Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	Septuagesima 2002 i Horbelev og Falkerslev
	Tekst: Matt. 24,14-30
	Salmer: 4, 333, 519- 323, 260
	På Jesu tid betegnede en talent en vægtenhed på mellem 26 og 35 kg sølv. En talent er altså altid udtryk for en forholdsvis stor værdi. Når vi i dag hører ordet talent, tænker vi imidlertid ikke i første omgang på penge, for der er med tiden sket noget med ordet talent, så det er kommet til at betegne en særlig evne, en form for overskudsevne, som nogle mennesker har fået i større eller mindre grad. Med overskudsevne mener jeg dét, at ordet talent altid bruges om evner, der strækker sig ud over de evner, der skal til for bare at overleve.
	Man ville sjældent sige om den dygtige husmor, at hun har talent for at skrælle kartofler eller vaske gulv, man ville heller ikke sige om en landmand, at han har talent for at så eller røgte køer, man ville ikke sige om en sekretær at hun har talent for at skrive på maskine eller om en murer at han har talent for at mure, for det er ganske enkelt en selvfølge at kunne visse grundlæggende ting i sit daglige arbejde.
	Ordet talent bruges nu om stunder navnlig om kunstneriske udfoldelser, man kan have talent for at male, synge, spille, danse, modellerer, arrangere blomster, spille skuespil, skrive osv. Alt sammen noget der hører til på livets overskudsside. Ikke at talent ikke også kræver arbejde, for det gør det. Det er vist almindelig kendt også inden for kunstens verden, at den gode kunst kræver sådan ca. 2% talent og 98 % hårdt arbejde. Det er ikke gjort med talentet alene.
	Alligevel er der i udgangspunktet tale om et overskud, om at man har fået noget givet. Min mor har altid sagt, at man ikke kan forpligtes udover sine evner, men dem kan man så til gengæld også forpligtes på. Det samme kan siges at gælde for talentet. Der skal arbejdes med det, det skal strammes op, pudses af, opøves og udfordres for at komme til sin ret og for at blive til glæde ikke bare for den der har fået talentet, men også for andre.
	Erling og Anne har talent for at spille og synge, men de øver sig også, så vi andre her i kirken har fornøjelse ikke bare af deres talent, men også af det arbejde de lægger i talentet. Hvis Erling bare holdt hænderne i ro og Anne bare lukkede munden, så kunne de jo gå hver for sig og vide med sig selv, at de var gode til at spille og synge, men det ville ikke gavne os andre meget, det ville være at spilde talentet , ja det ville være det samme som at grave det ned, som den ulyksalige tjener i dagens evangelietekst gør det.
	De tjenere vi hører om i dag har ikke fået lige mange talenter, nej deres Herre har givet talenterne, så de passer til den enkeltes evne til at udfolde det og det er når man undlader at bruge og arbejde med det talent man har fået, at det går galt. Det er, når vi undlader at gøre hvad vi kan med det vi har fået, at vores tilværelse stivner, det er her hvor liv bliver til blot og bar overlevelse en form for ubevægelig vegeteren , der ikke kaster noget af sig, og det er simpelthen ikke det, der er meningen. Den Herre vi møder i evangelieteksten er én der vil at talenterne skal give overskud.
	På samme måde med Gud. Vi kan godt spørge ham : Hvad er det du gør ? Vi kan klage over at vi har fået for få talenter, eller for mange, eller vi kan forsøge at undskylde os med at vi ikke tør bruge det, han har givet os. Vi kan trodse ham og vores talenter, men vi slipper ikke godt fra det. For han der kan flytte bjerge, før de ved af det og ryste jorden løs fra dets fundament, så dens søjler skælver, han kan også finde på at ruske os, hvis vi lader hånt om det vi har fået af ham , som er overskuddets Gud.
	Det er netop denne overskuddets Gud Paulus taler om i det stykke vi hørte fra Apostlenes gerninger. Paulus har opdaget, at Athenerne ærer en ukendt Gud, og det er der ingen grund til, for Paulus er kommet for at fortælle dem om den Gud de ærer uden at kende ham. At det er ham der giver os liv og ånde, at det er ham der har skabt alle folk og ladet os bosætte os på jorden for at vi skal søge ham, som ikke er langt borte fra en eneste af os, dét tror jeg ikke Athenerne er uenige i, men da Paulus begynder at tale om, at Guds retfærdighed er kommet ved den mand, nemlig Jesus Kristus, som han har bestemt til lige det formål og så tilmed påstår, at Gud har gjort denne mand troværdig ved at lade ham opstå fra de døde, så er det slut med Athenernes velvillige lytten. Nogle spotter Paulus, mens andre, måske af høflighed eller forblommet interesse strækker sig så langt som til at sige: Det vil vi høre dig tale om en anden gang.
	Lige her fortæller Paulus dem ellers om talentet over alle talenter. Jesus Kristus, som i sit hele væsen er rent overskud, livsoverskud, ikke bare for sig selv men for hele menneskeheden og så vover de at sige, at det vil de høre om en anden gang. Se, lige her begraver de talentet, begraver det overskuddets ord, som vi alle har fået, vores øvrige talenter eller mangel på samme ufortalt.
	Men er det ikke lidt det samme vi gør ? I hvert fald har jeg ladet mig fortælle at koncentrationskurven under en prædiken falder betragteligt når præsten begynder at tale om Jesus Kristus og ikke mindst om hans opstandelse fra de døde og om at det overskud af liv , der er i omløb hos ham også er vores overskud. Det særlige talent Jesus Kristus har for liv flyder over og gør noget også for os. Her er noget der er overgår vores fatteevne - og så står vi af, lige dér hvor vi i allerhøjeste grad burde stige på og høre efter og juble og sige : Ja, tak, nu ved jeg hvad det er du gør, Gud. Nu kan jeg kende dig, nu ved jeg hvem du er: Du er den, der giver mig talent til at leve mit liv på dit overskud af liv.
	Ligegyldigt hvordan det ser ud med vores talentmasse generelt set, så kan en hver af os iøvrigt sammenligne sig med den tjener, der i hvert fald har fået én talent, nemlig Jesus Kristus, for ham har vi alle fået og det er blevet skreget ud fra tagene de sidste 2000 år- og alligevel kan vi stadig finde på at spotte budskabet om at han opstod fra de døde, eller vi kan finde på at sige, at det har vi ikke tid til at høre om lige nu, her en søndag morgen, det vil vi hellere høre om en anden gang, måske når det en gang virkelig brænder på i vores liv eller vi står over for at have mistet en vi elsker, og måske for første gang rigtig hører ordene om, at Jesus er gået forud for os.
	At begrave sin ene talent er at lukke de ører Gud har givet os for budskabet om, hvem Gud er og hvad han vil os. Lukke ørerne for at Gud er Kristus og at han vil overskud og liv. Når vi vender ryggen til det budskab og lukker ørerne for det, så ender vi det samme sted som den uduelige tjener, vi ender i livsdøvhedens lammende mørke, hvor det eneste vi kan høre er vores egen tænderskæren.
	Jamen, han var jo bange den stakkels mand ! Er det ikke en undskyldning ? Hans undskyldning - vores undskyldning ? At han var bange for ikke at gøre det rigtige og derfor aldrig fik gjort noget som helst. Nej, for Gud har aldrig sagt at vi ikke må fejle, vi må godt risikere noget, vi må godt famle og fumle med vores talent dvs. med Jesus Kristus. At famle og fumle med Jesus Kristus er nemlig ikke andet end at tro. Tro er den skrøbelige evne, der skal til for at få glæde af det livsoverskud, som Gud i Kristus vil dele med os. Famle og fumle det kan de fleste af os trods alt finde ud og allerede her er vi på vej. At gå troens famlende vej kan føles usikkert, men det er helt sikkert mere livgivende end at stå stiv og død som en gudestøtte og dermed spotte den levende Gud, der har skabt os til bevægelse. En bevægelse der bæres af ordet om ham, der opstod fra de døde. Når vi hører det ord skal vi ikke stikke i rend eller undskylde os med en bemærkning om , at det kan vi altid høre om en anden gang.
	At høre om det livsoverskud en hver af os har fået ved at Jesus Kristus opstod fra de døde, det skal vi ikke bare skynde os forbi eller udskyde til en anden gang, det skal vi tage med i vores livs bevægelse - det skal vi høre på, ikke en anden gang, men hver gang. Måske et sted, dér hvor vi famler afsted på troens vej med livsoverskuddets ord i vores ører, går det op for os at Gud ikke er langt borte fra en eneste af os.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email