Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	2. søndag i fasten.
	Tekst. Markus : 9,14-29
	Salmer: 350, 442,377,484,372
	I begyndelsen var alting så såre godt. Sådan er det vel trods alt i langt de fleste menneskers liv, i hvert fald en ganske kort overgang. Det begynder som i eventyret, der var en gang et vakkert barn. Det begynder som i evangeliet, der var en gang en dreng, der var Guds søn. Det begynder som i et hvert menneskeliv med, at man kommer til verden, bærende på en kombination af muligheder og umuligheder, der endnu kun er i sin vorden.
	Og så ved vi jo godt, at der er på et tidspunkt efter begyndelsen , hvor alting var så såre godt kommer et MEN - Et MEN med store bogstaver.
	MEN, Adam og Eva spiste af kundskabens træ, fordi de hellere ville være sig selv end at være Guds, og det har så siden været et problem for et hvert eneste menneske, at bliver nødt til at blive sig selv. Det er den problematik der gennemspilles i de fleste eventyr.
	Det begynder med det vakre barn, MEN den vakre prinsesse vokser op og bliver stor og møder en ond heks, der fortryller hende og hun må gå så gruelig meget igennem før hun vågner af barndommens drømmetilstand og kommer til sig selv, bliver voksen og forsoner sig med at skulle leve et helt andet liv end barndommens.
	Også for Guds søn er der et MEN, nemlig det MEN, at vi mennesker ikke ville give ham lov til at være den han er, Guds søn, vores frelser og forsoner, vores nyskaber. Vores MEN i forhold til Jesus Kristus fører ham i første omgang til korset på Golgatha og det er faktisk allerede her han så småt er på vej hen, da vi møder Jesus og den fortvivlede far med den syge dreng.
	Vi må forestille os, at der os for denne dreng og hans far også har været har været en begyndelse, hvor alting var såre godt, og så har dette MEN med de store bogstaver meldt sig, da drengen begyndte at få sine anfald. De anfald, der gør ham stum, og stiv og kaster ham i både ild og vand for at få magt over ham og gøre det med ham.
	Anfaldene gør altså drengen stiv og stum, dvs. de fratager ham sprog og bevægelighed, fratager ham noget meget væsentligt, nemlig noget, der gør at han som menneske stadigvæk til en vis grad ligner Gud, i hvis billede han er skabt. For Gud er jo i høj grad, den der taler og den der med sin Ånd er al bevægelses urgrund.
	Anfaldene isolerer også drengen fra andre mennesker, han kan ikke komme i kontakt med dem og de kan ikke komme i kontakt med ham. I anfaldene er han helt i sin egen verden. Er HELT sig selv. Og det er jo tydeligt at, det ikke er noget at tragte efter, for når man er HELT sig selv, i betydningen udelukkende sig selv, er man altså kun delvist eller HALVT sig selv, eller man er måske slet ikke sig selv.? Sig selv bliver man altså ved at indgå i en sammenhæng og det er svært så længe man både er stiv og stum og fråder, skærer tænder og på alle måder er utilnærmelig og ukontaktbar.
	Helt sig selv bliver man ved at indgå i en sammenhæng med andre mennesker og ved at tro, at man først og fremmest er Guds. Guds er mennesket altid under alle omstændigheder, men det kan sommetider være svært at få øje på. Den syge drengs far, f.eks. har sikkert ikke i første omgang opfattet sig som Guds, for han har haft så travlt med at være bekymret og angst for sin syge dreng, at han først og fremmest har været i angstens og bekymringens vold, de to velkendte dæmoner, der i næsten lige så høj grad som krampeanfaldsdæmonen hindrer mennesker i at leve.
	Når Jesus i dag genopretter skabelsesordenen, på den måde, at drengen befries for sine anfald, så fjerner han et MEN med store bogstaver både i drengens og i faderens liv.
	Det store MEN i faderens liv har været knyttet til det at have en elsket søn, som han sommetider ikke har kunnet komme i kontakt med, det store MEN i sønnens liv, er at han lever et liv hvor han i mere end almindelig forstand dør en lille smule hele tiden, fordi han hver gang han har et anfald ligger hen som død .Når sønnen har det sådan kan han ikke være søn og faderen kan ikke være far, for ingen af dem kan bryde igennem den stumme, stive mur, som dæmonen sætter op imellem dem.
	Jesus kan. Fordi han er Herre og skaber. Fordi han viser sig at være som Gud, den der taler og den der bevæger og er bevægelig.
	Af den fortvivlede vantro far lader Jesus sig bevæge til bevægelse. Han lader sin egen gode Ånd, Helligånden bevæge sig ind i drengen, hvor den fordriver den urene ånd. Samtidig fordrives også bekymringens og angstens dæmon fra faderen, så han ser klart, at han først og fremmest er Guds og dermed sættes fri til at leve.
	Så langt så godt. Men hvad med de mennesker, hvis liv ser ud som et stort MEN. De mennesker hvis liv tilsyneladende kun var såre godt, så længe det udspillede sig i forældrenes drømme og håb for det liv, der puslede bag mavens runding.
	Hvad med handicappede børn, der aldrig kommer til at kunne hverken tale eller bevæge sig, børn som en mor eller far aldrig vil kunne komme i kontakt med. Børn som aldrig kan forlade deres far og mor og leve deres eget liv. Børn der aldrig kan blive andet end udelukkende sig selv og dermed aldrig helt sig selv. Børn der vender op og ned på enhver forestilling om det gode liv og den lykkelige familie.
	Ja, jeg ved det ikke, men jeg håber, at der for dem gælder det samme som for resten af skabelsen, at Gud så at, det var såre godt, ikke fordi det var perfekt, men fordi Gud i sin nåde har valgt at se det som godt, og godt betyder i denne sammenhæng ikke godt i sig selv, men værdigt og elsket nok til at Gud med sine kærlige øjne og sine ord kan have fællesskab også med dem der lever et liv uden for det menneskelige fællesskab, dem hvis forældre på den ene side aldrig bliver de forældre de gerne ville være og som på den anden side set er dømt til at være forældre langt længere end de nogensinde havde ønsket sig det eller drømt om det.
	At Gud kan have fællesskab også med dem, vi ikke magter at have fællesskab med , enten fordi vi ikke vil eller fordi vi ikke kan det, er det vi ser hver gang Jesus med sit ord trænger derind, hvor vi ikke kan trænge ind, dvs. når han helbreder en blind, en lam, en døvstum osv. Her viser Gud sig i Jesus Kristus sig som den der kan overdøve det MEN, der meget tydeligt sætter sig på tværs i nogle menneskers tilværelse.
	Og så er der jo det HELT STORE MEN. Det MEN der gælder for et hvert menneske.
	Hvad enten vi nu er født handicappede og aldrig bliver andet, eller vi bliver syge og kan kureres for en tid, Det MEN nemlig , at vi skal dø. Nogle efter et vellevet, veludnyttet liv, hvor alle muligheder blev bragt til udfoldelse. Andre efter et liv hvor umulighederne forkrøblede et hvert tilløb til det vi synes et liv skal være.
	For os alle gælder det at dette helt store MEN er på vej til Jerusalem for at dø sammen med Jesus Kristus, for han skal vise sig at være det Guds enorme MEN, der overdøver både det første og det sidste MEN i et menneskeliv.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email