Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	Langfredag i Kr. Skensved og Jersie 2002
	GT-læsning: Salme 22, 2-22a Evangelium Markus 15,20-39 Salmer: DDS 700, TS 812 - TS 814 og DDS 167.
	For 100 år siden holdt Jacob Knudsen et foredrag om ateisme og kristendom, som han indledte med at sige: "Det har altid undret mig, hvordan ateister kan leve med livets ironi". Med "livets ironi" mente han det åbenbare misforhold, der eksisterer mellem vore spørgsmål om livets mening - og de svar, som livet kan give os.
	Jacob Knudsen bruger Sfinksen som billede. Sfinksen er den underlige blanding af dyr og menneske, som de gamle egyptere satte foran de store pyramider. Bygget af sten har den ligget på sin plads og gennem årtusinder set slægter og kulturer passerer revy. Den har set faraonernes og deres folk. Måske også Moses og hans folk vandre ud af Egypten. Siden kom så babylonerne, perserne, grækerne, assyrerne og romerne. Så araberne og til allersidst - med Napoleon i spidsen - horderne af europæiske turister, som dog hurtigt drager væk igen. Og alle har de forundret spurgt, hvad sfinksens hemmelighed er?
	Den svarer ikke, men smiler uudgrundeligt og tavst. Som om den har set alt og ved alt. Men ingen har endnu løst Sfinksens gåde. Men, siger Jacob Knudsen så. Det er slet ikke Sfinksen, der er gåden - det er os selv! Sfinksen er blot bygget af sten, som tidens tand endnu har formået at gøre kål på. Alligevel kommer vi til den med alle vore spørgsmål. Om livets mening og dødens meningsløshed; Hvorfor skal vi leve, når vi en dag skal dø? Hvorfor skal de elskende skilles og kærligheden dø? Men Sfinksen svarer ikke - den ved intet og kan intet.
	Lars Lilholt har skrevet sangen "Bag Kuala Lumpurs smil". Her er det ikke Sfinksen, men måske en statue af en af de 6 millioner hinduiske guddomme, som gådefuldt smiler til de forbipasserende, der søger svar på livets spørgsmål.
	Bag Kualalumpurs smil tar Monyandi sig et hvil gir Ganesha lotuslys sind og tankerne fornys
	nær Nairobis tørre vej går min ven Peter Masai lukker solnedgangen ind i sit blå normadesind. inde bag Kapisalit synger Rasmus Inuit børster sneen af sit sind fjorden og den kolde vind
	ved den gamle Gudenå hører jeg en gedde slå skumringen, det tavse blå får mig til at gå i stå.
	Hvad er det, der forbinder alle disse mennesker, der lever på forskellige steder på vores blå og grønne jord? Det er det spørgsmål, der uundgåeligt rejser sig, når et menneske møder det, som er større end sig selv: Spørgsmål, som Lars Lilholt har samlet i det omkvæd, der følger efter hvert vers:
	Sig mig hvorfor er vi til hvad får hjertet til at slå hvorfor skal jeg dø når jeg langt hellere vil bli´ ved at gå?
	Men ligesom Sfinksen giver hverken naturen eller sangen noget svar - den stiller kun spørgsmålet Og det hører til livets bidende ironi, at det ikke kan give noget svar, som vi mennesker vil stille os tilfredse med.
	Livet er et mysterium og en gåde, der bestandigt unddrager sig vores længsel efter mening. For det er ikke i menneskets verden at svaret findes. Nej, hvis det findes, så findes det et andet sted - udenfor! Derude i det blå, hvor vi ikke har adgang. Eller dernede i dybet, hvor vi ikke kan nå ned. Ja, det er dybt ironisk, at svaret måske først når os den dag, vi ikke længere har brug for det - når vi dør!
	Bag spørgsmålet om livets mening ligger anelsen af, at hvis denne mening overhovedet findes, må den være evig, fuldkommen og sand. Men vi kan netop ikke frembringe noget af den karakter. Vor ulykke er jo netop, at vi er skilt fra det evige, fuldkomne og sande!
	Derfor må svaret komme fra en helt anden kant - udefra. Svaret må komme fra den, der selv er evig, fuldkommen og sandheden. Svaret må - hvis det findes - komme fra Gud selv. Netop derfor det ikke bare være en kvalitet ved livet selv. Svaret kan ikke findes i samfundet, historien, naturen eller i mennesket selv.
	Hvis svaret ligger i Gud, er det i sagens natur højt hævet over alle disse forgængelige, ufuldkomne til magter, som vi tumler rundt mellem. Og dog når svaret på en eller anden måde frem til os. Gud er jo ikke en Sfinks bygget af tavse sten, men den Gud, der uafladeligt har talt sit levende ord ind i vor døde og af døden truede verden. Gud taler sit livsopvækkende ord til os, så længe vi lever, for at vi dog måtte høre det. Derfor er det nok en ulykke, men ikke den største, at vi er døve overfor for hans tale, så længe han dog taler. Nej, den største katastrofe vil være, hvis Gud en dag ikke længere talte til os. Den dag han tav, vil himlen og det, der ligger bag den, være tavs og tom - og jorden vil være overladt til os selv.
	Men hvordan når denne tale da til os, hvis det gør det? Svaret eller det, der ligner et svar, møder os på korset. Det er langfredag, den lange lidelsesfyldte fredag. Dagen, hvor enhvert lyspunkt af mening overskygges af det uigennemtrængelige mørke, der hviler over Golgata.
	Der på højen med korset ser vi Guds mening - og vores afvisning af denne mening! Jesus hænger på korset for at dø. Ham, der mødte og talte til mennesker, som var han sendt fra Gud selv. Det er ham, der ved Jordanflodens grumsede vand, hørte den røst, som siden blev ledetråden for hans liv: "Du er min Søn, den elskede". I tillid til denne tale har han herefter talt og handlet. Mødt de udstødte og trukket dem ind i fællesskabet. Forladt synderne deres synd og forsonet dem med Gud. Udfordret de religiøse ledere og angrebet dem for deres kærlighedsløshed. Altid - altid i den tro og tillid, at Gud stod ved sit ord og ikke forlod ham! Men nu hører han ikke længere Gud tale. Gud er tavs - Himlen er mørk og lukket.
	Da melder tvivlen sig hos ham - tyngende som de tunge sorte skyer, der hviler over hele jorden. Var det blot en indbildning? Et fromt bedrag, der nu har nået sin yderste grænse? Var der slet ingen mening med livet - og med hans liv?
	Og netop her lyder så det dybeste skrig af angst, som nogen af os kan møde: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?". Ja, det var virkeligt det, han råbte! Han råbte ikke efter den mening, som hverken livet eller nogen levende kunne give ham. Han råbte efter det eneste, der virkeligt betød noget. Han skreg på fællesskabet med den levende Gud. For når det kommer dertil - når vi når den yderste grænse, handler det ikke længere om klarhed og mening, men alene om om fællesskab, nærhed og kærlighed. Det fællesskab, som er menneskelivets yderste grund. Mens vi lever, kan vi fylder tilværelsen med så mange underlige ting, som giver os en fornemmelse af mening, men når vi står foran døden, slår det bare ikke til. Da skal der noget andet. Noget, der er evigt, fuldkomment og sandt. Da er det kun fællesskabet med Gud, der tæller.
	På grænsen mellem liv og død spurgte ikke Jesus efter livets mening! Jesus beder om og råber efter fællesskab med Gud! For findes der nogen klar og begribelig mening, er det dette, at leve sit liv i og af Guds hånd. Leve den gave, vi får givet, og fylde den med det eneste, som betyder noget, den dag det hele er forbi.
	Korsets mening er derfor et paradoks, som man kun kan gribe i troen på, at det er den eneste vej, vi kan gå. Og den tro, vi bygger videre på, er den romerske officers bekendelse, da han udbrød: Den mand var Guds Søn. Manden på korset lever ikke blot efter den menneskelige mening, men Guds.
	Det er Guds Søn, klædt i kød og blod som enhver af os, men med oprindelse i Gud selv, der steg ned og satte os stævne i den tilværelse, det både kan være en velsignelse og en forbandelse at tage på. En ensomhedens allerdybeste forbandelse, hvis vi tror vi kan leve den uden båndet til ham, der gav os livet. En velsignelses allerstørste gave, hvis vi modtage hver dag som den gave, han skænker os, for at vi skal leve og dø for hans ansigt.
	Derfor er der i de fleste skildringer af Jesu korsfæstelse både et uigennemtrængeligt mørke og en stribe af lys. Korset viser os Guds rene og klare kærlighed. Således elsker Gud verden og sin skabning mennesket, at han følger os helt ned i livets alleryderste dyb. På korset ser vi Guds kærligheds udtrykte billede, hans enbårne Søn Jesus Kristus elske sig til døde. Og bag mørket ulmer den tro, Jesus levede og døde for. Selv i mørket spurgte han ikke, hvad meningen var, men råbe til Gud, der havde lovet at være ham nær.
	Netop i dette angstfyldte råb ligger lyset gemt. Det lys, som først stråler klart og forklaret påskemorgen. Opstandelsen lys, der er ved at bryde frem. Lyset skinner i mørket, men mørket får ikke bugt med det!
	Amen.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email