Hvis du har kommentarer så skriv til KKS@KM.DK Kirsten Kruchov Sønderby

	Fortælling om Bartimæus og træets skygge
	Bartimæus var født blind. Han havde aldrig set noget som helst, ikke sine forældres ansigter, ikke blomsternes farve, ikke dagens lys.
	Men det betød ikke at han ikke vidste noget om hvordan verden så ud, for hans andre sanser var gode og skarpe. I hans fingerspidser boede erindringen om hvordan hans mors kind føltes. Da han var barn var den glat og fast, nu var den dunet og blød som det blide dyb af alder han hørte i hendes stemme.
	Han hørte godt, toner og nuancer i stemmer afslørede for ham hvad mennesker var for nogen. Om de var nogen der gav til en tigger som ham.
	En blind tigger som sad ved vejen til Jeriko med hånden strakt frem mod de seende travle mennesker på rejse.
	Der var altid masser af mennesker på vejen til Jeriko, det var et godt sted at sidde for en tigger, Bartimæus fik da så han kunne bidrage til maden hjemme hos i huset hos moderen, som nu levede en enkes fattige liv efter at Bartimæus far var død for nogle år siden. Hver morgen fulgte hun ham ud til træet der ved vejen og hver aften hentede hun ham hjem igen.
	Åh ja, træet. Det ville han gerne have set. Han mærkede det jo, det var et stort og godt træ.
	Hans ryg var vant til at læne sig op af den stærke stamme, og hans fingre kendte fornemmelsen af den glatte bark. Når dagen var varmest og solen stod højt på himlen, da takkede han altid Gud for træets tætte krone, som skænkede ham skygge og kølighed.
	Han vendte sit ansigt opad mod trækronen og ønskede så inderligt at han måtte se, se træets under. Menneskene behøvede han ikke at se, dem kendte han fra sig selv, de var kroppe og stemmer, -- men træet, det anede han kun som skygge og liv, han kendte det på følelsen, og lugten, han kunne mærke dets stamme, men der manglede noget i at billedet blev helt, for kronen kunne man kun nå med øjne der kunne se. Og han tænkte at kunne han se det helt træat, da ville det være som at se paradis.
	En dag i tiden før påske sad Bartimæus under sit træ, da kunne han pludselig høre og fornemme at en stor flok mennesker nærmede sig. De talte mens de gik, med høje stemmer om påskefesten i Jerusalem, som de var på vej til og Bartimæus hørte imellem stemmerne èn bestemt stemme som noget særligt. Denne stemme klang af træets liv og skygge, velsignet som i paradisets have.
	Tiggeren råbte èn til sig fra flokken og spurgte hvem de var som gik sammen der. En svarede ham at de alle sammen fulgtes med Jesus fra Nazareth og Bartimæus begyndte uden at tænke sig om at kalde på Jesus. Han hørte sin egen stemme råbe ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”.
	Der var folk som tyssede på ham, og skældte ham ud fordi han råbte, men det lod han sig ikke standse af, han råbte bare højere. ”Davids søn, forbarm dig over mig”
	Og Jesus forbarmede sig over ham, bad nogen føre ham hen til sig og spurgte ham hvad han, den blinde tigger ville at han skulle gøre for ham; Og Bartimæus som ønskede at se sit træ bad om at måtte blive seende. Og underet skete, Jesus svarede ham med sin livfulde stemme, ”Bliv seende, din tro har frelst dig”
	Bartimæus kunne se.
	Aldrig havde han troet at der var så lyst i de seendes verden. Lyset skar ham i øjnene og det eneste han kunne holde ud at se på var Jesus. Så da Jesus og hans venner disciplene gik videre gik Bartimæus med, han fik ikke kastet så meget som èt blik på sit træ.
	De gik op til Jerusalem. Det blev påske.
	Bartimæus holdt sig hele tiden i nærheden af Jesus og disciplene. Han hang ved hvert et ord som Jesus sagde, hørelsen var stadig hans store styrke, men hele tiden blev han overvældet af det han så. Jerusalems skønhed, templet med alle rigdommene, mylderet af mennesker.
	Han tænkte på træet, skyggen under det og livet i dets krone og han tænkte at det var sandt hvad han dengang havde tænkt om Jesus at i ham var den samme skyggefuldhed, ja livets krone. Derfor holdt han sig nu til ham, som han engang havde holdt sig til sit træ.
	Natten mellem torsdag og fredag blev Jesus taget til fange, Bartimæus så det hele derinde i tempelgården, forhørene og piskeslagene, han hørte skældsordene og så hvordan Jesus led og da det blev fredag, hans livs længste fredag, ønskede han inderligt at han aldrig havde bedt om at få synet, for da blev Jesus hængt op på et kors.
	En stamme af glat træ, rejste sig fra jorden, en krone af mørke ”grene” strakte sig ud til siderne. Der hang nu Jesus, som havde givet Bartimæus synet.
	" Det er jo mit træ, det var denne trækrone jeg skulle se", tænkte Bartimæus. "Et kors med en død mand på". Hans øjne slørede synet til med tårer, som var blindheden ved at vende tilbage.
	Bartimæus løb, ud af Jerusalem, mod Jeriko. Hjem til sit træ, han løb og han gik, det tog dage, endelig stod han under sit træ.
	Her satte han sig i skyggen, folk gloede på ham, hvad sad han der for, en rask mand, men han blev siddende.
	Det var lige meget, havde han blot aldrig set det, korset. Uanset hvor han så hen, så han kun det for sig.
	Da kom der en til ham og fortalte noget nyt. ”Ham, Jesus, som gav dig synet, ham der døde i påsken. Man siger at han blev levende igen. Selv har jeg ikke set ham, men hans disciple har, de siger han var lyslevende hos dem. Den samme som altid. Hvis det er sandt så er han fra Gud ”
	Bartimæus lagde overvældet hovedet tilbage og da så han lige op i træets krone, ”Det er sandt” tænkte han ”Sådan ser livets træ ud”
	Amen

7-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email