Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	3. søndag i fasten 2002 i Solrød Strandkirke
	GT-læsning: 2. Mos. 32, 7-10 og 30-32 Evangelium: Johs. 8, 42-51 Salmer: DDS 437, 441, 249 - 552, (432) og 222
	Karneval, maskebal, maskerade.... Kært barn har mange navne, men fælles er spillet om, hvem man er. Men som tiden skrider frem mod slaget 12, nærmer man sig også det tidspunkt, hvor masken falder og det afsløres, hvem, man har danset med hele aftenen. Om prinsessen nu virkelig er en prinsesse - eller en heks! Om ridderen nu også er så ridderlig, som man troede!
	Ja, og for nu at nærme os dagens tekster; Om folket også er trofast overfor Gud, som de lader til, eller om de i virkeligheden er et stivnakket folk. Tryghedsnarkomaner, som ikke kan bære Guds fravær. En pøbel, som i tomrummet efter den levende Gud straks stiller en guldkalv op - i håbet om at den vil være i stand til at skænke dem både dagligt brød og sjælefred. Jo, for både ved karnevallet og dansen om guldkalven gælder det, at med tiden afsløres den sande identitet. I den lange ventetid kan ingen beholde masken på længe.
	Men i Johannesevangeliet er det anderledes. I Johannesevangeliet spilles der også maskerade. Og parterne forsøger selv forklædte at finde ud af, hvem det er, de har for sig. Maskerne vil ikke først falde, når klokken falder i slag. Nej, maskerne er allerede begyndt at falde. Og det begyndte de med i selvsamme øjeblik, hvor Jesus trådte frem. For i Johannesevangeliet er klokken altid 12!
	Sandhedens øjeblik, hvor det viser sig, hvem det er, man har for sig, indtræder, når disse to parter står overfor hinanden; Mennesket og Jesus Kristus. Den første Adam og urbilledet for alle hans slægtninge. Menneskeheden som arketype og mønster for os alle. Og den anden Adam, som vi alle skulle have været. Det sande billede af det ophav, som vi alle har - et spejlbillede af Guds væsen og vilje.
	Også de to har mange navne, fordi de for en tid er formummet og hyldet i forklædning for hinanden. Hvad enten det er Israels folk i GT eller jøderne eller farisæerne i NT, hvad enten Han kaldes Guds Søn eller den salvede Messias, som alle venter på, er det i virkeligheden blot endnu et møde mellem mennesket og dets skaber - os og Gud. Og når det sker, må den sande identitet afsløres. Mødet i historien bliver til et sammenstød, hvor alle forbehold og undskyldninger skydes bort. For når Gud står overfor sin skabning, når mennesket møder sin Gud og Skaber, er det sandheden og løgnen, der tørner sammen. Jo, for når masken falder ned ser vi, at Gud er Gud, mens mennesket tilstadighed er splittet mellem alt det, som det helst vil være, blot ikke sig selv! Vi lever allesammen med en maske, vi skjuler os under. Idealbilledet, vi har skabt af os selv som gode, imødekommende og lydige mod sandheden. Men det er i virkeligheden selvbedrag og løgn.
	Følger man med i krigforbryderdomstolens arbejde i Haag, ser man til Helvede brolagt med gode hensigter. Som retssagerne skrider frem, vil vi forfærdes og undres over, hvordan det dog kunne gå så galt, når alle dog ønskede det så godt. Og når vi nogensinde så vidt, at der fældes en dom, vil vi nok glæde os over at retfærdigheden skete fyldest. Men om ti år vil historikerne atter grave i fortiden og finde nye modstridende vidnesbyrd frem, der ligesom retsopgøret efter besættelsen i Danmark vil afsløre, at man kun fik nogen, måske ikke engang de værste, at mange gik fri - og at sandheden og retfærdigheden i menneskets formummede verden er og forbliver et tilhyldet og uopnåeligt ideal. Den virkelige sandhed kommer næppe frem. Og hvem er i stand til at fælde en retfærdig dom? Hvem ser så klart og er så rene, at de kan delagtiggøre os andre den virkelige sandhed? Hvem kan stille sig frem og sige den pinagtige sandhed, nemlig at skylden og ansvaret klæber til os alle sammen? At ondskab og folkemord lever som et kim i alle og blot venter på en anledning til at bryde ud? Ja, hvem er den, der stå frem og hævde sandhed og ret? Hvem kan kaste det lys ind over maskeraden og i et nu afslører, hvem, der gemmer sig bag forklædningerne? Det er det spørgsmål dagens evangelium kredser om.
	I Johannesevangeliet er klokken som nævnt altid 12. Og det betyder, at det afslørende møde mellem menneske og Gud finder sted i det selvsamme øjeblik, vi kommer til at stå overfor Jesus Kristus.
	Sådan også i dag. Konfrontationen mellem Jesus og hans modstandere finder sted umiddelbart efter en særlig begivenhed. Nogle skriftkloge og farisæere kommer slæbende med en kvinde, der har grebet i ægteskabsbrud. Moseloven giver dem ret til at stene hende til døde, men hvad mener den formummede Jesus, som de ikke kan blive kloge på? "Mester; Hvad mener du?", spørger de. Men Jesus bøjer sig ned og skriver kruseduller i sandet. Og da de til sidst var ved at sprænges af utålmodighed, rejser han sig op og siger de afslørende ord: "Den af jer, der er uden synd, kan jo kaste den første sten på hende". Så skrev han ufortrødent videre i det sand, der lige så ubestandigt som mennesket ikke formår at holde noget fast - da han rettede sig op, stod han alene med kvinden.
	Denne begivenhed fører direkte over i de ord, hvormed Jesus taler sig selv som det verdens lys, der skinner i mørket og afslører, hvad der gemmer sig i alle skygger. Og lys er han, fordi han kommer fra og afspejler det lys, som vi alle skulle være bærer af. Men i den verden, han er kommet til, er lyset slukket. Mennesker ved ikke længere, hvem de selv er, og derfor heller ikke, hvad de skulle være. Og mindst af alt ved de, hvem han er. Derfor må der en konfrontation til at afsløre det skjulte. Der må et sammenstød til, som kan vise, hvad lyset er og hvad mørket er.
	"Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig", siger Han. HVIS - men det er han ikke! Kun den, der er barn af huset, kender og elsker sit ophav. Og Han er jo ikke blot af huset, men også den lydige Søn, som gør det, Gud vil og ønsker.
	Det kan de imidlertid ikke forstå! De - her jøderne - men også hele den menneskeslægt, som også vi er en del af - vi fatter ikke en brik. Vi skjuler os og vil ikke se vor afmagt i øjnene. Den passer ikke til et ideal, vi har af os selv. At vi selv kan vælge og vrage, hvem vi vil adlyde. Vi tror, vi styrer selv, mens sandheden er, at vi bevidstløst adlyder den gamle slanges lov.
	"I har Djævelen til fader", siger Han. Hårdt og afslørende - provokerende og smertende. Men det han siger, er desværre Sandheden. Den sandhed, som ingen rigtigt vil høre på. Han afslører vores maskespil. At vi gemmer os for det, vi egentligt er.
	Indtil dette punkt er sandheden også hård at høre på. Men vil vi ikke høre sandheden om os selv, så kan han heller ikke befri os af vor byrde. Sandheden er nemlig større og mere end den virkelighed, vi ser omkring os og i os. Sandheden er også den virkelighed, som han, der kender Faderen, bærer på og spejler gennem sit møde med os. For vel var kvinden, de greb i ægteskabsbrud skyldig. Vel skal krigsforbrydere og enhver af os konfronteres med vort ansvar og have mulighed for at vedgå sin skyld.
	Men han, som er den eneste rene og derfor kan sige det, er samtidig også den, der løfte sit ansigt og ser på os. Ser på os med et blik, der på én gang gennemskuer os, og dog ser på os på en helt ny måde. Som ser på os med tilgivelsens blik. Ser på os, som vi skulle være. Og i dette hans blik vinder en ny sandhed frem. Den sandhed, at hans Far også er vor far. For gennem Sønnen vinder vi et nyt forhold til faderen. Jesus deler sin tro og sit livsforhold til Gud med os alle. I ham kan vi da atter bede: Vor Fader, ske din vilje me os!
	Amen.

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email