Hvis du har kommentarer
så skriv til
KKS@KM.DK
Kirsten Kruchov Sønderby
1.s.i Fasten
Jeg kender en som engang solgte sin lillesøster. 50 kr. fik hun for barnet der dengang kun var en baby, så det mente hun egentlig var en god pris.
Pengene var heller ikke så vigtige, det, det handlede om var at slippe af med søsteren. Denne irriterende efternøler som forældrene havde tilladt sig at få selvom de egentlig efter min venindes mening var alt for gamle til at få flere børn.
Det var pinligt, min veninde skammede sig over sine forældres uanstændige opførsel, selv var hun nemlig tolv og begyndende optaget af hvad folk måtte tænke, og hvad mere var, så brød hun sig ikke om konkurrence om forældrenes opmærksomhed.
En eftermiddag fik hun besked på at passe den lille mens moren sov til middag, naboens datter kom over for at lege og faldt helt i svime over den lille søster i barnevognen hvorefter min veninde skyndte sig at sælge ungen til hende.
Handelen måtte selvfølgelig gå tilbage, det ærgrede min veninde, som ikke havde fortrudt den et sekund. Men hun måtte jo finde sig i det og siden lære at leve med at dele sine forældres opmærksomhed.
Hvem af os er den vigtigste, hvem er den største. Hvem har været her længst, hvem har førstefødselsret, mig først, mig.
Små børn er direkte når de skal udtrykke deres krav på interesse, de kan feks. tage den uopmærksomme voksne ved kinderne og dreje ansigtet mod sig for at få opmærksomheden for sig selv, lykkes det ikke viser barnet sin vrede og jalousi på den ene eller anden måde.
Med alderen raffinerer vi den måde vi udtrykker jalousien og misundelsen på, for det er jo ikke pænt at være misundelig. Er man det, indrømmer man jo at der er noget man ikke har af sig selv, det er en uendelig selvkredsen, men de fleste af os lærer at holde den for os selv, og overvinde trangen til at slå bittert ud efter den som fik det vi gerne havde haft.
Kain lærte det ikke, ikke før det var for sent i hvert fald. Han slog bittert ud efter sin bror Abel og dræbte ham med slaget. Vi hørte om dette verdens første broder-mord, i læsningen fra alteret. Brødrene havde begge ofret til Gud i håb om velsignelse og frugtbarhed. Og det er nok den første men ikke den sidste af bibelens historier om misundelse og kappestrid mellem mennesker i almindelighed og søskende i særdeleshes.
Tænk på historien om hvordan Jakob snyder sin bror Esau for faderarven, eller på Josef, Jakobs yndlingssøn, som bliver solgt som slave af sine brødre. Min veninde er ikke den første der er kommet i tanke om at man ved sådan en handel står tilbage med alle fordelene. Monopol på opmærksomheden og penge på lommen.
I evangeliet til i dag hørte vi om hvordan disciplene var i gang med sådan et søskendeopgør. De var ikke i gang med at slå hinanden ihjel men i stedet ved at diskutere hvem af dem der var den største.
Det groteske ved diskussionen er at den foregår skærtorsdag aften. Lige inden Jesus dør. Jesus har indledt deres aftensmåltid ved at gøre noget pinligt. Han har vasket deres fødder, som var han en tjener. Disciplene bliver flove ved det, men Jesus insisterer og fortæller dem at sådan skal de også selv gøre. Så rækker han dem brødet og vinen og fortæller dem hvad den betyder; nemlig at når de drikker og spiser, sådan som han har lært dem det nu, kan de i al fremtid finde fællesskab med ham.
Han er kort sagt ved at tage afsked med dem. På den mest højtidelige og bevægende måde. Han skal dø, nu siger han farvel til dem, og hvad gør de ? Ja, de giver sig til at diskutere hvem der er den mest betydningsfulde af dem, og hvem der i hvert fald aldrig kunne komme i tanke om at svigte ham.
Forargeligt og småligt, ja, men ikke ualmindeligt, det ved enhver der har stået ved et dødsleje og hørt sig selv eller andre skændes om småpenge, arv og gæld, svigt og sejre hen over den døendes hoved.
Det ualmindelige er ikke disciplenes smålighed og selvoptagethed, det er nok den de fleste af os kender bedst, nej det ualmindelige er Jesu insisterend på at overfor Gud handler det om noget andet end konkurrence om opmærksomhed.
For 117'ende gang forklarer han dem hvordan det er med Gud og mennesker. At det for Gud ikke går efter rang og styrke og prestige. Sådan regner kærligheden ikke, den skelner ikke mellem de elskede. Men sætter i stedet hele tiden sig selv til side for den anden.
Jesu liv var èt stort eksempel på netop dette; at sætte sig selv til side for den anden. Og her ved bordet skærtosdag aften minder han dem om alt dette, hold op med at skændes om hvem der er størst, se jeg tjener jer, sådan skal I også være, den ældste skal være ydmyg som var han yngst og lederen skal være som en tjener.
I Guds rige er den største den mindste. Som (det vi lige hørte før ved døbefonten, da Sebastian og Kathrine (Anders) blev døbt om) dengang da disciplene prøvede på at holde de små børn væk fra Jesus, fordi de ikke syntes børnene var fine nok til at forstyrre mesteren og Mesteren fortalte dem at det forholdt sig lige omvendt; børnene var de allerfineste, ja, faktisk måtte selv den voksne blive som et barn for at kunne få del i Guds rige.
Han havde sagt det masser af gange. "salige er I som er fattige, for Guds rige er jeres. Salige er I som sulter nu, for I skal mættes, salige er I som græder nu, for I skal le."
Og han havde sagt dem hvad det betød for hvordan de skulle leve, "Elsk jeres fjender, gør godt mod dem der hader jer. Velsign dem der forbander jer, bed for dem der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til"
Forstod de det ? Måske... Gjorde de det ? Læser man videre i disciplenes og kirkens historie så er det ikke godheden og selvopofrelsen der tegner billedet, allerhøjst blev den virkelig i få øjeblikke hvor de glemte at tænke på sig selv og i stedet bare var, øjeblikke hvor helligånden greb dem og gav dem styrke til at vende om og styrke brødrene, som Jesus siger at Simon Peter skal.
Og hvad med os, forstår vi det og handler vi derefter, Næh, hvordan elske fjenden, gøre godt mod den man hader og vende den anden kind til når det ligger os meget nærmere at gå med sænket hoved i vrede og misundelse, for ikke at tale om at sælge vore søskende til højestbydende.
Vi kan ikke virkeliggøre Jesus og hans far Guds projekt med os. Det ved Gud og det får ham ikke til at opgive sit forehavende.
Mark Twain har sagt ; Der bliver ingen genkomst. Jesus var her èn gang og fik nok af det. Han kommer ikke igen.
Mark Twain har ret i at det kunne være nærliggende at opgive, når man ser på den måde vi fortsat lever med hinanden lokalt og globalt... Og han tager fejl når han tror det påvirker Guds vilje til at frelse. Gud opgiver os ikke, kærligheden får aldrig en ende.
Nej det er kun lige begyndt og vi er med i planen. At vi allerede er midt i det hører vi også i dag da Jesus til sine selvoptagede og smålige disciple overdrager sit rige. Ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
Vi skal gøre det vi ikke kan, løfte blikket, droppe misundelsen, tjene hinanden. Lad det lykkes i Jesu navn.
Amen

7-4-2002
sat på Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungaard email