Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	Midfaste søndag i Jersie og Kr. Skensved 2002
	GT-læsning: Salme 145, 8-16 Evangelium: Johs. 6,24-35 og 37 Salmer: 2002; DDS 279, 255 - 46, (TS 864) og 353
	Fader Vor - Vil du ikke nok lade min mor få noget jord, så hun kan tjene nogle penge og vi kan få noget mere mad. Jeg beder også om, at min far kommer hjem igen, og at vi kan få noget medicin til Bedste, så hun kan blive rask. Og Fader Vor - vil du ikke godt gøre det sådan, at jeg kan få en rigtig fodbold inden jeg bliver 12 år?
	Bønnen er den 11-årige dreng Sabino Riveras bøn. Den bøn, som blev anvendt i TV-indslag i forbindelse med den netop afviklede Sogneindsamling. Det er en bøn om mere end bare det daglige brød, som ofte har været tema for FKN´s fasteindsamling. Det er også en bøn om et varigt eksistensgrundlag, fællesskab i familien og muligheden for et livoverskud, der kan komme til udtryk gennem latter og leg. Det er derfor en bøn, der overskrider materielle behov, så det ikke bare handler om at holde sig i live. For så skal der mere til end brød af mel og vand. I den sammenhæng er brødet kun begyndelsen. Jesu tale om livets brød indledes med et brødunder. Jesus har netop mættet 5000 mennesker med fem små brød og to fisk - og reaktionen udebliver ikke. Skarerne trænger sig på og ønsker succesen gentaget, for sulten kan man jo altid blive! Jesus trækker sig derfor tilbage - over søen til et bjerg, hvor han kan være alene. Men folkeskaren finder ham alligevel og spørger, hvordan han er kommet frem? Dog vil de vist egentligt hellere bede om mere brød. Men Jesus vil noget helt andet. Han vil have at de skal løfte blikket op over den daglige sult og se at livet består af mere end mæthed i maven.
	For brødet, de har fået smag for, er kun begyndelsen. Brød af mel og vand har en tid, som snart er ovre. Brødet kan nemlig aldrig mætte evigt. Livet rummer også en anden dimension - evighedens dybde og de øjeblikke, hvor fællesskab og kærlighed forener mennesker. Denne livets dybdedimension kan man ikke vinde gennem nok så meget arbejde og anstrengelse. Den kan kun gives og modtages som gave fra Gud. Ja, dybest set er denne gave noget helt andet end det, der mætter mund og maver over dage og år. Nok kommer alle gode gaver ovenfra, men den egentlige gave er forholdet til giveren selv. Og denne gave behøver vi ikke vente på. Gud har jo allerede givet os det, der bærer gennem det dagligdagen til evigt liv. For han, Menneskesønnen, står foran skaren og han Ord lyder her hos os, for at vi skal lære Guds vilje at kende. At vi skal tro og have tillid til den, som han har sendt. For Sønnen er som Gud selv. Som Faderen kan Sønnen give os det, vi har behov for. Det mærkede skaren, da de fik brødet at spise og blev mætte. Nu skal de og vi fra dette tegn se videre til det, som bevæger og bestemmer Guds handling, nemlig hans kærlighed i Sønnen. Men det kan de ikke - de magter det ikke.
	Det gør derimod drengen Sabino Rivera. Hans bøn retter sig ikke blot mod det daglige brød, men også mod de kræfter, der selv er skabende. Han beder for sin familie, sin mor, sin far og sin bedste. Dem, der står han nær og som har skænket ham livet. Et liv som grundlæggende er en god gave, men som for ham og hans familie er stækket af fattigdom og underudvikling.
	Men Sabino ved at Gud hører hans bøn. Ja, på én måde er allerede hans bøn allerede besvaret, nemlig i form af den tillid, han beder ud af. Og derved afspejler Sabinos bøn selve troens væsen - den tro, som Jesus udfordrer skarene og os til. For tro er ikke noget, man kan beslutte sig til. Man kan ikke sige; Jeg vil tro Gud - og så vente det sker! Troen er noget, som Gud skaber i et menneske. Troen er, når den tænder hos os, et svar på et Ord, som er talt - en reaktion på et møde, som finder sted. Troen er tilliden til den, man står overfor. Troen, der opstår, når man lærer Gud at kende som den, der er tro-værdig og tillids-vækkende. Troen og tilliden springer ud af dette møde.
	Og det er netop som mødested for denne troens gnist, at Jesus gør Guds gerning. Jesus gør det troværdigt at tro på Gud. Jesus viser gennem sine ord og handlinger, at Gud er god og vil os det godt. Jesus er sendebudet, der afslører Guds væsen for os. Og derfor er Jesus ikke til at komme udenom - keller ikke, når man blot er sulten. For vil vi ikke mere end blot have mættet maven, afslører han hvor kort vort livsperspektiv er.
	Sabinos bøn er et modbillede til den kortsigtede tro. Trods den erklærede sejr over den materialistiske kommunisme, finder der i dag ikke noget mere materielt samfund end det, der i gamle dage kaldtes kapitalistisk - og som i dag er næsten den eneste måde, hvorpå vi indrette rammerne for vort liv med hinanden.
	Her har vi for længe siden sluppet anstrengelsen for det daglige brød, men det har ikke betydet mindre arbejde. Alle arbejder som små heste - knokler stadig løs. Får stress og dør af det. Vi arbejder ikke længere for daglige brød, men for at vinde anerkendelse fra andre og selvværd for os selv. Og selvom mange er begyndt at se medaljens bagside, kan de ikke stoppe, men fortsætter bevidstløst derudaf og glemmer undervejs det vigtige aspekt af det daglige brød, som omfatter samværet og fællesskab med andre?
	Det perspektiv, der rækker længere end til næste termin eller til den dag huset er betalt. Ja, eller til naboen eller de fattige ud over verden, som Sabino blot er en af mange af. Sandheden er jo, at når arbejdet for os selv fylder så meget, bliver der ikke overskud til meget andet end en 20´er eller en 50´er til andre.
	Ind i den situation siger Jesus da: "Jeg er livets brød". Hvilke konsekvenser får det, at tage dette Ord alvorligt? Han er den altafgørende, for i Ham møder vi Gud. Og hvis vi møder Gud, kan det skabe en fornyet tro. En tro, som ikke kan nøjes med sig selv. En tro, som er delagtighed i det guddommelige og skabende liv - kærligheden, der er bestemt af og lever af at blive delt med andre. Men lad os nu ikke kaste os ud i alt for store ord. Lad os blive ved det helt konkrete - ved brødet. Brød ikke kun brød - brød er altid mere end brød. På latin hedder brød "panis", og de, der er samlet for dele brød, hedder "com-panis" - et kompani!
	For brødet bliver kun virkeligt brød for verden, hvis det bliver brudt og delt - ellers er det "kun" føde. At dele brødet afslører altså en ekstra dimension ved det at spise - at vi ikke kun skal overleve, men virkeligt leve. Og dette det virkelige liv fremkommer gennem fællesskabet og relationerne til andre.
	Det er denne overskydende mening, Jesu netop har demonstreret med brødunderet. Af de to fisk og de fem brød har han mætte 5000 mennesker - gjort de mange til ét fællesskab om det allervigtigste, man kan mødes om, nemlig livet og det at dele livets gaver med andre.
	Skærtorsdag aften fulgte han det op; Han tog brødet, brød det og gav det til dem alle. "Dette er mit legeme og mit liv for jer", sagde han. Brødet og livet skal deles for at blive til det, det er. Brødet skal deles med andre - ellers er det ikke brød. Livet skal gives hen for andre - ellers er det ikke liv. Brødet samler mennesker til fællesskab og evigt liv. I nadveren bliver vi ligesom brødet til ét. Derfore kan apostlen Paulus taler om, at vi i nadveren deler Kristi legeme, og at de, der deler det, selv bliver til ét med dette legeme. Jesus er livets brød - og de, der blive delagtige i det, må selv blive bærere af det liv, han skænker dem. Har vi fået del i det, er vi selv blevet en del af det, og derfor må vi også i praksis være til liv for andre.
	Nadveren er derfor ikke blot brødsbrydelse, men det fortsatte brødunder, som vi allerede er en del af. Hvor brødet brydes og deles, der bryder der noget nyt igennem i vores virkelighed.
	Og det nye er troen på, at livet ikke giver sig selv. Både brødet og livet bliver som en dyb uudgrundelig hemmelighed skænket fra himlen. En gave, der sprænger tid og rum, og som giver vort daglige liv med hinanden en dybde og et perspektiv, der overgår al forstanden. Jesus afslører med sin tale om sig selv som livets brød og hans handling, da han gav os brødet at samles om, at Sabinos bøn er alles bøn. Også vor bøn - en bøn, som Gud hører bøn.
	Spørgsmålet er om vi hører Sabinos bøn? For hører vi ikke hans bøn i dag, hvem skal da høres vores i morgen?
	Amen.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email