Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	Helligtrekonger 2002 i Horbelev og Falkerslev
	Matt.2,1-12
	Salmer: 696,114,113 -115 -314
	Når vi hører fortællingen om de tre vise mænd, tror jeg, de fleste af os samtidig for vores indre blik ser en film. Det ejendommelige ved den film er, at den ikke udelukkende bygger på det stykke fra Mattæusevangeliet som vi lige har hørt. På vores indre film ser vi, at de er tre, vi ser måske, at de rider på kameler gennem et ørken landskab med pyramider i baggrunden, men Mattæus siger faktisk ikke en lyd, hverken om hvor mange de er, eller om de har kameler eller om de kom forbi pyramiderne. Han siger heller ikke noget om hvad de hedder. Og alligevel mener de fleste af os at vide, at der bestemt var tre og at de hedder Caspar, Melchior og Balthazar.
	Alt det ved vi fra de mange legendedannelser, der har været omkring de vise mænd, eller de hellige tre konger. Det vil sige, at vi ved det fra det, der er blevet fortalt af andre, der fortæller langt senere end Mattæus. At man mener, at de var tre bygger udelukkende på beskrivelsen af de gaver de havde med sig, som jo var tre. Guld, røgelse og myrra, men der er jo ingen der siger at de gaver ikke kunne være blevet frembåret at én mand eller af fire for den sags skyld.
	F.eks skriver munken Beda, i det 8 århundrede, at den første af de tre var en olding med hvidt hår og langt skæg. Han hed Melchior; han ofrede guld til Herren som til sin konge. Den anden, ved navn Caspar, var en skægløs rødmosset yndling¸han ofrede røgelse til Jesus, som en hyldest til guddommen. Den tredje, mørk af lød og skægget hed Balthasar¸myrrhaen, som var den gave han bragte forkyndte at menneskesønnen skulle dø.
	Mændene repræsenterer de tre levealdre, ungdom, manddom og alderdom, mens gaverne altså tolkes symbolsk som sider af Jesu person, Gud, konge og den lidende frelser.
	I kirkens historie har de vise mænd hos Mattæus spillet en langt større rolle end hyrderne, som Lukas fortæller om juleaften, - det til trods for at hyrderne jo også besøgte og tilbad den nyfødte kongesøn.
	Disse mystiske vismænd eller konger appellerer altså åbenbart i særlig grad til den folkelige kristne fortælling og billeddannelse. Hvorfor mon det ?
	Ja, en af grundene er jo nok at de vise mænd fra Østerland lader stjernen åbne en større dimension i livet - en længsel vi nok kender fra os selv. At vi har brug for noget, der vinker af os derude i det fjerne, noget der kan få os til at bryde op fra vores eget, som de gjorde, noget der kan få os til at åbne vores gemmer som de åbnede deres. Noget der kan få os til at frembære det mest dyrebare vi har, noget der er lige så meget eller mere værd end guld røgelse og myrra skær.
	Hvordan mon sådan nogle vise mænd kunne tage sig ud i en moderne udgave ?
	Jo, nytårsdag sendte fjernsynet en nyere dansk film, der hedder "Blinkende lygter" og den film er for mig en moderne udgave af fortællingen om de vise mænd, mænd hvis sande visdom måske i virkeligheden består i at de overhovedet tør søge.
	I filmen er der ikke tre mænd, men fire: Thorkild, Stefan, Arne og Peter. Fire yngre mænd, der ved en tilfældighed har mødt hinanden som store drenge fordi, den på den ene eller den anden måde er helt gal i deres familier. Den er så gal, at ingen af dem kan være hjemme og de kommer til at leve et liv i den barske kriminelle underverden, hvor man hurtigt blive afhængige af hinanden for at kunne overleve i kamp med andre kriminelle, der alle vil have, hvad der ret beset ikke tilkommer nogen af dem.
	Det ville være løgn at påstå, at de fra begyndelsen fremstår som vise, ja de er ikke engang sympatiske. Småskøre, skydegale, hensynsløse for ikke at sige afstumpede og med et sprog som en skraldespand og så er de trængte, meget trængte, for de skylder en farlig færing en frygtelig masse penge, som de ikke har en jordisk chance for at skaffe på redelig vis. De begår et røveri og får et udbytte på 4 millioner. Thorkild som er deres leder er lige blevet forladt af sine kæreste, som selvom hun tydeligvis holder af ham, er træt af at vente på at han får orden i sine sager, og hun foreholder ham , at han rent faktisk er blevet 40 år og at det er på tide at han får sig et liv.
	Det får ham til på en gang at vågne op og at give op. I stedet for at give pengene til den farlige færing med Herodesmetoderne beslutter han, at de alle 4 skal stikke af til Barcelona. De andre er ikke meget for det, men de får da stjålet en bil og kommer af sted. De når nu ikke længere end til en skov på Fredericiakanten, for dér bryder bilen sammen, og de finder frem til en forladt og faldefærdig kro, der ikke i usselhed står meget tilbage for stalden i Betlehem. Her beslutter de at tilbringe natten. Jeg ved ikke hvad Thorkild har drømt den nat, men næste morgen får han den idé, at de skal blive, at de skal bruge pengene til at sætte restauranten i stand og leve dér i al ubemærkethed, fjernt fra den Københavnske underverden, der er ved at tage livet af dem. Et fuldstændig vanvittigt projekt, som de til at begynde med heller ikke er spor enige om. Thorkild har ydermere fået den idé, at de skal lære noget dansk kultur og så i øvrigt begynde at tale ordentligt, hvilket falder især den skydegale Arne temmelig svært. Men Thorkild er stålsat. Han afkræver bøde for hvert et ukvemsord og kommer slæbende med kasser af danske digtsamlinger og bøger, som én af dem, Stefan, begynder at læse i. Blinkende lygter hedder et digt af Tove Ditlevsen. Det digt får Stefan til at græde. Den skydegale Arne håner ham for at sidde og flæbe over et digt, men Peter og Thorkild, der er ved at komme til sig selv er også ramt af digtet, hvilket de siger indirekte ved at foreslå, at netop blinkende lygter skal være restaurantens navn. Ikke blinkende stjerne, men blinkende lygter, og dog alligevel symbol på at der kan være lys forude i selv det mest umulige liv.
	På ganske urealistisk vis lykkes det efter mange og voldsomme forhindringer de fire fyre at få stedet på at stå. Ved filmens slutning fremstår de fire ikke bare langt mere sympatiske, men også langt visere. De kom aldrig til Barcelona, men de fik et liv på trods af alle odds.
	I slutscenen kommer Thorkilds tidligere kæreste sammen med sin nye mand til restauranten. Hun er madanmelder og Thorkild, der fungerer som tjener, beder sine tre venner gøre deres yderste i køkkenregionerne. Bare I gør jeres bedste er det godt nok siger han. På trods af at de virkelig gør deres yderste bliver måltidet en katastrofe. Aldrig har madanmelderen smagt så dårlig mad, alligevel giver hun restauranten 4 stjerner : En for Thorkild, en for Stefan , én for Arne og én for Peter.
	Her er altså fire vise mænd og fire stjerner. En helt igennem usandsynlig og historie, en til tider meget grum og voldsom historie, for den farlige færing er ikke den eneste i filmen, der benytter sig af Herodesmetoden, dvs. brutalt at nedslagte alt hvad der kommer på tværs. Alligevel er det også en både morsom og varm og opløftende historie om 4 mænd, der åbner for deres gemmer og fremdrager det bedste de har og bliver klogere. Det er ikke guld, røgelse og myrra, men tro, håb og kærlighed, i den målestok de nu kan mønstre det , ikke noget stort og forkromet perfekt, bare sådan en stille spirende menneskelighed - kort sagt, de får fat i en flig af det, der får tilværelsen til at hænge sammen, så det bliver til at holde ud at være til.
	Ligegyldigt om vi er vise mænd fra østerland eller vi er rodløse, mishandlede unge mænd eller noget helt syvende, så har vi brug for en stjerne at gå efter, en ledestjerne der kan få os til at vågne op og måske også give op, på den måde forstået at vi forlader det vante, det vi er vandt til at kalde vores, hvad enten det så er godt eller skidt. Hvad enten det så er noget rent fysisk eller geografisk vi skal forlade eller det er de vante forestillinger, de stivnede fordomme eller de lammende skuffelser, der skal gøres op med.
	Mennesker kan vælge sig så mange ledestjerner. I vores moderne samfund er udbuddet stort - der er mange, der står på spring for på alle mulige måde at stille vores sult efter visdom og indsigt, men hvor bor den? I dybet ? I havet ? nej! Og købes kan den heller ikke. Vi har kun hørt rygtet om den, kun Gud kender vejen til den, og den vej har han åbnet for os og kaldt Jesus Kristus. Fortællingerne om ham er rygtet om vejen ad hvilken. Vejen til sandheden både om Gud og om os og om forholdet i mellem os.
	At være Kristen er at lade Kristus være sin ledestjerne. Det er nok ikke altid vi synes, at vi kan se ham blinke så klart som fortællingerne og salmerne gerne vil fremstille ham. Her kan det måske være en trøst at tænke på, at de vise mænd jo heller ikke hele tiden havde stjernen for øje. Måske holdt de pause om dagen, når det var lyst og stjernen ikke var til at se, måske rejste de videre alene i lyset af troen på i hvilken retning stjernen nu befandt sig.
	Madanmelderen i blinkende lygter gav de fire mænd en stjerne hver. I Jesus Kristus har vi hver i sær fået den stjerne vi skal have. Han er der både dag og nat. Han lyser på vores livsvej og i dødens mørke og kan vi ikke se ham, så kan vi i hvert fald tage hans ord med os og lade dem lyse for os når han siger : Den , der følger mig skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys !

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email