Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	2. påskedag i Jersie Kirke 2002
	Epistel: 1. kor. 15, 12-20 Evangelium: Johs. 20,1-18 Salmer: DDS 198 v-1-8, 190 - DDS 207, (198 v.7), TS 821
	Hvad er det med denne påske? Hvilken betydning har den egentlig? Hvorfor er det, som de fleste åbenbart mener, ikke julen, men påsken, der er den største kristne højtid? Hvorfor er påskedagene med deres forvirrende sværmeri omkring Jesus lidelse og død, så meget vigtigere end barnet i krybben, som alle ventede sig så meget af?
	Jamen, sådan er det altså bare! Det kan ingen folkeafstemning ændre på. For uanset hvor mange, der mener julen er vigtigst, så modsiger historien denne påstand. For det var ikke begyndelsen til Jesu virke, som blev afgørende - det var slutningen! Kristendommen begynder ikke med kapitel ét i Jesu biografi, men paradoksalt nok med det sidste. Det er afslutningen, som er den virkelige begyndelse! Det var, da bogen virkeligt syntes lukket og lyset slukket, at det hele virkeligt begyndte.
	Ingen kristentro uden påske, siger Paulus. "For er Kristus ikke opstået er vores prædiken tom og jeres tro er også tom... ... og har vi i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.." (1. Kor. 15 )
	Hvorfor er påsken da vigtigst? Barnets fødsel var da en forunderlig begyndelse? Jo, lyder det, påsken er vigtigst, fordi det, der skete er umuligt - og dog hævdes at være sket! Børn fødes hver eneste dag og håbet for dem og deres fremtid er virkeligt det mest naturlige i verden. Påsken derimod markerer det umulige vendepunkt. Og hvis påskens budskab er sandt, er intet mere umuligt! Er Kristus opstået, så findes der ikke mere noget håb, som skal leve forgæves. Alt er da muligt for dem, som tror og håber på Gud.
	Tag f.eks. evangeliernes beretning om den tomme grav. I Markusevangeliet hedder det, at kvinderne finder stenen væltet fra graven. I graven møder de en ung mand i hvide klæder, der fortæller dem, at Jesus er opstanden, og sender dem med et budskab til Peter. Alligevel slutter beretningen med ordene: "De flygtede ud af graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange".
	Det er jo virkeligt en utroværdig slutning! Evangeliet er jo skrevet af og til den menighed, der opstod sammen med troen på, at Jesus var opstanden. Troen på opstandelsen og den menighed, der bygger på denne tro, hænger så tæt sammen, at hvis der ingen opstandelsestro var, så var der heller ingen menighed! Det er spørgsmålet om ægget og hønen, som er på færde - ingen kan tænkes hver for sig, for de hører sammen!
	Så at slutte evangeliet med en påstand om, at kvinderne ikke sagde noget om den tomme grav er meningsløst!! Ud kom det jo alligevel!! Ligesom graven ikke kunne holdes lukket, kunne kvindernes mund det heldigvis heller ikke!
	Og derfor må Matthæus naturligvis korrekse Markus, når han slutter sit påskeevangelium med at slå fast, at "de (kvinderne) skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det" (Math. 28, 8).
	At deres glæde sejrede over frygten, kan kun skyldes at det, som skete påskemorgen, betegner den store vending, som forandrer alt. Det afslutningen, der bliver til en ny begyndelse.
	Ja, det er denne omvæltning, der gør at kvinderne først må græde, så tie og siden lader deres glæde få frit løb. Det er den gåde og den hemmelighed, som gør at Maria Magdalene - sådan som vi skal synge efter prædikenen - ... af øjets tåreflod ... har fundet englesmilet. Maria får både lov til at græde og derefter at glæde sig. Og siden dele sin glæde med Peter og de andre disciple.
	For der er en tid til det hele:
	Der er en tid til at tale der er en tid til at tie der er en tid til at græde over en, vi ku´ li´ Og der er en tid mest til latter når venskab fornys jeg tror at vi er her for at tænde lys tænde lys for hinanden
	Det er sangeren Lars Lilholt, der synger sådan. Ordene er dog egentligt fra Prædikerens bog i GT. Det er jo en almen menneskelige erfaring, at livet bevæger sig fra den ene yderlighed til den anden. At vi er bundet til hinanden med så stærke bånd, at den enes sorg og glæde hurtigt bliver den andens.
	Og der er en tid til at kæmpe en tid mest til leg en tid er vi sammen og en tid hver for sig en tid må vi vente når sejlene sys jeg tror at vi er her for at tænde lys tænder lys for hinanden
	Men selv det, vi er fortrolige med har en grænse. En dag står vi ved et punkt, hvor vi ikke længere er i stand til at dele noget med andre. Det øjeblik, hvor vi er helt alene. Hvor tæppet rykkes væk under os og at intet længere er, hvad det var:
	Vi slår op vore øjne og begynder at se alt det vi tro´de var ukendt begynder at ske og vi så vi var nøgne, når nætterne kom alt det vi tro´de var sikkert gisner vi om.
	Maria Magdalene er nået til dette punkt. Hendes line til virkeligheden er brat rykket fra hende, og nu kæmper hun for at vinde fodfæste. Hendes Herre og Mester er død og sorgens mørke overvælder hende. Forvirringen er totalt og løberiet frem og tilbage til graven sammen med Peter og den anden discipel virker som små forvirrede mus, der piler frem og tilbage, fordi de ikke kan finde en udvej af den fælde, de er løbet ind i.
	Til sidst overgiver hun sig til det kaos, der vokser frem i og omkring hende. Overgiver sig til tårernes flod - og græder. Græder sin sorg og desperation ud. Græder fordi der ingen udvej synes at være mere. Græder fordi denne forvirring markerer afslutningen på det eneste virkeligt faste, hun længe havde kendt. Den klippe, hun havde stolet på og lænket sig til med kærlighedens stærke bånd, var brat forsvundet. Derfor må hun græde.
	Men sorgen varer kun en tid. Da hele hendes verden var sunket i grus og mørket har indhyllet hende i en tåge, så hun end ikke kan kende ham, da han pludseligt står foran hende, sker det umulige: "Maria", siger han. Da hun ikke formår mere end at give sig hen i sit indre kaos, er det ham, der bryder tavsheden og taler til hende. Det er ham, der kender hende og siger hendes navn. Og da hun genkender ham, som den, han var, kan hun hverken græde eller tie mere, men skynder sig jublende tilbage til dem, der stadig græder og sørger.
	Der er en tid mest til latter når venskab fornys jeg tror at vi er her for at tænde lys tænde lys for hinanden
	Beretningen om disse dramatiske og gådefulde begivenheder påskemorgen giver kun mening, hvis de ses som den slutning, der blev altings begyndelse. At forstå det er umuligt, men at leve uden det er håbløst.
	Derfor er det både tragisk og ulykkeligt, at så få danskere har noget forhold til den gåde, som er påskens indhold. Forsøger man ikke at nærme sig den selv, eller gribe anledningen til at leve med i påskens drama, så kan det ikke undre at kirkerne i vort land til sidst ender som tomme skaller uden indhold.
	Måske nogle af vore kristne holdepunkter i Danmark efterhånden er endt som den tomme grav, Maria fandt?
	Er det godt eller skidt? Jeg ved det ikke! Kalkede grave er ikke hyggelige samlingsteder, men det var jo dog der i graven, at det hele begyndte. Det var der, hvor alt så håbløst ud, at den opstandne talte til Maria, så hendes tåreflod blev forvandlet til et englesmil.
	"Jeg har set Herren", var det budskab, hun løb tilbage til Peter og disciplene med. Og hele den store kristne arv, som vi lever med, både det, der efterhånden virker forstenet, og det, der alligevel formår at skænke os trøst, er frugten af denne begyndelse.
	Måske vi skulle turde lade det skinne for os? Måske vi skulle hjælpe hinanden med at holde fast i troen på, at der ikke mere findes nogen afslutning, som ikke også kan blive en begyndelse igen.
	jeg tror at vi er her for at tænde lys tænde lys for hinanden
	Amen!

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email