intet særligt til fra menneskets side. At mene det er bare en af de mere raffinerede måder at gemme sig på.
	Nej, det særlige, der skal til har Gud selv gjort. Vi korsfæstede Jesus Kristus, det var der ikke noget særligt ved. Gud oprejste ham fra de døde og det var der til gengæld noget særligt ved. Noget særligt der samtidig er sandhed, en sandhed, der ofte er ilde hørt, men ikke desto mindre en sandhed, der ifølge sandhedens væsen er sandhed for ALLE. Gud oprejste ikke Jesus fra de døde for nogle bestemte menneskers skyld, men for alle menneskers skyld.
	For Jesus siger jo ikke i dag, at den der er født i det og det land, eller har den og den hudfarve eller er så og så gammel, eller er mand eller er kvinde aldrig i evighed skal se døden. Nej, han siger: Den der holder fast ved mit ord skal aldrig i evighed se døden. Det betyder altså, at enhver der hører hans ord og tør lade det gælde for sig selv, med det samme kan leve sit liv på en ny virkelighed, nemlig dén at Gud omfatter og bærer os, er med os alle dage indtil verdens ende.
	At have løgnen til far er at lade dén herske i sit liv og bilde sig ind at døden alligevel altid får det sidst ord. At leve som dem vi er dvs som dem der har Gud til far og Jesus til bror det er at lade hans vilje og evne til liv gælde som SANDHEDEN for sin tilværelse, men det er åbenbart så let at det er svært.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email